A ray of happiness | Niall Horan - short story *færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Færdig
At have crush på nogen -eller som jeg synes er nærmere er forelskelse- er for det meste fantastisk. Men man kan også være så forelsket, at man narrer sig selv, især, hvis man stræber efter en, der er umulig at få, siger jeg til mig selv, advarer mig selv i mine tanker, men bare hans smil overbeviser mig om, at det er for sent. Jeg er faldet for ham. For hans smil. For hans grin, men allermest for hans ukomplicerede og glade væremåde. Med ham kan jeg slappe af og være mig selv. Det er jeg sikker på. Men et sted inderst inde i mit hjerte ved jeg, at jeg næppe vil få ham og bare ødelægge mig selv mentalt. Og alligevel lader jeg håbet overtage.

6Likes
7Kommentarer
702Visninger
AA

3. A ray of happiness | et glimt af glæde - del 2

14/2-2014

Hvis jeg havde haft make up på, så ville min hjertepude med sikkerhed være helt sort af mascarra. Tårerne har flydt ud af mine øjne i timer nu, alt imens jeg blot gør det værre for mig selv ved at se alle de platte og romantiske Valentins Dags film. Alle dem TV'et nu viser på selve dagen - det vil sige på alle kanaler og hele døgnet. Og dermed ødelægger jeg mig selv med det.

Og jeg hader mig selv for det. Hvis jeg dog bare kunne være lidt mere... Normal med mine passioner, hvis jeg bare kunne elske idoler lige så overfladisk som alle andre omkring mig. - Og det har jeg aldrig troet, at jeg ville komme til at sige, men det giver mening for mig, for hvis jeg kunne det, ville jeg ikke sidde helt knust nu.

Rulleteksterne kom frem på skærmen med verdens dårligste 'love song' i baggrunden - og alene dét får kvalmen op i mig. Og så gør jeg noget, helt uden at tænke. Jeg hiver noget tøj frem, det første, det bedste, går så ud i badeværelset for at prøve at få mig til at se nogenlunde præsentabel ud, og går derefter ud i entréen.

Min mørkeblå, lange vinterjakke med skovmandsskjorte tern indeni hænger der på knagen, men ikke ret meget længere for snart har jeg den på. Så fumler jeg lidt med at få mine høje, sorte snørestøvler på. De og frakken får mig til at slappe lidt mere af og får en underlig selvtillid op i mig, blandet med en forfærdelig følelse. Den forfærdelige følelse.

I sidste øjeblik husker jeg mine nøgler på den hvide kommode bag døren - og så er jeg skredet. Jeg styrter ned ad trappen som er jeg atlet og så er jeg ude. I friheden. Og alligevel bliver jeg aldrig fri for disse tanker igen. Jeg går med friske og alligevel tunge skridt ned langs gaden, helt uden et mål. Jeg ved bare, at jeg ikke bør gå hen mod indkøbs centret, så jeg drejer af et stykke inden.

Jeg fortsætter med at gå ind mod byen, dog ikke til centrum, da der er for mange ting, der repræsenterer Valentins Dag. Hvis bare jeg kunne møde Niall ved broen igen. Men da jeg kommer hen over broen kan jeg konstatere, at han ikke er der. Svimmelheden kommer tilbage. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg dog bare havde Niall ved min side lige nu.

Jeg giver mig selv fem mentale spark for at tænke de forbudte tanker. Men det er ikke nok, for det eneste der sker er, at de kommer tilbage med endnu større virkning. Og lige dér beslutter jeg, at jeg bliver nødt til at finde ud af, hvor drengen jeg i mine helt private tanker elsker mere end nogen anden, bor. Jeg kan simpelthen ikke leve med disse tanker, såvel som uden ham. Det går op for mig nu.

Jeg rejser mig fra den brune træbænk med de sorte armlæn for at gå ned langs kanalen. Fra fjernsynet ved jeg, at han bor i et boligkompleks, og sådan nogle ligger der en del af ikke så langt fra broen - så jeg skynder mig den vej.

Adrenalinen gør mig svag igen, så jeg beslutter hurtigt, at en bus er det bedste. Og så er det bare at vente. Uden at give den, der sætter sig ved siden af mig ved busstoppestedet så meget som et blik, sidder jeg og venter. Der vil gå ti minutter, så det er ikke fordi jeg skal vente i en evighed, men på den anden side, så føles det virkelig sådan.

Jeg tager en dyb indånding - og opdager til min store overraskelse, at jeg kan genkende lugten af den ved siden af mig, lugtede den jo i går, tænker jeg. Det er ikke Niall, men måske min eneste mulighed for at komme i kontakt med Niall igen, for det er Chaif. Ham, jeg faldt over i går, ham Niall hang ud med midt i London på en kold vinterdag.

Men inden jeg når at sige noget, har han vendt hovedet imod mig og sendt mig et stort smil. Hans lyse hår sidder i en pjusket, ikke helt velovervejet, men hans grøn-grå øjne kompenserer for det med deres smukke farver og nuance blandinger.

"Liven?" spørger han, og jeg nikker, overrasket over, at han kender mit kælenavn. "Chaif?" siger jeg så, bare for at være sikker, og bliver så bekræftet af ham. "Hvor er Niall?" spørger jeg undrende som om de er sammen overalt, hvilket virkelig ville undre mig, og han griner. "Nu er det jo ikke fordi, at Niall og jeg hænger ud konstant, men jeg tror han er sammen med bandet til nogle konferencer og den slags i dagens anledning," siger han grinende, og jeg kigger ned i jorden mens mine kinder begynder at brænde og varmen stige mig til hovedet.

"Og du kan bare kalde mig Chay, det gør de fleste," tilføjer han så. "Og nu jeg lige nævnte Valentins dag, hvad har du så tænkt dig at lave i løbet af dagen?" Han er virkelig nem at snakke med, men det er dog et virkelig uheldigt spørgsmål, og det rammer mig som, hvis nogen sparker mig i maven med håndværkersko.

"Ikke så meget, jeg regner med at ende med at tude foran skærmen med lakrids, citron og hindbær sorbet som altid," konstaterer jeg tørt, men med en ironisk undertone, og han griner mens hans blik bliver fjernt, som om han forestiller sig det, og så bliver det til forundring.

"Har du da ikke en kæreste?" ryger det ud af ham, og inden han kan stoppe det, rynker jeg panden i forvirring. Er det dumt eller mærkeligt, at jeg er single? Eller er det fordi han i virkeligheden inderst inde bare leder efter endnu en pige han kan udnytte?

Jeg giver mig selv to mentale spark og lussinger for de tanker, de tanker bør slet ikke være i mit hoved, der hører de ikke hjemme. Det er sådan noget paranoide personer tænker, og sådan er jeg ikke. Jeg er glad, ubekymret og elsker at have det sjovt. Eller, sådan var jeg engang, men den person forsvandt da jeg mistede alt håb om Niall. Den person forsvandt i ét hug.

"Nej, det har jeg ikke. Jeg har vist ikke mødt den rette endnu." Løgn, så jeg giver mig selv endnu et mentalt spark. Løgne er dumme, for jeg mødte jo Niall i går, så jeg har mødt den rette. Chay nikker eftertænksomt og vender så blikket væk fra mig, nærmest for at skjule det lille smil på hans læber. Nærmest som om han ved, at jeg løj, og hvad jeg føler for Niall.

Bussen kommer kørende og sprøjter en masse smattet og beskidt sne op på fortovet, men jeg er ikke tæt nok på til at blive ramt. Min hånd ryger ned i lommen efter mit buskort, og da jeg finder bølger et lille rus igennem mig, lettelse. Jeg viser det mørkeblå kort til buschaufføren og sætter mig så om bag i bussen, finder to ledige pladser så jeg ikke skal sidde med andre - det var i hvert fald mine planer, men Chay tænker anderledes for snart sidder han ved siden af mig.

Det er ikke en dårlig ting, jeg er bare ikke i humør til akavet tavshed og lange samtaler, og så fordi vores forrige ikke er helt slut, skifter jeg emnet ved at sige: "Så, bor du tæt på Niall?" Han nikker lidt, og jeg smiler tilfredst, og alligevel er den tunge følelse tilbage om mig. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme af med den. Det eneste jeg kommer i tanker om, er at Niall må kunne fjerne den, men ham får jeg ikke. Mental lussing for at tænke de forbudte tanker.

"Hvornår skal du af?" spørger han, og jeg kigger op på ham med et lidt mærkeligt udtryk. Det var nu alligevel uventet, men jeg svarer bare, "jeg ved det ikke helt. Kender ikke stedet så godt." Han smiler af mit svar, og inden jeg kan nå at skifte emne spørger han mig: "Hvad skal du så i den retning, hvis du ikke kender området?"

Shit. Den dreng bør ikke vide, hvad jeg skal derude, men jeg vil heller ikke lyve. "Er du på vej hjem?" spørger jeg undvigende og skifter dermed emne. Han smiler lidt, nikker og vælger så at respektere, at jeg ikke vil fortælle ham det. Og så kommer jeg i tanke om noget, for hvis han bor så tæt på Niall som han påstår, så må han jo skulle af det sted, hvor Niall bor!

"Måske er vi så heldige, at jeg skal af samme sted som dig," siger jeg og smiler et drillende smil. Ikke flirtende, bare drillende. "Hvis jeg er så heldig, så lover jeg dig en hurtig rundvisning i området." Bingo! Det var lige de ord, jeg ville høre. Så viser han mig jo, hvor Niall bor, og så kan jeg vente der indtil han kommer hjem. Så kan jeg få et sidste glimt af ham.

"Så kan jeg jo også vise dig, hvor jeg og de andre bor." Og det var først der, at det gik op for mig, at han lige fra vi mødtes første gang, har kendt til mine følelser for Niall. Øj, hvor er jeg på spanden. Jeg rødmer og kigger den anden vej, han må ikke blive bekræftet i det, selvom det nok er for sent. At jeg kan lide Niall, hvilket er noget af en underdrivelse - er min egen lille, dirty secret. Eller hvad man nu siger.

Kort sagt, den bør han ikke kende noget til, for Niall føler jo ikke det, jeg føler, så hvis han fortæller det til Niall vil Niall nok bare tage det med et skuldertræk eller en undrende mine - og så ville jeg være mentalt ødelagt. Så ville jeg miste det, jeg har baseret hele mit liv på. Så ville jeg miste alt.

"Nå, men jeg skal af her," hører jeg ham sige, og jeg kigger flygtigt ud ad vinduet og bliver så bekræftet i, at det er her, de boligkomplekser ligger. Så jeg følger efter ham med et hurtigt bankende hjerte og adrenalinfyldt blod. Kan allerede mærke Niall, nærmest som om han er meget tæt på, hvilket jeg håber, at han også er.

"Så kan vi følges." Jeg nikker. Så kan han også vise mig, hvor Niall og de andre bor. Vi ved begge to godt, at det er resten af sætningen. Det er det, vi ikke siger, men godt ved, at det indebærer. Da bussen stopper, stiger han først af og kort efter følger jeg trop. 

Han begynder at gå ned langs et gråt stenfortov - med mig lige bag sig og kort efter oppe ved ham - og jeg lægger med det samme mærke til, hvor vi er på vej hen. Der er nogle små bede, som danner labyrinter og da jeg ser det kæmpe lejlighedskompleks, indser jeg, at det nok er haven til lejlighedskomplekset.

Lejlighedskomplekset er mest af alt en betonkasse med lange gangstier for hver etage. Det er ikke den kønneste bygning, men at Niall bor der, det gør, at jeg ikke kan lade være med at se på stedet med store, opspilede øjne og se alle de beundringsværdige værdier ved stedet.

Vi går hele vejen hen til komplekset inden vi siger farvel. Han giver mig et lille kram og smutter så, efterlader mig her. Jeg har intet imod det, men alligevel føler jeg mig underligt alene. Jeg ved ikke, hvad jeg overhovedet laver herude. Niall er jo på arbejde - og det ville virke meget desperat, hvis jeg ventede her til han kommer hjem.

Jeg går hen til en hvid bænk i udkanten af haven og sætter mig der. En lille granbusk har diverse grene hængende ind over mig, så jeg sidder lidt og piller ved den, mens jeg - dumt nok - bilder mig selv ind, at den er ved at dø, så jeg hvisker opmuntrende ord til den, nusser den og plejer den.

"Det skal nok gå min lille ven. Du er stærkere end de andre, du klarer den. Det lover jeg. Jeg skal nok hjælpe dig," og en helt masse andet pladder. Men jeg kan lide at give den omsorg, så jeg bliver bare ved med alle de små opmuntrende bemærkninger og blide bevægelser. Og det gør jeg så mens solen beslutter at forlade himlen.

Senere begynder jeg så at give mig selv de forbudte tanker om og om igen, hvilket næsten får mig til at græde. For, hvis jeg dog bare var blevet hos Niall i går, hvis jeg dog bare havde spurgt om de ville have en kop te eller noget, men i stedet for var jeg sådan en kæmpe stor kujon. Og nu tager jeg de forfærdelige konsekvenser.

Jeg retter mig helt op igen, skælder mig selv ud for at ødelægge det hele, og rejser mig så for at gå tilbage til busstoppestedet, beslutter, at det ikke giver mening at blive siddende her for evigt. Niall kommer jo ikke bare, og hvis han gør, så ser han man nok som endnu en desperat pige - og dem har han nok af.

Da jeg rejser mig og vender rundt, bumper jeg lige ind i en mørkegrøn vinterjakke og nogle særdeles dejlige arme. Jeg bliver lige der mens jeg kommer mig over chokket - og bemærker, hvor dejligt og tryg det føles. Jeg kunne blive der for evigt, glemme alt om Niall, for dette, der er her, jeg hører hjemme. Det er jeg sikker på. Og da jeg kigger op på personen bliver jeg blot bekræftet af hans dejlige grin og smukke øjne. Jeg hører helt sikkert hjemme her i Nialls favn. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...