Illusory Light | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror vist bare, der er et tidspunkt i dit liv, hvor du indser, du ikke længere er lykkelig; hvor der pludselig ikke er særlig meget at leve for mere. Når du når det stadie af tomhed, skal du handle. Det er der, du er nødt til at sætte en stopper for alt og tænke på dig selv, hvilket også er, hvad jeg gjorde. Jeg handlede, før det var for sent. Det var måske ikke særlig modigt og bestemt heller ikke respektfuldt gjort, men jeg gjorde det. Jeg flygtede. Jeg havde brug for at komme væk og finde den håbefulde, drømmende dreng, jeg for længst havde mistet. Det hænder bare, at jeg mødte hende i mit øjebliks frihed - og hun gjorde den tid til noget, jeg aldrig vil glemme. | Vandt 'Bedste cover' i One Direction-konkurrencen.

199Likes
158Kommentarer
7695Visninger
AA

4. Pink Elephant

Solen skar mig i øjnene, da jeg blidt slog dem op. Efter at have haft en lang diskussion med Addison om, hvem der sov i sofaen, havde hun overgivet sig og lagt sig i sin egen seng. Det var en smule overraskende, at hun til at starte med overhovedet ville have ladet mig sove i en rigtig seng, når hun i al denne tid havde kørt på, hvor lidt det betød, at jeg var kendt, og at jeg ikke burde få særbehandling bare på grund af det, men jeg gik ud fra, det var sådan, det forholdt sig med piger – de var umulige at forstå sig på.

  Duften af røræg møvede sig vej op gennem mine næsebor og fik mig til at ville sove videre og tage noget at spise på én og samme tid. Det var længe siden, jeg havde oplevet noget så … hjemligt. Noget, der mindede mig så meget om min mor og alle de morgener, hvor jeg ville hvæse gnavent ad hende uden grund.

  Det havde været en god nats søvn. Ingen mareridt om angstfyldte situationer i en alt for fyldt mængde, intet ubehag, trods jeg havde ligget i en sofa, nej, det havde været et rent paradis. Det skyldtes ikke, hvilket mærke sengen var, eller hvilken slags fjer dynen havde, men selve det, at her var så simpelt. Her duftede af hjem – en smule af støv, men så alligevel ikke.

  Addison duftede sødt. Duften mindede mig en smule om de vitaminpiller, jeg havde plejet at spise, da jeg var yngre, men ikke helt, eftersom vitaminpiller ikke duftede særlig godt. Det var en mere hjemlig, moden duft, der tog mig tilbage til alle de somre, jeg havde grinet så meget, at det gjorde ondt i maven, og hvor jeg havde taget mig selv i at ønske, øjeblikket kunne vare evigt.

  Jeg havde erfaret med årene, at jo mere man prøvede ting, desto mindre begyndte de at betyde. Første skoledag var som regel altid spændende og noget at glæde sig over, men som årene så småt gik, ville det forvandle sig til en lyst til hellere at blive hjemme og se tv. Det havde alt sammen noget at gøre med alle de minder, vi forbandt med denne ene ting – man kunne komme den første dag og have det bedre end nogensinde, men man kunne også komme den første dag og blive skældt ud eller få en kæmpe bunke lektier, der ville tage alt modet fra én.

  Jeg går ud fra, det var sådan, jeg havde det med berømmelsen.

  Sandheden er, at man aldrig kan komme for langt ind på et emne. Der vil altid være uudforskede områder at gå på opdagelse i, men som regel bliver det kun kedeligere og kedeligere, værre og værre, som tiden går. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Jeg ville ønske, at livet ikke var sådan – at vores opfattelse af ting ikke var, præcis som vi opfattede de mange dage, vi fik lov til at opleve, før vi døde: meningsløse.

  Da jeg vendte mig en sidste gang i sofaen, indså jeg, at jeg ikke kom til at sove meget længere – mit hoved var lyst vågent og nysgerrigt efter, hvordan de røræg, der duftede så godt, smagte. Jeg var også nysgerrig efter at komme tættere på den smukke pige, der duftede af en god slags vitaminpiller. Jeg var i det hele taget nysgerrig efter at genopleve normalitet og hendes mugne facade.

  ”Godmorgen,” blev der sagt, da jeg trådte ud i det snævre køkken i gårsdagens tøj. Hun vendte sig ikke om, sendte mig ikke noget smil eller noget som helst. Hun fortsatte bare med at hælde baconen på en blank tallerken med et blåligt mønster i kanterne. ”God nats søvn?”

  Jeg rømmede mig. ”Faktisk, ja.”

  ”Det var godt.” Hun vendte sig langt om længe for at afsløre et ansigt fuldstændig blottet for makeup og andre kunstige stoffer. ”Man ved aldrig med jer stjerner – om faciliteterne nu er gode nok.”

  Tonefaldet var ikke helt så bebrejdende længere, men jeg kunne også høre på hendes stemme, at hun ikke havde tænkt sig at give sig så let. Trods hun havde fået bevist, at jeg ikke var en overfladisk, selvisk stjerne, der for længst var eksploderet, nægtede hun at sænke sine parader og lukke mig fuldstændig ind.

  ”Men, øh, Addison,” mumlede jeg efter et stykke tid og kløede mig i det store, lange hår, der efterhånden var begyndt at blive lidt fedtet og klamt. ”Hvor længe havde du tænkt dig, jeg skulle blive her?”

  Hun trak på skuldrene og skar en grimasse. ”Det må du selv om. Du kan blive her, så længe du vil. Det afhænger alt af, om du er klar til at tage tilbage til din verden af stjernestøv og beundrere.”

  Jeg tænkte på min bil, der endnu stod ved stationen, og undrede mig over, om folk mon vidste, det var min bil. Harry Styles’. Om der allerede var blevet skrevet om det i aviserne med en fængende overskrift som ’HARRY STYLES’ MYSTISKE FORSVINDEN. BIL EFTERLADT’. Det ville ikke overraske mig, hvis det var tilfældet, for de var overalt. De forfulgte mig, hvor end jeg gik og efterlod mig med et bankende hjerte og paranoia i hælene.

  Selv ikke nu kunne jeg ryste følelsen af øjne i nakken fra mig.

  ”Jeg tror, jeg vil begive mig hjemad i aften,” sagde jeg, ”hvis altså du ikke har nogen planer for dagen og har det fint med at have en superstjerne i din stue.”

  Det sidste var halvt seriøst, halvt jokende. For det var jo en realitet, at jeg var en superstjerne – jeg var kendt over hele verden og kunne ikke længere undgå rampelyset, selv hvis og når jeg prøvede. Det var ikke en direkte forbrydelse at have mig boende, men jeg vidste samtidig, at det sagtens kunne skabe mylder i medierne og ikke mindst hos mit pladeselskab.

  Hvis de nogensinde fandt ud af, at jeg var her, ville hun aldrig få fred igen.

  ”Du lader bare, som om du er hjemme – selvom her formentlig er en del mindre,” sagde hun og sendte mig et lille smil. ”Men er du sulten? Jeg har lavet røræg og bacon.”

  Det hele var stillet op på to tallerkner. Det lignede ikke den slags morgenmad, jeg normalt fik på hotellerne – det var ikke nær så luksuriøst, og der var sikkert en del flere kalorier i den bacon, der ikke var lavet af røget kalkunkød – men ikke desto mindre begyndte min mave at rumle ved synet af det.

  Mit hoved begyndte at remse op, hvorfor jeg ikke burde spise det. Jeg blev mindet om, at jeg ikke ville nå at træne i dag, og det derfor ville få mig bagud i min træningsplan, og at jeg ikke vidste, hvor baconen var fra, så jeg ikke kunne være sikker på, hvilke sygdomme den bragte med sig, men jeg ignorerede alle de tanker. I stedet trak jeg let i smilebåndene, før jeg hørte mig selv sige: ”Skrupsulten.”

❂❂❂

”Jeg tager lige ud og køber nogle ting,” sagde Addison. ”Har du brug for noget?”

  ”Nej, jeg, øh, jeg har det fint,” svarede jeg med et lille træk på skuldrene og sendte hende et smil. ”Men er du sikker på, du har det helt fint med at efterlade en fremmed i din stue?”

  ”Du er ikke helt fremmed, du er jo en superstjerne.” Hun blinkede drillende, før hendes ansigt igen blev seriøst. ”Hvis du har lyst, kan du godt komme med. Det er lige over for gaden – du kan se butikken fra vinduet.”

  Jeg havde lyst til at sige nej. Alt inden i mig skreg et stort, rungende nej, hvilket måske netop var grunden til, at jeg hørte mig selv sige ja. For en gangs skyld havde jeg ikke lyst til at lytte til angsten – jeg havde ikke lyst til at være slave for mit eget sind, der føltes som et fængsel. Hvad jeg havde lyst til lige nu, var at kunne træde udenfor med et stort smil og lade mylderet af mennesker omringe mig og føle mig normal. Hun havde formået at få mig til at føle mig normal de seneste par timer, og jeg var næsten helt sikker på, at hun også på den ene eller anden måde ville finde en måde i dette tilfælde.

  Jeg var tæt på at advare hende om, at vi højst sandsynligt ville blive jaget af ivrige piger, så snart vi trådte ud af døren, og at hun derefter ville modtage adskillige hadefulde beskeder over alle sociale medier, hun havde en profil på, fordi fansene var så hurtige til at finde sådan nogle ting, men så måtte jeg minde mig selv om, at hun sikkert bare ville blive forarget og begynde at råbe ad mig som sædvanlig. Så jeg endte med ikke at sige så meget som ét ord, imens elevatoren langsomt kørte ned på stueetagen.

  Da hoveddøren var inden for synsvidde, trak jeg hætten på min jakke over hovedet og trådte ubevidst en smule tættere på Addison. At være tæt på hende fik mig på en eller anden måde til at føle mig tryggere, mere … jordnær. Hun bragte så meget stabilitet ind i mit liv, fordi hun var så sikker på sig selv. Hun lignede en, der aldrig nogensinde havde stillet spørgsmål ved sit liv, og det kunne jeg godt lide.

  Noget sagde mig, at hendes barndom ikke havde været lige så kaotisk som min, og at hun havde fået frihed til selv at finde sin identitet i stedet for, at alle skulle fortælle hende, hvem hun var.

  Lige så snart jeg mærkede den kolde luft bide mig i kinderne, begyndte det at trykke underligt i mit bryst. Trods det ikke var særlig koldt endnu, syntes mine lemmer ikke at kunne stoppe med at vibrere konstant – hele min krop rystede, som var mit hjerte blevet splittet i to under et jordskælv, og jeg indså, at lige meget hvor meget jeg fortalte mig selv, at jeg sagtens kunne være normal, så ville reflekserne i mit udslidte superstjernehjerte sige mig imod. Og jeg hadede det.

  Addison, som gik foran mig, så ud til at bemærke mit tankemylder, idet hun kastede et blik hen på mig. Mine øjne flakkede rundt fra den ene bil til den anden, da de passerede mig, og hver gang frygtede jeg, at nogen ville stoppe op eller rulle vinduet ned, men det skete ikke. Alligevel kunne jeg ikke stoppe den mærkelige prikken i mine fingre, og hvordan det hele snurrede under mig – det var som at vente på, at læreren skulle bede mig om at give et svar, jeg var usikker på, når jeg vidste, det var uundgåeligt. Jeg var bange for, at mit hjerte ville hoppe ud af brystet på mig.

  Mit hjerte stoppede ikke med at banke, da hun tog min hånd. Men det føltes mindre, som om min verden var ved at vælte og mere, som om nogen desperat prøvede at genopbygge mit sammenstyrtede hus med en enkelt hammer. Jeg mærkede en lille gnist af håb spire i mit hjerte som en sårbar blomst, trods jeg vidste, alt ikke ville blive bedre uden videre – men hun var den første, som havde vovet sig ind på det øde område, der engang havde været mit sind.

  ”Tag det roligt,” mumlede hun lige så stille og gav min svedige hånd et klem. ”Der er ingen, der lægger mærke til dig.”

  Jeg havde lyst til at sige hende imod. Fortælle hende, hvor meget hun tog fejl og løbe væk, så jeg kunne slippe for denne følelse, men ingen af de instinkter førte til en oprigtig handling. Alt, jeg gjorde, var at følge med hende, mens de automatiske døre bød hende velkommen i butikken.

  Indenfor var der mennesketomt. Jeg spottede et par ansigter hist og her, men de fleste tilhørte ældre mennesker, der formentlig købte ind til aftensmaden. Ingen kiggede i vores retning, da lyden af vores fodtrin blandede sig med deres – hvorfor skulle de også det? Vi var trods alt bare to andre mennesker i butikken, der blandede sig udenom. To helt normale mennesker.

  Omgivelserne var uvante. Jeg huskede ikke længere, hvornår jeg sidst havde stået i en indkøbsbutik som denne, men jeg vidste, det var en livstid siden. Det føltes i hvert fald sådan – jeg havde ikke kun levet livet som ukendt og kendt. Jeg havde også levet livet midt imellem og livet midt imellem de to stadier og livet midt imellem de to stadier – sådan fortsatte det. For hver måned var anderledes. Hver måned bragte flere fans ind med sig, og det var det, der var problemet. Der var ikke noget, der hed at falde til ro, for det hele blev kun mere og mere kaotisk, så jeg til sidst slet ikke var klar over, hvad der var op og ned længere.

  ”Bliver du og spiser aftensmad?” spurgte Addison, og hendes øjne mødte mine, trods det var svært, når jeg gemte mig under min hætte. ”Det bliver nok ikke særlig specielt, for jeg spiser som regel bare hurtigretter, men jeg kan lave spaghetti bolognese, hvis det er okay? Eller jeg kan prøve kræfter med mexicansk, selvom det nok ikke ville smage totalt fantastisk.”

  Jeg grinede let. ”Det hele lyder godt. Jeg har ikke haft hjemmelavet spaghetti bolognese eller mexicansk i måneder.”

  ”Tja,” sagde hun så og sendte mig et skævt smil, ”det er nu heller ikke helt hjemmelavet, hvis jeg får sovsen på dåse.”

  ”Det lyder stadig godt.” Jeg havde brug for noget, der kunne minde mig om, at jeg stadig var et menneske. At jeg var menneskelig, og at jeg havde lov til at have dårlige dage ligesom alle andre – at det var okay ikke at være perfekt. For når maden, jeg fik serveret, tøjet, jeg havde på, håret, Lou ordnede, førsteklasseflyene og alt andet var så perfekt, var det næsten forventet af mig at leve op til det og matche mine omgivelser. Men det kunne jeg ikke. Og forhåbentlig kunne sølle mad mine mig om det

  Et eller andet sted var jeg stadig den 16-årige bagerdreng.

  Imens vi gik rundt i butikken, og Addison greb varer fra diverse hylder, lod jeg mig selv optage synene, der mødte mine øjne. En fryser med kød eller bakker med brød var ikke noget særligt for den almindelige englænder, men for mig var det et usædvanligt syn. Det var noget, jeg blev nødt til at huske, for jeg ville ikke se det igen før om lang tid – det vidste jeg. Det her var min beskedenhed, en savnet verden, jeg ikke kunne gå tilbage til. Da jeg krydsede de to portaler fra det normale liv til glitz og glamour, vidste jeg også, at den ene ville lukke af, så jeg ikke kunne gå tilbage før om lang tid.

  Jeg havde skrevet under på mit eget fængselsophold.

  Da kurven, hun bar rundt på, var fyldt med diverse varer som syvprocentsoksekød, shampoo, en pakke popcorn og to liter mælk, begav hun sig hen mod kassen, hvor en ældre mand var ved at betale for sin flaske vin. Når jeg kiggede på mennesker som ham, kunne jeg ikke lade være med at se en historie – en serie af begivenheder, der havde fundet sted, som havde forårsaget hans fund af kvaliteter i alkoholen. Jeg kom til at tænke på de nætter, han havde fundet trøst i spiritus, fordi det var en kort pause fra virkeligheden, og så undrede jeg mig over, hvorfor jeg ikke for længst havde taget sammen afkørsel. Det havde de andre drenge jo. Så hvorfor røg jeg ikke hash? Hvorfor drak jeg ikke sorgerne væk? Hvorfor omfavnede jeg ikke det liv, jeg var blevet givet?

  Jeg gik ud fra, jeg stadig havde håb et eller andet sted.

  Jeg lyttede til bippene, kasseapparatet sagde, hver gang en af varerne blev scannet. Det mindede mig om min tid som ung, hvor jeg havde elsket at indscanne varerne selv – det var, som om der var en magi i selvbetjening. Dengang havde der dog ikke været helt så mange selvbetjeningsområder i butikker, som der var i dag, så at se sådan en begivenhed i min barndom var en sjældenhed. Og nu, hvor muligheden rent faktisk var der, kunne jeg ikke tage på indkøb.

  ”Så skal jeg bede om £17.50,” blev der sagt. Salgsassistenten var en ung blondine med store, blå øjne. Hendes blik var så uskyldigt, at man let kunne spørge sig selv, om hun var gammel nok til det her job, men den slanke, oprejste kropsbygning tydede på at tilhøre en pige, der var ved at give slip på teenageårene. Hun havde bare ikke mistet sin gnist som visse andre.

  Addison skulle til at trække sin røde læderpung frem, da jeg blidt stoppede hende og sendte hende et smil. ”Lad mig,” sagde jeg, hvilket straks fik hende til at åbne munden i protest. Jeg afbrød hende dog, før hun kunne nå at give lyd fra sig. ”Nu har du ikke lyst til at lave en scene og tiltrække dig opmærksomhed, vel?”

  Jeg kunne se i hendes øjne, at hun desperat gerne ville svare mig igen, men hun lod være. I stedet klemte hun sine tynde, fine læber sammen og rystede irriteret på hovedet.

  ”Det tænkte jeg nok.” Jeg kunne ikke lade være med at klukke let, før jeg trak min egen pung frem.

  Jeg bemærkede noget vågne i salgsassistenten, da jeg rakte hende en pengeseddel. Før det havde hun ikke rigtig taget notits af den mystiske mand, som gemte sig under sin hætte, men nu gjorde hun. Idet vores fingre blidt strejfede hinanden, gav hun et næsten uhørligt gisp fra sig og så ikke ud til at ånde luften ud igen. Men ingen lyd forlod hendes læber, nej, hun forholdt sig stille og observant – som om hendes verden netop havde drejet sig 180 grader.

  Da Addison og jeg tog fat i hanken på poserne og begyndte at gå mod udgangen, hørte jeg et lille klik bag mig – det lød som et billede, der netop var blevet taget i smug, trods det ikke havde været lusket nok til, at jeg ikke havde hørt det. Det var lidt, som når en elev prøvede at tjekke en sms i timen, uden det blev opdaget – læreren bemærkede det som regel, men det var ikke alle dage, han eller hun havde overskuddet til at være dagens skurk.

  ”Du skulle have ladet mig betale!” vrissede Addison fornærmet og rev en af de poser, jeg gik med, til sig, da vi gik igennem de transparente døre. ”Jeg kan altså godt tage mig af mig selv!”

  Jeg stoppede op og kiggede på hende. ”Det ved jeg, du kan,” svarede jeg så. ”Måske er det mig, der ikke kan.”

  Hun stirrede undrende efter mig, da jeg igen begyndte at gå. Der gik lidt tid, før hun selv fattede sig og måtte småløbe for at nå op til mig, men selv dér gik vi i stilhed. Noget sagde mig, hun gerne ville spørge ind til, hvad jeg havde ment, men det gjorde hun ikke. Spørgsmålstegnet fulgte efter os hele vejen hjem, men det forblev den lyserøde elefant i rummet, som ingen turde bringe på banen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...