Illusory Light | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror vist bare, der er et tidspunkt i dit liv, hvor du indser, du ikke længere er lykkelig; hvor der pludselig ikke er særlig meget at leve for mere. Når du når det stadie af tomhed, skal du handle. Det er der, du er nødt til at sætte en stopper for alt og tænke på dig selv, hvilket også er, hvad jeg gjorde. Jeg handlede, før det var for sent. Det var måske ikke særlig modigt og bestemt heller ikke respektfuldt gjort, men jeg gjorde det. Jeg flygtede. Jeg havde brug for at komme væk og finde den håbefulde, drømmende dreng, jeg for længst havde mistet. Det hænder bare, at jeg mødte hende i mit øjebliks frihed - og hun gjorde den tid til noget, jeg aldrig vil glemme. | Vandt 'Bedste cover' i One Direction-konkurrencen.

199Likes
158Kommentarer
7700Visninger
AA

3. Porcelain

Undskyldninger for, hvad jeg havde gjort, var der mange af. Men den nøgne sandhed var, at alle de undskyldninger var fundet på for at gøre mine handlinger mere rigtige, selvom der var intet rigtigt ved dem. De ville aldrig blive rigtige i denne verden, hvor jeg skulle være den, der ofrede og traf svære beslutninger, og det vidste jeg egentlig også godt – jeg havde bare ikke lyst til at indse eller indrømme det.

  Imens jeg stirrede ind i pigens mørkebrune øjne, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad hun mon måtte tænke om mig lige nu. Det mest oplagte var nok, at hun nu var overbevist om, at jeg var et meget deprimeret menneske, der straks skulle have hjælp – jeg havde trods alt lige forsøgt at springe ind foran et tog.

  Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til hende. Undskyld? Undskyld for at bebyrde dig med alle mine luksusproblemer? Undskyld for at have afbrudt dig i, hvad end du skulle nå med det tog? Undskyld for ikke at prøve at sige noget for at lette stemningen lige nu? Det hele virkede så malplaceret i denne situation, men det var der nu heller ikke noget, der ikke gjorde. Mens vi lå der, hendes spinkle krop oven på min, ønskede jeg brændende at kunne fortælle hende et eller andet, der ville forklare min opførsel, men der var ingen fornuftig forklaring at hente.

  Jeg kunne høre og mærke hende hive efter vejret – vores ansigter var så tæt på hinanden, at hendes ånde blidt kærtegnede min hud og mine hendes. I enhver anden situation ville det formentlig have været romantisk, og der ville have været en unægtelig gnist, men det her var desværre ikke enhver anden situation. Lige meget hvor meget jeg prøvede at forestille mig det, vidste jeg, at hun i hvert fald ikke så mig som andet end en galning.

  Efter nogle sekunder fjernede hun sig lige så stille fra min krop og børstede nogle vildfarne hårlokker væk fra ansigtet. ”Er du ikke ham fra One Direction?”

  ”Øh, jo,” svarede jeg forfjamsket, overrasket over at jeg selv et kort øjeblik havde glemt det. ”Mit navn er Harry.”

  Jeg havde næsten altid i baghovedet, at jeg var ham fra One Direction, men lige nu og her virkede det langt væk. Det var ikke noget, jeg havde taget i betragtning, da mine grønne øjne havde studeret de fine linjer ved hendes kindben, og hvordan de blev tydeligere, når hun bed tænderne sammen. Hendes ansigt havde fået mig til at glemme alt om de bekymringer, der fulgte med stjernelivet – i stedet havde jeg tænkt på min egen præstation, og hvad hun måtte tænke om mig.

  ”Jeg hedder Addison.” Hun rakte lige så forsigtigt hånden frem og smilede. ”Addison Lee.”

  Hendes hud var blød. Det var et akavet håndtryk, fordi vi begge havde det, der lige var sket, i tankerne uden at have i sinde at give slip på det foreløbig. Jeg havde nu ikke forventet meget andet, for det var ikke bare noget, man bare lagde til side. Samtidig snakkede man heller ikke rigtig om det, for det var det ikke egnet til. Et tabu. Det var, hvad det var. Altid lurede det i baggrunden som en hidsig, lille hund, men ingen havde lyst til rent faktisk at nævne det.

  Adrenalinen pumpede endnu i begge vores årer. Jeg kunne se det på hendes opspilede øjne, der ikke helt kunne falde til ro, og de sorte pupiller, der næsten dækkede hele irissen. Jeg syntes at kunne fornemme hendes øjne spørge mig, om det her var en drøm. Om det virkelig kunne lade sig gøre, at hun netop havde reddet selveste Harry Styles fra at blive offer for dødens fristelser.

  ”Beklager, hvis du skulle nå noget,” mumlede jeg og stirrede ned på linjerne på min håndflade, imens jeg prøvede at finde de rette ord. Jeg var tynget af skam og dårlig samvittighed over altid at skulle stoppe folk fra at leve deres liv på denne måde, men hvis jeg sagde det højt, ville det ikke give mening. Ingen forstod, hvilket ansvar der fulgte med at have så mange fans – hvad man var skyld i. Det ansvar var tæt på uudholdeligt. ”Det var ikke min mening at forstyrre dig.”

  ”Det går nok.” Der var noget ømt over hendes blik. Det virkede en anelse kærligt, men samtidig fornemmede jeg også, at hun havde ondt af mig på en sådan måde, at hun betragtede mig som en selvmorderisk, depressiv dreng, som egentlig slet ikke var en lille dreng længere. Lidt som en tiger, der ikke måtte tirres. ”Hør, det er ret sent. Er du sikker på, du har lyst til at være alene?”

  ”Ja, ja, det er ikke noget problem.” Jeg viftede afværgende med hænderne. ”Men tak.”

  Hun blinkede lige så langsomt, så øjenvipperne lagde sig i kontrast med den lyse hud. ”Nej, jeg mener … Jeg tror ikke, det er en god idé for dig at være alene på det her tidspunkt. Jeg er ikke helt tryg ved at efterlade dig her, hvis nu –”

  ”Hvis nu jeg forsøgte igen?” Jeg hævede øjenbrynet. ”Bare rolig, der sker ikke noget.”

  ”Jeg ville foretrække, hvis du overnattede hos mig i nat,” insisterede hun fortsat, men så ud til at fortryde at lade det komme ud på den måde, før hun overhovedet havde afsluttet sætning. ”Eller du ved, jeg mente det ikke sådan, men min mor er læge, og hun siger, det aldrig er en god idé at efterlade en som dig alene de næste par timer efter uheldet.”

  En som mig, tænkte jeg for mig selv med rynkede bryn og kunne ikke lade være med at undre mig over, hvilken type jeg egentlig var.

  Kunne jeg virkelig sættes i boks som en ud af mange depressive superstjerner, der endte med at leve et kort liv grundet stofmisbrug eller en simpel lyst til hele tiden at få sig selv ud på dybt vand, hvor det var tæt på umuligt at bunde?

  Addison stirrede afventende på mig. Der var noget underligt opmuntrende ved hendes blik – noget pædagogisk. Som om jeg havde mistet hele lysten til livet, og det var hendes job at ændre på det, selvom vi kun havde kendt hinanden i nogle minutter tid. Egentlig havde hun al ret til at opføre sig sådan, eftersom jeg havde mistet lysten, men det var alligevel mærkeligt at se på og opleve. Var det her virkelig, hvordan folk behandlede én, når først de vidste det?

  Jeg var på ingen tid blevet til en glasfigur, der for alt i verden ikke måtte gå i stykker, eller det dyre, hvide tæppe under to glas rødvin.

  Hvordan kunne hun føle, livet var så ufattelig værdifuldt, når alt, jeg var begyndt at se det som, var den ene halvdel af et timeglas; jo længere tid der gik, desto mindre fylde og indhold var der egentlig? Hvordan kunne vores synspunkter og holdninger være så forskellige fra hinanden, når vi begge var mennesker med logisk sans?

  ”Hør, jeg skal nok klare mig,” mumlede jeg en smule hårdt som resultat af at have været i mine egne tanker i alt for lang tid. ”Er det, fordi jeg er kendt, eller hvad? Er det bare, så du kan få noget sladder og prale med, at du har mødt mig?”

  Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra at være venligt til målløst, da jeg sagde det. Munden formede et fladt O i de næste mange sekunder, jeg stirrede på hende, og et øjeblik tillod jeg mig selv at fortryde. Men så kneb hun øjnene sammen, og de markerede øjenbryn begyndte langsomt at bukke nedad, før hun i et højt toneleje sagde: ”Hvem tror du egentlig, du er? Sådan at have så fandens ondt i røven over, at du måske ikke lige fik din steak gennemstegt, som du ville have den? Er det ikke sådan nogle problemer, der får dig ned med nakken nu om dage, Harry? Men ved du hvad? Du er ikke en dyrebar diamant, alle vil have. Du er bare som alle andre, og måske burde du vænne dig lidt til, at folk ikke gider at have kontakt med dig, fordi du er med i et eller andet tøset boyband, men fordi de måske bare er bekymrede. Vi har ikke alle skjulte agendaer, skal du nok se.”

  Denne gang var det min tur til ikke at vide, hvordan jeg skulle reagere – ja, faktisk havde jeg ikke vidst det hele tiden. Hendes ord havde dog nu efterladt mig fastfrosset og med en trang til at ville gemme mig væk for en stund, men for en gangs skyld var det ikke af medlidenhed med mig selv. Det var af skam.

  Jeg opførte mig som et pattebarn, der ikke måtte få sin is, og det vidste jeg også godt. Det var endda nok det værste ved det hele – at vide, sådan nogle småting kunne få mig ned med nakken på ingen tid. Inderst inde var jeg jo hele tiden klar over, at det var ingenting at blive hidsig over, men jeg kunne ikke stoppe denne følelse.

  Hvis dét var problemer for mig, hvordan ville jeg så reagere, når livet for alvor kom med svære situationer?

  ”Undskyld.” Jeg troede ikke, det var muligt at føle sig endnu mere ydmyget. ”J-jeg ved ikke, hvad der er med mig. Det er bare … Det er en lang historie. Men det var ikke min mening at lade det gå ud over dig.”

  Der gik lidt tid, før hun sagde noget. Hun blev bare ved med at stirre på mig på den der bebrejdende måde, der fik mig til at genoverveje mit liv og alt, jeg nogensinde havde udrettet af dårlige ting, mens jeg bad til, at det snart ville stoppe. Så gav hun et suk fra sig, og furen mellem hendes øjenbryn forsvandt lige så stille. ”Har du lyst til at fortælle mig den lange historie over en kop kaffe? Jeg ved ikke, om jeg har mere af det derhjemme, men ellers te.”

  Jeg havde svært ved at forstå mig på hende, for på den ene side var hun utrolig venlig over for mig, og jeg havde nok aldrig mødt nogen med renere hensigt end hende. På den anden side svarede hun igen på en sådan måde, at jeg følte mig som en lille hvalp, der lige havde tisset på gulvet, og det var bestemt ikke rart.

  Mit smil var nu alligevel oprigtigt, da jeg svarede: ”Det lyder skønt.”

❂❂❂

”Kaffe eller te?” blev der spurgt om. Da hun stirrede på mig, var det, som om noget i luften gav et gisp fra sig – måske var det min egen underbevidsthed, men jeg kunne sværge på, der var mere i blikket, end der havde været på den mørke station.

  ”Øh, te,” mumlede jeg stille og sendte hende så et smil. Jeg vidste, at hvis jeg gik med til en kop kaffe, ville jeg aldrig falde i søvn. ”Tak.”

  Der gik ikke lang tid, før hun kom gående med en bakke, hvorpå der stod en tekande og nogle småkager i en tallerken – det var dem, der var lavet på næsten kun smør og sukker med mandelflager i toppen. De så hjemmebagte ud.

  Hun virkede meget ydmyg her i sin egen stue. Det var uden tvivl anderledes at se hende her end udenfor – men havde vi ikke alle den person, vi var, når vi var ude i offentligheden, og den, vi var, når vi var i vante omgivelser, og trygheden havde lagt en trøstende hånd på vores skulder? Sådan så det i hvert fald ud, da hun satte sig i den blå stofsofa og krydsede benene lige så stille og afslappet.

  Hun boede i en simpel lejlighed. Lampen på loftet afgav et hvidligt skær ud i hele stuen, og jeg syntes at kunne ane nogle fluer lige ved pæren – men de så ikke helt til at være i live. Derudover var der en enorm reol med bøger, som hang sammen med et sæt skuffer og en plads til det lille, sorte fladskærms-tv, og et træbord med mønstrede fliser på overfladen, hvorpå træbakken blev stillet.

  Det var svært at vænne mig til at se hende i denne belysning. Nu, hvor hendes ansigt var klart og tydeligt, trods jeg kunne havde svoret på, at det havde været lige så tydeligt på stationen, syntes min fascination af hende at vokse endnu mere. Det var ikke en forelskelse som sådan – men der var nu alligevel noget over hendes forargelse over mine anklager med hensyn til at være kendt, der havde charmeret mig enormt meget. Sådan havde ingen talt til mig længe.

  ”Hvad var det egentlig, du skulle nå med toget?” spurgte jeg nysgerrigt, og mine øjne mødte hendes. ”Hvis det var noget vigtigt, har jeg altså ikke noget imod at betale erstatning.”

  Hun svarede ikke det næste stykke tid. I ti sekunder sad hun bare og stirrede på mig, ligesom hun havde gjort på stationen. Det var, som om hun prøvede at læse og forstå mig, som var jeg en kode eller en kompliceret fagbog – øjnene var let knebet sammen og munden spids. Men så brød hun stilheden og sagde: ”Du er vel godt klar over, at penge ikke er alt i denne verden?”

  Og så var det tonefald der pludselig igen.

  ”Jo, men –” prøvede jeg, men før jeg overhovedet nåede så langt, blev jeg afbrudt.

  ”Nej, Harry, jeg tror ikke helt, du fatter det,” fortsatte hun hovedrystende og tog sig til hovedet. ”Du kan slet ikke se, hvad verden er længere – du kan ikke se ud over den næsetip, men ved du hvad? Der findes altså også folk, der ikke har et liv som dig, og som ikke kan se din logik, når du gerne vil købe alt og alle, eller når du beskylder folk for at være falske.”

  Sikke fremfusende hun var. Hun mindede mig om min mor, når jeg ikke havde ryddet værelset op, efter hun havde bedt mig om det.

  ”Undskyld, men jeg kan bare ikke …” Hun sukkede. ”Vi er jo ikke ligesom dig. Så vi forstår dig ikke. Men du må fandeme også tage dig sammen og se i øjnene, at der er andre ting i livet end lige det, du oplever.”

  Hun forstod at gøre mig mundlam. Det var som om, at hver gang jeg så meget som åbnede munden, ville hun komme med en hel roman om, hvorfor det, jeg sagde, var forkert. Jeg kunne jo egentlig sagtens se logikken i hendes argumenter, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule angrebet – det havde trods alt aldrig været min mening at give hende et sådant indtryk af mig.

  ”Hvis jeg kunne, ville jeg skrue tiden tilbage,” sagde jeg lavmælt og gnubbede tommelfingrene mod hinanden. ”Hvis jeg dog bare kunne …”

  Det ville have været så meget lettere, hvis jeg kunne det. Hvis jeg kunne finde en måde at snyde tiden på, ville jeg måske kunne opleve det at være 16, bebumset og drømmende endnu en gang, og så ville jeg ikke havde det på denne måde længere. For et eller andet sted henne var jeg godt klar over, at det meste af alt det her bare foregik i mit eget hoved – men gjorde det mindre ondt af det?

  Sådan havde jeg det i hvert fald ikke.

  Der var fysisk smerte, og så der var psykisk. Der var den, der kom af et brækket ben eller et snitsår, og så var den, der bedst kunne beskrives som frustration og skrig. Skrig over, at man ikke bare kunne slippe for denne ufattelig svære følelse – for hvad var pointen egentlig med at have det sådan, når der ikke som sådan var nogen grund? Når man tog sig selv i at have lyst til at rive sig selv i håret uden egentlig at være hvorfor?

  Den værste form for smerte var, når man ikke var klar over hvorfor.

  Jeg var blevet væk i de lange dage på samme måde, som en ballon løber tør for luft med tiden. Selv med en helt tæt bundet knude ville der før eller senere slippe noget luft ud, eller også ville temperaturen få den til at trække sig sammen og virke mindre. Jeg var ligeledes blevet lidt af et ynkeligt fæ, der ikke kunne tage sig af sig selv.

  For en gangs skyld havde Addison ikke meget at sige. Der var bare medlidenhed at spore i hendes blik – nok havde hun ikke forståelse, men hun havde sympati. Og hun prøvede så vidt som muligt at læse mig, trods jeg var en lukket bog med lås på.

  Dén oprigtige interesse var noget, jeg ikke havde set meget længe.

  ”Er du ked af, at jeg forhindrede dig i at springe?” spurgte hun mig, da mine ord så småt var forduftet fra lokalet, som var det en lugt og ikke en stemning, der emmede af sindsforvirring. ”Svar mig ærligt.”

  Jeg tænkte lidt på det. Tænkte på, hvad jeg skulle svare. Men da jeg langt om længe åbnede munden, var alt det, der forlod min mund, et simpelt nej. Det var ikke noget, jeg havde planlagt eller set komme, men idet jeg sagde det, vidste jeg, det var rigtigt. Det havde aldrig været min hensigt at ende så langt ude – især ikke når jeg endnu ikke selv var klar over hvorfor.

  Noget, jeg efterhånden havde hørt alt for mange gange i livet, var de opmuntrende ord, der lød: ”End det ikke i dag – du ved aldrig, om i morgen bliver det hele værd.” Det var en sætning, der var blevet gentaget så mange gange, at den havde mistet sin betydning ligesom så mange andre klichéer, der ellers plejede at være smukke. Men når jeg nu tænkte over den, kunne jeg ikke lade være med at genfinde skønheden i de vise ord – for havde jeg virkelig endt det hele, var jeg slet ikke stødt på Addison.

  Man kunne vende og dreje det og se det fra en masse forskellige synsvinkler, men jeg ville gerne se det på den mest positive måde muligt. Det her var skæbnen. Det var skæbnen, der kom til mig gennem en smuk pige med de fineste ansigtstræk og fortalte mig, det ikke var for sent. Det var ikke for sent at forsøge at gøre mere ud af det hele og komme tilbage på de rette skinner. Det var ikke for sent at få det hele tilbage.

  ”Er der noget galt?” spurgte hun mig med et skævt smil, da hun bemærkede den måde, jeg betragtede hende på. Tryllebundet, som i en trance, men uden hjerteformede pupiller og halvåben mund.

  Jeg kunne ikke forklare det.

  ”Ville du have noget imod, hvis jeg sov her?” mumlede jeg og rystede følelsen af mig. ”Jeg er enormt træt – det skyldes vel, at al den adrenalin er ved at være ude af mit system.”

  ”Jeg havde egentlig ikke forestillet mig andet.” Hendes smil var ligeledes en smule søvnigt, men stadig lige så optimistisk.

  Noget, jeg ikke kunne lægge fra mig, var den oprigtighed, jeg fandt i hende. For hun var ikke en fan, der var forelsket og troede, hun kendte mig bedre, end jeg selv gjorde, men hun var heller ikke en journalist, der prøvede at genere mig for at finde gode ting at skrive om. Hun var bare en komplet fremmed, der måske havde hørt mit navn og alle de rygter, der havde slidt mig ud det seneste år, men uden egentlig at have dannet et rigtigt indtryk af mig.

  Det gav mig håb at tænke på, der fandtes flere som hende.

  Jeg rejste mig op og kiggede lidt rundt – mit blik flakkede fra alle de farverige møbler til hende og den pastellyserøde bluse, hun havde på. Den fremhævede det brune hår og syntes at give hendes kinder mere farve – hun mindede mig om en dukke uden at virke som en perfekt Barbie-dukke. Det var den glatte porcelænshud, der fik mig til at betragte hende som noget, der var lige så skrøbeligt som de tidligere forhold, jeg havde saboteret på den ene eller den anden måde. Tanken gjorde mig dog ikke trist til mode. Den mindede mig om de bedre tider, hvor jeg havde været overbevist om, det ikke kunne blive værre, men når jeg tænkte tilbage på det nu, havde jeg næsten lyst til at grine højlydt.

  Så meget havde ændret sig.

  Jeg stod i dørkarmen, da jeg stille vendte mig om og kiggede på pigen, der ligeledes havde løftet sit hoved en smule for at betragte mig. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle se hende som – om hun var min helt, eller om hun nærmere var mit værste mareridt; den, der fortalte mig alle de ting, jeg ikke havde lyst til at høre, trods de var sande. Én ting var jeg dog alligevel sikker på, og det var, at hun uden tvivl ville komme til at ændre på mit liv på den ene eller anden måde.

  ”Åh, og Addison?” Jeg hvilede hovedet mod den hvide, prikkede væg.

  ”Mm?”

  Jeg kunne ikke lade være med at trække i smilebåndene. ”Tak.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...