The daydreamer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Emily er typen der har det rigtig svært både i skolen og hjemme. Ja hjemme kan man vel ikke rigtig kalde det, da det kun er Emily og hendes storebror Mike. Ja, Emilys forældre døde da hun var 7 år gammel. Hun dagdrømmer sig altid ind i sin egen lille verden hvor alting er godt. Men det er dog knap så godt at hun dagdrømmer, da det påvirker hendes hverdag rigtig hårdt. Hun leder stærkt efter en mening med livet, men det er svære en man skulle tro at finde den. Hun har dog musikken som gør hendes hverdag værdifuld og forståelig. Men en dag sker der dog noget der forandre hendes liv FOREVIGT........

2Likes
0Kommentarer
205Visninger
AA

3. Kapitel 1

Her kommer det første kapitel af "the daydreamer", jeg håber i kan lide det, og overhovedet gider at læse det. 

:) :) :)

***

Imorgen fylder jeg 17 år, så er det sådan ca to år siden at alt den mobning stoppede. Eller ja, det stopper jo aldrig rigtigt. Jeg vil altid have den dårlige selvtillid som jeg fik af mobningen, og den store skræk for at vise hvem jeg egentlig er. Jeg kan bare ikke holde det ud længere, altså min bror min ekskæreste, ja DET HELE. Nogle gange hader jeg bare mit liv, jeg kan simpelthen bare ikke finde en mening med det hele. Det hele er bare så svært, og hvis den der Gud altså fandtes ville det jo ikke være sådan her nu. Man kan vel godt sige at jeg leder efter en mening med livet. Ja for at sige det lige ud, fatter jeg ikke en brik. 

Jeg går ned af de mørke gader som ikke rigtig noget lyser op. Ja det regner, det er mørkt. Det eneste man faktisk lægger mærke til er når der nogen gange køre et par biler forbi ude på vejen. Regnen rammer dråbe efter dråbe mit hår, jeg ligner sikkert en eller anden druknet fisk. Eller nej ikke en fisk de kan jo ikke drukne, nok nærmere en druknet hund eller kat, what ever. Vejret som det er lige nu passer nok perfekt på mit humør, trist, gråt, sort og skide ligegyldigt. Ja hvis jeg skal være helt ærlig orker jeg bare ikke at gå hjem. For det første er der skide langt, og for det andet min bror. Ja hvis i ikke allerede ved det så slår han mig all time, jeg kan ikke klare det. Det er nok derfor jeg nogle gange overvejer om verden kunne undvære mig, altså jeg mener skal jeg bare ligge mig til at dø eller hva'?. Men nej på den anden side er livet den største gave man kan få. Men som i kan høre, er jeg ikke lige frem den som ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Ja det ord der passer bedst på mig er nok the daydreamer  . Ja jeg har det perfekte billede inde i hovedet om hvordan verden skal se ud, men ja, it's just a dream, there never comes true. 

Jeg går videre ned af de mørke gader, jeg var engang virkelig bange for at gå her på gaderne når det blev mørkt. Jeg var bange for der kom en eller anden nigmorder og slog mig ihjel på stedet. Men det er aldrig sket. Så nu er jeg faktisk lidt ligeglad. Jeg overvejer lidt at tage en taxa det sidste stykke af vejen hjem, men det vil nok være en rigtig dårlig ide, nu når jeg ikke rigtig gider at være der hjemme. 

Jeg tager min mobil op ad lommen, bare for at se hvad klokken er. For beskeder er der ingen af, da jeg jo ikke rigtig har nogle at skrive med. Men jeg tjekker klokken som nu er 23:30 om aftenen. Jeg åbner programmet Itube for at finde et eller andet musik. Det ender med at jeg afspiller noget One Direction. Jeg har aldrig rigtig forstået det der med at man er virkelig stor fan af et band eller en musiker. Men alligevel elsker jeg deres musik, altså One Directions musik. De har altid været en rigtig stor inspiration for mig. Ja noget du nok ikke lige vidste om mig, er at jeg elsker musikken, det er nok det vigtigste i mit liv. Jeg er bare aldrig kommet videre. Jeg lytter til musik, jeg synger selv, men det er nok ikke rigtig noget særligt. Min storebror Mike forbyder mig at synge, da han selv hader min stemme. Han vil kun lytte til sådan noget rock, sådan noget med ingen pointe. Men min mor har altid været der for mig, altså den gang hun var her. Hun støttede mig i det jeg elsker, altså musikken. Hun elskede at høre mig synge, og jeg elskede at høre hende synge. En af mine største ønsker er nok at få hende tilbage. 

jeg drejer hen om hjørnet, men støder ind i en eller anden ung mand. Jeg skyder mig bare videre, unden at tænke mere over det. Der går ikke længe før jeg er hjemme. Jeg åbner døren da den ikke er låst. Jeg smider min jakke på gulvet, og skynder mig at tage mine sjaskvåde sko af.

"Hvem er det?" Lyder en lidt sur stemme inde fra stuen.

"Det er bare mig", prøver du at svare, bare en lille smule sødt.

"Hvor har du været?, jeg har altså været bekymret", siger han og går hen til mig.

"Bekymret? Dig?", siger du. Hvilket bare slet ikke passer til ham, han er sjældent bekymret for noget som helst. Men på den andet side kan han også godt være beskyttende, det er bare en lille smule sjældent.

"Ja da", siger han og tager en bid af en eller anden sandwich han har i hænderne.

"Jeg var bare ude at gå en tur", siger jeg og går forbi ham og ind på mit værelse.

"Nå", høre du ham sige. 

Jeg lukker døren ind til mit værelse. Ja jeg ved godt at min bror ikke lød særlig sur og vred idag, men han har nok bare haft en god dag. Jeg går ud på badeværelset, for jeg har en dør fra mit værelse og ud til mit eget lille badeværelse. Jeg fjerne min makeup, der er bare ikke så meget at fjerne, da det hele næsten er røget af i regnen. Jeg ligner faktisk lidt en varulv, altså mascaran render nærmest ned af mine kinder, og min hår ligner lidt en fuglerede. Jeg reder den såkaldte "fuglerede" ud. Børster mine tænder, hvilket er virkelig dejligt fordi man får den der dejlige freske smag i munden bagefter. Jeg går ind på mit værelse igen, tager mine sorte jeans af. Jeg beholder mine sokker og t-shirt på. 

jeg går hen til vinduet, kigger ud. Der er ikke ret mange lys omkring, da det jo er sent. Jeg går hen til din seng, og smider mig nærmest på den. Jeg kravler under min dyne, lægger mig på siden. Jeg jeg lukker mine øjnene, jeg forstiller mig min mor der sidder og synger for mig. Den samme sang som hun sang hver aften for mig da jeg var en helt lille pige.

Jeg folder mine hænder og siger følgende ord "kære Gud, hvis du virkelig findes, så ønsker jeg.. Je..jeg ønsker at alt var ligsom før".........

***

Det var så det første kapitel af "the daydreamer", jeg håber virkelig i kunne lide det. :) ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...