Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1139Visninger
AA

2. Flashback

Jeg lå på gulvet, næsten livløs, da min mor fandt mig på mit værelse. Bakken, hun havde i hånden med småkager og varm kakao, tabte hun, så det hele lå i et stort rod på gulvet, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Skrækslagen løb hun hen til mig, og knælede grædende ved min side. Jeg trak stadig vejret, men det var svagt, næsten uhørligt. Hun skreg min fars navn igen og igen, med tårerne løbende ned ad kinderne, indtil han var inde og stod ved hendes side. ”Ring efter en ambulance! Nu!” skreg hun panikslagen.

Ti minutter senere ankom ambulancen. Ifølge lægerne, havde jeg kun været bevidstløs i et par minutter, da min mor fandt mig, hvilket var årsagen til, at jeg stadig var i live. Jeg blev kørt til hospitalet i ambulancen med min mor ved min side, der hele tiden knugede min hånd til sig, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Min far sad hele tiden ved hendes side og prøvede at berolige hende, sagde at det nok skulle gå, selvom det nok lige så meget var for at overbevise sig selv.

Mine forældre var stadig ved min side, da jeg blev kørt ind på hospitalet, og bragt op til en akut afdeling. Først der, var de nødt til at overlade mig helt til lægerne.

Min far gik uroligt frem og tilbage på gangen og ventede utålmodigt på svar, mens min mor sad i en af de ukomfortable stole, der var sat op på gangen.

Min mor tog hans hånd i et forsøg på at berolige ham. ”Det skal nok gå,” mumlede hun med tårer i øjnene. Han satte sig i stolen ved siden af hende og lagde en arm om hende, og sådan sad de i tyve minutter, indtil en af de vedrørende læger kom ud.

”Mr. og mrs. Roberts?”

Min mor og far nikkede samtidig, og så afventende på lægen.

”Samanthas tilstand er nu stabil. Hun skal nok klare den, men hun skal bare have lidt ro de næste par dage, så vi beholder hende her indtil torsdag. I er velkomne til at gå ind og se til hende nu.”

Min mor og far åndede lettede op.

 

 

To år senere døde min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...