Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5375Visninger
AA

6. 5. KAPITEL / PAGET

PAGETS SYNSVINKEL

 

   Et sted bag mig tikkede væguret rytmisk. Jeg lod mine ører opfange lyden og koncentrerede mig udelukkende om den, indtil jeg begyndte at blive rundtosset og måtte stoppe op og ryste på hovedet.

   Jeg sad i en mølædt læderstol med albuerne hvilende på knæene. Foran mig på et fedtet træbord lå min mobiltelefon og skinnede i det lette lys, der slap igennem gardinerne.

   Jeg havde nu befundet mig i London i to dage – to dage med øsende regn. Først nu blev de mørke skyer skiftet ud med en smule solskin. De sidste par dage havde der heller ikke været ret lyst i mit sind. Mine forsøg på at komme til at tale med drengene fra One Direction havde ikke båret frugt. Først havde Liam gjort det klart for mig, at han ikke ville tale med mig. Harry havde været mere åben, men også meget tvivlende. Jeg havde givet ham mit telefonnummer, men han havde ikke ringet. Jeg havde stirret på min mobil lige siden i morges, hvor jeg vågnede, fordi jeg havde drømt, den ringede. Nu var klokken omkring tre.

   Til sidst gav jeg op. Han ville ikke ringe.

   Mit hoved var tungt og mine øjne trætte. Jeg var ikke kommet ét skridt tættere på min søster, og det gjorde mig frustreret. Jeg havde tilmed også sovet elendigt.

   Jeg ville ikke rejse tilbage til Manchester. Ikke før jeg havde svar. Det havde jeg lovet mig selv.

   Men lige nu kunne jeg ikke mere. Jeg havde brug for en pause.

   Inden jeg forlod motellet, brugte jeg få minutter på at gøre mig i stand. Tog et hurtigt bad, satte håret op og fandt noget rent tøj. Udenfor gjorde solen mig ikke i bedre humør. Jeg havde en tendens til at blive lidt mere irritabel om vinteren, når solskin var en mangelvare, men denne gang fik end ikke de varme stråler mig til at smile.

   Jeg kørte ind til midtbyen igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg ledte efter, kørte bare – passerede den ene butik efter den anden. Omsider – efter et kvarters kørsel – fandt jeg en hyggeligt udseende café. Det var ikke fordi, jeg havde synderligt lyst til hyggelige og snakkesalige mennesker, men jeg satte pris på en god kop kaffe, og det fandt man sjældent på de mere snuskede steder.

   Den behagelige duft af kaffe fik mig til at lukke øjnene i nydelse et kort øjeblik. De sidste to dage havde jeg ikke brugt tid på mig selv. Jeg havde udelukkende fokuseret på at komme i kontakt med One Direction. At kunne sætte mig ned i en af de mere private båse og bestille en kop kaffe, fik mig til at slappe lidt af i de skuldre, der i de sidste 48 timer havde været mere end rigeligt anspændte.

   Servitricen var en pige på omtrent min egen alder. Hendes hår var samlet i en mørk, lang hestehale, der hang ned ad den slanke ryg. Hun havde de der store øjne, der får én til at se så blid og sød ud. Da hun kom tilbage med min kaffe, gav jeg hende hurtigt de aftalte penge og forventede, at hun gik. Men selvfølgelig blev hun.

   ”Har jeg set dig før?”

   Jeg rynkede brynene og rystede på hovedet. Jeg var sikker på, jeg aldrig havde set hende før. Jeg ville have husket de blide øjne.

   Da hun blev stående og så på mig, var jeg nødsaget til at uddybe. Hun gik tydeligvis ikke af sig selv.

   ”Jeg har aldrig været her før, så det er jeg ret sikker på, du ikke har.”

   Min afvisende attitude lod til at prelle fuldstændigt af på hende. Hun klemte bare øjnene lidt sammen og lagde vægten over på det andet ben.

   ”Hvor er du fra?” spurgte hun.

   Jeg tøvede kort – overvejede, om det var en oplysning, der var klog at betro hende. Dog kom jeg, ved at se ind i hendes øjne, frem til den konklusion, at hun intet ondt havde i sinde. Pigebarnet troede jo bare, hun havde fundet en gammel veninde fra fjerde klasse.

   ”Manchester,” svarede jeg og betragtede hende med hænderne foldet rundt om det dampende krus. Jeg så hendes øjne lyse op, og før jeg vidste af det, havde hun sat sig ned over for mig.

   ”Jeg kommer fra Manchester. Vi have mødtes engang! Jeg hedder Nina.”

   ”Manchester er en stor by. Jeg beklager, Nina, men jeg tror ikke, vi har set hinanden før.” Jeg krydsede mentalt fingre for, at hun ville gå nu. Hendes overbevisning om at vi kendte hinanden, begyndte at gå mig på nerverne. Heldigvis kunne hun ikke finde på mere at sige, og efter at have kigget nøje på mig en ekstra gang, rejste hun sig med et lille smil.

   ”Det er okay. Men kommer du i tanke om noget en dag, kan du altid finde mig her, okay?”

   Jeg fremtvang et smil og nikkede, selvom jeg vidste, jeg aldrig ville komme i tanke om noget. Da hun var forsvundet og travlt optaget af andre kunder, lænede jeg mig tilbage i den bløde stol og stønnede, mens jeg kørte en hånd hen over min pande. En af ulemperne ved storbyen var helt sikkert den konstante folkemængde. Uanset hvor man gik hen, ville der altid være nogen, man skulle være høflig overfor, eller nogen, der begyndte at tale til én. Den del havde jeg aldrig brudt mig om.

   Jeg drak hurtigt min kaffe og gengældte ikke Ninas smil, da jeg forlod caféen. Udenfor blev jeg mødt af den samme stank af bilos og lyden af travle mennesker. Jeg var nær blevet skubbet omkuld, da jeg i få sekunder ikke var opmærksom på mine omgivelser. Bilen stod, hvor jeg havde parkeret den, men efter at have tjekket, at den endnu var låst, besluttede jeg at lade den stå og begive mig af sted på gåben. Jeg måtte have tankerne væk fra min søster og Louis Tomlinson. Bekymringer og skyldfølelse rev mig langsomt op indefra.

   For jeg følte skyld. Jeg følte, at det delvist var min skyld, at Brooke var væk. Da hun begyndte at være mere væk hjemmefra og kom hjem med bræk i håret og store pupiller, gjorde jeg ikke noget. Jeg vidste, at hun var ved at komme ud, hvor hun ikke kunne bunde, men jeg gjorde ikke noget. Vi havde altid haft temperament i vores familie, og jeg vidste, at Brooke ville blive sur, hvis jeg blandede mig. Og som den kryster, jeg var, skjulte jeg skyldfølelsen dengang ved at overbevise mig selv om, at Brooke var stærk nok til selv at sige stop, når det var på tide. Jeg overbeviste mig selv om, at hun selv kunne styre det.

   Nu syntes det hele fuldstændigt åndssvagt. Jeg havde kunnet stoppe hende fra at flytte til Wales med den fyr, hun var faldet for. Hvis jeg havde sagt noget dengang, havde hun måske lyttet til mig. Vi havde altid haft et specielt bånd, eftersom vores mor ikke altid havde været der så meget, som vi havde ønsket. 

   Men det var for sent nu, og det plagede mig konstant.

   Jeg så ned på mine fødder, mens jeg gik. Efterhånden som jeg lagde kilometerne bag mig, og regndråber så småt begyndte at farve fortovet mørkt, vidste jeg, at det var på tide at vende om og gå tilbage til bilen. Jeg ville have fundet en park og bare have siddet på en gynge, mens jeg betragtede de andre børn, der legede i sandet, men jeg havde været for optaget af mine tanker til at kigge op, og jeg anede ærligt talt ikke, om jeg overhovedet havde passeret nogen park.

   Men da jeg vendte mig for at gå tilbage, stoppede jeg øjeblikkeligt op. Nogen gik hurtigt væk med hovedet bøjet og hænderne dybt begravet i lommerne. Jeg kunne have svoret på, at den person havde stået uden for caféen med en cigaret, da jeg forlod den. Frygten spredte sig langsomt ud i mine ben, og et øjeblik måtte jeg støtte mig til en lygtepæl for ikke at knække sammen i benene. Så tog jeg mig sammen og trak vejret dybt ind. Der kunne være mange grunde til, at den person skulle samme vej som mig, men også bestemte sig for at vende om netop nu.

   Så jeg rettede ryggen og begyndte at gå tilbage til bilen – denne gang med blikket fæstnet på den sorte læderjakke, der var på vej væk fra mig. På grund af min vane med at se ned i jorden, var jeg flere gange en smule i tvivl om, hvilken vej jeg skulle tage for at komme tilbage, men hver gang jeg blev usikker, fik noget mig til at vælge den samme vej som manden med læderjakken, og da det bagefter viste sig at være det rigtige valg, blev jeg lettet, men også mere panikslagen. Jeg blev mere og mere overbevist om, at han havde fulgt efter mig.

   Da jeg omsider kunne se bilen i det fjerne, standsede jeg op midt i regnen, der havde taget til. Jeg gjorde ikke andet end at betragte manden. Jeg krydsede fingre for, at han blot passerede min mors bil og fortsatte rundt om hjørnet, men det skete bare ikke. I stedet stoppede han op ved caféen, stillede sig i tørvejr under tagudhænget og tændte sig endnu en cigaret.

   Min vejrtrækning gik i stå ved synet. Han stod præcis, som han havde stået, da jeg passerede ham tidligere. Mine ben begyndte at ryste under mig. Var det min tur nu? Ville han gribe fat i mig bagfra og tvinge mig ind i sin bil, som han havde gjort med Brooke? Jeg lænede mig op ad en butiksrude og forsøgte at holde mig på benene.

   Frygt havde altid været tydelig at se på mig, og jeg havde altid betragtet min søster som den modige af os to. Hos hende var frygten kun at se i hendes øjne. Jeg forsøgte ihærdigt at tænke på min søster og gøre som hende. Jeg så for mig, hvordan hun ville knytte hænderne hårdt sammen og se sine uhyrer i øjnene. Så bed jeg tænderne sammen, blinkede tårerne væk og begyndte at gå. Jeg gik bare. For hvert skridt kom bilen tættere på. Når jeg først var i bilen, kunne jeg låse dørene og køre min vej. Se ham forsvinde i bakspejlet.

   Men da jeg var en buslængde fra bilen, så jeg op og mødte mandens blik. Og intet kunne have chokeret mig mere. Manden var ikke nogen kidnapper. Det var Graham.

   Jeg stoppede op og stirrede på ham med hjertet bankende i brystet. Min mor havde sendt ham. Min mor havde sendt ham til London efter mig. Jeg havde få sekunder at tænke i. Graham vidste, jeg havde opdaget ham. Hvis ikke jeg reagerede nu, ville han komme over til mig og bede mig om at komme med tilbage til Manchester, og han ville ikke forlade mig igen, før jeg havde indvilliget.

   Så jeg løb. Jeg snurrede rundt og løb så hurtigt, mine ben kunne bære mig. Regnen piskede mig i ansigtet, og mine støvler plaskede igennem vandpytterne. Uden at kigge tilbage, vidste jeg, at Graham fulgte efter mig. Jeg kunne høre hans tunge skridt bag mig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne løbe fra ham på en lige strækning. Graham var i god form, og jeg havde ingen chance for at slippe væk sådan her.

   Hans skridt kom hele tiden tættere på, og i panik drejede jeg pludselig ned ad en lille sidegade. Lejlighederne tårnede sig op på begge sider af mig, og mine skridt gav genlyd mellem de høje mure. Jeg løb så hurtigt, at den kolde luft gjorde ondt i min hals, og jeg flere gange var ved at falde over mine egne ben. Og selvom mælkesyren bredte sig i min krop, drev panikken, frygten og adrenalinen mig fremad. Fremad, fremad, fremad.

   Efter adskillige minutter, hvor Graham tilmed havde haft energi til at råbe efter mig, så jeg min udvej. Forude var en nedgang til undergrundsbanerne. Jeg vidste, at klokken var omkring fire, og derfor ville der være fyldt med mennesker dernede. Mine ben kunne snart ikke bære mig længere, og jeg kunne ikke få luft, men jeg klarede mig ned ad trapperne og styrtede ind mellem de mange mennesker. Vrede udbrud forfulgte mig gennem menneskemassen, men jeg hørte intet af, hvad der blev sagt. Jeg løb bare, velvidende at Graham var lige bag efter mig. Han råbte mit navn igen, men jeg tog mig ikke af det. I stedet slog mit hjerte et slag over, da jeg øjnede et tog, der var få sekunder fra at forlade perronen, og jeg vidste, at jeg måtte tage chancen.

   Jeg lukkede øjnene og kastede mig hovedkulds ind ad den smalle åbning mellem de to metaldøre, der var ved at lukke sammen. Netop som jeg hørte en dump lyd bag mig, satte toget langsomt i gang. Jeg lå bare på gulvet med folks stirrende blikke på mig, mens jeg vuggede frem og tilbage i takt med togets bevægelser. Jeg havde ikke kræfter til at rejse mig, og jeg trak vejret ind med en pibende lyd. Sådan lå jeg, hvor ingen turde røre mig eller tale til mig.

   Og omsider kom tårerne. En klump formedes i min hals, og det sved i mine øjne. Jeg hulkede og hulkede, selvom det i forvejen gjorde ondt i mit bryst og min hals. Jeg kunne ikke holde det inde.

   Da en dame kom hen til mig og forsigtigt rørte ved mit våde hår, mens hun talte beroligende til mig, rystede jeg hendes hånd af mig og løftede mig på rystende arme op fra det beskidte gulv. Jeg kravlede lidt væk fra døren og lagde armene om mine ben. Så sad jeg der med ansigtet gemt væk ved mine knæ og med tårerne strømmende ned ad kinderne, mens sandheden langsomt begyndte at gå op for mig.

   Jeg var alene. Fuldstændigt alene.

   Efter tabet på Brooke, havde jeg aldrig rigtigt haft nogen at støtte mig op ad og betro mig til, og nu havde jeg for alvor ingen. Jeg havde forladt min mor, og det fortrød jeg ikke. Hun havde aldrig været den, jeg havde fortalt mine hemmeligheder til, så på det punkt havde jeg ikke mistet andet end hendes tilstedeværelse i min hverdag. Det samme gjaldt Graham. Jeg ville ikke drømme om at stole på ham og lægge mit indre i hans hænder. Han var en del af min mor.

   Så var der One Direction. Jeg kunne lige så godt indrømme over for mig selv, at jeg også havde haft bagtanker ved at opsøge dem. En del af mig havde håbet på, at de ville lukke mig ind og lade mig blive en del af deres fællesskab. At vi kunne opklare det her sammen. Men det var et spinkelt og naivt håb, det kunne jeg godt se nu. Det havde været dumt af mig overhovedet at tænke sådan.

   Jeg havde kun mig selv.

 

   Jeg sad i bilen med fingrene trommende mod rattet. Jeg var splittet.

   Mentalt havde jeg det forfærdeligt. Jeg var ødelagt efter dagens oplevelser. At se Graham havde gravet følelser frem, jeg ikke havde lyst til at føle. Han havde mindet mig om, hvordan jeg stod. Alene. Min lyst til at forsøge mig med noget som helst var meget, meget lille. Jeg havde mistet troen på, at One Direction nogensinde ville have nogen form for kontakt med mig. Jeg havde mistet troen på, at nogen i denne verden ville hjælpe mig med at finde min søster.

   Det gjorde ondt at tænke på. Hvordan fanden kunne folk lade en uskyldig pige forsvinde på den måde uden at gøre noget ved det? Havde de ikke nogen samvittighed? Bare fordi hun ikke havde det bedste helbred og til dels var afhængig af stoffer, var hun da ikke mindre menneske?

   Et øjeblik bøjede jeg mig forover og lod min pande hvile mod bilens sorte rat. Jeg havde hovedpine, og jeg var træt i hele kroppen. Bilen manglede benzin igen, og solen var gået ned. Allermest havde jeg bare lyst til at slippe væk fra det hele. Alkohol eller et par sovepiller ville gøre godt. Så længe intet kunne nå mig, var alt kærkomment.

   I min frustration besluttede jeg at køre forbi Liam Paynes hus endnu engang. Mine fingre var forsat konstant i bevægelse og stod i skarp kontrast til min medtagede og udmattede krop. Da jeg holdt foran Liams hus, blev jeg siddende i det tiltagende mørke med blikket låst fast på de vinduer, der vendte ud mod vejen. Så jeg nogen gå forbi derinde, ville jeg banke på endnu gang.

   Men intet skete. Ingen bevægelser.

   Jeg blev rastløs og rokkede rundt på sædet. Selvom jeg praktisk talt havde givet op, var der alligevel noget i mig, der var nedtrykt ved tanken om bare at køre min vej igen. Nu var jeg her, og det begyndte at krible i mine fingre efter bare at forsøge en enkelt gang mere. Én gang mere.

   Jeg sagde til mig selv, at hvis ikke det her gav bare en smule fremgang, ville jeg køre hjem. Den rest af styrke jeg havde haft i morges, måtte jeg klamre mig til nu. Jeg hang kun i med fingerspidserne.

   Inden jeg åbnede døren og trådte ud på vejen, lukkede jeg øjnene og trak vejret dybt ned i lungerne et par gange, indtil jeg følte, at jeg havde samlet den sidste rest af viljestyrke i mig. Så begav jeg mig med faste skridt hen til huset på den anden side af vejen. Jeg fjernede ikke mit blik fra døren, som jeg gik. Allermest håbede jeg på, at nogen inde fra huset så mig og ville komme ud til mig, så jeg ikke endte med at stå og vente foran døren. Det var sådan en nervepirrende ventetid.

   Men alligevel var jeg så træt i hovedet, at jeg grundet manglende koncentrationsevne og træthed alligevel fik kastet et blik på den stopfyldte postkasse, der stod ved vejen ud for huset. Af en eller anden grund fangede den mit blik, for jeg stoppede op og så kort på den. Men øjeblikket trak ud, og så var det ikke længere kun et kort kig. Min hjerne arbejde så ufatteligt langsomt, men noget rørte på sig deroppe.

   Postkassen var så fyldt med regninger, reklamer og aviser, at det bugnede ud af den. Men mellem alle de – for mig – mere eller mindre ligegyldige ting lå et lille, hvidt brev uden nogen afsender. Jeg stirrede længe på det, velvidende at jeg ikke burde snage i andres ting.

   Jeg så mig omkring, for at være sikker på at ingen var i nærheden til at se mig, og rakte ud efter brevet. Men netop som jeg var få centimeter fra at nå det, gik det op for mig, hvorfor brevet havde virket bekendt på en eller anden måde, og jeg stivnede midt i min bevægelse.

   På den lidt gule kuvert, der var langt fra perfekt og hvid, stod adressen skrevet med velkendte, skæve blokbogstaver. Jeg spærrede øjnene op og flåede kuverten til mig. I løbet af få sekunder havde jeg revet den op med fingrene, og noget faldt ud og dalede ned til jorden. Jeg bøjede mig hurtigt ned og så, at det var et fotografi. Et billede.

   Jeg åndede tungt, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, da jeg lod mit blik hvile på det mørke billede. Det var Louis. Jeg kunne genkende det pjuskede hår, og de fine ansigtstræk. Mørket i billedet gjorde, at baggrunden og omgivelserne var nærmest umulige at bestemme, men det var helt bestemt ham. Billedet var taget tæt på, men ikke særligt godt. Kameraet havde ikke fokuseret på Louis, men på et punkt bag ham. Jeg kneb øjnene sammen og holdt billedet tættere op til mine øjne.

   Og da ramlede det hele for mig.

   Min vejrtrækning var helt ude at kontrol, og mit hjerte pumpede afsindigt hurtigt. Jeg så mig forvildet rundt og tabte billedet ud af hænderne, da jeg ville løbe op til døren. Men før jeg overhovedet nåede at samle billedet op igen, blev døren flået op, og Liams rasende ansigt mødte mig.

   ”Hvad fanden laver du her igen?” spurgte han med en overraskende kontrolleret stemme. Hans stemme var det stik modsatte af min, da jeg fumlende fik samlet billedet op og vildt gestikulerende skingrede: ”Se, se, se! Liam, se!”

   Liam så underligt på mig og blev så overrumplet, at han et øjeblik glemte sin vrede og kiggede ned på fotografiet, jeg holdt op foran ham. Han tog det lille stykke fotopapir ud mellem fingrene på mig og stirrede på det, som jeg havde gjort. Så løftede han blikket og fik øje på den iturevne kuvert, der lå på asfalten bag mig. Derefter flakkede hans øjne over til postkassen, og han regnede ud, hvad jeg havde gjort.

   Han trak vejret ind for højest sandsynligt at sige noget vredt til mig, men jeg kom ham i forkøbet.

   ”Liam se nu på det billede. Det er Louis!”

   ”Det er jeg klar over,” sagde han ufatteligt køligt, og jeg kunne se, hvordan han bed tænderne sammen i vrede. ”Men det giver ikke dig ret til overhovedet at røre min post!”

   ”Lyt nu til mig,” bad jeg og trådte tættere på ham med gråden siddende i halsen. ”Lyt nu for helvede bare til mig! En enkelt gang. Er det så meget at bede om?”

   Liam så op på mig med vrede i blikket, men han sagde intet. Det gav mig mod.

   Jeg stillede mig så tæt på ham, at jeg også kunne se billedet, og så løftede jeg min ene finger og pegede. Jeg pegede på et mørkt omrids allerbagerst i billedet. Det var knapt synligt.

   ”Hvad?”

   ”Kan du ikke se det?” Min stemme var helt skinger af ophidselse.

   Liam rystede på hovedet.

   ”Det er min søster!” nærmest råbte jeg. ”Det er hendes skulder, hendes modermærke. Jeg sagde det jo, Liam. Louis er sammen med min søster!”

   For første gang i lang tid følte jeg et sus af glæde. Ægte glæde. 

 

_____________________________________________________________________________________

  Så har jeg endelig et nyt kapitel til jer.

   Jeg håber, I stadig har lyst til at læse det, og at I har haft en god påskeferie. Jeg har været tvunget på arbejde, men jeg fik sørme også taget mig sammen til at rette lidt op på min forsømmelse af Movellas. Hvis I føler, jeg har fortjent det, ville jeg sætte stor pris på en kort kommentar om, hvad I synes om Hidden Hearts indtil videre. Selvfølgelig kun, hvis I har lyst. 

  Vi ses :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...