A ray of happiness | Niall Horan - short story *færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Færdig
At have crush på nogen -eller som jeg synes er nærmere er forelskelse- er for det meste fantastisk. Men man kan også være så forelsket, at man narrer sig selv, især, hvis man stræber efter en, der er umulig at få, siger jeg til mig selv, advarer mig selv i mine tanker, men bare hans smil overbeviser mig om, at det er for sent. Jeg er faldet for ham. For hans smil. For hans grin, men allermest for hans ukomplicerede og glade væremåde. Med ham kan jeg slappe af og være mig selv. Det er jeg sikker på. Men et sted inderst inde i mit hjerte ved jeg, at jeg næppe vil få ham og bare ødelægge mig selv mentalt. Og alligevel lader jeg håbet overtage.

6Likes
7Kommentarer
705Visninger
AA

4. A ray of happiness | et glimt af glæde - del 3

14/2-2014

Falder, falder, falder længere og længere ned i hans arme...

Sveden driver ned af mig, får en irriterende kløe til at sprede sig samtidig med at sandheden går op for mig. At jeg dog kunne være så dum at bilde mig selv ind, at en som Niall dog ville kunne lide en som mig. Jeg opsøgte ham ikke i dag, jeg mødte ikke Chaif og han viste mig ikke, hvor Niall bor. Det er alt sammen blot en del af mine altødelæggende drømme, der i lang tid har tynget mig. Så meget som et helt år.

Drømmen får mig til at føle mig svag, for ynkeligheden til at stå klart for mig, og jeg aner kort sagt ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ville aldrig så meget som tænke tanken om at gå til psykolog med det - og da slet ikke fortælle om ham. Folk ville enten ikke forstå det - eller give hormonerne skylden, men selv, hvis hormonerne er de skyldige (hvilket er umuligt da dette er så meget stærkere), så ændrer det ikke noget. Jeg har stadig brug for ham, fuldstændig desperat som jeg er.

Jeg kigger ud ad vinduet, og bliver blot bekræftet i, at det kun var en drøm. En varm tåre falder fra min kind mens jeg inderligt studerer himlen, leder efter tegn på, at solen kunne have været der, men det er helt tydeligt, at det hvide skydække er alt for tykt. Og selvom der er ret lyst udenfor, er det ikke nok for mig. Jeg har brug for ham.

Tåren glider ind i min mund og efterlader mig med en smag, der minder mig om både salt, vand og olie på samme tid. Den smager ikke direkte af olie, men konsistensen er der, så det må vel være rigtigt, at der er en smule olie i tårer. Men jeg ved det ikke, eller, det er løgn for jeg ved det garanteret godt, men jeg kan slet ikke komme i tanker om det, for vigtigere ting flyder gennem min hjerne som stormbølger lige efter hinanden. Ikke nogle synkroniserede stormbølger, nej, de er helt utilregnelige. Og de bombarderer mig med De Ulovlige Tanker, som jeg har døbt dem.

Bliver ved med at gentage, hvordan jeg dog kunne lade det gå vidt? Jeg kender ikke selv svaret, men jeg ved, at dette bliver en meget langtrukken tid, måske helt til næste gang jeg møder ham? Hvis det overhovedet nogensinde vil ske. Hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til - ikke tanken om, at han måske aldrig kommer igen. 

Et bank lyder på min hoveddør, giver genlyd gennem hele lejligheden - og Niall er selvfølgelig den første jeg tænker på. Egentlig ville jeg gerne kunne se præsentabel ud for ham, men overskue det kan jeg ikke, så jeg trækker bare min natkjole af og så et par jeans og en T-shirt for så at løbe ud i gangen for at åbne døren.

Og nej, selvfølgelig er det ikke Niall. Men lige som jeg skal til at bryde sammen igen, ser jeg, at det er Seth. Og han står der i den hvide dørkam med det skæve smil på læben. Det smil, der nærmest siger: "Det er længe siden jeg jeg har set dig. Jeg har savnet dig, og du ser ikke for godt ud, så er det o.k. at jeg er her, og hvad er der sket?" Og det ved jeg kun fordi vi har haft titlen som hinandens bedste venner i evigheder. Men i den sidste uge her havde jeg simpelthen været for deprimeret.

"Hey! Må jeg komme indenfor?" Han smiler overbærende, og jeg træder til side for ham som gestus til at komme indenfor. Jeg lukker døren efter ham og står bare lænet op ad væggen mens jeg betragter ham. Hans brune, rodede hår sidder som normalt, hans øjne er stadig turkise og udstråler venlighed. Han er stadig sig selv. Han er stadig den ven man kan grine med, den ven man kan stole på såvel som den ven der altid er der for en. Præcis som i de gamle dage.

Han løsner de hvide snørebånd med lette bevægelser, stiller skoene på skobakken og vender sig så elegant mod mig. Og nu kommer det:

"Jeg ved godt, at du ikke har haft det så godt og ikke har haft overskuddet til selskab, men jeg er altså ikke blind. jeg kan godt se, hvordan du bliver en smule gladere, hvordan vægten på dine skuldre letter en smule når jeg er i nærheden. Og det er altså ikke helt fair af dig at holde mig fra at se min bedste veninde." Det sidste siger han med en blød stemme og et lille, men opmuntrende smil - og jeg kan heller ikke lade være med at smile. Han har gennemskuet mig totalt, som altid.

"Så, hvad foreslår du, at vi skal lave? For jeg nægter at sidde her og lave ingenting som jeg har gjort her de andre dage," siger jeg med et skævt smil og let tonefald - og håber på, at det er nok til at dække over løgnen i den sidste del af sætningen. Men hans ansigt viser ikke om jeg lykkes med det, det er alt for tænksomt og ulæseligt.

"Hmm, jeg har ikke tænkt over dén del, men du kunne jo starte med at fortælle mig, hvad der foregår?" Han læner sig op ad væggen ved siden af mig med armene over kors og benene krydsede, alt i alt en ret så afslappet stilling. Og jeg står bare ved siden af - ret så meget mere anspændt end ham, men det måtte komme. Det er jo Seth. Altid så direkte.

"Jeg har haft endnu en deprimeret periode, du ved, dem af typen, hvor jeg bare skal bruge lidt tid med mine tanker. Men den er begyndt at forsvinde nu, bare rolig," svarer jeg ham, også selvom det ikke er helt sandt, men jeg kan ligesom ikke fortælle ham, at jeg somme tider er ved at gå helt ned med depression på grund af en kendis. Det ville være det mest latterlige nogensinde, så latterligt, at jeg ikke engang ville tro mine egne øre.

"Liven, jeg ved jo godt, hvorfor den periode er på vej væk. Det behøver du ikke at gemme væk foran mig." Han ser sigende på mig - og hans blik fortæller mig, at han har opdaget noget ved mig, noget jeg ikke engang selv har opdaget endnu. Men end ikke dét er unormalt for mig, for han kender mig næsten bedre end jeg kender mig selv - og jeg kender også næsten ham bedre end ham selv. Men kun næsten, for han ved ingenting om alt dette med Niall. Det er det eneste, jeg ved, han ikke kender noget til.

Jeg løfter afventende et øjenbryn, venter på yderligere forklaring, men han synes åbenbart vi skal lege gætteleg. Og jeg er allerede nu sikker på, at jeg ikke vil komme til at gætte det, for hvad taler drengen dog om?

Med sit skæve smil og hemmelighedsfulde blik undersøger han mit ansigt, leder efter svaret på, om jeg overhovedet har en idé om, hvad han snakker om, men han leder forgæves.

"Det kan vel også være lige meget," konstaterer han og tilføjer så: "Har du lyst til en lille tur udenfor?"Jeg smiler ved tanken; han har for længst renget ud, hvor godt jeg kan lide at være udenfor - og nu vil han så gerne gøre det for mig. Det er endnu en særlig ting ved det, vi har. Vi fortæller ikke ting om os selv til den anden, vi regner det ud via den andens handlinger. 

"Selvfølgelig," svarer jeg og tager imod min mørkeblå jakke, Seth rækker mig og tager den så lidt kluntet på. Seth står bare lænet op ad væggen med sin sorte jakke på, allerede klar.

På gågaden er der noget i nærheden af tre tusinde mennesker, eller måske ikke, men den er helt sikkert ikke tom. Folk styrter ud og ind af diverse butiksdøre, nogle støder ind i hinanden, mens andre går så stille og roligt som de nu kan og prøver at nyde dagen - som Seth og jeg.

Nu er det ikke fordi jeg ikke nyder at gå her, for det er virkelig hyggeligt, men hvis jeg skal beskrive noget, så er det enten meget smukt eller en smule pessimistisk. Det er så en af mine dårlige sider, men Seth siger alligevel, at det ikke er så slemt. Men uanset hvad, så prøver jeg at gøre det hyggeligere - for min egen og andres skyld. Så vi prøver lige igen.

Duften af brændte mandler hænger i luften og gør stemningen en smule mere hyggelig og intim - som hvis man er på kafé. Levende statuer står også rundt omkring, nogle er farvet guld eller sølv, mens andre er nogen, der sidder på en stok, der står lige op og andre er forklædt som kendte. Alle har dog en ting til fælles; de samler alle penge ind, har alle en taske eller æske med lidt mønter i, hvor man så kan give en ekstra mønt. Men den slags stoler jeg ikke på.

Vi går tværs over det højlydte brostens torv. Højlydt fordi diverse mere eller mindre talentfulde gademusikkere sidder rundt omkring med dårlige højtalere, som de bruger til at have noget at læne sig op ad. Hvis jeg skulle optræde på gaden, så ville jeg i hvert fald ikke gøre sådan. Så ville jeg gå ned til studiet kun få gader fra min lejlighed for at spørge om nogen ikke ville være med. Kvaliteten skal være i orden.

Gågaden fører lige hen imod broen, hvor alt gik i stykker, men inden vi når derhen, drejer Seth mod højre og hen mod den runde skøjtebane på den anden del af torvet i stedet. Vi går mellem røde murstensvægge, der til sammen garanteret giver et lejlighedskompleks, men det er ikke til at vide. Og det er heller ikke noget, der er mine overvejelser værdigt, og alligevel går jeg og tænker over det indtil jeg kommer frem til, at det må være lejlighedskomplekser.

Og da jeg kommer frem til det er vi allerede helt henne ved skøjtebanen, hvor nye tanker hurtigt overtager. For eksempel Niall. Men med Seth ved min side, ødelægger De Forbudte Tanker mig ikke. Det ville jeg ellers have troet.

Jeg sætter mig forsigtigt på en af de mange rødbrunt-træfarvede bænke langs skøjtebanen, men Seth går ikke hen for at leje ishockeyskøjter som jeg havde troet. I stedet fisker han mine hvide kunstskøjter op af sin taske for derefter sine egne ishockeyskøjter. Han kan ikke finde ud af kunstskøjters vandrette klinge, og jeg kan ikke finde ud af ishockeyskøjters buede klinge, så det passer vel fint.

"Nå, så du har simpelthen sørget for alt, helt uden at fortælle mig om planerne?" Spørger jeg retorisk med en undertone af kækhed imens jeg snor de hvide snørebånd på den venstre skøjte. Den anden har jeg allerede fået på.

"Du kan altså ikke kræve at få alle planer at høre," svarer han igen med næsten samme tonefald som mig; kækt, en smule bedrevidende og flabet. Typisk venskabeligt talemåde.

"Og hvorfor så ikke det?" Ryger det ud af mig da vi rejser os for at gå på banen.

"Fordi dit kønne lille hoved rummer rigeligt allerede nu," svarer han bare lidt lavere med en mild stemme, sådan en, der stopper min kækhed og flabethed og i stedet starter tankerne. Hvad mener han dog med det? Han er vel forhåbentlig ikke blevet tankelæser eller noget?

Hvis det havde været enhver anden dreng end Seth, så ville jeg ikke tage det så tungt som nu, men måden tonefaldet kom ud på, beviste, at det ikke bare var for sjov han sagde. Og derfor tankerne, alle de tanker, der hober sig op indeni mig indtil alle muligheder er gennemgået - og så finde den mest realistiske ved at sammenligne med situationen, med Seths personlighed, med... Andre komplicerede faktorer.

"Se selv, allerede nu tænker du for meget," siger han og ler, "du står jo helt stille i dine egne tanker." Han smiler sit milde smil og jeg begynder med det samme  at sætte gang i skøjterne - adlyder automatisk.

Vi glider pænt hurtigt hen over isen - og selvom det er afslappet for os, så skøjter de fleste andre slet ikke i nærheden af vores fart. Det giver en dejlig følelse. Følelsen af at være god til noget, følelsen af ikke at blive set som et fjols, såvel som roen og vinden, der smyger sig omkring Seth og mig samtidig.

Det er anderledes. Det er hyggeligt. Godt nok er der ikke sne på gaderne, men det ændre ikke, hvor dejligt det bare er. Og det er garanteret også fordi Seth ved, hvor meget jeg elsker at stå på skøjter, at han tog mig med herned i det hele taget.

Vi glider hen over isen mellem en masse andre mennesker, men fordi vi alle kører samme vej, er der kun få sammenstød. Nogle børn ræser hen over isen, hurtigere end os, men ikke hurtigt nok til, at vi ikke ville kunne indhente dem, hvis vi gad. Og ærligt talt, så gider jeg ikke, for det er meget mere afslappende at køre stærkt, men ikke for hurtigt til, at jeg kan køre i det tempo i lang tid. Ergo, et perfekt tempo.

Isen er riset - og ind i mellem ryger min ene klinge ned i en rille, men det er ikke nok til at sende mig ud af kurs. De køligt-farvede lyskæder sender smukke skær af blåligt lys hen over isen - og jeg må helt sikkert indrømme, at det virkelig er smukt. Den blå himmel med enkelte skyer over viser, at solen så småt er ved at gå ned for det rosa, orange og lilla skær ligger allerede svagt hen over horisonten.

Seth og jeg skøjter side om side, men med hænderne i lommerne - bare så folk ikke mistænker os for at være sammen. Eller måske er det noget helt andet? Jeg ved det ikke.

Jeg kan mærke hans blik på mig, ved at han overvejer, hvad jeg synes om dette, men han spørger ikke. Hans analyse er åbenbart nok, men for mig er det ikke nok. Jeg vil så gerne vide, hvad han tænker, mens han står med sit hemmelighedsfulde blik. Det blik, der ikke afslører om han er nervøs eller bare eftertænksom; et af de få blikke fra hans side, jeg ikke kan tyde. 

"Hvad tænker du på?" Spørger jeg henkastet og møder kort hans meget mørke blå øjne. Vi drejer rundt i et sving, hvor han ikke siger noget, men der kommer dog lyd ud ad ham bag efter.

"Jeg tænker bare på lidt forskellige ting, blandt andet dig," hører jeg komme ud af ham - og han prikker mig drillende i siden. Hvis dette havde været for fem år siden - så var jeg hoppet til siden på grund af det ville kilde så meget, men nu har jeg vænnet mig til det. Så meget, at der kun kommer et lille hvin ud af mig.

"Hvad er det ved mig, der er så interessant?" Spørger jeg så med et løftet øjenbryn og et spørgende, men let tonefald. Han ler hjerteligt som om det er indlysende for alle.

"Hvad er der?" Ryger det ud af mig inden jeg får tænkt mig om - og jeg kigger væk. Flov over, at jeg virkelig kan spørge så dumt, selvom jeg virkelig ikke kan regne det ud. Så jeg gennemgår mulighederne, analyserer sandsynligheden, men kan ikke komme med en forklaring.

"Du tænker for meget, Liveny," siger han grinende og stopper lidt op da jeg er kommet lidt bagud med mine forstyrrende tanker. "Prøv at tænke dig om - hvor du ikke tænker mere end én tanke ad gangen," foreslår han så og smiler opmuntrende. Et smil jeg virkelig kan lide.

Jeg nikker og lader mit blik glide hen over tilskuerne - og smiler ved alle de glade ansigter. De varmer virkelig, giver en let følelse. Som om jeg er lige så let som vinden omkring os - eller i hvert fald noget i nærheden af det.

Jeg skøjter automatisk langsommere end ellers, så Seth trækker blidt min hånd ud af lommen for så at trække mig med sig, hvilket jeg blot er taknemmelig for, da jeg er alt for optaget om alt muligt andet. For eksempel det faktum, at et smil krummer sig på hans læber da han tager min hånd - og det samme for mig. Jeg vil ikke benægte, at jeg godt kan lide følelsen, men jeg ved ikke, hvad jeg dog skal gøre ved det, så jeg lader igen mit blik falde på tilskuerne, velvidende, at Seths blik hviler på mig.

"Du er virkelig blank, var?" Kommer det ud fra hans læber - men jeg svarer ikke, rødmer bare og kigger hen over folkemængden. Et blik henne ved lejlighedskomplekset tæt på det vi kom forbi har fanget mig. Det er for langt væk til, at jeg kan se præcis hvem det er - men jeg har min gæt.

Det blik er alligevel meget genkendeligt med den kraftige turkisblå pigment, det blegede hår med mørke rødder og det dejlige smil jeg har brugt lidt for lang tid på at betragte. Men det betyder ikke noget - for Seths hånd i min beroliger så jeg sender bare Niall et lille smil inden jeg kører videre.

Jeg glider væk fra Seth for at sætte farten op. Farten er utroligt dejlig, meget kontrolleret mens jeg stille og roligt glider hen over den rissede is med høj fart, dog kun lige akkurat nok til at være hurtigere end Seth. Eller, faktisk er han forrest, men både han og jeg ved, at jeg slår ham når vi har skøjtet rundt sådan her i noget tid, det er ikke nogen hemmelighed.

Jeg laver en blanding mellem et lille hop og en piruette og skøjter så baglæns efter Seth. Jeg læner forkroppen fremad med det ben jeg ikke landede på løftet i en halvfems graders vinkel. Jeg har ikke gået til kunstskøjtning eller noget, har derimod lært mig selv det jeg kan på skøjter. Seth har dog gået til ishockey for en tid, men det er længe siden nu.

Jeg ler en smule med et stort smile da jeg drejer to en halv omgange rundt for igen at skøjte forlæns, og ikke baglæns som jeg gjorde lige før. Det er som at være fri. Fri for alle de tanker, der ligger overalt og  bare venter på at blive tænkt - for jeg når næsten ikke at se dem ordenligt før jeg kører videre.

Seth er begyndt at sakke lidt bagud, hvilket helt sikkert er til min fordel da jeg overhaler ham og fører dermed. Vi kører jo indtil den ene giver op - og det vil han snart gøre. Som altid.

Mit blik glider endnu en gang hen mod Niall - og bliver hurtigt fanget af de øjne, der nu er meget tættere på. Han smiler og det smitter hurtigt af på mig. Jeg drejer rundt for at køre baglæns. Bevægelsen giver mig mere fart på, men også mulighed for at kunne holde øje med Seth. Men jeg kan ikke se ham. Jeg kan kun se Niall lige ud for mig. Og så falder jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...