Stay - 1D {Short story}

Hun prøver at skrige, men kan ikke. Hun prøver at råbe, at han skal blive, men han kan ikke høre hende. Det er der ingen der kan. Hun er fortabt, helt uden at kunne fortælle nogen, om hendes inderste følelser. Det er et levende mareridt, som hun bliver nødt til at vidne til hver dag. | Når din kæreste ikke længere kan tale, hvad gør du så? Når du aldrig mere skal tale med hende igen? Aldrig mere høre hendes blide stemme? Når du føler, du mister mere og mere af hende du elsker, for hver dag der går, og ikke mindst dig selv? Begge tager de sig selv i, at stille det samme spørgsmål; er kærligheden overhovedet værd at kæmpe for, når det kommer til stykket?

37Likes
33Kommentarer
1224Visninger
AA

4. 3/ Stay

 

På Valentines dag

Mine øjne stirrede ned på min mobil, hvor min låseskærm lyste op. Det var et billede af hende og jeg... Vi sad og holdt om hinanden, mens et lille grin var til at finde på hendes læber. Det var overraskende nok et gammelt billede, men det var også det, jeg elskede mest. Tænk at det i dag var ét år siden, mine læber mødte hendes for første gang. Der var sket så meget siden da… det var underligt at tænke på.

Jeg sukkede stille for mig selv, da jeg kom udenfor. Jeg skulle gøre noget meget svært i dag, som jeg ikke vidste, om jeg kunne gennemføre.

Med en rystende hånd bankede jeg på hendes dør. Jeg bed mig langsomt og hårdt i læben mens jeg ventede, fordi jeg nærmest ikke kunne holde mine tårer inde. Døren blev åbnet, og hendes smukke ansigt kom til syne. Et smil kunne tydeligt ses på de lyserøde læber, inden hun trak mig ind i et langt kram. Hun knugede mig ind til sig, som om hun aldrig nogensinde ville give slip på mig. Problemet var bare det, at hun snart blev nødt til det.

***

Med et smil trak jeg mig væk fra Harry. Jeg havde savnet ham så meget, at det var helt forfærdeligt. Men da jeg så hans alvorlige blik, falmede mit eget smil ligeså hurtigt som det var kommet. Der var noget galt.

”Vi… Vi bliver nødt til at snakke,” hviskede han, mens hans øjne borede sig ind i mine. Harrys øjne var triste og alvorlige, hvilket gjorde, at mit hjerte bankede hårdere mod mit bryst, på grund af nervøsitet. Han tog fat i min hånd, for at trække mig med hen i den lille sofa, som vi så tit havde siddet i. Harry prøvede at undgå mit blik, men jeg kunne tydeligt se hans blanke øjne. ”Jeg… Jeg ved ikke om jeg kan det her længere.” Hans stemme dirrede, det samme med hans underlæbe. Jeg så uforstående på ham, samtidig med, at jeg mærkede tårerene presse på. Jeg tror godt jeg vidste, hvor dette ville føre hen. ”Det er ikke det samme længere,” sagde han stille, stadig uden at se på mig. En tåre løb langsomt ned ad hans kind, men han havde ikke i sinde at tørre den væk. ”Jeg tror det er bedst hvis… Hvis det slutter her.” Der kom tårerne for alvor for os begge to. Jeg bed mig hårdt i læben… Havde han lige sagt det, jeg tror han sagde?

”Vi skal nok klare det,” hviskede jeg inde i mig selv. ”Det har du sagt så tit… Vi kan godt. Du må ikke forlade mig nu!”

Jeg så ned på mine hænder, mens jeg mærkede tårerne falde. Det var som om, at mit hjerte var stoppet, og blev smadret i flere tusinde stykker. Han rejste sig op fra sofaen, stadig uden at skænke mig et blik, og stod i et par sekunder. ”Undskyld…”

”Du kan ikke være det bekendt,” skreg jeg. ”Du må ikke gå nu. Det er nu, jeg har allermest brug for dig! Kan du ikke se det?!”

Mit hjerte skreg af smerte. Jeg skreg af smerte. Han kunne ikke gå fra mig. Jeg havde brug for ham… Jeg elskede ham. Harry mødte mine øjne, der var fulde af tårer. ”Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig,” hviskede han. ”Men det gør bare for ondt at blive ved.”

Der skete det så; mit liv sluttede. Jeg dødede fuldkommen inden i, og denne gang var der ingen til at redde mig. Han havde været mit lys, min klippe. Den eneste grund til, at jeg følte livet var værd at leve. Nu forsvandt han. Han slukkede for det lys, der havde brændt så længe.

Han sendte mig et sidste blik, inden han vendte mig ryggen. Alt inden i mig skreg at han skulle blive; at han ikke måtte gå. Men han kunne ikke høre mig. Det var først da jeg rakte ud efter hans hånd, at det var som om, at min stemme nåede ud. ”Bliv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...