A ray of happiness | Niall Horan - short story *færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Færdig
At have crush på nogen -eller som jeg synes er nærmere er forelskelse- er for det meste fantastisk. Men man kan også være så forelsket, at man narrer sig selv, især, hvis man stræber efter en, der er umulig at få, siger jeg til mig selv, advarer mig selv i mine tanker, men bare hans smil overbeviser mig om, at det er for sent. Jeg er faldet for ham. For hans smil. For hans grin, men allermest for hans ukomplicerede og glade væremåde. Med ham kan jeg slappe af og være mig selv. Det er jeg sikker på. Men et sted inderst inde i mit hjerte ved jeg, at jeg næppe vil få ham og bare ødelægge mig selv mentalt. Og alligevel lader jeg håbet overtage.

6Likes
7Kommentarer
704Visninger
AA

5. Epilogue | Epilog

Jeg banker ned i isen, glider hen over isen i cirkler, men til sidst lykkes det mig på en eller anden måde at få drejet rundt om min hånd i stedet og så komme op igen. Måske så det endda ud til at være meningen!

"Hey, er du okay?" Spørger Seth med en meget splittet stemme. På den ene side er han ved at dø af grin -nok på grund af faktummet, at det var Niall, der fik mig til at miste fokus- men på den anden side også bekymret for mig. Det behøver han så ikke være, og det beviser jeg da jeg kort efter bryder ud i grin.

"Ja, selvfølgelig," ryger det ud af mig mellem grinene. Kan slet ikke stoppe det, men alligevel kan jeg mærke rødmen i mine kinder og den kraftige følelse af at være pinligt berørt. Hvorfor, ved jeg ikke, for Niall er vel vant til at piger sender lange blikke efter ham. Han ser vel næppe, hvor specielt det er for mig, for for ham er jeg vel blot endnu en fan.

"Måske er det også på tide at tage hjem." Seth undersøger min reaktion, men det når jeg ikke at tænke over før jeg løfter et spørgende øjenbryn. Usikker, ved ikke, hvad jeg skal tænke eller sige om det, så jeg laver bare et spørgende, men stadig kækt ansigtsudtryk.

"Altså, det er så nu du skal sige 'jah, er også ret træt' eller noget andet," siger han grinene, og jeg kan ikke lade være med at grine med. Hans latter er både sød og kæk - og en latter jeg virkelig godt kunne lide, men også en latter jeg har kendt længe, deltaget i mange gange.

"Det kommer jeg næppe til at sige, er stadig frisk som en havørn! Eller hvad det nu er man siger," siger jeg og slår ham drillende på skulderen, hvilket får ham til at ømme sig en smule. Den dreng kan dog heller ikke tåle noget - overhovedet. Eller måske ramte jeg bare en nerve. Igen.

"Hvad med at vi tager et eller andet sted hen og spiser?" Kommer jeg til at sige inden jeg overhovedet når at tænke over det. Hans ansigt ændre sig fra det kække og glade til det undskyldende - og lykkelige. Alt sammen på samme tid.

"Jeg kan ikke, skal på date!" Siger han med en glad, men angrende stemme. Jeg ser overrasket på ham. Virkelig overrasket, altså sådan bogstaveligt taget. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige, så jeg starter bare med det basale. 

"Det er da fantastisk!" Siger jeg mens skøjter hen til en bænk og sætter os. "Hvem er den heldige så?" Spørger jeg lige bagefter, kan slet ikke skjule, hvor glad jeg er for ham. Håber allerede for ham, at det er hans soulmate - for ellers bliver jeg nødt til at stå klar til at samle de smadrede skår op igen. Det gør jeg vel nok uanset hvad, det skylder jeg ham.

"Det er Serily," svarer han drømmende, og det forstår jeg godt. Han har drømt om hende i evigheder, men hun har altid været typen, der tager alt en ting ad gangen. Sådan er jeg forresten også, men det er ikke pointen. Hun er i hvert fald godt dum, hvis hun ikke tager ham, han har været så tålmodig med hende, ventet så længe, gjort så meget for hende, været så mange for hende. Hvis hun vil lade det, så bliver de et perfekt par.

"Hvor er det godt for dig, så du må hellere se af at komme afsted, du ved, med alle de forberedelser du må foretage dig." Jeg klemmer hans lår, rejser mig og giver ham et kram inden vi siger farvel.

"Vi ses, Liven. -Og sørg nu for at få fat i ham drengen derovre," tilføjer han så, og jeg stivner da han peger hen på Niall. Jeg ryster kraftigt på hovedet. "Det kommer jeg ikke til at gøre. Han er berømt! Det er Niall, fra One Direction!" Siger jeg ret så insisterende. Det er ligesom ikke for sjov!

"Og det skulle være nok til at stoppe dig?" Ryger det overrasket og kækt ud af ham. Og jeg ser mindst lige så overrasket tilbage på ham. Hvad i alverden mener han med det? Jeg synes, at det er mere end rigeligt til at stoppe mig. Men jeg giver ham bare ret.

"Det er det vel ikke," siger jeg opgivende. Det giver ikke meningen at skændes om det på offentlig gade.

"Hvad er der?" han løfter mit hoved med en finger under min hage og undersøger kort mit blik inden han fortsætter med et mistroisk ansigtsudtryk. "Betyder han virkelig allerede -inden du overhovedet kender ham i virkeligheden- så meget for dig?" Spørger han og ler kort af det.

"Ja," mumler jeg og smiler sarkastisk, "han betyder mere end du vil kunne ane." 

"Gør han virkelig? Er du så langt væk i ham? Hvor forsvandt den forsigtige pige, der altid gik langsomt til værks hen? Så bør du virkelig gå hen til ham. Tal med ham! -Men husk ikke at virke desperat, han har nok ikke specielt meget lyst til endnu en klæbende, hvinende fan."

"Sådan ville jeg aldrig være, men hav du nu en dejlig date!" Siger jeg, drejer rundt og skøjter så hen mod Niall med et bankende hjerte, adrenalinfyldt blod et par smilende læber. Klar på hvad som helst, klar på hvad end dette kan medføre. Og det kan være noget i nærheden af alt, inkluderet en afvisning, men den chance vil jeg tage alligevel - i hvert fald nu, hvor Seth har insisteret så meget på, at jeg skal gøre det. Lysten til at gå hen til ham, overskygger allerede fornuften.

Det først nu, hvor jeg er to meter fra ham, at jeg stopper... og ved et uheld kommer til at sprøjte is op på ham.

"Undskyld," udbryder jeg, vil ikke have at han nu skal hade mig.

Men han griner bare. "Det er helt fint," forsikrer han mig og børster isstykkerne af sin vinterjakke, "men er du okay? Jeg så dig falde." Han smiler stort ved tanken, og jeg kigger ned et sekund inden jeg samler mig til at at svare ham.

"Jeg har det helt fint, ingen skræmmer eller noget." Jeg kan simpelthen ikke holde op med at smile mit super dumme kæmpe smil. Men det er vel også lige meget, for det virker ikke som om han har noget imod det.

Han rynker pludselig brynene. "Vent, du er Livenyla, er du ikke? Med håndledet?"

Det er godt nok ikke den ting jeg bedst kunne tænke mig at blive husket som, nemlig pigen med håndledet, men at han husker mig i det hele taget er fantastisk. Især fordi han er hvem han er, selvom de ikke spiller så meget længere. "Øh ja," jeg stopper midt i sætningen fordi jeg beslutter mig for at joke med det, så jeg laver en dyb stemme og siger:  "Nej, jeg har skiftet navn," men det kikser selvfølgelig totalt fordi jeg allerede var begyndt at tale. Niall er heldigvis ligeglad - siden han i hvert fald ler med mig.

"Nå men, Livenyla." Det lyder næsten som om han smager på mit navn, prøver det på - så at sige, "du er god til at skøjte." Han smiler bredt.

Og jeg rødmer helt vildt. Som sædvanlig, men sådan går det vel også bare når man ikke er vant til komplimenter. "Tak. Jeg øvede mig også rigtig meget med Seth da jeg var yngre." Super fed ting at nævne, tænker jeg, det giver jo virkelig plus på kontoen at være nørdet.

"Er Seth ham du skøjtede med?" spørger han blot, selvom det virker som om han har flere spørgsmål end han stiller.

"Øh ja, altså, han er bare min bedste ven og sådan, ikke mere," siger jeg og smiler mens det eneste jeg kan tænke er, at jeg snart bliver nødt til at blive bedre til alt det der med at socialisere. Men lige nu og her, med Niall, gør det ikke noget. Og jeg er fuld af forhåbninger, uanset hvad fremtiden bringer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...