Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1138Visninger
AA

9. Friends?

Jeg kom gående på gangen, da nogen pludselig greb fat i min arm og hev mig ind til siden.

”Hvad i…” jeg stoppede mig selv midt i sætningen, da jeg kiggede op og så Harrys grønne øjne og skæve smil, der afslørede hans ene dybe smilehul.

”Hey,” sagde han og sendte mig et smil, som om det var naturligt, at hive folk til siden midt på gangen på den måde.

”Hej?”

”Jeg fik aldrig sagt tak for i går,” sagde han, højt nok til at jeg var sikker på, hele gangen havde hørt det. Ellers var jeg bare paranoid. Af en eller anden grund, havde jeg ikke lyst til at folk skulle vide, at vi havde været sammen i går.

”Det behøvede du heller ikke,” mumlede jeg, og skulle til at gå forbi ham, da han igen hev fat i min arm.

”Hvornår kan jeg se dig igen?” spurgte han med et selvsikkert smil.

”Du ser mig da nu,” sagde jeg og rynkede uforstående panden, hvilket fik ham til at sukke og rulle med øjnene.

”Du ved, hvad jeg mener.”

Well, det gjorde jeg. Jeg håbede bare på, at kunne have udskudt det her bare en smule. Jeg havde ikke lige frem lyst til at såre ham, hvis det var det, jeg gjorde.

”Harry, du lovede at lade mig være. Vi havde en aftale, og jeg har holdt min del.” Jeg holdt mit blik rettet mod jorden og kløede mig nervøst på armen, mens jeg ønskede at det her bare kunne være overstået. Jeg havde ikke lyst til, at lade ham ændre min mening.

”Det ved jeg,” sagde han stille. ”Og hvis du ikke havde det sjovt i går, skal jeg også nok holde min del af aftalen. Jeg troede bare…” Hans stemme døde hen.

Vi stod begge i et øjebliks tavshed, ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Jeg vidste, at jeg burde være den til at bryde tavsheden, men jeg var bange for at komme til, at sige noget forkert. Mit blik flakkede nervøst rundt på gangen, hvor jeg fik øje på Liam, der smilede i min retning, da han fik øje på mig. Af ren refleks smilede jeg tilbage, uden at tænke på Harry, der stod lige ved siden af mig og ventede på, at jeg skulle sige noget.

Harrys drejede automatisk hovedet i samme retning som mit, så han kunne se, hvad det var, jeg kiggede på, og med det samme så han anspændt ud, hans hænder knytte ubevidst sammen. Liams smil blegnede hurtigt, og jeg kunne mærke den kolde luft mellem dem, selvom jeg ikke var en del af det, der foregik.

”Jeg skal til time,” sagde jeg og skulle til at gå, men Harry var hurtig til at reagere og gribe fat i mit håndled.

”Vent, Sam.” Hele hans opmærksomhed var nu rettet mod mig igen, men jeg kunne stadig fornemme spændingen, der hang tungt i luften.

 Usikkert flakkede mit blik tilbage til Liam, der nu var på vej i vores retning.

Da Harry opdagede det, kunne jeg igen mærke hvordan hans krop blev anspændt, og han gav med det samme slip på mig, for at rette al sin opmærksomhed tilbage mod Liam. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle være lettet eller bekymret.

Liam sagde ikke noget, da han passerede os, men det virkede som om, de havde en eller anden form for hemmelig kommunikation, jeg ikke var en del af. Liam sendte mig et uroligt blik, før han var væk, og det virkede til, Harry pludselig huskede, at jeg var der.

”Jeg må gå,” sagde han og forsvandt i samme retning som Liam, før jeg kunne nå at svare.

Jeg overvejede et kort øjeblik at gå efter ham, nysgerrig efter at finde ud af, hvad der foregik mellem dem, men jeg besluttede mig hurtigt for at lade være. Jeg kunne ikke snige mig rundt og rode i andres problemer. Det ragede ikke mig, hvad de to havde kørende. Jeg kunne bare ikke lade være med at håbe, at Liam ville passe på. Jeg havde set den gode side af Harry i går, og jeg kunne pludselig se noget godt i ham, jeg ikke troede eksisterede, men han var stadig Harry, og et eller andet sted, var jeg stadig i tvivl om, hvad han var i stand til.

Uden jeg havde lagt mærke til det, var Niall kommet op på siden af mig. Han fulgte mit blik ned ad gangen, hvor Liam og Harry havde været. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde stået og stirret i den retning, men de var i hvert fald for længst forsvundet, så Niall havde ingen chance for at vide, hvad jeg havde kigget efter. Da han opgav forsøget på, at finde ud af det, rettede han blikket mod mig i stedet.

”Klar til time?” smilede han, og fik mig til at rette mit blik mod ham, pludselig bevidst om hans tilstedeværelse.

Jeg sendte ham et gengældende smil og trak på skuldrene. ”Sådan da. Hvad med dig?”

”Sådan da,” smilede han, før han gabte og strakte sig. ”Man kunne vel altid bruge et par timers ekstra søvn.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine, da gabet forvred hans stemme.

”Hvad skal du have nu?” spurgte jeg.

”Spansk.” Niall rullede med øjnene, idet han sagde ordet. Jeg havde fundet ud af, at Niall var mere til de naturvidenskabelige fag … Selvom han fik lige så gode karakterer i de boglige, så han havde ikke noget at klage over.

”Så kan vi jo følges,” smilede jeg, da jeg skulle ned til Engelsk lokalet, der lå lidt længere nede ad samme gang.

 

Fem minutter inde i timen, brummede min mobil i min lomme. Jeg stivnede af frygt for, at nogen skulle have hørt det. Da min Jamie eller min far aldrig ville skrive til mig i timen, var det ikke faldet mig ind, at sørge for at sætte min mobil på lydløs. Derfor vidste jeg også, at beskeden måtte være enten fra Harry eller Louis, da de var de eneste andre, som havde mit nummer – og jeg havde på fornemmelsen, at det måtte være Harry.

Til mit held, var der ingen, der havde hørt det. Ellers tog de sig i hvert fald ikke af det. Da jeg var sikker på, at ingen kiggede, trak jeg forsigtigt min mobil op ad lommen. På displayet stod Harrys navn, som forventet, efterfulgt af et hjerte, han selv måtte have lavet, da han indskrev sit nummer. Jeg rullede øjne af ham, før jeg trykkede ind på beskeden.

”Vi blev vidst aldrig færdige… hvornår kan jeg se dig igen? H xx”

Ubevidst formede der sig et smil på mine læber, før jeg kom i tanke om, hvad der lige var sket ude på gangen. Jeg ville vide, hvad der foregik mellem ham og Liam. Det virkede underligt, når de for bare en uge siden, havde været så gode venner. Desuden virkede det til, at der skete et eller andet, hver gang jeg var indblandet, så jeg havde vel ret til at vide det?

”Hvornår fortæller du, hvad der foregår mellem dig og Liam?”

Jeg satte min mobil på lydløs, så jeg var sikker på, den ikke ville forstyrre, når han svarede. Efter kort tid, lyste den op i mit skød, da en ny besked tikkede ind.

”Du kan ikke besvare et spørgsmål med et andet.”

Jeg sukkede, før jeg lod mine fingre køre over tasterne på min mobil.

”Hvis du svarer på mit spørgsmål, skal jeg nok svare dit…”

De næste fem minutter sad jeg med mobilen i min hånd, og kiggede regelmæssigt ned for at holde øje med, om han skulle have svaret. Så gav jeg op, og lod den glide ned i min taske.

 

Resten af dagen virkede til at gå utroligt langsomt, og da jeg, efter sidste time, stadig ikke havde set skyggen af hverken Liam eller Harry, begyndte jeg at blive nervøs. Dog mest på Liams vegne. Jeg vidste endnu ikke, hvad Harry kunne være i stand til, men at gå så langt som til at slå sine venner, kunne jeg ikke forestille mig. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv, for ikke at blive for urolig.

Jeg tjekkede min mobil en sidste gang, for at se om Harry skulle have svaret. Som forventet, var der ikke kommet nogen nye beskeder. Jeg sukkede og lagde mobilen tilbage i min lomme, inden jeg kiggede op og opdagede et par funklende grønne øjne, lige ud for mit ansigt… Eller lige over, da Harry trods alt var noget højere end mig.

”Hej,” smilede han.

”Hej?” Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle reagere. Måden han konstant ændrede humør på, var ved at gå mig på nerverne. Der var tydeligvis et eller andet, han skjulte for mig, men jeg vidste ikke hvor meget, jeg skulle ligge i det.

”Du svarede aldrig på mit spørgsmål,” sagde han med et uroligt smil. Hvorfor kunne han ikke bare lade det ligge?

”Du svarede heller aldrig på mit.”

Han sukkede. ”Liam og jeg er bare uenige om nogle ting lige for tiden. Det er ikke noget, du skal bekymre dig om.”

Jeg kunne se, at han måtte anstrenge sig for at holde smilet. Hans øjne blev mørkere, når han snakkede om det. Selvom jeg på ingen måde var tilfreds med hans svar, opgav jeg at få mere ud af ham.

”Jeg skal hjem,” sukkede jeg.

”Vent, Sam,” sagde han og tog fat i mit arm.

”Jeg lovede dig, at jeg ville lade dig være, hvis du stadig ville have det. Det eneste, du skal gøre, er bare at se mig ind i øjnene, og fortælle mig at du ikke havde det sjovt i går. Så skal du nok få lov til at slippe for mig.”

Hans intense øjne var fokuseret på mine, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor utroligt blid hans stemme pludselig var blevet.

”Harry…” sagde jeg, uden at vide hvor jeg ville hen med det, og kunne ikke lade være med at se ned, i et forsøg på at komme ud af hans blik.

Han løftede sin frie hånd op til min hage, og tvang mig til at se ham ind i øjnene igen. ”Nå?”

”Det kan jeg ikke,” mumlede jeg, mens jeg febrilsk prøvede at se væk. Det var lige meget, at jeg kun havde kendt Harry i en dag. Jeg kunne ikke lyve for ham. Ikke når det kom til det her, i hvert fald.

Et selvsikkert smil formede sig på hans læber. ”Det tænkte jeg nok.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde nu officielt brudt min eneste regel, kun på grund af en dreng, jeg ikke engang kendte, og endnu ikke vidste, om jeg havde lyst til at kende.

”Har du planer i aften?” spurte han med et lille smil, og var pludselig tilbage til sit gamle jeg.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne godt regne ud, hvor det her ville føre hen, og et eller andet sted skræmte det mig. Jeg havde været til freds med at holde mig for mig selv i to år nu, og jeg vidste ikke, om jeg var klar til at ændre det.

”Harry, jeg…” Jeg tøvede, hvilket måtte have været svar nok for Harry.

”Jeg henter dig klokken seks,” sagde han og sendte mig et skævt smil, før han forsvandt ned ad gangen og efterlod mig stående der.

Jeg sukkede. Jeg kunne ikke lyve overfor Harry, men jeg var heller ikke sikker, at jeg kunne være ærlig over for ham. Jeg var kommet hertil for, at folk ikke skulle kende til min fortid. De skulle ikke kende til den hemmelighed, der var skyld i, at jeg i de sidste to år havde holdt mig for mig selv. Jeg vidste, at jeg ikke var klar til at fortælle nogen om den hemmelighed, ikke engang Harry. Det største spørgsmål var bare, om jeg nogensinde ville blive det.

Men hvad nu hvis det blev umuligt, at holde det skjult? Hvis jeg fortsatte med at være sammen med Harry jævnligt, løb jeg den risiko, at han en dag ville finde ud af det. Og hvis han virkelig kunne lide mig, sådan som han udgav sig for at kunne, ville det komme til at såre ham.

Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg begyndte at føle mig svimmel. Gangen begyndte at snurre omkring mig, og jeg var sikker på, at jeg skulle til at besvime, hvis ikke jeg kom ud herfra.

Usikkert vaklede jeg ned ad gangen og ud mod den store hovedindgang. Da jeg endelig var ude, satte jeg mig ned på trappen med hovedet mellem benene. Langsomt begyndte mit hoved at blive klarere igen, men jeg havde ikke lyst til at tage chancen og rejse mig op lige med det samme.

”Sam?” lød en stemme, der kun kunne beskrives som Liams. Jeg kiggede op, og så ham stå over mig, med et bekymret udtryk. ”Er du okay?”

”Øh, ja.” Jeg rejste mig hurtigt op og sendte ham et forsikrende smil. ”Jeg har det fint.”

Han nikkede skeptisk, men kommenterede det ikke yderligere, hvilket jeg kun var taknemmelig for.

”Så… Er du på vej hjem, eller?” spurgte jeg, for at skifte emne.

”Det er jeg, ja,” sagde han og kløede sig åndsfraværende i nakken. ”Hvad med dig?”

”Tja, det var planen.”

”Har du nogen planer for resten af dagen?” spurgte han usikkert. Tankerne om Harrys planer for i aften poppede frem i mit hoved.

”Det har jeg faktisk,” sagde jeg og sendte ham et beklagede smil. Det var tydeligt at se skuffelsen i hans ansigt. Jeg ville ønske, jeg vidste, hvorfor.

”Når okay,” smilede han usikkert. ”Men ville du have lyst til, at lave noget en dag? … Med mig?”

Spørgsmålet satte med det samme alarmerne i gang i mit hoved. Jeg skulle sige nej. Jeg burde sige nej. Men hvis jeg kunne være sammen med Harry uden for skolen, hvorfor kunne jeg så ikke også lave noget med Liam?

Jeg nikkede, før jeg kunne nå at stoppe mig selv. Der var en grund til, at jeg skulle holde mig væk fra så mange som muligt… men lige nu, kunne jeg ikke få mig selv til at såre Liam. Heller ikke selvom jeg vidste, at jeg ville gøre det en dag, lige meget hvad.

”Det lyder hyggeligt,” smilede jeg, og jeg kunne de Liam slappe en smule mere af, og hans skuldre falde ned i normal højde.

”Jamen så er det en aftale,” smilede han.

 

 

 

_________________________________________________

 

Dette kapitel er en smule kortere, end de andre har været, da jeg håber på, at det vil give mig lejlighed for at opdatere lidt oftere.

Hvis I har noget, I synes, jeg burde lave om på, må I VIRKELIG endelig sige til. Det vil kun gøre mig glad at få lidt feedback, især hvis det er noget, der måske kunne gavne denne movella og gøre den bedre.

Jeg håber virkelig ikke, jeg skuffer jer. Det betyder uendeligt meget for mig, at I vil læse med.

Love you guys xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...