Aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 7 feb. 2014
  • Status: Færdig
Et lille one-shot om kærligheden, der nægter at dø ud, selv når alle spår den dødsdømt. Konkurrencebidrag til Valentins-konkurrencen, mulighed 1.

16Likes
11Kommentarer
583Visninger

1. Aldrig

De sagde, at han var en idiot. At hun skulle glemme ham. Det kunne hun ikke. Hvordan skulle hun kunne det, når hun stadig hver morgen vågnede og greb ud efter ham, for at finde hans plads i sengen gabende tom? Når hun ikke engang kunne få sig selv til at afbestille hans playboy-blade, der blot hobede sig op på skrivebordet. De blade hun engang plejede at smide i kattebakken, når de lå og flød. Det virkede så uendeligt længe siden nu.

Selv hvis hun havde kunnet glemme ham, så ville hun ikke. Hvordan skulle hun kunne svigte ham nu? Nu hvor han havde allermest brug for hende. Det ville hun ikke. Ikke for alt i verden.

De sagde, at det måtte være dråben. Mere sagde de aldrig. Dråben. Billedet af den ensomme tårer, der trillede ned af hans ubarberede kind helt inde ved næsen, var som naglet fast til hendes nethinde. Engang græd han aldrig.

Hun vidste aldrig, hvad hun skulle svare dem, men efter uendelige øjeblikkes stilhed tilføjede de næsten altid et ”men du fortjener bedre…” og så på hende med et blik, der ville give selv en sten dårlig samvittighed. De vidste ingenting.

 

Sikkerhedsdøren smækkede tungt i bag hende. Det store tomme rum rungede. Som sang luften. I starten havde det her sted givet hende myrekryb og kuldegysninger helt om bag ørene. Dengang havde hun listet sig hen over gulvet i sine gummisko for at undgå skridtenes ekko. Men det var længe siden nu. Det føltes i hvert fald som længe siden.

Med et let suk lod hun sig dumpe ned på stolen. I starten havde hun været så nervøs. Første gang hun havde fået lov at besøge ham, havde de blot stirret på hinanden, indtil hun var brudt grædende sammen. Det var ikke ham, der sad der foran hende. Det var en fremmed. Det var længe siden nu, men det var præcis sådan, hun havde det i dag.

Hun havde taget den gule sommerkjole på, den han havde købt til hende som en overraskelse, da de var på Cayman Island forrige sommer. Vejret var egentligt ikke specielt varmt i dag, og kjolen strammede allerede lidt over maven, men måske ville den gøre ham glad. Den røde læbestift matchede de små roser på kjolen. Hun havde endda taget et lille stink på af den parfume, han havde givet hende sidste jul, selvom hun udmærket godt vidste, at han ikke ville kunne dufte den igennem den tykke glasrude.

Hun løftede røret af telefonen. Der var ikke så meget som en lyd i den anden ende. Sekunderne blev til en kvart uendelighed, og hun kunne blot mærke halsen snøre sig mere og mere sammen. Hun knugede kjolestoffet med venstre hånd og følte sig uendelig lille og sårbar.

Endelig blev lågen på den anden side af glasset revet til side. Han fumlede med telefonen.

”Hej skat…”

Hendes stemme lød helt forkert.

Stilheden larmede.

”Jeg har savnet dig.”

Samtaleanlæggets skratten overdøvede næsten hans stemme.

Han pressede sin hånd op imod ruden. Hun kunne mærke tårerne presse sig på.

”Jeg har også savnet dig, mere end du aner…” hikstede hun, og vidste godt selv, at det lød som verdens største kliché. ”… der er valentinsdag i dag…”

Hun vidste ikke rigtigt, hvorfor hun sagde det. Hendes lykkeligt kvidrende kollegaer havde i den bedste mening forsøgt at irritere hende med hjerteformede chokolader, udveksling af hjemmebagte cookies og historier om deres perfekte ægtemænds udskejelser i dagens anledning.

”Jeg ved det…” hans stemme lød rusten.

”Hvordan har du det?” spurgte hun bekymret.

”Tjaa… jeg ved det snart ikke selv længere…” mørket i hans stemme fik hende til at blive helt kold indeni.

Hun kunne ikke holde et snøft tilbage. Hver en muskel i hendes krop spændes. Hans øjne. De øjne som engang havde været så levende. Hvis bare hun kunne knuse glasset og komme ind til ham. Holde om ham og fortælle ham dét. Hun lagde sin hånd op imod hans.

”Hvad er det de gør ved dig?”

Hun slugte en klump og skelede ned på sit armbåndsur. Hun ville ønske, at hun kunne stoppe tiden. Den ene times besøg, hun var blevet bevilget, fór af sted med to minutter i sekundet.

”Hvad siger de om retssagen?” Hun turde næsten ikke spørge. ”… kan den ankes?”

”Der må ikke tales om sager, der angår retsmæssige anliggender!” brød en brysk stemme ind på linjen.

”Det her handler ikke om retsmæssige anliggender! Det handler om min families fremtid!”

Hun var allerede oppe at stå.

”Der må kun tales om personlige anliggende ellers afbrydes forbindelsen!”

Hun kunne mærke vreden vælde frem fra alle afkroge af sin krop. Mærke hvordan den kæmpede for at få frit løb. Vreden imod ham. Imod fængslet. Imod systemet. Imod hele verden. Hun bed tænderne sammen. Klokken tikkede, og hun kunne ikke bruge de kostbare minutter, hun havde tilbage med ham, på at skælde ud på en usynlig stemme.

”Min solsikke” han prøvede at smile beroligende, men det var som om, hans øjne var forstenede i håbløsheden. ”Min solsikke, det tager ofte ti år at anke en dødsdom, det ved du...”

Hun kunne mærke tårerne vælde op i sine øjne, men tørrede dem hidsigt blot.

”Du skal ikke dø!” Hendes stemme lød som et forbitret barns. ”Du kan ikke dø!” Hun havde lyst til at ruske ham hårdt og få ham til at forstå. ”En far kan ikke dø!”

Han snappede efter vejret. Tårerne trillede ned af hendes kinder.

”En far kan ikke bare dø…” hendes stemme lød svag. Han greb ud efter hende, men ruden holdt dem adskilt i hver deres verden. At samtalen med garanti blev aflyttet betød ikke noget. Hun hulkede højlydt.

”Rolig søde skat, rolig… fortæl mig nu, hvad der foregår.

Hun snøftede kraftigt og prøvede at samle sig.

”Du skal være far…” sagde hun spagt ”… det skulle have været en overraskelse, min valentinsgave til dig…”

Mere end nogensinde ville hun ønske, at hun kunne læne sig op ad ham. At han ville lægge sine stærke arme omkring hende og knuge hende beskyttende ind til sig. Han sagde ingenting.

”Så er jeres tid gået!” Den kolde stemme afbrød dem ufølsomt.

”Tak…” Hans stemme lød på en gang fjern og uendelig nærværende. Fyldt med både håbløshed og glæde. ”Jeg skal være far...”

Smilet nåede helt op til hans øjne ”Tak min solsikke, tak!”

Linjen skrattede og blev afbrudt. Hun kunne se hans tårefyldte øjne igennem ruden. Deres hænder var blot en tomme fra hinanden, dog var afstanden uoverstigelig. Døren bag ham blev revet op og en betjent kom ind.

Han mimede noget til hende igennem ruden, men hun fangede ikke ordene før lågen blev slået for.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...