Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5348Visninger
AA

7. 6. KAPITEL / HARRY

HARRYS SYNSVINKEL

 

   Solen skinnede svagt ind ad vinduet. Af en eller anden grund irriterede det mig. Jeg følte, at vejret forsøgte at muntre mig op og lokke mig ud. Det forstærkede bare lysten til at blive på mit værelse endnu mere. Dog vidste jeg, at jeg snart måtte nedenunder. Min mave udstødte regelmæssigt små lyde i protest over den manglende mad.

   Jeg vidste, jeg havde tabt mig, siden Louis forsvandt. Jeg gik kun ned for at finde noget at spise, når jeg var virkelig sulten, og derfor blev det til mange timer med en hungrende mave. Liam vidste godt, jeg sneg mig nedenunder for at lede efter mad i køkkenet. Han havde kun taget mig i det få gange, fordi jeg var blevet god til at lytte mig frem til, om nogen var i køkkenet på det pågældende tidspunkt, men han kunne se, når maden forsvandt. Det var trods alt hans hus.

   Han havde konfronteret mig med det, men jeg havde ikke lyttet efter.

   Det var hen ad eftermiddagen, og det eneste, jeg havde spist den dag, var et stykke brød til morgen. Jeg rejste mig op fra sengen og gøs. Jeg orkede ikke at gøre så meget ud af at liste. Jeg ville bare have noget at spise. Trappen knirkede under mig, da jeg gik ned. Jeg gjorde ikke noget for at undgå det. Da jeg stod ved døren ind til køkkenet, lænede jeg mig ind mod den og lyttede. Jeg hørte stemmer.

   Liam var derinde. Jeg kunne let genkende hans stemme. Med et suk lænede jeg mig op ad væggen. Hvis Liam var i stuen, ville han ikke kunne undgå at se mig. Køkkenet og stuen var kun delt af en halvmur. Jeg besluttede at vente. Bare lidt. Af og til kunne jeg høre Liams stemme gennem døren, selvom jeg ikke længere stod presset op ad den.

   Det var først, da en skinger stemme pludselig nåede mig, at jeg vågnede op. Det var ikke en stemme, jeg havde hørt før – og så alligevel. Mit hjerte satte farten op.

   Igen stod jeg med øret helt tæt på sprækken mellem dørkarmen og døren. Det var dog svært for mig at høre, hvad der blev sagt. Deres ord var kun en utydelig mumlen. Jeg skubbede døren op, så den stod på klem.

   ”Dæmp dig!” hørte jeg Liam hvæse. Jeg rynkede brynene.

   Et fnys. Og så hende. ”Hvorfor?” Det var hende.

   ”Harry er ovenpå. Der er ikke nogen grund til, at han kommer rendende.” 

   Jeg mærkede vreden boble op i mig, og før jeg vidste af det, havde jeg smækket døren op og stod med dirrende hænder foran Liam, Paget og Zayn.

   ”Det var synd, Liam, for nu kommer jeg altså rendende.”

   Liam sank lidt sammen i stolen ved synet af mig. Paget Foster stod med hænderne dybt begravet i sine jakkelommer op ad væggen lidt fra Liam, mens Zayn sad i sofaen.

   ”Harry –”

   Jeg afbrød Liam. ”Hvad har I gang i?”

   Stilhed. Liams blik flakkede rundt i rummet i sin søgen efter ekstra tid. Da han ikke sagde noget, blev jeg utålmodig.

   ”Fortæl mig nu bare, hvorfor du pludselig hyggesnakker med hende, når du i går bad mig holde mig langt fra hende?” Jeg nikkede hen mod Paget, der stirrede på mig, men intet sagde.

   Liam sukkede, og det gik mig voldsomt på nerverne. Ja, jeg var en belastning, jeg vidste det godt. Han behøvede ikke blive ved med at minde mig om det.

   Så lænede han sig frem og tog et stykke papir, der havde ligget på sofabordet mellem de tre. Jeg havde ikke lagt mærke til det. Jeg havde haft for travlt med Pagets tilstedeværelse. Da han rakte det frem mod mig, tøvede jeg først. Så tog jeg det lille stykke fotopapir og så på det. Det var Louis. Jeg holdt vejret og så forvildet op.

   ”Hvorfor har I ikke fortalt mig om det her? Hvornår har I fundet det?”

   Liams blik flakkede over på Paget, og selvom han intet sagde, forstod jeg hentydningen.

   ”Dig?” spurgte jeg tøvende. Hun nikkede bare uden at se mig i øjnene. Jeg blev ved med at se på hende for at fange hendes blik, men hun så væk.

   Endnu engang bredte en stilhed sig i rummet, og det var ved at drive mig til vanvid. ”Kan I for helvede ikke fortælle mig, hvad der foregår? Hvorfor er I så hemmelighedsfulde? Jeg har ret til at vide det!”

   Paget rettede sig op og spidsede læberne. Så talte hun.

   ”Jeg tog herover – en sidste gang. Jeg ville forsøge en sidste gang. Jeg lagde mærke til et brev, der stak ud af postkassen. Jeg genkendte skriften udenpå – det var den samme skrift, som på det postkort vi begge har modtaget.” Hun viste ingen tegn på anger, da hun fortalte, hvordan hun havde rodet i Liams post. ”Jeg åbnede det, og inden i lå det her billede.”

   ”Så du åbnede Liams breve?” Jeg vendte mig mod Liam. ”Det forklarer ikke, hvorfor du pludselig har besluttet at invitere hende ind til teselskab?”

   ”Se på billedet, Harry. I hjørnet.”

    Jeg så ned på billedet i min hånd. Bag Louis var en skygge. En skulder.

   ”Det er min søster.” Pagets stemme var urokkelig. Jeg så op på hende, og denne gang lod hun vores blikke mødes. Det var muligt for mig at bemærke den brune farve i hendes øjne. Sidst havde hun været langt væk.

   Hendes kinder var let røde, og hendes hår hang i en slatten hestehale. Alligevel var hun smuk at se på. De mørke øjne, omkranset af mørke vipper og øjenbryn. De fyldige læber. På én gang så hun både hård og skrøbelig ud. Hendes ansigt og holdning udstrålede styrke og udholdenhed, men det bekymrede blik i hendes øjne var en sprække ind bag facaden.

   Jeg sled blikket væk fra hende og lod min svækkede krop falde ned i den anden ende af sofaen, hvori Zayn sad tavs og lyttede. Han havde ikke sagt et ord, siden jeg kom ind i stuen.

   ”Hvilken psykopat sender billeder på den måde?” udbrød jeg og kørte en hånd hen over mit ansigt. Ingen i stuen svarede mig. Jeg kastede endnu et blik ned på fotografiet. En sær fornemmelse bredte sig i mig. Min mave vendte sig ved synet af hans desperate øjne. Jeg ville så gerne hjælpe ham, men jeg havde absolut intet at gå efter. Intet.

   ”Jeg går op.” Jeg havde sagt de præcis samme ord dagen før, da Liam havde fået mig til at indse, at jeg ikke kunne stole på Paget og det, hun havde tilbudt. Denne gang var der ingen, der sagde noget. Det gjorde mig så sur, at de bare sad der og stirrede ud i luften, som om der ikke var noget håb tilbage. Kunne de for helvede ikke tage sig sammen og forsøge at gøre noget? Reagere på, at vi havde bevis på, Louis var i live? 

   Da jeg havde trampet ovenpå og smækket døren hårdt efter mig, gik det op for mig, at jeg egentlig ikke kunne bebrejde dem noget som helst. Paget var taget hertil for at gøre noget, og jeg var ikke bedre end Liam, Zayn og Niall, når jeg gemte mig heroppe. Jeg var ikke tættere på at finde Louis, end de var.

   Håbløsheden og desperationen blev for meget for mig. Jeg kastede mig ned i sengen, tævede den allerede ødelagte pude og råbte ind i den for at få mine frustrationer ud. Jeg var ligeglad med, de hørte det nedenunder. I mange minutter lå jeg bare i min seng og råbte, græd og stirrede op i loftet. Med jævnlige mellemrum vendte vreden tilbage og gjorde mig så rasende, at jeg rullede rundt i sengen og kastede rundt med mit sengetøj. Derefter rullede jeg forpustet om på ryggen, hvor tårerne piblede frem og trillede ned i min nakke.

   Jeg vidste ikke, hvor lang tid der var gået, før jeg var så udmattet, at der ikke var mere vrede tilbage i min krop. Udenpå var solen gået ned, og det var begyndt at blive mørkt. Jeg rejste mig og gik hen til vinduet for at kigge ud. Jeg mindedes dagen før, hvor Paget havde stået og råbt til mig nede fra gaden.

   Det slog mig, at hun også måtte have haft det som mig. Hendes søster var blevet taget fra hende, præcis som min bedste ven var blevet taget fra mig. Hun havde bare haft et år til at komme sig over det. Men hun måtte vide, hvordan jeg havde det.

   I det samme hørte jeg hendes stemme ude på gangen. Jeg snurrede rundt og flåede døren op. Liam havde netop åbnet døren ind til værelset ved siden af mit. Det var kun halvt så stort, hvilket var grunden til, jeg havde valgt dette. Ved siden af ham stod Paget med en rygsæk i favnen.

   Jeg åbnede munden i forbløffelse.

   ”Liam, hvad –”

   ”Paget overnatter her i nat, Harry.” Liams stemme var hård og bestemt, som om han forventede, jeg ville sætte mig imod. Jeg forblev tavs.

   Paget lod kort sit blik hvile ved mine røde, hævede øjne, før hun smuttede ind i værelset, mumlede et tak til Liam og lukkede døren efter sig. Jeg sank og stirrede på døren. Derefter på Liam.

   ”Hvor længe?” spurgte jeg. ”Hvor længe skal hun blive her?”

   ”Indtil videre kun i nat. Det er sent, og eftersom hun er blevet en del af det her, var det det mindste, jeg kunne gøre.”

   ”En del af det her? I går bad du mig glemme hende, fordi du mente, hun var en fupmager?”

   Liam sukkede. ”Tingene har ændret sig. Louis er ikke alene – det ved vi nu – og hvordan skulle hun kunne vide, at det billede ville komme? Desuden passer postkortene sammen med skriften på konvolutten.” 

   ”Hun kunne selv have skrevet det, Liam! Du så ikke, hun tog det brev fra din postkasse. Måske tog hun det selv med og skrev hele lortet selv – postkortene med.”

   ”Og hvad med billedet af Louis? Du tror måske, hun er kidnapperen?”

   Jeg stønnede frustreret, men da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, trådte jeg ind på mit værelse. Før jeg lukkede døren, vendte jeg mig mod Liam en sidste gang.

   ”Jeg siger bare, at du var den, der var skeptisk før, og nu er du vendt på en tallerken. Jeg forstår dig ikke.”

   Så smækkede jeg døren i og stod bare med lukkede øjne og hænderne foldet stramt om mit hoved. Jeg havde bare lyst til at komme væk fra det alt sammen.

 

   Jeg vågnede og havde fuldstændigt mistet tidsfornemmelsen. Jeg anede ikke, hvornår jeg var faldet i søvn, eller hvad klokken var. Udenfor havde mørket nu overtaget fuldkomment. Jeg kom på benene og rullede gardinet ned. Et kort øjeblik måtte jeg støtte mig op ad sengegærdet for at holde mig på benene.

   Uret på min mobiltelefon fortalte mig, at klokken var to om natten. Jeg stønnede og tog mig til hovedet. Hvilket fantastisk tidspunkt at være udhvilet. Jeg var allerede nu klar over, at jeg ikke ville være i stand til at falde i søvn igen.

   I stedet åbnede jeg forsigtigt døren ud til den smalle gang og listede ind på det lille badeværelse, der lå skråt overfor mit værelse – altså også skråt overfor Pagets værelse. Et par sekunder gik jeg i stå og stod bare og så på Pagets dør. Den var magen til min, men det var nu ikke det, jeg tænkte på. Jeg forsøgte at forestille mig hende derinde. Det var svært. En fremmed pige, der sov i værelset ved siden af mit.

   Jeg rystede på hovedet for at komme tilbage til nuet og gik derefter ind på badeværelset for at klare mine ærinder. Det var, da jeg var i færd med at plaske vand i hovedet af mig selv, jeg hørte et bump. Jeg stoppede mit i en bevægelse og lyttede godt efter, men der skete ikke mere. Dog var jeg sikker på, jeg havde hørt noget, og det var kommet fra Pagets værelse. Da mit ansigt ikke længere dryppede med vand, slukkede jeg lyset efter mig og famlede mig vej tilbage i mørket.

   Men jeg havde ikke lyst til at sidde indespærret i det rum, jeg havde befundet mig i i fire dage. Ærligt talt hadede jeg det rum. Det var udelukkende, fordi jeg helst ville være alene, jeg blev derinde. Nu var klokken mange, og eftersom der ikke var noget lys eller nogen stemmer, gik jeg ud fra, alle sov – alle undtagen Paget.

   En hurtig beslutning, og så havde jeg sat mig ned på gulvet med ryggen mod væggen. Jeg sad omtrent midt imellem de to soveværelser. Jeg vidste ikke, hvad jeg regnede med, ville ske. Jeg sad der bare.

   Min telefon lå på mit natbord, så jeg sad der uden nogen form for tidsfornemmelse. Mine øjne begyndte at vænne sig til mørket efter det skarpe lys på badeværelset. Månens lys trængte igennem en lille sprække i gardinet, og den lyste svagt det lille rum op. Jeg trak benene op under mig og hvilede hagen på mine knæ.

   Mon Louis sad på samme måde lige nu? Sad han også på gulvet og stirrede ud i mørket? Jeg sank og bed tænderne sammen. Billedet af ham og blikket i hans øjne var som ætset ind i min nethinde. Det var ikke til at få ud af hovedet.

   Mit hoved var fyldt med sindssyge ting, han var blevet udsat for. Tortur, psykisk nedbrydning, isolation. Hvilket menneske ville kidnappe et andet menneske og sende billeder af personen til familie og venner? Kidnapperen måtte desuden have styr på sine ting, siden han både vidste, hvordan han skulle bære sig ad med at få Louis til at forsvinde, uden nogen lagde mærke til noget som helst, og hvor han skulle skulle sende brevet hen.

   Jeg tog mig selv i at forestille mig, at det var en mand. Måske flere? I princippet kunne det vel lige så vel være en stærk kvinde, der bortførte ham. Han var trods alt del af et verdenskendt boyband, og der fandtes mennesker i denne verden, der var sindssyge nok til at gøre den slags.

   Min lille boble af tanker blev flået i stykker, da døren ved min venstre side åbnedes. Jeg spjættede og bankede baghovedet ind i væggen. Et gisp forlod mine læber.

   Ved siden af mig stivnede Paget, og selvom hun intet havde sagt, vidste jeg, at hun også var blevet forskrækket ved synet af mig. En akavet stilhed bredte sig lynhurtigt. Jeg så den anden vej, men da Paget hverken sagde noget eller rørte på sig, var jeg tvunget til at se tilbage på hende. Jeg så, hun havde et håndklæde i favnen.

   Af en eller anden grund, troede jeg, jeg følte mig en anelse forrådt. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men det havde nok noget at gøre med, at jeg var den, der havde startet med at tro hende, hvorefter Liam havde overbevist mig om, at hun ikke var til at stole på, og nu var han den omsorgsfulde person, der tog hende ind og lod hende sove i huset.

   Det gibbede i mig, da Paget pludselig talte.

   ”Hvorfor tror du ikke på mig længere?”

   Hendes ord hang i luften og lød meget høje, selvom hun havde talt lavt. Jeg blev hylet ud af den og famlede efter et svar.

   ”Hvad mener du?” røg det ud af mig.

   ”Jeg hørte jer.” Hendes øjne gennemborede mig på trods af mørket. ”Jeg hørte jer gennem døren, da I talte om mig.”

   Jeg kunne ikke forhindre en ærgerlig følelse i at brede sig i min krop. Selvfølgelig havde hun hørt det. Vi havde stået direkte udenfor døren og talt højlydt.

   ”Så hvorfor tror du mig ikke længere?”

   ”Jeg … ” Min stemme døde ud. ”Det ved jeg ikke … Det er ikke dig, det er bare … Jeg troede på dig. Liam fik mig til at tvivle, og nu forguder han dig. Han er fandeme for meget.”

   Paget lagde vægten over på det andet ben og strammede grebet om håndklædet.

   ”Så det er trods? Modent.” Hun fnøs.

   Jeg mærkede mine kinder blive varme, da vreden rørte på sig. Jeg var millimeter fra at rejse mig op og give hende svar på tiltale, men jeg lagde bånd på mig selv og så i stedet ned i gulvbrædderne ved min fødder.

   Måske havde det været en dum idé at sætte mig her. Paget og jeg kom tydeligvis ikke særligt godt ud af det med hinanden, og det havde jeg godt vidst. Men det var indlysende for enhver, at jeg et sted havde håbet på, Paget ikke havde sovet. Jeg ville gerne i kontakt med hende. Noget ved hende tiltrak mig.

   ”Skulle du ikke i bad?” Min stemme var blottet for følelser.

   Paget så ned på håndklædet, som hun stod og pressede ind mod sit bryst som for at beskytte sig. Jeg så væk fra hendes ansigt. Det svage lys afslørede hendes bare tæer. Neglene var malet lyseblå. Jeg betragtede dem indgående, da de pludselig flyttede sig ud af mit synsfelt. Jeg nåede lige at se det brune hår forsvinde ind på badeværelset, før døren smækkedes bag hende.

 

________________________________________________________________________________________

Undskyld, undskyld, undskyld, at jeg er så dårlig til at skrive til jer på denne her. Her har I i det mindste et lille kapitel :)  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...