love bites

et turbulent forhold mellem en destruktiv pige og en dreng der er ved at give op. | mit bud til fan fiction valentines-konkurencen, hvor jeg nu har valgt a trække fan fiction-delen ud.

23Likes
17Kommentarer
731Visninger

2. love bites

"Lulu, kom nu.." Han er træt. Jeg kan høre at han er træt. Klangen er nedslebet, død, den hviner let. På en eller anden måde ville jeg ønske at han kæmpede lidt længere. Lidt hårdere. Men det er min egen skyld; jeg har presset ham, brugt ham, drænet ham, isoleret ham.

"Skrid" jeg læner hovedet mod døren, der alt for mange gange er blevet smækket og låst som nu, og jeg bilder mig selv ind, at jeg kan høre hans hjerte banke mod døren. I takt med mit.

"Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil være sammen med dig i aft-"

"Men du vil hellere være sammen med dem.." Der er ingen grund til at gemme skuffelsen i min stemme væk. ”Jeg forstår det bare ikke.. du burde være sammen med mig i aften,” forsætter jeg  samme tonefald.

Jalousien har fortæret hver eneste blodkar i min krop, det dunker og syder inde i mig. Mine lunger er fyldt med gift, hver eneste vejrtrækning stjæler lidt mere af hans liv.

"Okay så.." han rejser sig. Vægten fra den anden side af døren forsvinder, og trinene på gulvet kunne lige så godt være placeret midt i mit hjerte; smerten er den samme. Han forsvinder fra mig, både nu hvor hans fodtrin fortoner, men også når vi smelter sammen, er hans lysår væk.

Jeg er ikke retfærdig. Det har jeg aldrig været, og han ved det lige så godt som jeg gør. Jeg kan ikke finde ud af forhold; jeg kan ikke finde ud af at give - kun tage.

I et af vores første skænderier råbte han det lige i mit ansigt; "Hvorfor er du altid så skide selvcentret? Hvorfor skal du altid være så pisse mystisk? Det er sgu da ikke retfærdigt at jeg gør alt for det her forhold, mens du fucker rundt med mig!"

Jeg lovede ham at prøve, at vise at jeg kunne det her, ville det her. Men det skete, om og om igen. Han er udkørt. Jeg kan se det i hans øjne, måden at ser på mig på. De funkler ikke mere, gnisten er brændt ud og har kun efterladt røgen fra det der var.

Jeg er ikke god for ham. De røde streger tværs over hans kinder taler for sig selv, præcis ligesom de mange blå øjne han gennem tiden har pådraget sig. Jeg kan ikke lade ham gå; han holder mig i live, holder mig oppe, får mig til at flyde, flyve, leve.

Måske er det derfor han ikke er gået endnu; han holder af mig, og ved godt hvad der ville ske hvis han gik. Eller også er det, fordi han ved, at jeg aldrig ville lade ham. Jeg lukker øjnene og smiler over ironien i min tanke; det mig som har låst døren til depotet i protest - han kunne være ved at skride nu.

Rummet er lille og mørkt. Toiletpapir, dåser med majs og flasker med spiritus står stablet på de vakkelvorne hylder, som han satte op sidste sommer. Jeg griber ud efter den nærmeste flaske, og famler mig vej til en flakseåbner.

Da væsken rammer min tunge, ved jeg at det er helt forkert. Han hader når jeg drikker. Alligevel holder jeg fast i flasken med et krampeagtigt tag, og suger grådigt til. Jeg har svært ved at blive fuld, men alligevel flyder problemerne i baggrunden.

Fuck ham. Fuck alle der ikke kan leve med mig. Billeder fra tidligere forhold suser forbi mit blik; ham med de smukke øjne, ham med den blide stemme, ham der tegnede mig, ham der skrev digte.

Jeg ødelægger alt hvad jeg kommer i nærheden af, efterlader blodige håndaftryk i deres hjerter og hadefulde stemmer i deres drømme. Jeg kan ikke gøre for det; min kærlighed er destruktiv. Det er hverken smukt eller poetisk.

Tårerne begynder så småt at finde vej ned af mine kinder, og jeg krammer flasken ind til mit bryst. Der er stadig meget i. Gåsehuden ligger over mig som et is tæppe, og jeg hader lejeligheden for ikke at have gulvvarme i depotet.

Jeg er døset hen, da der lyder fodtrin på den anden side. En nøgle klikker i låsen. Jeg rejser mig op, og ser mig panisk omkring efter et sted at gemme flasken. Det er for sent; døren bliver åbnet og lysstriben fra gangen rammer mig. Jeg taber forskrækket flasken, og den rammer gulvet.

Jeg kan ikke se hans ansigt i modlyset, men hans skuldre er trukket op og han bevæger sig langsomt ind.

"Lulu.." han snuser ind og stopper op. Selvfølgelig; rummet stinker langt væk af spiritus. "For helvede.." mumler ham. Jeg står bare der, bange for hvordan han vil reagere. Min krop ryster, og jeg må støtte mig til væggen for ikke at falde. Har jeg virkelig drukket så meget, eller er det tanken om at han gør det forbi?

Han tager fat i min arm med en overraskende hård bevægelse, og hiver mig ud af rummet. Lyset blænder mig og jeg kniber øjnene sammen, som han trækker mig ind i soveværelset.

Da han endelig slipper mig, falder jeg bagover og rammer heldigvis sengen. Det bløde betræk gør mig lidt mere tryg og jeg kravler ind under dynen.

Stilheden er uudholdelig. Han skal sige at det er okay, at han ikke er vred, at det bliver godt igen, at han kan tilgive mig. Jeg har brug for at han siger det; brug for at vide at han stadig vil have mig.

”Sig noget.” Stilhed. Mit hjerte banker ekstra hårdt, da jeg ser tasken på gulvet. Han må ikke gå. Selvom det er egoistisk kan jeg ikke lade ham gå; jeg har brug for ham.

”Du kan ikke gå,” jeg er hurtigt på benene. Verden svimler i et øjeblik. Han siger stadig ingenting. Han øjne er smukke, men jeg kan ikke se længere end irissen.

Han sætter i bevægelse, smider tasken over skulderen Jeg følger efter ham. Der ligger stadig glasskår i køkkenet, efter glasset som jeg smed efter ham. Vil han virkelig overlade mig til kaosset, efterlade mig i en tom lejelighed med glasskår på gulvet og i hjertet?

"Jeg er træt, Lulu. Jeg.. jeg er alt for træt." Jeg har lyst til at omfavne ham, holde om ham, sige undskyld og forsikre ham om at det er sidste gang; at vi nok skal gå det til at fungere. Men han ligner ikke en der ville tage imod mit kærtegn, så jeg tager den sidste, desperate udvej:

I det han vender sig om for at åbne døren, tager jeg hårdt fat i hans ansigt og presser det mod mit eget. Han taber tasken på gulvet, og prøver først at skubbe mig væk. Jeg presser min tunge ind i hans mund og han giver endelig op. Hans hænder kører op og ned af min krop, og jeg lader et tilfredst suk ud.

Det er det her jeg kan finde ud af; at bruge folks egne lyster imod dem. Men jeg gør ikke det her for sex; jeg gør det her fordi jeg ikke vil miste ham; ikke miste mig. 

"Du må aldrig gå," hvisker jeg i han øre. "Aldrig".

Hans hænder famler ned under min store T-shirt, og får hurtigt skubbet mine trusser ned. De er lidt ru fordi han spiller guitar, men det gør kun endnu bedre.

"Hop," hvisker han mod mine læber. Med mine ben om livet på ham, går han gennem lejeligheden. Glasskårene er lige meget, for vi kan klare det hele. Bare han er der.

Han smider mig med en forholdsvid blid bevægelse på sengen, og sætter sig på kanten. Jeg kravler hurtigt op til ham. Den enorme bule i bukserne får mig til at smile, og jeg lyner dem forsigtigt op. Mine læber suger sig fast til huden i hans nakke, efterlader store, røde mærker. Han er min, og hele verden skal vide det. Min krop er oven på hans, jeg hæver mig og udstøder et blødt støn da vi smelter sammen.

Jeg ruller blidt mine hofter frem og tilbage, velvidende om at det gør ham sindssyg. Hans hænderne nusser mine bryster under T-shirten, og jeg udstøder blide støn.

”Du må aldrig gå, ” jeg hiver hans T-shirt af, og lader mine negle glide hårdt ned over hans sårbare brystkasse. Det pibler blod frem nogen steder, og han sukker af nydelse og smerte.

”Aldrig, aldrig, aldrig” forsætter jeg med en hvisken, og klamre mig til ham. Det hele er blødt, varmt og ægte. 

Han nikker ivrigt, og lader hænderne glide rundt om mine hofter. Jeg løfter og sænker min krop i rolige bevægelser, og han krammer mig tæt ind mod hans brystkasse. Jeg dukker nakken, og suger hårdt huden over hans brystvorter til mig.

”Shit..” stønner han. Blodet suser igennem mig og jeg kører fingrene igennem hans hår. Det er sådan her vi skal være; sammen, som en. Scenen i depotet virker så langt væk. Han er stadig vred. Selvom han nyder det, er hans nakke stadig spændt.

Jeg kærtegner hans mave, hans kinder og kysser ham blidt. Med et klynkende støn topper vi med få sekunders mellemrum. Han glider ud af mig, og vi sidder bare og holder om hinanden. Mit hoved er på hans skulder. Han er varm og svedig og jeg vil for intet i verden bytte følelsen af ham og mig.

”Jeg er stadig vred på dig,” hvisker han og aer min kind. Jeg nikker, uden at flytte mig. Jeg vil ikke ødelægge øjeblikket.

”Jeg elsker dig,” siger jeg bare. Det gør jeg; med hver eneste atom i min krop, hver eneste celle, hver eneste hårstrå elsker ham, skriger efter ham.

”Jeg elsker også dig,” han kysser mig i håret og krammer mig endnu tættere ind. ”Og glædelig Valentines dag.” Han griner. Det er alt jeg behøver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...