Føniks og de transsylvanske vampyrer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Færdig
Føniks Graves er 14 år. Han er maget interesseret i computere. Hans far, John Graves arbejder med computerspil og har været med til at udvikle spillet Sanghelt!. Det var oprindelig meningen, at der til dette computerspil skulle høre en parallel realitydragt. Nej, man kom rigtigt ind i Sanghelt!s verden og kæmpede med computerspillets figurer. Mens faren arbejder med at udvikle Sanghelt!, var føniks med som en slags forsøgskanin og kom således via dragten selv ind i spillet. Det blev dog alt for uhyggeligt og farligt, så da computerspillet udkom, var det uden den parallel realitydragt. Vi begynder fortællingen hjemme hos føniks.....

2Likes
2Kommentarer
341Visninger
AA

3. Hvem er du?

Laura var i dårligt humør. Hun havde glemt sine matematikbøger på skolen og måtte løbe hele vejen tilbage. Og hun havde nærmest måttet tigge pedellen, hr. Owen, om lov til at komme ind. Nu var hun næsten en time forsinket. Hun hørte skridt bag sig og en drengestemme, der råbte hendes navn. Hun vendte sig om. " Føniks? Jeg troede, du var gået hjem for længst. " Hendes smil forsvandt, da hun så sig tilbage. Vejen var helt øde. " Føniks? " Det var ikke noget, hun havde drømt. Hun havde hørt skridt bag sig. Skridt hun kendt. Føniks lavede numre med hende. Det måtte være det. Han havde tit ventet på hende efter skole. " Føniks, " gentog hun. " Det er ikke sjovt. Kom nu frem. " Hendes stemme begyndte at skælve. Var det Føniks? Det lignede ham ikke at trække en joke ud så længe. Han var ikke som de andre drenge. Det var ikke hans natur at drille. Han var betænksom og loyal. Mens hun stod og kiggede hen ad vejen og prøvede at se gennem aftendisen, hørte hun skridt igen. Nu vidste hun, at det i hvert fald ikke var Føniks. Sådan ville han ikke gøre. Han ville ikke forfølge hende som et rovdyr, der indkredser sit bytte.

" Hvem dér? "

Hun var ikke længere halvvoksen og selvsikker. Her på den mennesketomme vej blev hun en lille pige igen, med barnets skræk for en usynlig trussel. Angsten gav hende gåsehud. Hun var lammet, bange for at stå stille og skrækslagen for at vende sig om.

" Hvorfor gør du det her? Det er tarveligt. "

Så skete det. Der var noget, der strejfede hende ganske let, men det var nok til, at hendes hals snørede sig sammen af rædsel. Et skrig kæmpede sig op gennem hendes hals, men satte sig fast og døde hen. Hun kunne ikke løbe, hun kunne ikke skrige.

" Hvem er du? " Det var hendes ord, men den tanke, der løb gennem hendes hoved, var:

Hvad er du?

Tag dig sammen, pigebarn, tænkte hun, du har været bange før. Og for noget, der var meget værre. Men det her var noget meget stærkt. Det var en rå, hævngerrig, indestængt kraft. Noget velkendt, men forvandlet. Noget hjemligt og dog fremmed.

Du må ikke være svag, Laura, sagde hun til sig selv. Nu løber du. Din gade er lige derhenne. Du vender dig om og begynder at løbe. Jeg tæller til tre.

Løb! Før hun overhovedet kom i gang, var der en der stillede sig i vejen. En dreng.

Men mere end en dreng. En teenager med læber, der var trukket tilbage i et hånligt smil, med øjne, der lyste blodrødt i tusmørket, og en krop, der syntes at skygge for den opstigende mælkehvide måne.

Hendes hjerte standsede. Fortvivlelsen fyldte hver en fiber i hendes krop.

" Dig! "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...