Forladt

Historien handler om en ensom dukke, som er blevet forladt af sin menneskepige. Vi hører hendes sidste tanker, den dag hun bliver efterladt.

1Likes
0Kommentarer
126Visninger

1. Forladt

Så ligger jeg her helt alene. Jeg kan lige se solen, inden den går ned, og det bliver mørkt. Susan og hendes mor er sikkert derhjemme lige nu, og sidder og drikker kakao med flødeskum, mens de hygger sig foran fjernsynet sammen. Jeg plejer at ligge der sammen med dem. Men bare ikke i dag. 
Hvordan kunne hun glemme mig. 

Vi sidder i bilen og er på vej til stranden for at få en is. Susan sidder og redder mit hår, mens hun kigger så beundrende på mig. Hun er rigtig fin i dag. En rød kjole, der går ned til fødderne, et par sorte laksko der er så poleret, at jeg kan se mig selv i dem og fine lange fletninger med to røde sløjfer i håret. Hun har klædt mig næsten lige så fint på. Min kjole er bare gul, samme sorte laksko, men ingen gule sløjfer. Hun syntes ikke jeg lignede en pige med sløjfer i dag. 
Susans mor er inde for at hente isene. Susan skal have en gammeldags vaffel is med to kugler; jordbær og chokolade med regnbue krymmel på toppen. Det skal jeg også. Susan og jeg får altid det samme. 

Imens går vi ned på stranden, Susan og jeg, for at kigge på vandet. Sandet er helt blødt, med et par enkelte muslinger liggende rundt omkring. Susan finder en rigtig flot en, som er lukket sammen. Gad vide om der er en perle inden i. Den gemmer sikkert på en hemmelighed. Vi finder rigtig mange flotte muslinger, både store og små, skarpe og runde. Vi finder en stor sten at sætte os på, så vi rigtig kan kigge på alle de fine muslinger vi har fundet. Min yndling er den store blå musling. Den har et hovent udseende, fordi den ved godt, at den er den smukkeste af dem alle. 
Susan har sagt, at hun vil lave en halskæde til mig af muslingerne, når vi kommer hjem. Så kunne perlen i hendes musling være i midten. 
Vi går hen til vandet for at soppe. Det er helt klart og blåt, ligesom den hovne musling. Man kan se alle de små fisk svømme rundt i kreds, om vores fødder. Der er også en krabbe og en vandmand. Krabben ser lidt syg ud, den går nemlig sidelæns. Det ser ud som om, at den gerne vil lege med de små fisk. Susan tror, at de er venner, fordi de ser glade ud. Det tror jeg også.


Nu er solen næsten gået ned. Himlen er blevet malet rød, og vandet har fået orange striber. Det er noget af det smukkeste, jeg har set. Det minder mig om Susan og hendes kjole. Jeg kan se hende for mig. Hun danser på vandet mens solen går ned. 
Jeg gad nu godt vide, hvad der er bag solen. Måske sidder Neptun bagved, og beundrer sit smukke værk. En stor regnbue, der skifter farve. Susan har fortalt mig om Neptun. Han lever i havet sammen med alle fiskene og krabberne. Men nu er jeg ikke ene om at beundre vandet mere. En smuk lille rød fugl. Hun kom svævende lige så yndefuldt ned til mig, så jeg troede hun var en fjer. Hun satte sig ved min side, og skuede ud over vandet. Det så ud som om hun tænkte det samme som jeg. Ja, det måtte hun gøre. Jeg gad godt have vinger ligesom hende, så jeg kunne flyve hen bag solen sammen med Susan. Så kunne vi hilse på Neptun. Åh at være en fugl måtte være noget af det dejligste, man kunne være. At være smuk, yndefuld, let og svæve hvorhen man ville. Ja, sågar til et andet land, måske sydpå, hvor pigerne går med skaller af kokosnødder og store blade som skørt. Susan har selv vist mig billeder af det. Hun kiggede altid så fascineret på det. 

Susan tog mig op i sine arme og bar mig rundt, mens hun dansede let hen langs vandet. Det føltes, som om jeg fløj, når hun løftede mig op i luften. 
Vi sad og kiggede ud over det smukke vand. Solen så træt ud, så den ville nok til at gå ned, og lade månen overtage. Vi skal også snart hjem igen. Så skal Susan og jeg have pyjamas på, dem med de grønne blomster på, og hygge os inde i stuen mens hendes mor laver popcorn og kakao. Det er vores hyggetradition derhjemme. 
Nu kalder Susans mor. Hun står oppe for enden af trapperne og venter på os. Hun ligner en isdronning hernedefra. Hendes hvide kjole flagrende om benene, mens hendes mørke hår indrammer ansigtet. Susan ligner hende meget. Hun er bare mere en sol prinsesse, fordi hun ser så varm ud. Altid røde kinder og læber, langt rødligt hår med orange nuancer og så hendes smukke røde kjole. De har begge to helt blå øjne. Ligesom vandet. 
Susan lægger mig på stenen og løber op til enden af trappen. Så sad de og spiste is sammen, mens jeg lå og kiggede op på dem fra min sten. Hun kommer nok snart ned for at hente mig. Vi skal jo nå hjem og lave kakao og hygge os inde i stuen. 
Nu er solen næsten gået ned. Himlen er blevet malet rød, og vandet har fået orange striber. Det er noget af det smukkeste, jeg har set. 


Jeg kan kun lige ane solens top ved kanten af vandet. Neptun har lagt sit hav øde, kun et par bølger danser i vandet. Det er nået ind til mig. Det klare blå vand. Det ser så venligt på mig og vil have mig med ud. Jeg kan høre det synge. Det byder natten velkommen. Det bevæger sig stille under mig og vugger mig blidt. Jeg kan mærke de brusende bobler kilde mig, mens jeg kommer længere ud. Her er ikke andre end mig og de vuggende bølger. Jeg tager afsted sammen med dem nu. De siger, at vi skal møde pigerne med skaller af kokosnødder og skørter af blade. Jeg skal nok fortælle dig alt om det en dag, Susan. Og samle fine muslinger til dig. Jeg er næsten nede på bunden hos dem. Og bare rolig, jeg skal nok hilse Neptun fra dig. 
Jeg kan se ham nu. Hans lange, hvide skæg danser i vandet med fiskene og bølgerne. Han står med sin trefork og byder mig velkommen til havet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...