Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5351Visninger
AA

9. 7. KAPITEL / LOUIS

LOUIS' SYNSVINKEL

 

   Da jeg åbnede øjnene, anede jeg ikke, hvor jeg var. Ingen pude støttede min nakke, og jeg var fuldt påklædt. Så væltede det hele tilbage til mig. Bilen, cellen, Brooke og Gilbert.

   Jeg stønnede.

   ”Louis?”

   Stemmen kom fra venstre. Jeg forsøgte at dreje hovedet og sætte mig op, men det gjorde praktisk talt ondt over det hele, så jeg blev liggende.

   ”Louis, er du okay?” Brookes stemme var en blanding af lettelse og bekymring. Min mund var knastør, men jeg fik fremmumlet et hæst svar.

   ”Det ved jeg ikke … ”

   Jeg mærkede et par kolde fingre lægge sig omkring mit ene håndled. ”Gør det ondt? Kan du … gør det ondt, når du trækker vejret?”

   ”Jeg … ” Min stemme knækkede over, og da et host banede sig vej gennem min krop, måtte jeg tage mig til brystet i smerte.

   ”Undskyld, undskyld, undskyld, Louis! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Jeg var så bange for, du ikke ville vågne op igen!”

   ”Hvad mener du?” Det blev lettere og lettere for mig at tale uden at bryde sammen i en hosten.

   ”Jeg kunne ikke komme i kontakt med dig! Du blev bare liggende der, og jeg lavede ikke andet end at tjekke, at du stadig trak vejret. Jeg var så bange, Louis!”

   Jeg lukkede øjnene for at tænke mere klart. ”Hvor lang tid siden er det?”

   Brookes blik flakkede hen til det lille vindue, hvor en enkelt solstråle havde fundet vej ind. ”Det er to dage siden,” endte hun med at sige.

   En rynke dukkede op i min pande. Jeg ville aldrig i min vildeste fantasi have gættet, at jeg havde været væk så lang tid.

   Der var stille i det lille rum for en tid. Brooke sad med ryggen op mod væggen med blikket fæstnet ved den spinkle solstribe. Jeg lukkede øjnene igen og fokuserede på min egen vejrtrækning. Mit bryst bevægede sig rytmisk op og ned. Det beroligede mig.

   Efter adskillige minutter besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at undersøge, hvor slemt det stod til med min krop. Men da jeg forsøgte at sætte mig op, gjorde det ufatteligt ondt i min ryg og mine ribben. Brooke vendte ansigtet hen mod mig ved lyden af mit støn. Uden jeg behøvede at sige noget, kravlede hun hen og lagde en hånd på min lænd for at støtte mig, så jeg kunne komme op at sidde. Jeg måtte bide tænderne sammen, men med Brookes hjælp kom jeg op at sidde med ryggen mod den kolde mur.

   ”Hvor gør det ondt?” spurgte Brooke.

   Jeg gav mig lidt. ”Mine ribben, min ryg, mit hoved.” Jeg rørte forsigtigt ved min næse og dernæst bulen i panden.

   ”Tror du, den er brækket?”

   ”Sikkert,” mumlede jeg og lod mine fingre løbe over den kant, der var dukket op på min næseryg.

   ”Jeg er virkelig ked af det, Louis.”

   Havde det været muligt for mig at trække på skuldrene, havde jeg gjort det.

   ”Det er jo ikke din skyld. Du kan ikke gøre noget ved den her situation.”

   Brooke var tavs, og jeg havde lejlighed til at tænke over det sidste, der var sket. De sidste sekunder forekom mig uklare, men alligevel blev et billede ved med at dukke op for mit indre blik. Jeg mærkede et spørgsmål trænge sig på, men jeg havde svært ved at få mig selv til at stille det. Efter et par minutter med intens stilhed, gjorde jeg det dog.

   ”Brooke, det han gjorde … Det han gjorde ved dig, er det sket før?”

   Selvom mit spørgsmål ikke var særligt klart, vidste Brooke udmærket, hvad jeg talte om. Jeg kunne se det på hendes ansigt. Hun så ned i gulvet, og hvis jeg ikke tog meget fejl, blev hendes kinder varme. Jeg ville have lagt en hånd på hendes knæ, men det gjorde simpelthen for ondt i min krop, så i stedet forsøgte jeg at vise min forståelse ved at tale til hende igen, men hun afbrød mig, efter jeg blot havde sagt hendes navn.

   ”Det var ikke første gang,” busede det ud af hende. ”Han gør det tit. I starten bankede han mig, indtil jeg ikke havde kræfter til at holde ham væk længere. Nu finder jeg hen til et andet sted og lader ham gøre det.”

   Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til det. Det vendte sig i mig ved billedet af, hvordan han havde kysset hende. Det var så forkert, at en uskyldig pige som Brooke blev overgramset på den måde af en gammel, sindssyg mand.

   ”Kan vi ikke gøre noget?” Ordene fandt selv vej ud af munden på mig. ”Jeg kan få ham til at stoppe, næste gang han gør det. Vi kan stoppe ham sammen, Brooke.”

   ”Lad nu være, Louis.” Brooke så op, og hendes øjne udstrålede alt andet end glæde. ”Du ved ikke, hvordan det er - hvordan han er. Du kan ikke stoppe ham med vold. Jeg var lige så stædig som dig i starten, men du finder hurtigt ud af, at det aboslut intet nytter. Du sparer dig selv for en hel del smerte, hvis du bare gør, som han beder dig om.”

   Hendes opgivende tonefald gjorde mig vred.

   ”Så du vil ikke ud herfra, eller hvad? Du har planlagt at sidde hernede resten af dit liv og parere hans ordrer?”

   ”Der er ikke noget at gøre, Louis!” Hun havde hævet stemmen betragteligt. ”Du forstår det bare ikke!”

   ”Det er da dig, der har givet op! Jeg kæmper for at få mit liv tilbage, og du sidder bare og prøver at bilde dig selv ind, at du er tilfreds med livet i det her hul!”

   ”Måske har jeg ikke noget liv, der er værd at vende tilbage til!? Måske har jeg ikke en eller anden bankkonto med millioner i massevis og en privat stylist, der gør mig pæn hver dag, fordi jeg ikke må se grim ud, når paparazzierne tager billeder af mig i mit privatliv! Måske er jeg ikke som dig, Louis!”

   Det lukkede munden på mig. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt for at få raseriet ud af min krop. Jeg kunne høre Brooke trække vejret endnu mere hektisk end mig, og lidt efter gjorde hun en bevægelse, der meget vel kunne have tørret en tåre væk fra hendes kind. Jeg kommenterede det ikke.

   Hendes ord havde vendt en sten eller to i mit sind, og nu væltede billeder af Eleanor, drengene og min familie frem på min nethinde. Hvad troede de, der var sket med mig? Ledte de efter mig, eller troede de, jeg var stukket af fra offentligheden for at få luft? Uanset hvad måtte de være knust.

   Harry havde engang lavet et stunt, hvor ingen af os havde kunnet få kontakt til ham i et døgn. Vi havde været ude af vores sind, indtil det viste sig, at han havde været på natklub og havde sovet rusen ud den efterfølgende dag på et hotel i nærheden. Han havde intet fortalt, fordi det havde været presset, der havde drevet ham så langt ud, at han havde haft behov for, at ingen vidste, hvor han var. Han havde bare villet væk.

   Jeg havde talt med ham om det en aften, hvor vi havde siddet i Liams stue og set fjernsyn. Sådanne ting sagde han normalt ikke højt, når de andre drenge var der.

   Det gjorde mig dybt bedrøvet at tænke på, at vi måske aldrig skulle have en sådan samtale igen, men så knyttede jeg hånden og bandede lydløst af mig selv. Jeg var nødt til at bevare håbet. Det var tydeligt, at Brooke havde givet op for længst, men jeg var fast besluttet på at finde en vej ud af det her. Enten ville nogen finde os, eller også ville vi slippe ud af den her celle selv. Det var selvfølgelig ikke videre opildnende, at Brooke havde været fanget hernede så lang tid, og det stadigvæk ikke var lykkedes hende at slippe fri, men jeg troede på, der var en chance, når vi var to.

   Jeg drejede hovedet for at forsikre Brooke om, at jeg ville få os ud, men hun sad nu så langt fra mig, hun kunne komme. Hun havde benene trukket op under sig, og hendes ansigt var skjult ved hendes knæ.

   ”Brooke?” Tøvende sagde jeg hendes navn, men jeg fik ingen respons. Det gik op for mig, at hun sov. Hendes tunge vejrtrækning fortalte mig, at hun var bukket under for søvnen efter at have siddet oppe det halve at natten for at våge over mig.

   Min vrede forduftede i løbet af få sekunder. Selvom hun og jeg ikke var enige om vores chancer for at slippe fri, havde hun hjertet på det rette sted. Hun havde været bekymret for mig. Det var jeg ikke i tvivl om.

 

   Timerne sneglede sig af sted. Det var første gang, Brooke ikke havde været vågen sammen med mig. Somme tider faldt jeg i staver og blev pludselig grebet af en frygt og ensomhed, der var så slem, at tårer piblede frem i mine øjenkroge. Så kravlede jeg en centimeter eller to tættere på Brooke og fokuserede på hendes afslappede vejrtrækning, og den fik mig til at falde ned.

   Men det blev hele tiden værre. Alle de personer, jeg plejede at have i min hverdag, blev ved med at dukke op i mine tanker, og så måtte jeg sidde og kæmpe med tårerne, indtil jeg fik tvunget mine tanker over på noget andet. Et eller andet sted ville det nok have været bedst, hvis jeg bare gav slip og græd over savnet og frygten, for jeg var sikker på, jeg ville have det bedre derefter, men jeg kunne bare ikke.

   Efter noget, der føltes som mange, mange timer, vågnede Brooke igen. Pludselig stoppede hendes beroligende åndedrag, og et kort øjeblik blev jeg helt nervøs. Men så rørte hun på sig, og jeg forstod, at hun blot var ved bevidsthed igen.

   Hun løftede hovedet og så på mig.

   ”Undskyld, jeg råbte af dig,” sagde hun stille, men med en fast stemme.

   Jeg smilede det bedste smil, jeg kunne mestre, situationen taget i betragtning. ”Jeg siger også undskyld.”

   Stilhed.

   ”Hvor længe har jeg sovet?”

   Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har ikke helt styr på det med solen og det endnu.”

   ”Så du har ikke selv sovet?”

   Jeg rystede på hovedet, selvom det var svært for Brooke at se i mørket. Det måtte have ledt hende i de samme tankebaner, for i det samme drejede hun hovedet og betragtede det lille stykke himmel gennem vinduet.

   ”Jeg tror, det er nat,” sagde hun.

   ”Vi får en seriøs omgang jetlag, når vi kommer ud herfra,” røg det ud af mig, før jeg nåede at tænke ret meget over, hvad jeg sagde. Heldigvis blev Brooke ikke sur. Hun fnøs, men jeg kunne fornemme på hende, at hun ikke mente det på nogen videre negativ måde.

   ”Jeg plejer at gå i seng med solen, som man ville gøre, hvis man ikke var hernede. Det er en af de få ting, jeg kan gøre, som jeg også gjorde derhjemme. Den sidste rest af hverdag.”

   ”Var det ikke forfærdeligt at sidder hernede alene? I så lang tid?” Jeg håbede ikke, Brooke ville lukke sammen og nægte at svare. Heldigvis lod hun dog til gerne at ville tale om det, selvom hun virkede en smule tilbageholdende.

   ”Jo, det var forfærdeligt.”

   Jeg forsøgte at bløde hende op. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville være godt for hende at få lettet hjertet og talt ud omkring det - også selvom det var til en fremmed. Og så kunne jeg ikke nægte, at jeg var nysgerrig. Jeg ville gerne høre Brooke fortælle om Gilbert.

   ”Jeg kan slet ikke forestille mig at have siddet hernede i et år. Og da slet ikke alene.”

   ”I starten var det rigtig slemt. Jeg anede ikke, hvad der skete. Jeg havde selvfølgelig overvejet, om det var en form for joke, for det virkede helt urealistisk at sådan noget skulle ske. Jeg var hunderæd, og jeg savnede min familie.” Hun holdt en pause, og jeg lod hende mindes. ”Jeg ventede. Det hele blev lidt lettere, fordi jeg så småt vænnede mig til dagene hernede. Men det hele skred sammen igen, da jeg en dag indså, at jeg ikke bare kom ud igen. Jeg accepterede, at jeg måske skulle blive for altid. Det var næsten endnu værre end de første dage. Jeg græd som pisket, og han … Gilbert blev hysterisk rasende, da jeg ikke ville holde op med at hulke. Han kunne ikke holde det ud.” Hun tørrede en tåre, der var trillet lydløst ned ad hendes kind, væk. ”Det fortog sig, som dagene gik, og nu … Jeg ved det ikke. Jeg troede, jeg var færdig med at græde, men det er, som om det hele vælter op igen, nu hvor du er her sammen med mig.”

   Jeg havde lyst til at klemme hendes hånd.

   ”Jeg ved godt, det er noget lort at sige, men jeg er glad for, du er her sammen med mig.”

   Et hulk undslap hendes læber, og den dårlige samvittighed vældede op i mig.

   ”Undskyld, det skulle jeg ikke have sagt. Jeg mener bare … jeg er glad for, det er dig.” Jeg havde ikke kendt Brooke særlig længe. I den virkelige verden havde vi stadig været fremmede for hinanden, men hernede var det bare noget andet. Jeg følte allerede, vi kendte hinanden. Og derfor vidste jeg også allerede, at Brooke var et godt menneske.

   Mine ord rørte dog ikke Brooke, som jeg havde ønsket. Hun fnøs, og jeg kunne se, at hun rystede stille på hovedet.

   ”Det der ville du overhovedet ikke have sagt, hvis du virkelig kendte mig.”

   ”Hvad mener du?”

   ”Jeg er ikke den person, du tror, jeg er.”

   ”Hvilken person er du så?”

   ”Det er lige meget, Louis.”

   Det var tydeligt, at Brooke ikke ville tale mere om det, og det ærgrede mig. Men jeg accepterede hendes ønske denne gang, da jeg ikke havde lyst til at skændes med hende igen. Vi var lige kommet ovenpå, og hun var den eneste, jeg havde at snakke med. Den eneste, der kunne lede mine tanker væk fra min familie, Gilbert, brækpølen, cellen og min frygt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...