Always | Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Igang
Efter den 17-årige Sam har været indlagt, føler hun et ansvar for at skubbe alle, der kommer for tæt på hende, fra sig. Da Sams far håber på, at kunne give hende en frisk start, flytter han, Sam og hendes 12-årige lillebror, Jamie, til en ny by, hvor ingen kender til Sams fortid. Sam regner ikke med at noget vil ændre sig, men da hun kommer i selskab med de fire drenge, der ser ud til at være den absolutte modsætning til Sam, er der alligevel noget, der får hende til at indse, at hun ikke kan blive ved med at leve sit liv bag lukkede døre, selv hvis hun ved, at hendes beslutninger i sidste ende vil komme til at såre andre. Det, der starter som et ligegyldigt væddemål, udvikler sig til følelser, og sandheder om Sams fortid kommer frem, der måske kan ændre alt. //Drengene er ikke kendte//

23Likes
15Kommentarer
1150Visninger
AA

10. Can I Help You?

Min mobil vibrerede på natbordet, og jeg måtte ligge min bog ned på sengen, så jeg havde en ledig hånd til at tjekke den nyankomne SMS. Da jeg rakte ud efter mobilen, kunne se Harrys navn lyse op på displayet.

”Medbring en varm trøje. Det skulle blive køligt i aften.

xx Harry”

Det var det første hint, jeg havde fået om, hvor vi skulle hen i aften. Sikkert også det sidste, men nu vidste jeg i hvert fald, at vi skulle være udendørs. Jeg kiggede på uret, der viste 17.49. –Elleve minutter til, at han ville være her. Mit blik vandrede ned ad det tøj, jeg havde besluttet mig for at tage på for bare tyve minutter siden, før jeg havde vidst, at vi skulle være udenfor. Det var ikke just tøj til, at være ude på en kold aften.

Jeg rejste mig og gik hen til skabet, hvor jeg hurtigt fik fundet et par jeans, en hvid T-shirt og en passende striktrøje frem. Jeg satte mit hår op i en hestehale og lagde et hurtigt lag mascara, uden rigtig at gå op i, hvordan det så ud, før jeg løb ned ad trappen og satte mig i stuen, hvor min far og Jamie allerede var. Jeg havde regnet ud, at det ville være det sikreste, hvis jeg ville sørge for, at det var mig, der nåede at åbne døren, når Harry kom, og ikke min far. Jeg vidste stadig ikke, hvad han ville sige, hvis han så, at jeg ”hang ud” med en som Harry. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg sagde til, at jeg ”hang ud” med en som Harry. Jeg vidste ikke engang hvad ”hang ud” betød.

”Hvor skal i hen?” spurgte min far, da jeg allerede havde fortalt ham, at jeg ville blive samlet op af Harry klokken seks. Dog uden at nævne, hvem Harry var selvfølgelig.

Jeg tøvede. ”Det ved jeg ikke.”

Min far sendte mig et undrende blik, men blev afbrudt, før han kunne nå at sige noget, da det ringede på hoveddøren. Jeg sendte ham et undskyldende smil, før jeg løb ud i entréen for at åbne døren.

”Sam,” smilede Harry skævt, da han så mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage.

”Harry,” sagde jeg og citerede hans tonefald, hvilket fik hans smil til at vokse. ”Jeg er tilbage om to sekunder, jeg skal lige sige farvel til min far.”

Mine ord rev mig tilbage til sidste gang, jeg havde stået her med Harry, hvor jeg havde sagt næsten det samme. Dengang var han stadig den arrogante nar, jeg havde mødt den første dag på skolen. Jeg huskede, hvordan han havde kommenteret på både mit tøj og min manglende makeup, bare for at pisse mig af. Hvad havde ændret sig siden der? Uden jeg kunne sætte fingeren på, hvad det var, vidste jeg, at der var meget. Harry var blevet som en helt anden person.

Pludselig blev jeg bevidst om mascaraen, jeg havde påført tidligere. Det havde ikke noget med det at gøre, havde det? Selvfølgelig ikke. Hans meninger og ord havde ikke nogen betydning på mig.

Jeg skyndte mig ind i stuen, stadig med tankerne et helt andet sted, og var ved at gå ind i dørkarmen på vejen.

”Whoa, rolig nu min pige,” sagde min far med et lille smil, og skulle til at rejse sig op, for at hjælpe mig med, at holde balancen, men jeg skyndte mig, at få ham til at sidde ned igen. Jeg ville for alt i verden ikke have, at han skulle få set Harry, der stod ude ved entréen og ventede.

”Vi smutter nu,” sagde jeg, og lagde en hånd på min fars skulder, så han ikke kunne rejse sig.

”Skal jeg ikke lige komme ud og hilse på den unge fyr?” spurgte han, hvilket fik ham til at lyde tyve år ældre, end jeg nogensinde havde hørt ham før, og fik mig til at smile, på trods af nervøsiteten, der steg i mig.

”Det er fint, far,” sagde jeg og gav ham et hurtigt kys på kinden. ”Vi ses.”

Min far tog min hånd, og holdt den et øjeblik, før jeg kunne nå at flytte mig væk. ”Pas godt på dig selv, Sam,” sagde han med et lille smil, der ikke helt nåede øjnene på den sædvanlige måde.

Jeg sendte ham et beroligende smil og nikkede, selvom det var som om hans ord havde ændret noget i mig, uden han måske havde ment det. Jeg var sikker på, at han bare havde ment det som en almindelig far-tager-sig-af-sin-datter-ting, men der lå en advarsel i hans ord, han måske ikke engang selv var klar over.

Det var sikkert dumt af mig, at ligge noget i det, men da jeg nåede tilbage til den ventende Harry i døren, var det som om, jeg pludselig ikke var så tryg i hans selskab længere. Som om min tidligere mistanke om, at han muligvis var ude på noget, var kommet tilbage. Intet med hensyn til Harry gav mening, men jeg tvang mig selv til at tro på, at det ikke betød noget. At Harry virkelig VAR en okay fyr.

”Klar?” spurgte han og holdt en arm ud for mig på ægte gentleman manér. Jeg nikkede og prøvede at berolige mig selv, ved at sende ham et smil. Jeg måtte forsikre mig selv om, at der ikke ville ske noget, før han førte mig ned ad trinene og hen til hans sorte BMW, der holdt parkeret på præcis samme spot, som den havde gjort sidste gang, han havde hentet mig.

Spørg mig ikke, hvorfor jeg lagde mærke til den slags, men lige nu syntes mine sanser at køre på højtryk.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg endelig, da vi begge var kommet ind i bilen. Harry vendte sig mod mig, og sendte mig et smil, der på en eller anden måde alligevel virkede til at berolige mig.

”Vent og se,” sagde han med et blink, og satte bilen i bakgear.

Jeg hævede et spørgende øjenbryn af ham, men han havde allerede fokuseret sit blik tilbage på vejen. Opgivende lagde jeg hovedet mod bilruden, mens husene begyndte at køre forbi i et stigende tempo.

Vi stoppede uden for noget, der lignede en mini forlystelsespark. Lyskæder hang rundt omkring i træerne, og på trods af, at det så småt var ved at blive mørkt, kunne man høre skrigene fra børn, der var ude og prøve forlystelserne, eller løb rundt og jagtede hinanden mellem boderne. Der var mere liv her, end jeg havde set på noget tidspunkt, siden vi var flyttet hertil, og på en måde nød jeg, at se denne side af byen. Jeg følte mig som 10 år igen, den gang min familie var hel, jeg var normal. Før jeg havde nogle bekymringer.

Jeg sendte Harry et forventningsfyldt blik, mens smilet var som klistret på mit ansigt, som han besvarede med en klukkende latter, før vi begge spændte vores sikkerhedsseler op og hoppede ud af bilen. Han var hurtigt over ved min side, og vi fulgtes hen mod indgangen.

”Forlystelsespark, huh?” smilede jeg til Harry.

Han svarede ikke, men sendte mig bare et varmt smil, og holdte lågen til indgangen åben for mig. Jeg havde ikke været et sted som dette siden… Well ja, siden min mor døde. Minder vældede op i mig, alle sammen omhandlede min mor, far og lillebror, og jeg var nødt til at synke en klump, der havde sat sig fast i min hals. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg var stoppet op, før Harry trak mig tilbage til nutiden.

”Er du okay?”

”Øh ja,” mumlede jeg og vendte blikket mod de to grønne øjne, der stirrede ned på mig med et bekymret blik. ”Ja, jeg har det fint.”

Jeg lod mit blik vandre nervøst, indtil de landede på en bod med et spil, der gik ud på at ramme tre ud af tre basketballs i en kurv. Ikke det mest interessante spil, men forhåbentlig nok til at få mine tanker på noget andet. Harrys blik fulgte mit, og et tilfredst smil spredte sig på hans læber, mens han begyndte at gå i retning af boden, som om han havde læst mine tanker.

”Jeg skal have tre skud,” sagde han til manden i boden, og smed et lige antal penge på disken, som adskilte ham og manden. Manden bag disken mumlede et eller andet, før han bukkede sig ned, for at finde tre bolde frem.

Nysgerrigt stillede jeg mig op bag Harry, så jeg kunne følge med i, hvad der skete. Harry sendte mig et selvsikkert smil, da han tog den første bold op i hænderne.

”Er du klar?” spurgte han, og tog sigte mod kurven, uden at vente på svar. Jeg så til, mens den første bold fløj gennem luften, ramte kanten på kurven, og fløj tilbage i Harrys retning. Et grin undslap mine læber, og fik Harry til at skule ondt til mig, før han samlede nummer to bold op og vejede den i hænderne, som for at tjekke, at der ikke var noget galt med den.

”Undskyld,” mumlede jeg, og måtte kæmpe for at holde min latter nede, som den næste bold ramte hjørnet på pladen og røg væk.

”Kom så, Harry,” heppede jeg, da han gjorde klar til at skyde tredje og sidste bold. Jeg lagde mærke til, hvordan hans tunge stak ud i den ene mundvig, og hvordan hans pande rynkede sig sammen i koncentration, mens han sigtede efter målet.

Bolden fløj elegant gennem luften, og landede direkte i det hvide net.

”Yeahh!” Harry strakte begge arme op i luften, som en form for sejrsscene. Jeg kunne ikke lade være med at grine ved synet af Harrys jublende ansigt. Jeg nød, at han ikke længere var den Harry, han havde været i starten. Som altid, strejfede det mig, at det var unormalt, måden han havde ændret sig på, men lige nu ville jeg bare nyde min aften som en helt normal teenager, uden at skulle bekymre mig om hverken fortid eller fremtid.

Harry vendte sig forventningsfuldt mod manden, der stod og så på os, som om vi var idioter, men var venlig nok til ikke at kommentere på det. ”Jeg skal have den der,” sagde han og pegede på en stor panda, der stod på øverste hylde.

Jeg udstødte et grin, da det gik op for mig, at Harry rent faktisk troede, han havde vundet spillet, hvilket fik ham til at kigge på mig med rynket pande. Pandaen var kun til en 1. præmie, men det var åbenbart ikke gået op for ham endnu.

Manden så et øjeblik ud til at tro, at han lavede sjov, men da det gik op for ham, at det ikke var tilfældet, udstødte han også et grin. ”Så skulle du have ramt alle tre bolde i nettet, min ven,” smågrinede han. ”Du må vælge frit på nederste hylde.”

Harry så forvirret fra mig til manden bag disken, som om han ikke kunne beslutte sig for, hvad han skulle gøre med det nyopdagede fact. Så begyndte han at rode i sin lomme, og det gik op for mig, at han skulle til at betale for en gang mere.

”Tre bolde mere,” sagde han beslutsomt og lagde pengene på bordet.

”Harry,” sagde jeg og tog fat i hans arm, for at få hans opmærksomhed. ”Det behøver du altså ikke.”

”Du skal have den panda,” sagde han bestemt, før han tog den første bold op, og skød den direkte i nettet med et grin. ”Here we go,” sagde han med et selvsikkert smil på læberne.

Smilet blegnede dog, da næste bold ramte forbi. Da det allerede var for sent at vinde, valgte han at tyre den sidste bold ind i pladen, så den fløj tilbage, og var kun centimeter fra at ramme manden i hovedet.

”Tre mere,” sagde Harry beslutsomt og smed endnu en omgang penge på bordet, og jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at rulle med øjnene af hans stædighed.

 

***

 

”Du kunne bare have givet op,” grinede jeg, da vi endelig var på vej væk fra boden, med den store panda i mine arme.

”Så havde jeg jo aldrig vundet,” sagde han og præsterede et tilfredst smil, der fik mig til at ryste på hovedet med et grin.

”Du har ikke vundet, når du var nødt til at betale ham for præmien.”

Harry svarede ikke, men jeg kunne se et smil på hans læber. I stedet fortsatte vi ned mellem de forskellige boder og forlystelser uden noget bestemt mål, mens folk, børn såvel som voksne, drev forbi os.

”Basketball,” mumlede jeg for mig selv. ”Det er i hvert fald ikke din sport.”

Et grin spredte sig over mit ansigt, da jeg mærkede Harrys albue skubbe mig i siden. ”Hey,” sagde han, og stillede en fornærmet mine op. Der gik ikke længe, før han ikke kunne holde masken længere og han placerede sin arm over min skulder. Jeg skulle til at afvige fra hans nærvær, men stoppede mig selv. Jeg var nødt til, at minde mig selv om, hvordan man opførte sig sammen med venner. Jeg var sikker på, Harry ikke havde lagt noget yderligere i sin berøring.

Lidt længere fremme passerede vi et pariserhjul, hvor jeg stoppede op. Harry, der ikke havde været forberedt på min pludselige opbremsning, snublede fremad, men genvandt hurtigt balancen, før han vendte sig mod mig med et skeptisk blik.

”Skal vi der op?” spurgte han og skævede til det store hjul.

”Har du lyst?”

Harry så ud som om, han skulle synke en klump. Han så nervøs ud, som om han var bange for, at skulle sætte sig op i en af de små vogne, der førte op til toppen. Var han højdeskræk? Noget ved tanken morede mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Er det ikke for kedeligt?” spurgte han usikkert, men jeg var hurtig til at ryste på hovedet. Jeg måtte indrømme, at jeg nød at se Harry sådan. Han var normalt ikke typen, der lod sig skræmme af noget.

”Okay,” sagde han til sidst med et tøvende udtryk, før han lagde en hånd på min ryg, og førte mig hen mod køen.

Jeg smilede for mig selv, da vi stillede os ind i rækken af mennesker, der ventede på at komme op i hjulet. Da jeg var lille, plejede jeg at strække armene ud på toppen, og lade som om jeg var en fugl, der kunne flyve gennem landet. Jeg kunne stadig høre min mors stemme, der, med et lille grin, bad mig om at sidde stille i vognen. Minderne vældede op i mig, og jeg måtte nive mig selv i armen, for at holde tårerne fra, at vælde op i mine øjne ved tanken. Ikke nu. Ikke her.

Jeg kunne mærke Harrys blik på mig, og jeg vendte mig mod ham, for at møde hans grønne øjne.

”Er du tørstig?” spurgte han, og jeg havde på fornemmelsen, at han bare søgte en dårlig undskyldning for, at komme væk herfra, men alligevel nikkede jeg. ”Bliv her, jeg finder noget at drikke.”

”Okay.”

Jeg fulgte ham med blikket, mens han gik ud af køen og hen mod en vogn, der solgte mad og drikkelse, et lille stykke væk, indtil jeg mærkede en hånd på min skulder bag fra. Jeg vendte mig rundt, hvor mit blik mødte to ubekendte drenge, begge lidt ældre end mig.

”Kan jeg hjælpe med noget?”

 

 

 

________________________________________________

 

- Cliffhanger, uha da da.

Undskyld, undskyld, UNDSKYLD for den lange vente tid. Jeg har simpelthen så travlt for tiden på trods af påskeferien, da jeg går i niende, og derfor har afgangsprøver lige rundt om hjørnet. Da jeg lige har trukket dansk, har to selvvalgte opgaver (tysk og engelsk) og skal til påskefrokoster, og jeg ved ikke hvad, er der bare ikke meget tid til overs. Håber virkelig, I kan bære over med mig.

Den gode nyhed er, at jeg allerede er nået et stykke på det næste kapitel, så der kommer forhåbentlig ikke til at gå helt så længe, før det udkommer! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...