Illusory Light | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 17 jan. 2015
  • Status: Færdig
Jeg tror vist bare, der er et tidspunkt i dit liv, hvor du indser, du ikke længere er lykkelig; hvor der pludselig ikke er særlig meget at leve for mere. Når du når det stadie af tomhed, skal du handle. Det er der, du er nødt til at sætte en stopper for alt og tænke på dig selv, hvilket også er, hvad jeg gjorde. Jeg handlede, før det var for sent. Det var måske ikke særlig modigt og bestemt heller ikke respektfuldt gjort, men jeg gjorde det. Jeg flygtede. Jeg havde brug for at komme væk og finde den håbefulde, drømmende dreng, jeg for længst havde mistet. Det hænder bare, at jeg mødte hende i mit øjebliks frihed - og hun gjorde den tid til noget, jeg aldrig vil glemme. | Vandt 'Bedste cover' i One Direction-konkurrencen.

199Likes
158Kommentarer
7689Visninger
AA

2. All Saints

”Hvordan går det, Harry?” Altid det samme spørgsmål.

  ”Fint nok.” Altid det samme svar.

  Nogle gange føltes det, som om der ikke var andet til i denne verden end det. Et simpelt spørgsmål, som egentlig ikke kunne være mere ligegyldig, fordi ingen lod til at have lyst til at høre andet end ”fint” som svar. Det var i hvert fald det, jeg blev spurgt om oftest – når jeg skrev noget på Twitter, når jeg som nu var til samtale med min psykolog, når jeg gik rundt på gaden, og folk med kameraer begyndte at filme mig midt i det hele, imens de prøvede at føre en samtale, der alligevel førte ingen vegne. De prøvede altid at få en eller anden speciel reaktion ud af mig; prikkede til mig, indtil jeg følte mig en smule generet, som var jeg et lille dyr.

  Det var jo showbusiness, ikke?

  Min psykolog kneb øjnene sammen et øjeblik, så hans grå øjenbryn blev skrå, og rynkerne på hans pande blev endnu tydeligere. ”Aha. Og hvordan ville du definere det ord?”

  Jeg trak lidt på skuldrene og pillede ved et hul i den rødbrune læderstol, jeg sad i. Hele lokalet var møbleret, så patienterne skulle føle sig godt tilpas og i rolige omgivelserne, men jeg havde det nærmere, som om jeg sad i en jagthytte og var tæt på at blive slagtet. Alt var så brunligt – stolene, skabene, mahognibordet, det håndmalede ur fra Brasilien, som sikkert slet ikke var håndmalet alligevel, boghylden, de tykke og støvede bøger … Før jeg begyndte at komme her, vidste jeg slet ikke, farven kom i så mange forskellige nuancer.

  ”Jeg tror, jeg er blevet lidt vant til, at folk stiller mig det spørgsmål,” sagde jeg efter noget tid. ”Hvad er det, der er så specielt ved det?”

  ”Tja, det er jo, fordi vi som mennesker går op i andres liv –”

  ”Det er jo lige netop det, der er problemet!” afbrød jeg ham. ”Det gør vi ikke. Vi går ikke op i hinandens helbred eller psyke, medmindre det er nogen, der ligger os virkelig nært. Hvorfor spørger vi om noget, vi alligevel ikke går op i?”

  Jeg tænkte på alle de fans, der havde fortalt mig, de elskede mig af hele mit hjerte. Jeg tænkte på deres tårevædede øjne, og hvordan det føltes, når jeg krammede dem, imens de rystede så voldsomt, at det fik mig til at undre mig over, hvad der gav mig den magt, jeg havde over dem. Det var svært at gengælde alle deres smigrende og kærlige ord, fordi jeg netop ikke kendte dem. Individuelt var de ikke andet end teenagepiger, jeg måske havde spottet i mængden til en koncert og vinket til. Selvom jeg så inderligt gerne ville se dem som mere og give noget tilbage, var det sandheden – jeg elskede dem ikke. Og derfor blev jeg altid så tynget af dårlig samvittighed, når jeg gang på gang måtte lyve. Det fik mig til at undre mig over, hvornår de tre ord ville miste deres betydning.

  Var de i virkeligheden ikke andet end en god sang, der begyndte at blive irriterende efter at have lyttet til den 50 gange?

  ”Du kan jo spørge dig selv om, hvorfor du går i bad, eller hvorfor du træner.” Han sendte mig et lille smil. ”Men denne session er ikke, så du kan spørge mig om spørgsmål, vel?”

  Det ville jeg ellers foretrække, tænkte jeg for mig selv og måtte fokusere på en brun, beskidt prik i den hvide væg for ikke at rulle med øjnene.

  Jeg kunne mærke, det var ved at komme for mig, ligesom det havde gjort med så mange andre stjerner. Angsten. Ubehaget i de store mængder, hvor det var helt svært at ånde. Jeg havde efterhånden læst en hel del steder på nettet, hvor vildt det var at være til en One Direction-koncert – og det var ikke på den gode måde. Der blev mast og skubbet, og man kunne knapt nok stå på sine egne fødder, fordi strømmen bar én med sig. Jeg havde også set det med mine egne øjne – det gjorde jeg næsten hver aften til alle koncerterne, der var så nøje planlagt, at det hele lige så godt kunne være indspillet på forhånd. Men fansene indså vist aldrig, at det var sådan, det var for os, hvor end vi gik hen. Masen og skubben i desperation efter at få et enkelt billede eller en autograf. Og alligevel forstod de ikke, hvorfor vi ikke bare kunne komme ud og tage billeder med dem alle. Vi skulle altid leve op til alles forventninger, og det var ved at blive hårdt og belastende.

  Alt, vi kunne defineres som nu, var små puslespilsbrikker i et meget større billede. Det handlede ikke længere om, hvad vi ville, men hvad der var godt for fansene, og det var noget, jeg aldrig havde set for mig, da jeg stillede op til X Factor i håb om at bryde igennem. Der var intet helt oprigtigt længere – i hvert fald ikke når jeg var ude i offentligheden. Skjulte agendaer var overalt – skulle jeg tage fanbilleder, var det for at få noget materiale til vores nye film, skulle jeg interviewes, var det for at promovere vores album, og talte jeg til koncerter, var det, fordi det stod på setlisten.

  Det var det samme med drengene – de havde så småt mistet mere og mere personlighed med tiden, hvilket jeg ikke kunne bebrejde dem. Det var så svært at finde en plads i livet, når alle hele tiden skulle fortælle os, hvad der var rigtigt, og hvad der ikke var rigtigt. Begik vi en fejl, skulle hele verden blusse op omkring det, for ydmygelsen og skammen over sig selv var åbenbart ikke længere nok alene.

  Nogle gange undrede jeg mig over, om folk havde glemt, vi ikke bare var fem robotter uden sind.

  ”Hvad tænker du på?” blev der spurgt, men jeg fortsatte med at stirre hen mod væggen.

  Jeg følte aldrig, jeg kom meget længere ved at være til de her sessions. Det var mere bare noget, jeg gjorde for managements skyld – det var, så de kunne være sikre på, jeg ikke ville få et nervesammenbrud under en af koncerterne eller i offentligheden. Men trods jeg snakkede med mr. Wyat, syntes det ikke at blive lettere. For problemerne forsvandt jo ikke af, at jeg fortalte om dem til ham – de blev bare delt, så han skulle bebyrdes med mit liv, som egentlig slet ikke vedkom ham.

  ”Jeg tænker på, hvad jeg egentlig laver her,” svarede jeg efter noget tid. Det var ikke min mening altid at lyde så kold over for ham, men det virkede, som om jeg ikke rigtig kunne finde den rette opførsel frem, når det gjaldt at snakke med ham. For det her var hans job, ligesom det var mit job at give alle fansene et kram og et kys på kinden, hvis de bad om det – det var noget, han var tvunget til, så han kunne have nok penge til at forsørge sig selv. Sandheden var jo, at han sikkert var helt ligeglad med mit helbred – der var ikke nogen pointe i at fortælle ham om mig, for jo flere gange jeg var her, jo mere ville han vel tjene.

  Ville han overhovedet have, jeg fik det bedre?

  ”Er min tid ikke snart ovre?” sukkede jeg, da han efter et minuts tid stadig ikke havde sagt noget. Han sad bare dér med sin notesblok og kiggede misbilligende på mig med de grå øjne, der virkede gamle og kedelige bag de firkantede briller. Og det ændrede sig ikke, da jeg spurgte – han fortsatte med at iagttage alle mine reaktioner, som om jeg i virkeligheden bare var et interessant forsøg for ham. Som om jeg ingen personlighed havde.

  Det undrede mig, at hver gang jeg stillede ham spørgsmål, mindede han mig om, at situationen burde være omvendt, når han egentlig ikke gav mig chancen for at svare på andet end: ”Hvordan går det?” Ikke mere, ikke mindre – det var altid det, han startede med og prøvede at bygge videre på. Men vi kom aldrig særlig langt.

  Drengene mente, jeg var for aflukket og ikke gav psykologen en chance, når jeg snakkede med dem om det. Jeg havde ikke gået hos mr. Wyat meget længe, fordi vi konstant turnerede rundt, men det var ham, jeg snakkede med, når jeg havde en pause fra det hele og kunne komme tilbage til England for at slappe lidt af. Ingen af de andre havde en fast psykolog, men det var også lettere for dem – Louis havde Eleanor, Zayn havde Perrie, Liam havde Sophia, og Niall … ja, han havde bare sig selv at støtte sig opad. Ham frygtede man aldrig for, fordi han som den eneste havde bevaret den gode indstilling til det hele.

  Hvem havde jeg?

  ”Ved du hvad, Harry,” blev der endelig sagt, ”jeg synes, vi bør aftale en ny tid i næste uge. Du virker endnu meget indebrændt, men samtidig er det svært at få dig til at åbne helt op. Men jeg vil gerne give dig en lektie for til næste gang, hvis du ikke har noget imod det?”

  Hans pædagogiske snak fik mig til at føle mig som et lille børnehavebarn igen.

  ”Hver dag skal du notere tre ting, der har gjort dig glad.” Han trak let i mundvigene. ”Når du tager dig selv i at smile, så læg mærke til hvad, og skriv det ned. Så kan vi tage det derfra, ikke?”

  Jeg nikkede langsomt, selvom jeg allerede nu var meget sikker på, jeg bare ville ende med at sidde oppe sent dagen før og finde på nogle tilfældige ting, fordi jeg havde glemt det i løbet af ugen.

  ”Hvad siger du til torsdag klokken fem? Bare ligesom i dag? Lyder det fint?”

  Jeg havde mest af alt lyst til at komme med en undskyldning som, at bandet skulle ud og promovere noget, men jeg endte alligevel med at skrive datoen ned i min kalender for derefter at rejse mig fra den bløde læderstol og bevæge mig udenfor.

  I venteværelset så folk ud til at være endnu mere slukørede, end jeg selv var. En efter en sad de og halvsov – øjnene var tomme, og lavede de noget, var det bare at pille ved deres nedbidte negle. Der var mange mennesker. Jeg forstod ikke, hvorfor de alle var kommet så tidligt, men hvis jeg ikke tog fejl, var det mere på grund af efterspørgslen efter mr. Wyat. Han skulle efter sigende være enormt effektiv, men for mig var han helt nyttesløs.

  Jeg kastede et blik op mod det store, runde ur, der hang på væggen over sekretærdisken, for at finde ud af, at klokken var lidt over tre. Der var endnu lyst og varmt udenfor, men af en eller anden grund tiltalte det mig ikke rigtig. Jeg havde i det hele taget ikke haft den store trang til noget som helst på det seneste – selv ikke min træningsplan virkede særlig intakt længere. Normalt elskede jeg at løbe og være i fitness, fordi det kunne gøre mig lidt gladere og få mig til at have det bedre med mig selv, men intet så ud til at kunne kurere denne ubeskrivelige følelse af tomhed.

  Hvornår havde jeg mistet lysten til livet?

  Da jeg trådte udenfor, var jeg hurtig til at tage mine solbriller på, selvom de ikke stoppede mig fra at blive genkendt af flere forskellige folk, der sendte mig et ekstra blik, imens jeg gik dér på parkeringspladsen. Det var dog heldigvis ikke mere end en simpel genkendelse – nogle billeder blev taget, og et par filmede også, men de forstyrrede mig ikke som sådan. Det skete jo alligevel, hvor end jeg gik.

  De fleste unge var formentlig stadig i skole, eller også var de netop kommet hjem og havde ikke lyst til at rejse sig de næste to timer. Jeg huskede tidligt min folkeskoletid, hvor jeg havde været mindst lige så doven – det var en ting, stort set alle havde tilfælles, var jeg meget sikker på. Helt vildt meget overskud havde man ikke just som teenager.

  Den sorte bil holdt endnu, hvor jeg havde parkeret den. Der var ikke mange, der genkendte den som Harry Styles’ bil, for jeg kørte efterhånden rundt i så mange, at jeg ikke som sådan havde en specifik bil. Det var også primært nogle, jeg lånte, så fansene ikke blev alt for vante til at kunne genkende mig. Det eneste køretøj, de som sådan kunne spotte, var vores tourbus og Nialls Range Rover, som han egentlig aldrig kørte i alligevel.

  Jeg blev siddende i lidt tid, efter jeg havde sat mig ind på førersædet og låst dørene. Jeg vidste, det ville give folk mere tid til at genkende mig, men lige i dét øjeblik så jeg ud til at være gået i stå. Alt, jeg kunne høre, var bladenes blide raslen og menneskestemmer, der skiftevis kom nærmere og tonede bort lige så langsomt – lyde, der var mig lige så bekendte som et kor af skrig fra en udmattet fanskare, som havde ventet hele dagen på at høre fem drenge optræde i et par timer.

  Mine øjne gled langsomt i. Ikke fordi jeg var træt, men fordi jeg havde fået det råd af mr. Wyat – luk øjnene, hver gang tankerne bliver for meget. Tænk på et blankt stykke papir, og fokusér på det, så længe du kan. Hver gang du kommer til at overmale arket, finder du et nyt frem, indtil du ikke har mere at tegne.

  Det var et af de eneste gode råd, jeg havde fået fra ham.

  Jeg blev ved med at tænke på et rent sind og på at rense alle tankerne for kaosset, der for tiden fyldte alt i mit liv, men det var tæt på umuligt. Igen og igen måtte jeg hive et nyt stykke papir frem, fordi det sidste var blevet kludret til, og trods min psykolog havde forsikret mig om, at der på et tidspunkt ikke ville være mere at komme på, syntes idéerne fortsat at komme til mig.

  Jeg klemte mine øjne endnu hårdere i og prøvede at fokusere på følelsen, det gav mig. Hvor køligt det føltes at have solbrillerne til at skygge for mine øjne og intet andet – lige under mine øjenbryn føltes det ekstrakoldt, men det var ikke en dårlig ting. Det fik mig til at vågne op; det ruskede i mig og gav mig et pust af friskhed, som jeg længe havde savnet.

  Der blev banket på ruden, hvilket fik mig trukket ud af mine tanker. Foran mig stod en parkeringsvagt og sendte mig et spørgende blik. Mine solbriller dækkede for, at jeg havde haft øjnene lukket, så alt, han havde set, var en forstenet mand, der måske havde fået et hjertestop.

  Med et undskyldende smil fik jeg startet motoren.

❂❂❂

Det var hurtigt blevet aften. Jeg erindrede egentlig ikke, hvordan tiden var fløjet af sted på den måde, når jeg ikke havde foretaget mig andet end at sidde på en dyr restaurant, hvor drinksene kostede mere end tusind pund. Men noget måtte jeg have gjort, for lige pludselig havde jeg fundet mig selv inde i bilen med et forundret udtryk over tallene på det digitale ur: 10:57

  Jeg var ikke fuld. Faktisk havde jeg ikke drukket en eneste genstand, selvom det var alt, de solgte, udover nogle brødstænger drysset med olivenolie. Men jeg havde nu fået en plads ved et af deres borde alligevel – jeg gik ud fra, det var en form for særbehandling for stjerner (men jeg købte nu også nogle af deres brødstænger). Frynsegoderne var nok det eneste gode tilbage ved at være så kendt, som jeg var.

  Trætheden var svær at overvinde. Jeg var bange for, at hvis jeg prøvede at køre rundt, ville jeg ende med at falde i søvn og komme til skade. Samtidig havde jeg ikke rigtig lyst til at kontakte de andre drenge eller management, når vi trods alt havde fri. Jeg vidste ikke, hvor nogen af dem var, og hvis jeg fortalte management, jeg var oppe til så sent, ville de formentlig give mig en skideballe for ikke at holde styr på min døgnrytme.

  Sene sengetider giver grim hud! kunne jeg næsten høre Lou fortælle mig. Sådan var det altid – vi blev ved med at blive sat til opgaver, vi umuligt kunne klare. For hvordan kunne man også gå tidligt i seng, når en enkelt koncert varede til klokken ti om aftenen, hvorefter man skulle hjem og have noget at spise og slappe lidt af uden egentlig at sove – bare ligge og se lidt tv eller tjekke sin mobil for en gangs skyld.

  Før jeg vidste af det, havde jeg bevæget med ned mod en øde togperron – den eneste, der var til stede udover mig, var en gammel tigger, som lå på en bænk og sov.

  ALL SAINTS, stod der med store bogstaver på det blå skilt på væggen med de hvide fliser. Jeg kunne ikke lade være med at finde navnet en smule ironisk – der var ikke noget særlig helligt ved dette sted. Faktisk var der småt og beskidt, og det virkede, som om der ikke havde været en levende sjæl herude meget længe.

  Navnet sagde mig nu alligevel en masse. Det var, som om det var verdens måde at fortælle mig på, at det var her, alle skulle møde lyset. Det var her, vi skulle finde en bedre version af os selv. Jeg følte mig i hvert fald underligt draget til de fede, hvide bogstaver – der var en vis kunst over det hele. Noget smukt og poetisk over langt om længe at møde englenes sang på et så øde sted som dette.

  Jeg tænkte på de hårde hverdage, hvor det var en kamp at holde sig oprejst igennem det hele. Hvordan jeg som oftest skulle fremtvinge et smil, når jeg vidste, jeg var et ufattelig dårligt idol over for så mange af mine fans – mens de elskede mig af hele mit hjerte, gjorde jeg intet. Jeg ville så gerne udrette ting for dem, men det var ikke mig. Det var jeg ikke god nok til.

  Jeg tænkte på drengene. Vores samtaler, der var begyndt at gå i hver sin retning – vi bekymrede os alle om så forskellige ting, at det overraskede mig, vi nogensinde havde haft andet tilfælles end musikken. For nu var der nogle af os, der ville stifte familie, og andre som mig, der endnu ikke havde fundet den ene person. Det splittede os, fordi de ikke havde lyst til at bringe kærligheden på banen, når de vidste, det kun ville såre mig, selvom de burde have lov til sådan noget – jeg burde være en god nok ven til ikke at være så egoistisk og selvisk.

  Jeg tænkte på min familie. På min søster, der så ud til at kunne håndtere min berømmelse bedre for hvert sekund, der gik – men hun havde jo også bare fået forsmagen. Hvordan det var at være min søster og ikke mig. Hun fik alle frynserne og undgik samtidig at blive genkendt, lige meget hvor hun gik hen. Mine tanker faldt også på min mor, der stadig var ufattelig stolt af mig, selvom hun samtidig kunne mærke, jeg inderst inde var ved at falde fra hinanden lige så stille.

  Der var altid så meget skuespil. Så mange replikker. Så mange facader. Det var jo mig, der snakkede, og det var mig selv, der formulerede sætningerne, men med alle de regler, der var, kunne det hele lige så godt være taget ud af et simpelt manuskript. Spillede det overhovedet nogen rolle nu? For det føltes i den grad ikke sådan – jeg var jo blot en marionetdukke, hvis snore var ved at knække.

  Jeg var alt for slidt.

  Jeg begyndte at kunne skimte nogle lys for enden af tunnelen. Da jeg tænkte det for mig selv, kunne jeg ikke lade være med at smile – der var lys for enden af tunnelen. Det hele var så poetisk. Så romantisk på en tragisk måde. Jeg håbede, resten af verden også ville se det sådan.

  Vinden omkring mig var så småt ved at begynde at bevæge sig. Sekunderne, før toget kom, var lange, og da jeg med rystende hænder og fødder langsomt trådte nogle skridt frem, vidste jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg havde lyst til at spørge mig selv, men samtidig ikke. For det var dejligt – det var dejligt med det friske pust og den adrenalin, der pumpede i mine årer, som fik mig til at føle mig i live for en gangs skyld.

  I det sekund indså jeg, at jeg aldrig havde følt mig mere tilpas.

  Jeg sprang. Jeg kunne sværge på, at jeg sprang ind foran det gennemkørende tog med et idiotisk smil på læberne, som om det, jeg gjorde, var rigtigt på nogen måde. Som om man rent faktisk kunne finde kunst eller skønhed i noget så tragisk som et mistet liv. Men da jeg med lukkede øjne endnu ikke havde mærket andet end et let bump, rynkede jeg forvirret brynene. Havde smerten virkelig været så kortvarig, at det havde føltes som noget så … fjerlet? Var dette kolde gulv og lugten af tis virkelig noget, der tilhørte himlen?

  ”Hvad. Fanden. Har. Du. Gang. I?” blev der forpustet spurgt om, og jeg tillod mig langt om længe at åbne øjnene lige så stille for at stirre ind i nogle øjne, der lige så godt kunne have tilhørt en engel.

  Det var sådan, jeg mødte pigen, der ændrede alt.

 

Håber, I elsker den lige så meget som mig, haha! 

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...