A ray of happiness | Niall Horan - short story *færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Færdig
At have crush på nogen -eller som jeg synes er nærmere er forelskelse- er for det meste fantastisk. Men man kan også være så forelsket, at man narrer sig selv, især, hvis man stræber efter en, der er umulig at få, siger jeg til mig selv, advarer mig selv i mine tanker, men bare hans smil overbeviser mig om, at det er for sent. Jeg er faldet for ham. For hans smil. For hans grin, men allermest for hans ukomplicerede og glade væremåde. Med ham kan jeg slappe af og være mig selv. Det er jeg sikker på. Men et sted inderst inde i mit hjerte ved jeg, at jeg næppe vil få ham og bare ødelægge mig selv mentalt. Og alligevel lader jeg håbet overtage.

6Likes
7Kommentarer
703Visninger
AA

2. A ray of happiness | et glimt af glæde - del 1

13/2-2014

Den lille bro over kanalen er brostensbelagt og en smule gammeldags, men hyggelig, hvilket blot får mig til at føle mig godt tilpas. Især fordi den minder mig om Niall - som alting efterhånden gør. Om mine seneste tanker om ham. Om, hvor meget jeg ønsker, bare sådan at blive en del af hans liv. Og, hvor umuligt det er. Alene dét gør mig ubehageligt til mode på denne ellers skønne dag, så jeg drejer rundt på hælen så jeg kan se ud over kanalen.

Normalt er den nok fyldt med skibe i alle mulige størrelser, faconer og slags, men i dag har vandet en blank og ridset overflade. Og det er helt igennem frosset. Synet er henrivende smukt og med de pastelfarvede, gamle huse langs kanalvæggene. Folk går rundt og nyder dagen, selvom det er koldt, så skinner solen jo. Skinder med al sin varme på mig, og den får jeg brug for, for i morgen indhenter Valentins Dag mig, og jeg vil atter være alene. Som sidste år, hvor jeg endte med at sidde grædende og knuge en Niall-pude ind til mig, mens jeg tog konsekvenserne af at have forestillet mig Niall fejrer Valentins Dag med mig. 

Minderne sender et sæt igennem mig, mens kulden fra vejret rammer mig som små sylespidser i ansigtet. Jeg trækker det blå tube-tørklæde op for at dække ansigtet til mod vinden og derefter drejer jeg rundt på hælen for at gå den sidste vej hjem, men lige i det jeg gør det, støder nogen ind i mig. Jeg falder med det samme lige ned i den frosne asfalt, og alligevel er den første tanke, der rammer mig, at det er en dreng. det kan jeg lugte.

Jeg lander på hænderne og smerten skyder igennem min hånd, og jeg bander indvendigt. Med mine svage håndled kan dette teknisk set få mig til at brække håndledet - og det er jeg ikke interesseret i, men det er selvfølgelig for sent. Stødet går op gennem nerverne med lynets hastighed, men jeg kan hurtigt konstatere, at den kun er forstuvet, hvilket altid er noget.

Drengen, der stødte ind i mig, rejser sig lidt kluntet op, og rækker mig derefter en hjælpende hånd. Jeg tager hans hånd med den, der ikke har taget skade og rejser mig så med så lidt hjælp som muligt, da jeg ikke vil belaste ham, men inden jeg kan gøre det, hiver han mig hele vejen op som om jeg vejer 10 kilo og ikke... Ja, jeg ved ikke, hvad jeg vejer, men det er i hvert fald mere end 10 kilo.

"Er du okay?" Kliché replikken ryger ud af munden på ham og falder nærmest over hinanden, men det lyder bare som om han er bekymret for mig, så jeg nikker bare. Egentlig er jeg ikke okay - og har garanteret smadret min IPhones skærm da den ligger i lommen, men jeg siger bare: "Det er gør ikke noget, det var jo et uheld," og giver mig selv et mentalt spark for at lyve. Og jeg skammer mig allerede over det, for jeg får en lidt ubehagelig følelse af løgnen, hvilket jeg blot giver mig selv endnu et mentalt spark for.

Mit fokus ryger tilbage på drengen, da det går op for mig, at han for det første ikke har sluppet min hånd, og for det andet så kigger diverse piger måbende på os. "Jeg er Chaif," siger han og slipper derefter min hånd for at pege på drengen ved siden af ham, "og dette er Niall." 

Ved navnet "Niall" ryger mit blik op på drengen ved siden af Chaif - og selvom mit krøllede hår flyver ind foran mine øjne, så er jeg ikke i tvivl om, at det er ham. Hans hår er karamelbrunt - han har nok besluttet, at han ikke vil blege det lige for tiden, hvilket jeg godt forstår, da det jo skader hans hår - hans øjne er kraftigt grøn-blålige og så har han en ret så stilet jakke på, løse bukser og nogle TOMS. Og jeg sværger, at mit hjerter stopper, da jeg ser hans smil. Oh God.

"Jeg er Livenyla," siger jeg, da det går op for mig, at de venter på et svar, smiler så og rødmer. Niall holder øjenkontakten - hvilket får diverse mere eller mindre godkendte følelser til at flyde igennem mig sammen med adrenalinen - mens han rækker højre hånd frem som gestus. Jeg tager hans hånd og mærker varmen fra den øjeblikkeligt og ønsker bare, at øjeblikket varer for evigt. Men intet varer for evigt og så snart han slipper min hånd, forsvinder varmen også, men adrenalinen kører videre. Og alligevel føler jeg mig så afslappet i hans selskab.

"Der skete dig ikke noget, gjorde der?" spørger Niall henkastet, dog med en smule bekymring indenunder hans ellers ubekymrede stemme. Han tager hånden tilbage til lommen og kigger undersøgende på mig. Egentlig har jeg lyst til at lyve igen, men inden jeg når at gøre det, buser jeg ud med sandheden. "Jeg tror, jeg forstuvede det venstre håndled, men ellers er der ikke noget, jeg har bare svage håndled," siger jeg, og er ikke i tvivl om, at det er hans øjne, der gør det.

Et slør af rødmen lægger sig over mine kinder og jeg bryder øjenkontakten et øjeblik for at kigge lynhurtigt på den tilfrosne kanal - og derefter direkte tilbage til Niall. "Åh, jeg håber ikke, at det er slemt," siger Chaif, og klør sig akavet i håret, nærmest som om, han ikke ved, hvad han skal gøre. Og det ved jeg heller ikke.

"Det går nok, jeg går bare hjem og lægger en forbinding til at stabilisere om, så det ikke sker igen. I hvert fald ikke før det er helet," siger jeg, for han skal vide, at han ikke skylder mig noget. Det var et uheld.

"Er det da noget, der sker tit?" spørger Niall inden Chaif kan nå at sige noget, nærmest som om han er oprigtigt interesseret, og ikke bare for at starte en samtale eller være høflig. Og igen rødmer jeg.

"Det sker fra tid til tid, ikke så tit, men til gengæld skal der ingenting til, hvilket er ret irriterende," siger jeg, og ømmer mig lidt da jeg kommer til at lave et lille vrid med den venstre hånd. Egentlig har jeg virkelig lyst til at blive og snakke med dem, men af en eller anden grund vælger jeg at sige, at jeg skal gå nu. Jeg sender ham et - for en gangs skyld - ægte smil, og drejer så rundt på hælen for at gå.

Og det er latterligt, for jeg føler mig virkelig tryg i Nialls selskab, føler, at jeg kan være ligeglad med, hvad andre synes og bare have det sjovt, og alligevel flygter jeg. Uden noget bevis - overhovedet - på, at jeg nogensinde vil møde ham igen. Tanken rammer mig som en mavepuster. Jeg støtter min hånd mens jeg forsigtigt kigger mig over skulderen og ser Chaif og Niall snakke sammen, nærmest som om de diskuterer et eller andet, og så, så buster Niall mig.

Hans blik møder mit mens han fejer en hånd hen imod mig, og så vender tilbage til Chaif. Man skulle nærmest tro, at de diskuterer hvorvidt de bør stoppe mig. Endnu et mentalt spark til mig. Et meget, meget, meget hårdt et af slagsen. Det der, det er ulovlige tanker, siger jeg til mig selv, de vil blot ende med at ødelægge dig når Niall så glemmer dig og finder en anden.

Tårerne presser sig op i øjenkrogen alene ved tanken. Hvis jeg dog bare kunne løbe tilbage til ham, men da jeg igen kigger efter ham - og Chaif - er de ud af syne. En brun træbænk står ude langs fortovet på broen, og mens svimmelheden og kræfterne aftager, sætter jeg mig ned. Alt omkring mig er luft. De eksisterer ikke. Kun synet af Niall på min nethinde. Hvis jeg dog bare ikke var så genert!

Pludselig er min hånd lige meget, pludselig har jeg energien til at løbe efter ham, og det gør jeg. Jeg løber hurtigt og let alt imens adrenalinen hjælper mg på vej. Jeg ved ikke, hvor de gik hen, men jeg kender retningen og jeg ved, at jeg vil gøre hvad som helst for at være med ham igen. Så jeg følger pigeskrigende.

Jeg løber forvildet rundt mellem husende og kan først efter lang tid konstatere, at han er væk, og at det er min skyld. Jeg skulle ikke have efterladt ham og Chaif. Jeg skulle være blevet hos dem, men idiot som jeg er, flygter jeg anyway, blot for at lede efter dem når det så er for sent. Det er sådan jeg er, forvirret. Men denne gang er det slemt, for alle drømmende er knuste, slået i stykker af det mindste pust, for jeg har spildt min chance - og Gud giver kun meget sjældent flere chancer. Og jeg er sikkert ikke hans yndling, jeg har for mange fejl.

Normalt er jeg ligeglad med den slags, med hvorvidt jeg er perfekt, men lige nu er det det, der har ødelagt det, ødelagt det, jeg efterhånden har baseret mit liv og min tankegang på. Væk. I én lille bitte bevægelse. Selv hvis Niall overhovedet følte det, så kommer han let videre. For jeg er ikke hans liv. Det fungerer kun den ene vej rundt.

Jeg snerper læberne sammen, irriteret over, at jeg stak af. Okay, det er en underdrivelse. Jeg er fuldstændig knust over det. Over, at jeg er så dum, at jeg lige har ødelagt alt det, jeg har stræbet efter i årevis og, at jeg ikke engang sikrede, at jeg vil møde ham igen. Det værste er godt nok, at jeg bliver ved med at se ham for mig.

Jeg bliver ved med at elske, at han - på trods af sine blot 171 cm - er lidt højere end mig, jeg bliver ved med at se hans vidunderlige ansigt for mig og selvom det føles så godt, så giver det også så meget smerte. Helt inde fra de dybeste kroge af mit hjerte. Og jeg er sikker på, at denne Valentins Dag blot vil blive endnu en af de håbløse dage, hvor jeg blot sidder og prøver at holde sammen på mig selv. Forgæves. Hvis jeg dog bare kunne have nogle sunde interesser - og ikke umulige missioner som at få Niall. For det vil aldrig ske.

 

***

14/2-2014

Det bløde lyserøde lysskær fra den opgående sol bader mig i skønhed, en skønhed, der ikke er mig. Det er blot fra vinduet. Og alligevel gør det mig glad, for det er virkelig smukt. Øjeblikket ville nok være perfekt, hvis jeg dog ikke har så ondt i hånden, som jeg har. Og dér forsvinder smilet og glæden sammen med at minderne flyver tilbage igennem mig, og ubehaget stiger op i mig.

Jeg bliver ved med at se hans ubekymrede, glade smil for mig - og så samtidigt hører jeg næsten den bekymrede undertone, så hører jeg hans oprigtige stemme, og derefter ser jeg ham for mig som han så ud, da jeg var på vej væk fra dem og kiggede mig over skulderen. Og der går det op for mig, hvorfor det lige er dét jeg falder tilbage til igen og igen. Det er jo på grund af hans ansigts udtryk. Det var lettere frustreret og forvirret, hvilket blot forvirrer mig.

Hvorfor var han forvirret? Burde han ikke være ligeglad med en som mig? Bare endnu en sindssyg fan? Selvom jeg jo ikke er bare 'endnu en sindssyg fan' så bør han næsten se mig sådan, eftersom jeg opførte mig så dumt, var så genert. Jeg er sikker på, at jeg sagtens ville kunne snakke rigtig godt med ham, hvis jeg altså ikke havde været så forbandet genert!

Jeg sætter mig op på sengekanten og støtter forvirret hovedet i mine hænder for at undgå tårer, men det er for sent, for kort efter finder små hulk vej gennem mit luftrør og senere min mund, mens tårer fugter mine kolde hænder. Mit filtrede hår klistrer sig til mine efterhånden våde hænder, og ligegyldig om jeg vil indrømme det eller ej, så er jeg helt igennem forelsket i en dreng, jeg aldrig nogensinde vil møde igen. En dreng, jeg aldrig vil få.

Forvildet fumler jeg efter min mørkerøde, silke-hjertepude. Den jeg altid bruger når sorgen over at være alene på Valentins Dag atter rammer mig. Derefter rejser jeg mig for at hente noget is. Ikke Ben&Jerrys, men noget citron, lakrids og hindbær sorbet. Men det er også godt det samme.

På vej ud til køkkenet, møder jeg mit blik i det runde spejl i gangen. Mit lange, brune hår krøller let enkelte steder, men er ellers ren og skær morgenhår, mørkelilla, posede rander hænger tungt under mit blik. Mit normalt enten kraftigt blå eller turkis blik, er nu blot en svag, lys blå. Og selvom jeg hurtigt får mig overbevist om, at det er Niall, så ved jeg, at det blot er på grund af trætheden. Men det gør kun sorgen værre.

Nærmest som om det er meningen, at der skal være et fysisk tegn på, at jeg mødte Niall i går. Eller måske skal jeg i stedet kalde det for et bevis. Så jeg ved, at det ikke blot er noget, jeg drømte. For det føles så virkeligt - og alligevel blot som et mareridt. Det eneste, der beviser det, er mit håndled. Og alligevel er det mere end nok, for jeg ved nu, at jeg et aldrig vil møde ham igen. Og to, at dette vil blive den værste Valentins Dag. Nogensinde.

Isen bør egentlig få mit humør lidt op, men i stedet er den blot en kølig bemærkning om det kolde vejr - og dermed episoden med Niall, hvilket faktisk blot gør det værre. Isens smag er heller ikke så god som den plejer. Lakridsisen er for kraftig, hindbærisen er for sur, og citronisen smager ikke af noget, og er dermed den værste. Og samtidig er det min yndlings. Den er følelsesløs, hvilket lige nu er den bedste følelse. Så slipper jeg for stormen af følelser indeni mig.

Filmen jeg satte på for lidt siden, er 'Just Wright', men selvom det faktisk er en ret god film, så ender jeg med at tude der, hvor jeg normalt griner. En uforklarlig svimmelhed og kvalme ligger tungt over mig, men jeg skal ikke kaste op - som jeg normalt skal med den følelse. Det er værre. Jeg kan ikke kaste op, jeg er tvunget til at beholde den forfærdelige følelse. Og jeg har kun den følelse fordi, Niall sidder et eller andet sted og griner sammen med hans band-mates eller andre venner. Han har nok glemt mig.

Hvis han dog bare vidste, hvad jeg føler, så ville alt være anderledes. Enten ville jeg være lykkelig - eller have det endnu værre end nu. Meget værre end dette. Han er det, jeg baserer mit liv på. Og det værste er, at jeg ikke engang kan forblive fan uden at føle noget for ham. Og selv, hvis jeg kunne, så har jeg brug for personer som ham. Personer, der kan få et smil frem som han kan, et grin og en glad dag. Men det vil jeg næppe få.

Jeg ryster opgivende på hovedet, sukker og går så tilbage til sengen. Tankerne skal væk, søvnen skal igen have overtaget, og Niall skal ud af denne verden. Min verden. Sengen vibrerer under mig og jeg støtter mig på albuen mens jeg tager en sovepille fra skuffen. Dem jeg tager når jeg ikke kan sove på grund af Niall. Og lige nu er det sikkert, at jeg ikke kommer til at sove, hvis jeg ikke tager en. Eller to.

Medicinen er hurtig til at døse mig, hurtig til at gøre mit syn sløret, mine sanser uskarpe og mine lemmer svage og trætte. Men ikke nok til at få mit hoved til at sove, mine tanker kører stadig på et ret så højt højtryk. Jeg kan ikke engang selv følge med.

Det ene øjeblik forestiller jeg mig en smuk sladderdrossel fra The Hunger Games og prøver at finde et udseende til den, da jeg ikke ved, hvordan de ser ud, det næste tænker jeg på Niall. Han sniger sig bare ind i det hele, helt uden min tilladelse. Hans smil lyser det hele op - øjeblikkeligt, men samtidig kaster det - og hans gude-smukke øjne - en tung, forfærdelig følelse over mig, alt imens medicinen gør så jeg ikke kan komme ud af dette Helvede.

Fortrydelsen over næsten alle mine handlinger såvel som de ting jeg ikke gjorde, er forfærdelig. Og jeg ved nu, at Niall vil blive et evigt ar indeni mig. Jeg vil aldrig slippe af med ham, jeg vil aldrig komme til at grine på grund af ham, eller smile, og jeg vil aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv for at drømme så sindssyge, umulige drømme om personer jeg aldrig vil få. Der aldrig nogensinde vil føle det samme som jeg føler. Det er jeg sikker på nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...