Dig og Justin.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2014
  • Opdateret: 12 mar. 2014
  • Status: Færdig
Det hele starter med at du er en stor fan af Justin Bieber. Du har ikke så mange penge, og tvivler på at du nogensinde kommer til at møde ham. I starten kan din far slet ikke lide at du er fan af ham, men senere hen får han respekt for Justin. Inde på shots of me begynder Justin at svare dine beskeder, og like dine billeder. Her begynder alt at udvikle sig.

100Likes
24Kommentarer
75062Visninger
AA

67. imagine 65

"What?!" udbrød du. Du blev nærmest bleg i hovedet. Laver de sjov? Nej... Sådan noget laver man sgu ikke sjov med. 
"Da vi var ovre..." begyndte din far at tale. Men en dame kom ind, og afbrød ham. 
"Er i Bieber's forældre" spurgte hun.  
"Nej, vi er hendes forældre, men hans forældre burde være her om et par timer" svarede din mor. 
"Jeg kommer fra politiet af, og skal afhøre jer ad. Kan det lade sig gøre?" 
"Øh ja, det kan du godt" 
"Okay, vi starter med jeres datter" Hun rettede blikket mod dig. Du hørte ikke på dem, men stod og kiggede på Justin. Dine tårer begyndte stille at trille ned ad dine kinder. Tænk hvis han ikke overlevede. 
"Hvad skete der helt præcist?" spurgte hun. Du hørte hende ikke, fordi du var væk i dine egne tanker. 
Damen fulgte dit blik, og så du kiggede på Justin. Hun gik over til dig, og nussede stille til din arm. 
"Det skal nok gå" smilte hun. Du kiggede på hende, og smilte skævt.
"Jeg kan godt komme lidt senere, for at afhøre dig, hvis du hellere vil have det" sagde hun sødt. Du rystede på hovedet som for at sige nej, og tørte dine tårer væk. 
"nej det er i orden" 
"Okay, jeg hedder forresten Camilla" smilte hun, og rakte sin hånd frem. Du trykkede den blidt, for at hilse, og sagde dit navn, som hun nok allerede godt vidst, hvad var. 
"Hvad skete der så hjemme hos dig?" 
Du begyndte at forklare alt. Lige fra da Justin kom, og overraskede dig, til at du blev reddet. 
"Kendte du dem der tog dig?" spurgte hun seriøst. Det gjorde du jo faktisk ikke, du havde bare talt kort med pusheren før, og du havde jo mødt Twist før, men i kendte jo ikke hinanden personligt, så du svarede ærligt nej. 
"Har du nogensinde været i kontakt med nogen af dem?" 
Du ville ønske at hun ikke spurgte om mere, for når du virkelig ked af det, som du var nu, var du lidt dårlig til at lyve. Du tøvede, og kiggede ned på dine hænder. 
"Har du? Det er vigtigt at du fortæller sandheden"
"Nej jeg har ikke..." løj du. Man kunne nok se på dig at du løj. Camilla vendte sig mod dine forældre. 
"Kan jeg få lov at tale alene med hende?" spurgte hun venligt. Okay... Hun vidste helt klart at du løj, ellers ville hun ikke smide dem ud... Dine forældre gik ud, og lukkede døren efter sig. 
"Jeg kunne godt se på dig, at det ikke var helt sandt. Du behøver ikke at være bange. Nu er du i sikkerhed, og i gode hænder" sagde hun med et smil. 
"Nej jeg har aldrig og jeg mener aldrig i mit liv været i kontakt med nogen af dem før.." løj du, men denne gang var du mere selvsikker, og lød overbevisende. 
"Fint, jeg afhøre lige dine forældre" 
Hun åbnede døren, og kaldte dem ind. 
"jeg skal lige afhøre dig" Camilla rettede sit blik mod din far, og han nikkede.
"Hvad skete der, da du kom ud på stedet?" spurgte hun, og var klar til at skrive det hele ned.
"Jeg åbnede en dør, til en slags kælder, og så en stor mand. På det tidspunkt var jeg lidt ude af mig selv, fordi jeg var opsat på at finde min datter, så jeg slog ham lige i ansigtet, og han faldt direkte om. Jeg løb ind i kælderen, og fandt min datter sidde på en seng, så jeg løb over til hende" 
"Hvad så med da Justin blev skudt" spurgte hun, imens hun skrev det ned, din far lige havde sagt. 
"Min datter talte til mig, og så hørte vi begge et skrig omme bagfra os. Skriget kom fra Justin, og han faldt om. Den store mand jeg slog, havde rejst sig, og slået ham. Min datter skulle til at bukke sig ned, for at se til Justin, men vi blev truet med en pistol. Politiet kom dog på stedet, og anholdte ham. Men hvordan han blev skudt ved jeg dog ikke, da jeg ikke hørte noget skud, eller så blod" 
Du undrede dig også over hvornår Justin blev skudt, for dig og din far havde ikke set ham blive skudt, eller noget blod da han faldt om. Du var jo gået ud fra han var blevet slået af pusheren, og ikke skudt. 
"Tak det var det jeg skulle bruge" smilte hun. Hun var på vej ud men du stoppede hende. 
"Vent... Ved du hvordan han er blevet skudt? Vi har ikke set noget, da han var faldet om, og selv ambulancelægerne der ankom havde ikke lagt mærke til noget" sagde du. 
"Vi går ud fra at gerningsmanden havde en lyddæmper på, der gør sådan så at nå man skyder kan man ikke høre skuddet blive affyret. I så nok ikke noget blod, for da vi fandt ud af at han var blevet skud, havde blodet samlet sig inde i hans store hættetrøje" sagde hun. Din far takkede for hendes svar, eftersom du ikke selv kunne gøre det fordi du var i chok, hvilket din far havde lagt mærke til. Hun gik ud, og lukkede døren efter sig. Du begyndte at stortude. Din mor kom over til dig, for at trøste dig. 
"Tænk hvis han aldrig vågner op igen!" hulkede du. 
"Så så... det skal nok gå skat" trøste hun. 
Det blev banket på døren, og en læge trådte ind. 
"Jeg kommer bare for at tage nålene ud, og så kan du blive udskrevet" smilte han. 
"Jeg forlader ikke det her hospital ind til Justin ikke gør..." snøftede du. 
"Det forstår jeg godt, så i må gerne blive, men er det i orden, at jeg tager nålene ud nu, eller skal jeg komme tilbage lidt senere?"
"Nej gør det bare nu... De irritere mig ret meget" svarede du, og tørte dine tårer væk. Han tog forsigtigt nålene ud, og sprøjtede dit blod ud i små bokse, og gik. Du trådte ud af den seng du havde siddet i, og gik over til Justin. Du tog fat i hans hånd, og bukkede dig ned for at kysse den. Hvor var det dog forfærdeligt... Tanken om at han måske aldrig ville vågne op dræbte dig langsomt... 

______________________________________________________________ 

Ihhh hvor er det forfærdeligt!Tænk hvis dejlige Justin ikke vågner fra koma... Hvad tror i? Gør han? Eller gør han ikke? 
Mange gange tak for at i tager tid til at læse mine imagines, det betyder virkelig meget! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...