Illusory Light | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror vist bare, der er et tidspunkt i dit liv, hvor du indser, du ikke længere er lykkelig; hvor der pludselig ikke er særlig meget at leve for mere. Når du når det stadie af tomhed, skal du handle. Det er der, du er nødt til at sætte en stopper for alt og tænke på dig selv, hvilket også er, hvad jeg gjorde. Jeg handlede, før det var for sent. Det var måske ikke særlig modigt og bestemt heller ikke respektfuldt gjort, men jeg gjorde det. Jeg flygtede. Jeg havde brug for at komme væk og finde den håbefulde, drømmende dreng, jeg for længst havde mistet. Det hænder bare, at jeg mødte hende i mit øjebliks frihed - og hun gjorde den tid til noget, jeg aldrig vil glemme. | Vandt 'Bedste cover' i One Direction-konkurrencen.

199Likes
158Kommentarer
7690Visninger
AA

6. Right Tracks

”Hvordan går det, Harry?” Altid det samme spørgsmål.

  ”Det går godt.” Men ikke det samme svar.

  ”Hvordan godt?” Manden over for mig kneb øjnene let sammen, så de virkede fordømmende og bedrevidende. ”Kan du fordybe dit svar?”

  Selvfølgelig kan jeg fordybe mit svar. Jeg er i konflikt med mig selv, ikke hverken Broca eller Wernicke, tænkte jeg for mig selv, men svarede ikke lige med det samme. I stedet gav jeg mig til at spidse munden, trods det ikke var et spørgsmål, der satte mange tanker i gang – jeg havde allerede adskillige klare sætninger hængt op på et lysende skilt i mit hoved, men jo længere jeg brugte på at tænke, desto hurtigere ville denne session være ovre.

  ”Jeg har det godt,” gentog jeg med et lidt for stort smil. ”G-O-D-T, jeg har det godt. Når nogen siger, vedkommende har det godt, betyder det, at han eller hun er tilfreds med sit liv, som det er, selvom der altid vil være ting at ændre. Jeg er tilfreds med min indsats i livet, og hvor langt jeg er kommet, og det er egentlig ikke helt til at forstå, hvorfor jeg stadig er til de her møder, når jeg tydeligvis har det fint.”

  Mr. Wyat lænede sig frem, i takt med at mine sætninger flød længere ud i intetheden for til sidst at miste sin mening. ”Du siger, du har det godt,” sagde han og foldede sine store, ru hænder sammen. ”Men forklar mig så, hvorfor du stak af. Hvorfor forsvandt du i 24 timer?”

  Der var han igen med snuden begravet alt for dybt i mit privatliv, som var han en af de mange journalister, der af desperation var mere end villige til at give fødsel til en mand, der lignede mig på en prik, men var et monster indeni; en mand, som alle forvekslede med mig, trods jeg intet havde tilfælles med ham udover det ydre. At sidde her var som at være en uskyldig under et forhør, hvor alle beviserne pegede på, at jeg var skyldig, selvom jeg inderst inde kendte til sandheden. Altid skulle han angribe mig, som om det var den eneste måde at nå ind til mig på; altid snakkede han med det tonefald, der tydeligt udtrykte, at han mente, han var bedre end mig. Klogere.

  Jeg blev siddende med kæben spændt i noget tid. Psykologen stirrede fortsat på mig, som om han på et tidspunkt ville få evnen til at læse mine øjne, men jo længere tid der gik, desto flere mursten syntes der at samle sig på den størknende cement. Jeg havde ikke lyst til at dele mit liv med denne fremmede mand, som blev betalt for at forsøge at gøre mit liv bedre, trods det var en umulig opgave. Jeg havde ikke brug for det. Tanken havde efterhånden ramt mig gang på gang: han var alligevel ligeglad.

  Alt, jeg endte med at svare, blev et kort: ”Fordi jeg er et menneske,” fordi jeg egentlig ikke vidste, hvad der ellers var at sige om min handling. Det var, fordi jeg var et menneske, at jeg havde alle disse brændende følelser, som ofte begravede mig i sorg og mørke, så der ikke var andet at se end negative elektroner. Det var, fordi jeg var et menneske, at jeg ikke var perfekt og blev drevet til vanvid af, at jeg netop ikke kunne være perfekt, siden det var, hvad alle forventede af mig. Det var, fordi jeg var et menneske, at jeg af og til havde brug for en lille pause til at ånde ud og finde mig selv igen.

  Det så dog ikke ud til, at jeg havde fundet mig selv, men nærmere hende denne gang.

  Han gav et suk fra sig, der næsten gav mig indtrykket, at han var frustreret over ikke at kunne nå helt ind til mig. Men det var kun et næsten. ”Harry, vi kommer ingen vegne, hvis du ikke snakker åbent om, hvordan du har det. Det er vigtigt, at der er kommunikation imellem os, for ellers vil vi aldrig kunne løse de problemer, du kæmper med indeni.”

  ”Hvem har nogensinde bildt dig ind, at jeg har problemer?” spurgte jeg og lagde hovedet på skrå. ”Medierne? Fansene? Modest! Management?”

  ”Det har du,” sagde han endelig og rettede sig op, så hans øjne var lige uden for mine. ”Jeg er klar over, at du muligvis ikke selv ser det, men dette – disse smarte svar, der har flere tusinde meninger – er et råb om hjælp. Hvis du ikke havde noget at skjule, ville du ikke snakke uden om mine spørgsmål, ville du? Inderst inde må du også vide, du har brug for at snakke med nogen om, hvad du kæmper med. Det er ikke noget, jeg har fået fortalt af nogen anden end din egen sjæl, som du så ihærdigt prøver at fængsle med din hjerne.”

  Hans ord efterlod mig målløs i nogle øjeblikke. At høre ham sige sandheden så ligeud, så råt, formåede at hviske mit ordforråd ud for en kort stund, så jeg sad hjælpeløst tilbage med øjne taget fra en hjort. Det var dog noget, der langsomt forduftede som en mild parfume, i takt med at sekundviseren rundede endnu en fuldendt cirkel.

  ”Jeg troede, det var dig, der stillede spørgsmålene,” mumlede jeg langt om længe og rømmede mig. Andet kunne jeg ikke rigtig få ud, nu hvor jeg havde indset, at alverdens smarte kommentarer ikke ville få mig nogen vegne.

  Det var langsomt ved at gå op for mig, at det var svært at møde en pige som Addison. Ikke mange som hende ville krydse min vej i min livstid, så jeg kunne ikke blive ved med at dække sorgerne til med ligegyldige følelser og halvhjertede smil, imens jeg længselsfuldt ventede på at blive reddet – jeg måtte forsøge at redde mig selv, fortælle nogen om, hvad der foregik i mit hoved, hvor svært det så end var.

  ”Det troede jeg også.” Han sukkede og klemte øjnene sammen. ”Men vi har arbejdet med det her alt for længe. Jeg tror, det er på tide at arbejde fra en ny vinkel.”

  ”Jeg tror, du har ret.” At se ham træde ned fra sin trone fik mig til at slappe en smule af i mine muskler. Det føltes pludselig ikke på samme måde, som det havde gjort, dengang han altid havde sendt mig det blik, der osede af kedsomhed og formalitet – nej, for en gangs skyld havde jeg det, som om vi var på øjenhøjde. For en gangs skyld var han et menneske frem for en fjende.

  ”Lad os prøve igen: Hvordan har du det, Harry?” Trods spørgsmålet stadig pirrede mine nerver, fortalte jeg mig selv, at jeg ville give det et forsøg denne gang. Jeg ville mærke efter på mit ømme hjerte og svare så sandfærdigt som muligt. Ingen blokeringer, ingen tvetydige svar – jeg måtte være ærlig.

  Jeg tænkte mig om; prøvede at formulere en ordentlig sætning. Mit hoved blev ransaget efter den historie, jeg havde gået rundt med de sidste par måneder, men alt, jeg fandt, var overraskelse. Overraskelse over at opdage, at jeg ikke længere var ved at drukne i fortvivlelse på samme måde, som jeg engang havde gjort. Overraskelse over, at en enkelt dag væk havde slået mine øjne op i en sådan grad, at jeg ikke længere huskede, hvor langt nede jeg havde været. Overraskelse over, at jeg havde sagt sandheden, da han havde spurgt mig om min nuværende tilstand tidligere i dag.

  Jeg havde det godt.

  Min mund føltes tør, da jeg forklarede ham, at jeg faktisk ikke havde det så slemt igen. Trods jeg ikke havde glemt, hvor langt nede i dybet jeg havde været, erindrede jeg ikke, præcis hvordan det havde føltes. Jeg var blevet så vant til denne hverdag, at jeg var begyndt at stoppe med bemærke den, selv da ting begyndte at se lysere ud.

  ”Kan denne … forbedrede tilstand have noget at gøre med, hvad der skete, imens du var væk?” spurgte han med et granskende blik.

  ”Hvem har fortalt dig, hvad der skete?” spurgte jeg hurtigt, nærmest panisk. Jeg tænkte på, hvordan medierne ville reagere, hvis de nogensinde fandt ud af, hvem Addison var – hvordan hendes liv ville blive destrueret og efterladt i ruiner, ligesom de havde gjort med mig – og fik allerede et stik af dårlig samvittighed bare ved tanken. Det ville være min skyld.

  ”Der er ingen, der har fortalt mig noget,” blev der til min lettelse svaret. ”Men noget må være sket, for din adfærd er … den er anderledes. Så nu vil jeg spørge dig: hvad skete der?”

  Det tog mig kun få sekunder at overveje, hvorvidt jeg skulle fortælle ham det eller ej. Jeg blev dog enig med mig selv om, at Addison var min egen lille hemmelighed, og at det helst skulle forblive sådan. Jeg havde ikke lyst til, at nogen skulle begynde at grave hendes fortid op og finde ud af ting, der ville spolere min affektion for hende. Der var noget over mysteriet i hendes væremåde, som jeg aldrig ville nænne at give slip på.

  ”Jeg fik såmænd bare lidt frisk luft til at rense mine tanker for ukrudt.” Jeg sendte ham et smil og holdt vores øjenkontakt i et millisekund længere, så han forhåbentlig ikke ville tvivle på mine ord.

  Han gjorde det nu alligevel. ”Og hvor var dette, om jeg må spørge? Nu, hvor ingen var klar over, hvor du var?”

  ”Er det ikke dagens spørgsmål?” Mine smilebånd veg ikke fra deres plads, da jeg udtalte ordene i et blødt tonefald, der fortalte ham, at der ikke var noget at komme efter dér – jeg havde intet at røbe til ham omkring dette emne, andet end hvad jeg allerede havde fortalt. Trods jeg for en gangs skyld gerne ville være ærlig over for ham, var jeg også klar over, at der var visse ting, jeg ikke kunne fortælle til nogen som helst, og Addison var en af dem.

  Jo mere jeg tænkte over det, desto mere indså jeg, at det, der var foregået med Addison – hvad end det så var – var noget, der skulle forblive mellem os to. Hun virkede ikke som en type, der ville røbe meget om sit liv, så jeg kunne ikke forestille mig, at hun skulle ville have lyst til at fortælle om en verdenskendt stjerne, der overnattede på hendes sofa og forsøgte at kysse hende den næste dag. Noget fortalte mig, at hun havde meget svært ved at binde sig til nogen på grund af sin stolthed. Hun havde ikke lyst til at give op på sin selvstændighed og virke en smule usikker for en gangs skyld, trods det måske var det eneste, hun havde brug for – at vise sider af sig selv, hun ikke havde vist andre, til en accepterende person, så det ville gå op for hende, at der var ingen grund til forsvarsmekanismer.

  ”Nå, men,” sagde Mr. Wyat endelig og lænede sig tilbage i sin stol. ”Jeg går ud fra, det er alt, vi når i dag. Samme tid næste uge?”

  Jeg nikkede lige så stille, trods halvdelen af mit hoved endnu var fanget i sine tanker. Det var et af mine største problemer i hverdagen – når jeg fór vild i mine egne spekulationer og måtte gå i cirkler i timevis, indtil nogen endelig fik rusket liv i mig igen.

  Det tog mig ikke længe at rejse mig. Så meget som jeg havde lyst til at forstå mig selv med hjælp fra Mr. Wyat, vidste jeg, jeg ikke ville nå meget længere i dag. De mange gange, jeg havde siddet i den samme stol og hadet hvert eneste minut, havde gjort mig vant til at afsky omgivelserne. Det var som at have bøjle igen – jeg var konstant forberedt på smerten, på torturen. Og så var den ovre, indtil et specifikt antal dage var gået, og jeg måtte ind igen, kun for at lide endnu mere.

  Da jeg lukkede døren bag mig, lovede jeg mig selv, at det ville blive bedre herfra. Jeg ville samarbejde, jeg ville forsøge at bringe frem, hvad Addison havde set i mig, så alle kunne indse, jeg ikke bare var en forvasket stjerne, men et rigtigt menneske.

  Forhåbentlig gjaldt det også resten af bandet.

❂❂❂

Jeg havde længe været tæt med de andre drenge fra One Direction. Adskillige gange over årenes løb havde der været rygter om, at vi ikke længere kunne håndtere hinandens nærvær, fordi vi var så forskellige, men sandheden var, at vores uoverensstemmelser var, hvad der fik os til at fungere så godt. Louis var stadig en af mine bedste venner, og det havde han været siden X Factor – det var bare noget, jeg ikke kunne vise offentligheden længere, fordi der blev læst for meget i det. Enkelte blikke blev forvekslet med længsel efter accept, og en enkelt berøring forvandlede sig til en bombe på medierne.

  Det var det, jeg hadede så utrolig meget ved dette liv. Jeg kunne ikke længere gøre noget som helst ved mit liv, uden folk med det samme vidste det og dømte mig for det. De troede, de kendte mig bedre, end jeg kendte mig selv, og det gjorde de måske i virkeligheden – for det var dem, der havde formet mig. Det var dem, der havde taget en naiv dreng og forvandlet ham til, hvad end de ville have deres egen lille marionetdukke til at forvandle sig til.

  Det eneste, der var en del af mig, var forvirringen.

  ”Hvor har du været?” hviskede Louis til mig, da der var to minutter, til intervieweren over for os ville tage en maske på og virke interesseret. ”Fortæl mig ikke, du har fået endnu en tatovering.”

  Jeg slog en blid latter op, før jeg forsikrende rystede på hovedet. ”Nej, nej, bare rolig. Hvis det var tilfældet, ville folk formentlig have vidst, hvor jeg var – det er trods alt ikke den største hemmelighed.”

  ”Så hvor var du?” Hans gråblå øjne flakkede usikkert, da spørgsmålet forlod hans læber. ”Drengene og jeg var døde af bekymring! Jeg mener, selvfølgelig er det klart, at vi af og til har brug for lidt pusterum, og det har vi al ret til, men jeg ville nu have værdsat, hvis du havde fortalt mig, hvor du var. Jeg sendte dig sms efter sms, men du svarede aldrig.”

  ”Undskyld,” lød det hæst, da mine øjne langsomt mødte jorden. ”Mobilen gik ud.”

  Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg havde så utrolig dårlig samvittighed. Men det værste var, at det ikke var, fordi jeg havde været væk så længe – hvor meget jeg end hadede at indrømme det, betød det ikke det mindste for mig. Det, der gnavede i min underbevidsthed, var, at mine indre dæmoner konstant hviskede ind i mit øre om, hvordan det var komplet sludder, at de nogensinde havde bekymret sig om mig.

  Som om de ikke bare røg en cigaret og grinede over, hvor helligt du opfører dig i forhold til dem, blev det ved med at lyde i mit hoved. Du er ubetydelig.

  Jeg sank en klump. ”Hvad lavede I da?”

  ”Tja, ikke det store.” Han trak på skuldrene. ”Du gik i hvert fald ikke glip af noget.”

  Da han sagde det, så jeg Addisons fortryllende ansigt for mig. Jeg forestillede mig, hvordan mit liv ville have været, hvis hun ikke havde skubbet mig væk i sidste øjeblik. Om jeg ville være gladere, eller om det overhovedet ikke ville have gjort nogen forskel. Var dette stjernestøv ved at blive så gammelt, at jeg ikke længere kunne flyve, eller var det bare mig, der var ved at miste troen på det?

  Det var vist noget, jeg ikke ville finde ud af foreløbig, hvis nogensinde.

  ”Vi er på om ti sekunder,” lød det fra en af producerne, og jeg bemærkede, hvordan alle rykkede lidt på sig for at finde den perfekte stilling. Jeg selv forsøgte at holde mine hænder i ro, i takt med at flere og flere kameraer nærmede sig mit ansigt, så lyset kunne fremhæve alle mine urenheder og mørke rander under øjnene.

  Intervieweren rettede sig op og stirrede kort ned på de spørgsmål, hun havde i hånden. Så sendte hun os et lille smil, der fortalte os, at vi skulle slappe helt af – at hun havde styr på det. Enhver anden ville formentlig have bemærket, hvor køn hun var med sine små krøller og eksotiske ansigtstræk, men alt, jeg kunne tænke på, var, at hendes bluse mindede om den, Addison havde haft på den nat på togstationen.

  Jeg håbede, at jeg en dag ville se Addison igen. At jeg ville få lov at opleve hendes latter i egen høje person, så minderne om hendes porcelænshud aldrig nogensinde ville forsvinde fra min nethinde. Jeg håbede, at hun ville se mig som en rigtig person og ikke bare et stykke ødelagt legetøj, der ikke ville være andet end en byrde at tage sig af. At hun måske en dag ville se på mig og tænke, jeg kunne bringe hende noget godt i livet, for det var det eneste, der gav mig håb om en bedre fremtid. Det var dét, at jeg måske en dag kunne blive god nok til hende, der motiverede mig til at fortsætte mine samtaler med Mr. Wyat og forblive i mit gode skind foran kameraet.

  Jeg ville se hende igen en dag. Det måtte jeg. Men lige nu var jeg alt for ustabil indeni – jeg var som et korthus, der netop havde fundet balancen; altid i fare for at vælte, så nogen nænsomt måtte stable mig på benene igen. Der ville dog komme en dag, hvor det hele ville blive okay igen, og hvor jeg ville kunne se tilbage på en kamp og være stolt – det var jeg sikker på.

  Det var i det øjeblik, jeg trak i smilebåndene og mærkede en vægt fjerne sig fra mine skuldre lige så langsomt. For det hele ville løse sig eventuelt. På et eller andet tidspunkt ville det hele løse sig, og jeg ville kunne ånde igen uden at føle mig kvalt af mine tanker. Der var ingen tvivl om, at der altid ville være bagsider ved at være i rampelyset konstant, men måske var det i virkeligheden bare mig, der havde overset alt det, jeg havde at være taknemmelig for. Mit livet var fyldt med oplevelser, størstedelen af befolkningen kun kunne drømme om, så mon ikke det var på tide at værdsætte det? Mon ikke det var på tide, jeg gav slip på de mørke dage og omfavnede min barndomshobby, som nu var min karriere?

  Efter et godt stykkes tids vildfarelse var det vist på tide, jeg kom på rette spor igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...