Ocean of love|Niall Horan{Valentine|Short Story}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Over the ocean a bottle is sailing. Over the ocean a bottle is sailing with a message. Over the ocean a bottle is sailing with a message that will end up with either the greedy, or thoughtful, person.

12Likes
30Kommentarer
470Visninger
AA

3. ~Be my valentine, please?

Jeg vågner op til lyden af fuglesang og lyset strømmer ind af ét enkelt, lille hul i mit gardin. Mens jeg sætter mig op i sengen, bemærker jeg, at klokken er gået hen og blevet 12:30. Det er ret unormalt for mit vedkommende, at sove så længe.

Jeg går hen til mit gardin og trækker det sort/hvide, blomstrede gardin fra, hvorefter solen strømmer mig i møde. Det er længe siden vi har haft sådan en dejlig solskinsdag, i London.  Vinduet åbner jeg let på klem, mens jeg bevæger mig hen mod mit skab. Et par løse, leopardstribede bukser er, hvad jeg trækker ud og så en løs, hvid trøje, hvor der er skrevet ’Bitch, please, I’m fabulous ‘ på. Egentlig skal jeg ikke noget specielt i dag, så jeg har bare lyst til at slappe af.

Min appetit er åbenbart hoppet ud af vinduet, på ferie, før den vidste det ville blive så skønt vejr i London i dag, for den er i hvert fald forsvundet. Der er egentlig ikke så meget at gøre; jeg er ikke en person der er glad for, at spise, når jeg ikke er sulten, så jeg har intet valg end at springe over. Hårdt, bumper jeg ned i min kontorstol, som udstøder et lille knirk, da den giver efter for min vægt.  Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg har en lyst til at tjekke min e-mail; ikke fordi jeg tror der er noget i den, da jeg ikke fortjener det, men det kunne bare være rart at afklarer det. Jeg trykker på genvejen, oppe i højre hjørne, og til min store overraskelse, ligger der faktisk noget. Fra ham.

 

Hej Florence

Det viste sig så, at du var ligesom alle de andre. Eller, de var i det mindst villige til at give mig en chance, men du var bare fuldstændig ligeglad. Du behøver ikke tænke på mig; jeg klarer mig. Men måske er det bedst sådan her; nu ved jeg jo, hvem du i virkeligheden er.

 

Den besked gjorde mig faktisk ked af det. Jeg mener; han har jo lige nærmest kaldt mig en dårlig person, hvilket altid har været en af mine svagheder. Jeg kan virkelig ikke lide, når der er nogen der ikke kan lide mig; det får mig til, at ligge vægt på den ene person, i stedet for dem som faktisk kan lide og værdsætter mig. Men de ord siger vel bare tusind gange mere end ham, end de gør om mig. Måske er hans reaktion bare en reaktion på, at han ikke fik lov til, at komme og voldtage mig. Måske var det bedst sådan.

Jeg lukker min bærbar sammen, og smider mig i den bløde lædersofa, som jeg fik som indflyttergave fra mine forældre. Det første der dukker op i fjernsynet, er en eller anden kliché, af en kærligheds film; jeg orker ærligt talt ikke den slags lige nu. Derfor er det heller ikke så rart, når man kan zappe igennem alle kanaler, og kun finde de samme, platte kærligheds film. Alle kærligheds film er klichéer; folk siger det sikkert bare er fordi, at jeg aldrig har oplevet kærligheden, men jeg vil altid stå fast ved min mening. Det er først nu det slår mig; det er valentinsdag. Den værste dag på året. Alle folk går rundt, og forærer hinanden gaver, for at bevise deres kærlighed. Man burde da ikke kræve gaver for at vise kærlighed; det burde kunne vises naturligt med et kys eller noget i den stil.

Det er her jeg hører en svag banken på min dør. Min første tanke er, at jeg er ved at blive røvet, men så kommer jeg i tanke om, at man sjældent røver et hus, hvor der er nogen hjemme. Jeg går hen til døren, og prøver at kigge igennem det lille vindue, men mosaik vinduet er for sløret til overhovedet, at kunne ane silhuetten. Jeg tager en dyb indånding og åbner døren. Personen der møder mig får mig til, at hoppe tilbage, mest af alt fordi jeg ikke kender ham. Han har flot, blondt hår med brune udgroninger og skønne, havblå øjne. Der er et eller andet, der er en smule bekendt over ham, men jeg kan ikke sætte en finger på, hvad det er. Han har en blomsterbuket og en hjerteformet æske, forhåbentlig med chokolade i, under armen.

’’Er det Florence?’’ spørger han med et hævet øjenbryn, og da jeg nikker, kigger han op og ned af mig og bider sig selv i læben, ’’må jeg komme indenfor?’’

Han skal til, at gå igennem døren, uden svar, indtil jeg stiller mig i vejen, så han ikke kan komme igen den meget fint huggede trædør.

’’Hov,hov’’ siger jeg en smule stramt, og skubber ham en smule væk, så han er lige ved at tabe æsken, ’’først kan du vel fortælle mig, hvem du er, og hvad du egentlig laver her?’’

’’Det kan jeg ikke lige nu’’ siger han, og jeg står afventende på en smule mere information, ’’men hvis du lukker mig ind’’

’’Det er udelukket’’ siger jeg, og ryster på hovedet.

’’Nej, det er jeg’’ siger han, med et fortabt blik i øjnene, som jeg på en eller anden måde, giver efter for, ’’du må stole på mig!’’

’’Så kom dog ind’’ siger jeg opgivende, og flytter mig, hvorefter han spæner ind i min sofa.

Døren lukker jeg forsigtigt, hvorefter jeg sætter mig hen i sofaen, og kigger strengt på ham.

Han tager et stykke chokolade, fra den lille skål fra bordet, og jeg kan mærke det irriterer mig lidt, at han ikke engang tager sig tid til at spørge mig, om det egentlig er okay med mig. Det er trods alt min chokolade.

’’Så er det vidst tid til min forklaring’’ siger jeg, og lægger hovedet på skrå med mit ene øjenbryn hævet.

’’Ja, selvfølgelig’’ siger han, og nikker forstående, ’’Florence, jeg opsøgte dig’’

 Jeg kigger forvirret på ham; hvad er det han prøver at fortælle mig?

’’Jeg kunne ikke lade det ligge; jeg måtte finde dig’’ fortsætter han, mens jeg stadig er dybt forvirret over situationen, ’’bare din måde, at skrive på , var fantastisk, men det, at du så også ser godt ud, er så bare et plus’’

Pludselig hang det hele sammen. Blomsterne, æsken, den pludselige ankomst. Det var A.

’’Før du fortsætter’’ afbryder jeg, og kigger med stor interesse på ham, ’’hvad hedder du?’’

’’Niall’’ svarer han, med en blid stemme, og gør sig klar til at afslutte, ’’hvad jeg ved nu, efter du ikke svarede, er at jeg ikke kan undvære dig længere. Jeg har ikke lavet andet end at tænke, drømme og græde over dig det sidste døgn, hvor du aldrig svarede mig. Den mail jeg sendte i dag var skrevet i vrede, for at prøve at overbevise mig selv, men det gjorde det ikke. Efter det her har jeg indset, hvordan kærligheden fungerer og den er forfærdelig, for jeg kan intet gøre ved den’’

Jeg kan mærke tårerne hobe sig op i mine øjne. Der er aldrig nogensinde nogen, der har talt sådan om mig. Og jeg har tvivlet så meget på ham.

’’Det sidste jeg har, at sige er; Florence, vil du være min valentine?’’ spørger han, og rækker chokoladen, og blomsterne, hen mod mig, som jeg hurtigt tager imod.

’’Ja’’ siger jeg, og tårerne kan ikke længere holdes tilbage, så de triller lydløst ned af mine kinder.

’’Shh’’ siger han, og tysser stille og roligt på mig, ’’der er ingen grund til at græde’’

’’Jo, for jeg har været sådan idiot. Jeg troede ikke på dig A..jeg mener Niall’’ siger jeg, og kigger op på ham med mine røde, løbende øjne.

’’Jeg bebrejder dig ikke, at du ikke stolede på mig’’ siger han, og holder mig tæt ind til ham, ’’det eneste jeg egentlig er glad for er, at du ikke er ligesom alle andre’’

’’Hvad mener du?’’ spørger jeg, og tørrer mine øjne af, i min trøjes ærme.

’’Du vil ikke kun have mig på grund af mine penge’’ siger han, og kigger nervøst ned i gulvet, ’’ligesom de fleste af mine andre venner’’

’’Niall, jeg vil aldrig gøre dig ked af det igen, og jeg ville aldrig være falsk overfor dig’’ siger jeg, og sender ham et lille smil,  ’’du har bevist, at du er verdens kærligste dreng.

Han smiler genert til mig. 

''Dig og mig mod resten af verdenen?'' spørger han, og kigger med et glimt i øjet på mig.

''Lad os starte med nabolaget'' siger jeg, og griner forsigtigt.

Jeg griber ud efter fjernbetjeningen, og tænder for TV’et, hvor ’Actually Love’ kører i samme sekund. Lige pludselig virker det ikke så kliché-agtigt længere, at se en kærligheds film.  Med vilje læner jeg mig ned mod Niall, og hviler mit hoved på hans brystkasse. Jeg kan mærke den hæve og sænke sig, hver gang han trækker vejret. Hans duft er så dejlig, som en mandlig duft, men ikke for stærk; lige som den skal være. Det her er lige som jeg altid har ønsket mig mit liv skulle være.

Og det bliver endnu bedre da Niall læner sig ned mod mig. Hans læber møder mine i et blidt kys, som udvikler sig for hvert sekund der går, indtil han trækker sig en smule væk og hvisker ’I love you’, ind i mit øre. Og der, lige i det sekund, ved jeg, at det var det rigtige valg ikke, at svarer på hans besked.

___________________________________

That's it! Kærligheds historier er lige mig, så det har været sjovt at skrive, men dog også en udfordring, da jeg helst ville have en lidt original ide, og det er svært når det kommer til valentine, og generelt bare kærligheds historier, men jeg prøvede da. Jeg håber i nød historien, og i må meget gerne, big suprise, stadig komme med konstruktiv kritik, ris/ros osv. Nu er der ikke andet for end at vente, og se, hvordan det går mig i konkurrencen.

-N

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...