Sårede Hænder


0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

1. Sårede Hænder


Endnu en morgen. Endnu en skam jeg skal skjule. Bliver nødt til at skjule. Vækkeuret har jeg igen sat på lydløs; ikke ved et uheld, men fordi at jeg vidste i går, at jeg vil fortryde at vågne op i dag. Mine hænder er bundet. Psykisk. Mentalt. Det skete også fysisk engang. Jeg kikker på vækkeuret 9:48 d.15 august 2114. jeg vrider mig i sengen og prøver på at overbevise mig selv om at få denne dag overstået, men min krop protestere,
Kæmper imod.

Jeg falder ned fra sengen, rejser mig op med et støn. Jeg kikker på mine knastørre håndflader og røde sår. Min hjerne, min krop, mit sind prøver på at overbevise mig om at jeg skal blive hjemme, sammen med min kone. Mine gode minder. De minder mig om at det både er åbenlyst farligt og dumdristigt at arbejde derude. Jeg vasker mine hænder. Jeg vasker mine minder væk. Jeg gnider sæbe ind i mine sår, i håb om se de mennesker, der gjorde dette imod mig lider, imens dukker mine minder ufrivilligt frem. 

Jeg var på vej hjem fra mit ydmygende arbejde som politibetjent. Dag ud og dag ind bliver man spyttet på, grint af, sparket, slået, banket, tirret, jagtet, hånet. Og glemt. Det er ikke de sædvanlige bøller og unge drenge som har overbevist samfundet, landet hele verdenen om at nogen form for ordensmagt ikke længere er til gavn for nogen. Der er os selv, Politiet. Vi gjorde dette her imod os. Regeringen kommer med deres sædvanlige løfter om at forbedre samfundet, imens at de giver skattely til udlanske forretninger; med vilje. Ligesom at hæver skatten hos blot almindelige borgere.

De løfter som deres hænder var; er bundet til, har de med tiden formået at ridse deres reb over lidt efter lidt, med at med at komme med nye løfter og ”bedre” end de sidste. De vasker deres hænder for forpligtelser og borgernes tillid ud i vasken. Det hele startede med røveriet nede ved bageren, og mordet på hans bagersvend. Efter at ejeren havde ringet 112, blev han sat i kø som nummer 96. Hvorfor? Fordi politiet havde forvekslet rigtige forbrydelser, med ubetydelige hændelser, som en kat i et træ, undersøgelse af halloween fester, efter døde lig. Af kød og blod. Denne ene gang, hvor dette rent faktisk skete, burde havde været en god nok lærestreg for os.

Men nej. Selv efter at det blev vist på tv, er det ikke gået op for os, at politiet har det vigtigste job i samfundet.
 Med denne tanke, bliver jeg også bevidst om, at det ikke kun er politiets kræfter og handlinger der bliver spildt, men også sygehusets. Alle de nødhjælpsgrupper, som selv har haft døende menneskers liv i deres hænder, men som nu har opgivet række hånden frem. Ingen bekymrer sig om hvad der sker i verdenen mere, hvad der sker med hinanden. 

Jeg kunne hører knasende lyde, og ondsindet fnisen bag mig. Det var selvfølgelig indlysende hvem det var og hvad de ville gøre; sveden løb ned af min pande, videre til minde kinder, næse, hage og til sidst ned på min slidte skjorte. Jeg omfavnede advarende og dirrende omkring min pistol og vendte mig om.  Intet. Ingen spor. Ingen fnisen, ingen langsom gå gang bag mig, som bliver til løb i takt med forsøg på at slippe væk.
Det var eneste jeg kunne huske, indtil min oplevelse kom på forsiden af avisen, dagen efter. ”Bagbundet mand bliver fundet i en grøft”. Jeg ser på billedet at, der en hvid firkant bag på min jakke. En seddel. Jeg løfter min jakke fra gulvet, ser på seddelen og læser teksten: ”Brænd i helvede.” Mine hænder, mine sår, mit hoved. De smertefulde minder, kradsede sig ind i min hjerne igen, såvel som mine sår.

Det svirrer.
Alt er gået ned af bakke siden jeg blev betjent. Hvad tænkte jeg dog også på?! Arbejde for politiet, min kone, mine forældre, mine venner, selv min arbejdsgiver var overrasket. Overrasket over hvor dum jeg virkelig var. Er. Det at gøre dumme ting, kan heldigvis ikke sammenlignes med at være dum. Troede jeg.  Jeg kendte risikoen, jeg kendte borgernes ligegyldighed til politiet. Loven. Vores ære. 

Jeg vidste også, at jeg havde brug for pengene.
Ressourcerne og troen på at jeg stadig kan gøre noget godt, stoppe forbrydelser, alt dette som små drenge går og drømmer om, når de leger superhelte. Jeg fatter ikke at jeg troede på det. Jeg fatter ikke at jeg kunne tro på at en mand kunne rette op den uretfærdighed, der har forgiftet hele byen, for ikke at snakke om hele verden.
Men på trods af alt dette, jeg stadig i stand til at se den lyse side. For mig. Jeg kan tjene penge, uden næsten at gøre noget, udover at være offer for borgerne. Men som enhver morgen må jeg hoppe i tøjet, stå op, og kysse min kone farvel. ”kom nu ikke noget til” siger hun hver eneste gang, jeg rækker hånden efter dørhåndtaget. Sådan nogle kærtegnende og omsorgsfulde ord der er for lidt af. 
Overfald, røverier, drab stalking, er en normal arbejdsdag.

Overfald af andre politimænd, sker jævnligt. Vi har ikke længere kontrol over noget mere. Over hinanden, over os selv verden. FN har prøvet hver dag siden 1945 at opretholde fred i hele verdenen. Men overhalvdelen af verdensbefolkningen, ved at det er umuligt. Alle dem udover Taliban, Al - Qaeda, nazister og fascister, ved at krig aldrig burde have fundet sted.
Gaderne er tomme og stille, for første gang i hundrede er der ikke noget postyr. Jeg får lyst til juble, hoppe og skrige af glæde, men jeg ved at det er alt for tidligt.  Jeg skynder mig ind i politistationen, med min pistol hævet op til min kind. Min hovedpine, er stadig ikke blevet kureret efter den nats søvn. Hurtig og uden hensyn til de andre, løber jeg ud til toilettet, og vasker ivrigt og rasende mine sårede hænder, jeg vil bare have denne oplevelse til at forsvinde.

Sæben gør det kun være. Jeg gnider det ind sårene, i mine negle og i mit hoved.
Jeg ser ikke engang min pegefinger på aftrækkeren. En kollega kommer ind, og hiver fat i min trøje. Han prøver ivrigt at tage min pistol, i den tanke at han tror jeg, vil begå selvmord. Det burde jeg have tænkt på fra den dag, jeg tog skiltet i mine hænder. Jeg kan ikke undvige mit blik fra vandet eller mine hænder. Jeg kæmper imod ham, trykker på aftrækkeren.
Jeg vil bare vaske mine hænder.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...