Illusory Light | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror vist bare, der er et tidspunkt i dit liv, hvor du indser, du ikke længere er lykkelig; hvor der pludselig ikke er særlig meget at leve for mere. Når du når det stadie af tomhed, skal du handle. Det er der, du er nødt til at sætte en stopper for alt og tænke på dig selv, hvilket også er, hvad jeg gjorde. Jeg handlede, før det var for sent. Det var måske ikke særlig modigt og bestemt heller ikke respektfuldt gjort, men jeg gjorde det. Jeg flygtede. Jeg havde brug for at komme væk og finde den håbefulde, drømmende dreng, jeg for længst havde mistet. Det hænder bare, at jeg mødte hende i mit øjebliks frihed - og hun gjorde den tid til noget, jeg aldrig vil glemme. | Vandt 'Bedste cover' i One Direction-konkurrencen.

199Likes
158Kommentarer
7688Visninger
AA

5. Stolen Kisses

Æggeuret ved vasken tikkede lige så stille – trods det var en lyd, der var så let at overhøre, kunne jeg ikke lade være med at bemærke den. Det var som at høre på et ur, når man prøvede at falde i søvn, eller teenagepigers altoverdøvende skrig, når man ikke ønskede andet end lidt fred.

  Jeg var alene i køkkenet. Det var ved at være tid til aftensmad, så Addison var forsvundet et sted hen for at hente ”et hjælpemiddel, der hjalp hende igennem madlavningen”. Om det var en radio eller hendes lykkeske, vidste jeg ikke – jeg vidste bare, at hun havde bedt mig om at blive og kigge efter pastaen i gryden få meter fra mig. Trods låget var på skrå, så den varme damp smidigt kunne møve sig op gennem luften for til sidst at blive opløst til vand, var boblerne på overfladen aggressive og ivrige efter at flygte fra gryden. Man kunne vel sige, de blev ved med at kæmpe en kamp, de allerede havde tabt.

  Efter nogle sekunder kom Addison gående ind i køkkenet iført et sæt dykkerbriller. Jeg kunne ikke lade være med at grine ad hende, da hendes læber formede et drilsk smil og sagde: ”Ikke noget med at dømme!”

  ”Hvad skal du bruge dem til?” spurgte jeg og lagde hovedet let på skrå. ”Du har da ikke tænkt dig at stikke hovedet ned til pastaen for at tjekke, om de er klar, vel?”

  Hun rullede med øjnene. ”Selvfølgelig ikke, dompap.”

  ”Åh, beklager, at jeg ikke kan se det åbenlyse, du skal bruge dem til,” svarede jeg, før hun kunne forklare sig selv, ”for det er jo helt normalt at gå rundt i et køkken iført dykkerbriller. Jeg kan da sagtens se logikken i det.”

  Hun satte protesterende to hænder i siden. ”Hold nu op! De hjælper mig, når jeg skal skære løg, okay? Fortæl mig ikke, du ikke har nogen problemer med sådan noget.” Hun holdt en pause. ”Hvis du da overhovedet selv laver mad nogensinde.”

  Den sidste sætning kom ud som en hvisken – tonen virkede næsten undskyldende frem for hånende. Ligeledes var hendes øjne beklagende, som om hun endelig var begyndt at forstå, at det ikke var muligt for mig at joke om, hvor latterligt mit liv var blevet på det seneste. Det var så melankolsk, at det ikke engang var sjovt – det havde passeret det stadie, hvor man kunne kalde det patetisk, og var gået direkte til medlidenhed.

  Efter det blev der lidt stille. Ingen af os havde lyst til at sige, hvad vi tænkte, og jeg vidste egentlig heller ikke helt, hvad der foregik i mit hoved i dét øjeblik. Jeg havde det, som om der var en sten i min mave, der blev ved med at synke dybere og dybere ned, men samtidig havde jeg det også, som om jeg for første gang i meget længe havde set lyset – det rigtige lys, der ikke bare var et latterligt symbol på døden og den anden side. Hvad jeg så her, var håbet. For hun forstod endelig, og hun dømte ikke.

  ”Skal jeg hjælpe dig med at skære nogle af løgene, eller –” sagde jeg, men blev hurtigt afbrudt af et stædigt nej. Jeg havde egentlig ikke forventet andet af hende – hun så altid ud til at skulle bevise noget, som om folk havde tvivlet hende hele livet. Jeg vidste ikke meget om hendes fortid, men noget må have sket, siden hun var så selvstændig. I hendes alder burde man være rundt på gulvet og stadig på jagt efter livets mening, men hun var rolig og selvsikker. Hun lod ikke noget ryste hende – det virkede i hvert fald ikke sådan. Men jeg havde lært gennem årene, at en inaktiv vulkan stadig kunne springe i luften på det mest uventede tidspunkt.

  ”Har du noget imod, hvis jeg tilføjer noget chili?” spurgte hun, imens hun snøftende hakkede løgene, der gav en kraftig duft fra sig. ”Jeg er vokset op i en familie, hvor alle elsker stærke sager, så det er ligesom bare blevet en del af min hverdag. Men hvis du ikke bryder dig om det, kan jeg godt undlade det.”

  ”Nej, det er fint,” svarede jeg forsikrende med et lille smil. ”Stærke sager sætter forbrændingen op, så min personlige træner opmuntrer mig altid til at proppe mig med chili.”

  Hun vendte sig imod mig og rystede så på hovedet. ”Personlige træner …” mumlede hun for sig selv og trak så i smilebåndene. ”Hver eneste gang jeg tror, jeg endelig har forstået, du er en kendis, overrasker du mig.”

  Jeg rynkede brynene. ”Hvordan det?”
  ”Det …” Hun rystede igen på hovedet, så de brune lokker hoppede op og ned. ”Jeg har jo set, hvordan kendte mennesker opfører sig i interviews, og at de sagtens kan være nede på jorden, men det virker alligevel mærkeligt. I hvert fald for mig. Jeg går ud fra, at i min verden virker det bare ikke realistisk, at nogen kan få smidt blitz, rygter og andet lort i hovedet og stadig bevare sin sunde fornuft.”

  ”Tja, for at være helt ærlig tror jeg heller ikke, det er helt muligt,” sagde jeg. ”Alle mister mindst en lille del af sig selv, når de ofrer deres privatliv for penge og anerkendelse. Forskellen er bare ikke nødvendigvis så bemærkelsesværdi, at folk rent faktisk hæfter sig ved det. Jeg ved, at jeg gav afkald på mange kvaliteter, jeg slet ikke havde vidst var der, før de pludselig var uden for rækkevidde, men sagen er, at fansene og journalisterne ikke kendte mig dengang. Så de ved ikke, hvad jeg har mistet.”

  I de fleste menneskers øjne virkede jeg sikkert helt normal – så normal, en superstjerne nu kunne være. De vidste ikke noget rigtigt om min fortid; de kendte til, hvor jeg var vokset op, gamle kærester, min folkeskole og sikkert en hel del mere, men de kendte ikke til, hvad jeg havde plejet at spise til morgenmad eller min yndlingsbarndomsserie. De kendte ikke til følelsen af at være i øjeblikket – kun at se tilbage på det som et vagt minde, der ikke engang tilhørte dem.

  Sandheden er, at de fleste ikke rigtig forstod, hvad det ville sige at have mistet sig selv. Når man sagde det på dén måde, lød det, som om man var sindssyg og burde bures inde for ikke at skade andre, men det var ikke, hvad jeg mente med det. Jeg kunne stadig snakke ordentligt og formulere mine sætninger, så de gav mening, og det var ikke en udfordring at smile i min hverdag. Selvfølgelig kunne jeg stadig smile oprigtigt, men det samfund, vi levede i nu, lod til at synes, at hvis man havde en depression, kunne man umuligt trække i smilebåndene, og hvis man havde anoreksi, var det et krav, at man ikke vejede mere end 35 kg.

  Det var dér, så mange var gået galt. De misforstod, hvad jeg følte og fik det til at virke som noget komplet andet. Når det kom til stykket, var det jo egentlig ikke andet end hjemve. Det var en stærk følelse af hjemve, men så var der heller ikke mere i det. Forskellen på denne form for hjemve og den, man fik, når man var væk fra sine forældre i et lille stykke tid, var dog, at jeg ikke kun havde mistet mine forældre. Det var ikke dér, hjertet på denne følelse sad. Det var i det faktum, at jeg aldrig nogensinde kunne opleve de tabte år igen. De år var min definition af hjem – det var ikke et sted, men dufte, lyde og fjollede gestusser. Det var at føle sig fortabt, samtidig med at man havde i baghovedet, at alt ville blive okay, fordi alle var fortabte i den alder.

  Nu føltes det, som om jeg var den eneste, der var fortabt i denne essens.

  ”Hvis det kan trøste dig, har jeg fået et godt indtryk af dig. Du virker ikke som en håbløs sag i mine øjne,” mumlede Addison og kiggede på mig igennem de tykke brillelinser. ”Jeg tror såmænd bare, du har ramt et lille bump på vejen.”

❂❂❂

”Jeg må indrømme,” sagde jeg, ”at det er en virkelig god sovs, selvom den var på dåse.”

  ”Jeg ved det!” udbrød hun ivrigt og fik mig til at tænke på, om hun før var blevet kritiseret for at købe mad på dåse. ”Første gang jeg smagte den, blev jeg helt forelsket. Det er faktisk en enormt sjov historie, som jeg er nødt til at fortælle dig, når jeg ikke risikerer at spytte mad i hovedet på dig.”
  Et grin undslap mine læber, og imens jeg betragtede hende tygge af munden i en fart, kunne jeg ikke lade være med at smile. Hun var uden tvivl køn – alt fra huden, der lignede porcelæn, til de store, nysgerrige øjne var betagende. Og det samme var hendes personlighed.

  ”Okay, så jeg sad på denne virkelig fine restaurant med min far og besluttede mig for at bestille pasta med kødsovs, fordi jeg lige i dét øjeblik var i humør til det,” begyndte hun og lænede sig frem, som var det en hemmelighed, ingen måtte kende til. Hun fortsatte så med at fortælle, hvordan hun allerede efter første bid vidste, hun ikke kunne leve et liv, hvor hun ikke selv kendte opskriften på denne ret, og at hun endte med at spørge tjeneren om ingredienser og instruktioner for at finde ud af, at det faktisk ikke var andet end en sølle dåseret.

  ”Virkelig?” spurgte jeg og rynkede panden, da hun selvtilfredst sluttede sætningen. ”Nu kan jeg slet ikke lade være med at tænke på, hvor mange dåseretter jeg selv har spist på restauranter.”

  ”Jeg var også chokeret,” sagde hun og trak på skuldrene. ”Men jeg tror, det har noget at gøre med, hvordan stemningen var i lokalet, og at der var så mange dekorationer. Det narrer folk til at tro, maden er meget finere, end den egentlig er – og retten kom selvfølgelig også pyntet med et pebermynteblad og så videre.”

  ”Sådan nogle ting fascinerer mig.” Det var sjovt at tænke på, at der var så mange ordinære ting, der var blevet til mere, bare fordi medier eller andet pynt havde hjulpet med at kreere det perfekte image.

  Hun nikkede. ”Uden tvivl. Jeg elsker at fortælle den historie til folk, fordi de fleste ofte kommenterer alt muligt med, at restauranter slet ikke burde have tilladelse til at gøre sådan nogle ting. På en måde er jeg enig med dem, for de kan ikke tage æren for en andens – i dette tilfælde sikkert en maskine – arbejde, men når resultatet er så godt, kan jeg alligevel ikke helt klage.”

  Jeg elskede at lytte til hendes spekulationer. Hun virkede som en person, der tænkte meget over de små ting i livet og ikke tog dem forgivet. Jeg vidste ikke, hvorfor det forholdt sig sådan, at jeg ikke havde været betaget af nogen på samme måde før, for der var ikke noget helt specifikt ved hende, der gjorde hende unik. Faktisk var hun lige så normal som enhver anden briter, andet end at hun måske var en smule mere tænksom. Det kunne være, at det i virkeligheden bare var mig, der ikke havde mødt et så simpelt menneske i alt for længe.

  ”Jeg er så mæt, men samtidig har jeg ikke lyst til at stoppe med at spise, fordi det smager så godt.” Hun fniste, så smilerynker lige ved de brune øjne kom til syne. ”Vil du have mere?”

  ”Jeg har ikke lyst til at risikere det, for min mave er så stor, den nok snart eksploderer,” svarede jeg og indså for sent, hvor ucharmerende det lød i enhver andens hoved. Nogle gange forbandede jeg min tendens til at være så ligeud.

  Jeg rejste mig hurtigt op og sparede hende muligheden for at kommentere, hvad jeg netop havde sagt. Derefter greb jeg min beskidte tallerken og stablede den oven på hendes, som var lige så tom.

  ”Bare stil dem i vasken, så ordner jeg det senere,” sagde hun, da vi trådte ud i køkkenet. ”Jeg har en tendens til at udskyde mine opvasker, så de ved enden af ugen har forvandlet sig til en skyskraber.”

  ”Lad mig hjælpe med at vaske dem op,” tilbød jeg og gik hen imod vasken, hvor jeg stillede tallerknerne for derefter at lukke min hånd om håndtaget, der tændte for det varme vand. Jeg nåede dog ikke længere, før Addison skyndte sig hen mod mig og lagde sin hånd over min for at stoppe mig, hvilket sendte bølger af chok igennem mig.

  ”Det er okay, virkelig,” fortsatte hun og kløede sig i håret. ”Jeg, øh, jeg …”

  Hendes stemme så ud til at tone ud, da hun indså, hvor tæt på hinanden vi pludselig stod; der var ikke mere end få centimeters afstand fra hendes næse til min. Hun havde ligeledes svært ved at holde vores øjenkontakt og så derfor ud til at være meget travlt optaget med at stirre på min hage – det var, hvad der var på øjenhøjde med hende.

  ”Ja, jeg nyder at gøre det, når jeg har tid, så jeg kan tænke lidt,” fik hun endelig frem og forsøgte at fatte sig, da hun fjernede sin hånd fra min – eller, det var i hvert fald, hvad hun håbløst prøvede på. Hun nåede dog ikke længere, før min frie hånd lagde sig over den bløde hud, der føltes som kolde vinterånde mod mine varme fingre.

  Hun sank en klump og blinkede adskillige gange, så øjenvipperne blafrede som tynde sommerfuglevinger. Da hun langt om længe stoppede, syntes jeg at spore noget i hendes øjne, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne kalde det – der var som sådan ikke et ord for det. Men jeg kunne se det, og det kunne hun også.

  Alt bevægede sig pludselig så hurtigt, men samtidig langsomt. Det var, som om jeg ikke rigtig var til stede, trods jeg aldrig havde følt mig mere levende; berøringerne var elektriske, men jeg vidste, at så snart øjeblikket var borte, ville jeg aldrig være så meget som tæt på at huske den følelse. Mine læber mod hendes var noget, jeg havde drømt om, siden vores verdener kolliderede på togstationen, men det var ikke noget, jeg indså, før mine desperate hænder lukkede sig om hendes spinkle krop, og duften af vitaminpiller opslugte alt det, der var tilbage af mig – det føltes svimlende godt.

  Hendes slanke fingre knugede om lokker af mit hår, da hun langsomt åndede ind med sitrende øjenlåg. Jeg var desperat efter igen at føle hendes læber imod mine igen, men torturen trak ikke ud meget længe. Der var noget ekstatisk over hendes ømme måde at vise omsorg på – hun lod altid til at holde tilbage en smule, men det gjorde kun hver berøring så meget sværere at give slip på, sværere at glemme. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

  I dét sekund ønskede jeg, at jeg kunne blive med hende for evigt. Jeg havde lyst til at blive i denne verden så længe som muligt, hvor der ikke var nogen bekymringer. Jeg havde ikke lyst til at tage tilbage og tage ansvar for mine handlinger og lade, som om jeg rent faktisk var moden nok til at håndtere denne form for stress. Sandheden var, at jeg langt fra var så gammel en sjæl, som folk kunne lide at få mig til at virke som. De gik altid rundt og sagde, jeg var lidt for moden til de andre drenge fra bandet, og at det ikke ville vare længe, før jeg gik solo, men når det kom til stykket, kunne de ikke tage mere fejl. Situationen var det helt modsatte. Havde jeg været som de andre drenge, ville jeg for længst have valgt den lette udvej som stoffer eller alkohol, men jeg var stadig så lille, at sådanne ting endnu skræmte mig.

  Øjeblikket med Addison var ovre, før jeg vidste af det. Trods jeg altid havde vidst, sandet på et tidspunkt ville løbe ud, var jeg taget af forbløffelse og måtte stakåndet erkende, at legen var slut. Der var ikke mere at komme efter.

  ”Det er ved at blive sent. Du burde gå,” mumlede hun og trådte et skridt tilbage, inden hendes hænder langsomt gav slip på mine overarme, der var dækket af tatoveringer. ”Det er svært at navigere rundt i mørket.”

  Jeg nikkede og trak let i smilebåndene, i håb om at hun ikke ville bemærke min skuffelse. ”Du har nok ret,” svarede jeg. Mine hænder hang lidt i luften.

  ”Lad mig følge dig hen til døren,” blev der sagt, men jeg syntes ikke rigtig at lytte efter længere. Jeg var fanget i et tankemylder, der blev ved med at genspille en enkelt tanke: Disse syv ord var dem, der endte mit vidunderlige kapitel med hende. Det var dem, der var nøglen til portalen ud af denne drømmeverden, denne ubeskrivelige rejse væk fra virkeligheden, og jeg kunne ikke gøre andet end at tage vejen ud. Det vidste jeg, da jeg vendte mig om, tog et skridt, stoppede, som om jeg havde flere ord at sige, trods jeg ingen ord kendte til, for derefter at fortsætte mod døren, og mit hoved viste de to ord, skærmen altid viste efter en Disney-film.

  The end. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...