Stay - 1D {Short story}

Hun prøver at skrige, men kan ikke. Hun prøver at råbe, at han skal blive, men han kan ikke høre hende. Det er der ingen der kan. Hun er fortabt, helt uden at kunne fortælle nogen, om hendes inderste følelser. Det er et levende mareridt, som hun bliver nødt til at vidne til hver dag. | Når din kæreste ikke længere kan tale, hvad gør du så? Når du aldrig mere skal tale med hende igen? Aldrig mere høre hendes blide stemme? Når du føler, du mister mere og mere af hende du elsker, for hver dag der går, og ikke mindst dig selv? Begge tager de sig selv i, at stille det samme spørgsmål; er kærligheden overhovedet værd at kæmpe for, når det kommer til stykket?

37Likes
33Kommentarer
1219Visninger
AA

3. 2/ Memories

 

Én dag inden Valentines dag

 

Jeg stirrede ind i hans grønne, skrækslagne øjne. Jeg mærkede at mine fingerspidser snittede hans, men mere kunne jeg ikke gøre. Jeg ville skrige, det ville jeg virkelig. Jeg ville kalde på hjælp, men det kunne jeg ikke. Han faldt. Han faldt længere og længere ned i dybet, uden nogen til at samle ham op. Efter alle de gange han havde gjort det for mig, kunne jeg ikke give noget tilbage. Han forsvandt... Længere og længere væk.

Med et sæt satte jeg mig op, mens jeg tog mig til brystet, hvor mit hjerte bankede af sted. Jeg trak vejret med heftige hiv, og jeg havde svært ved at tænke klart. Efter nogle dybe vejrtrækninger, som beroligede mig en smule, lod jeg mit hoved hvile på puden igen, mens jeg masserede mine tindinger.

Normalt når jeg havde haft mareridt, ville jeg have ringet til Harry. Lige meget om klokken var tre om natten, så tog han den altid. Jeg fortalte ham altid om, hvad der var sket, hvor han derefter beroligede mig. Han sagde så mange søde ord, og nogle gange sang han for mig… Dengang havde jeg kunne ringe til ham, blot for at høre hans stemme. Det samme havde han gjort ved mig. Det gjorde vi aldrig mere. Jeg mærkede de salte tårer løbe ned ad mine kinder, samtidig med mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, ved tanken om de gamle minder. Det kunne ikke passe, det aldrig ville blive sådan mere.

Fordi jeg tydeligvis ikke kunne sove på grund af de tusinde tanker, der kørte rundt i mit hoved, stod jeg op ad min seng. Med et svagt suk tog jeg min badekåbe på, og åbnede døren ud til altanen, så jeg kunne få lidt frisk luft. Den blide vind var kølig mod mine våde kinder, her i begyndelsen af februar. Jeg lukkede øjnene for at prøve at nyde blæsten, der tog fat i mit lyse hår, og samtidig gjorde mig en smule friskere.

Da jeg åbnede mine øjne igen, blev de mødt af den smukkeste stjernehimmel jeg længe havde set. Igen mærkede jeg tårerne presse på, fordi tankerne igen tog over. Det var så længe siden jeg havde set sådan en stjerne himmel… Den mindede mig om den aften, hvor Harry havde taget mig med ud i skoven. Vi havde gået en lang tur, og set på de smukkeste stjerner. Det var der, han kyssede mig for første gang. Og… I morgen ville det være præcis et år siden, han havde gjort det. På Valentines dag.

***

Jeg havde vendt og drejet mig i alt for mange timer, og min hjerne arbejdede på højtryk. Det var som om, at den ikke havde i sinde at falde til ro. Træt sukkede jeg, inden jeg fik min tunge og trætte krop trukket ud af sengen. Med få, lette skridt gik jeg hen til døren der førte ud til balkonen. Natteluften mødte mig med en blid kulde, hvilket jeg godt kunne lide. Mit åndedræt blev tungere, og man kunne se min ånde i luften. Jeg knyttede mine hænder om det metal, der indrammede den lille balkon, så du ikke risikerede at falde ud over. Metallet var koldt mod mine nøgne fingre.

Minderne kom væltende ind over mig, én efter én, da jeg endelig lod mine øjne se op. Himlen var dækket af små, blinkende stjerner i lange baner, præcis som den aften, jeg kyssede hende for første gang.

Jeg huskede det tydeligt; jeg havde brugt flere timer på at planlægge den aften. Jeg havde øvet mig på hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle gøre, men alt det, havde slet ikke været nødvendigt. Alt var forekommet så naturligt sammen med hende, at ingen af mine planer holdt stik. Det blev meget mere perfekt, end jeg kunne turde håbe på.

Udkørt sukkede jeg over mindet, da det gik op for mig, at det ville være i morgen, det var et år siden. Den mest romantiske dag på hele året. Valentines dag.

Jeg anede ganske enkelt ikke, hvad der skulle ske i morgen. Normalt, inden en vigtig begivenhed, plejede vi at snakke natten lang. Faktisk, plejede vi altid at gøre det, bare sådan generelt. Vi kunne snakke i telefon til langt ud på natten, selvom det ikke gjorde det bedste for vores søvncyklus. Det kunne vi bare ikke på samme måde længere.

Jo, vi skrev da en masse sammen. En hel del. Men det var intet sammenlignet med, at tale sammen, grine sammen… Være sammen. Alt det vi plejede, kunne vi ikke mere. Vi kunne ikke grine på den samme måde længere eller føre en dyb, seriøs og alvorlig samtale. Det var noget helt specielt, det vi havde… eller havde haft. Jeg vidste virkelig ikke hvad det var længere. 

 

___________________

Nu mangler der kun ét lille kapitel tilbage! 

Hvad synes I indtil videre? Glæder I jer til næste?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...