Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5348Visninger
AA

5. 4. KAPITEL / BROOKE

BROOKES SYNSVINKEL

 

   Nervøst strøg jeg gang på gang mit skulderlange hår om bag øret. 399 dage havde jeg siddet hernede – jeg satte en streg på den fjerneste væg med en hvid sten hver dag. Sådan holdt jeg styr på tiden. Men jeg havde af og til misset dage, og mit system var derfor ikke helt pålideligt.

   En enkelt gang havde jeg klippet mit hår. Men det var ikke frivilligt. Han havde kastet en saks ind til mig efter omtrent et halvt år og havde bedt mig klippe mit hår af. Jeg havde grædt, da lokkerne var faldet ned på gulvet omkring mig, men der var intet at gøre. Jeg havde før trodset ham, og da lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen.

   Han havde tævet mig. Banket mit ansigt til blods, kastet mig rundt i cellen. Han havde endda brækket min hånd, da han mistede balancen og væltede ned over mig. Han lugtede altid af alkohol, men denne gang havde det været værre end normalt. Jeg burde have vidst bedre end at nægte på den måde. Jeg havde aldrig før oplevet en sådan smerte.

   Jeg holdt min hånd frem foran mig og betragtede det sted ved min ringefinger, hvor knoen manglede. Den var sunket ned i min hånd, da knoglerne var groet forkert sammen. Et evigt minde.

   I det samme mærkede jeg, hvordan det begyndte at prikke svagt inde bag mine øjenlåg. Jeg troede ellers, jeg var holdt op med at græde. Jeg havde grædt så mange tårer, at det snart ikke burde være muligt at græde flere. Nat efter nat havde de salte dråber løbet ned ad mine kinder, men det skete ikke så ofte længere. Jeg følte, at jeg var blevet mere hærdet. Det, der skete hernede, var begyndt at blive rutine for mig, og jeg var ikke længere lige så skræmt. Men ensomheden havde altid været der. Og savnet.

Jeg tænkte, at det måtte være de nye begivenheder, der havde sat gang i mine tårekanaler igen. De sidste par dage havde han været mere grov, mere voldelig. Natten før den nye drengs ankomst havde han siddet hernede sammen med mig. Han havde råbt og skreget, og jeg var faldet i søvn til hans hulkende gråd. Jeg havde aldrig set ham sådan før.

   Efter at have siddet i flere timer i den samme stilling, besluttede jeg at flytte lidt på mig. Men netop som jeg gjorde det, rørte den unge mand på sig – ham, der var blevet smidt ind til mig i nat. Da havde det været svært for mig at bedømme, hvor gammel han var, men nu, hvor dagslyset trængte svagt ind igennem det lille kældervindue, var det muligt for mig at se ham ordenligt. Håret var halvlangt og rodet, hen over kinderne var skægstubbe bevidst vokset frem, og tøjet bestod af en hættetrøje og et par joggingbukser. Han lignede én, der havde været ude at motionere.

   Jeg ønskede at se hans øjne.

   De var endnu lukkede, men hovedet rykkede frem og tilbage. Han havde mareridt.

   Jeg besluttede at kravle hen til ham, så jeg ville være der, når han vågnede. Om han ville genkende mig, vidste jeg ikke. Han lugtede af bræk og sved, og det stak i mine næsebor, men jeg blev siddende. Han kastede sig nu rundt, og jeg modstod trangen til at holde ham fast eller stryge ham over kinden. Jeg ville gerne fortælle ham, at jeg var der til at hjælpe ham.

   ”Nej … Må ikke … ” Han mumlede. ”Hjælp … ” I det samme slog han ud med hånden, så han nær havde ramt mig i ansigtet.    Jeg rykkede mig lidt væk, men jeg var stadigvæk klar, til når han vågnede.

   Og det gjorde han nu.

   Jeg så øjenlågene sitre, og kort efter gled de op, så jeg kunne se hans blå øjne. De stirrede vildt rundt i rummet, og hans mund stod åben i forskrækkelse og angst. Jeg åbnede selv munden for at sige hans navn og berolige ham, men det gik op for mig, at jeg endnu ikke kendte det. Jeg havde præsenteret mig i går, men selvfølgelig havde han været bange, og han havde ikke nået at fortælle mig sit navn, før han gik i sort.

   ”Rolig,” prøvede jeg forsigtigt, men jeg mærkede hurtigt, hvordan mit moderlige instinkt nærmest var blevet revet fra mig i min tid hernede. Evnen til at trøste en anden person var simpelthen blevet skubbet meget, meget langt væk. Men jeg gav ikke op. Jeg huskede tydeligt, hvor skrækslagen jeg selv havde været, da jeg vågnede op efter at være blevet slået ud af det voldsomme stof, han gav én, for at gøre os mere medgørlige.

   Drengen spjættede og forsøgte at rive sig fri af mine arme, der trykkede ham ned mod gulvet. Jeg lænede mig ned over ham og prøvede at få gang i hans hukommelse.

   ”Det er mig,” sagde jeg hurtigt og så gennemtrængende som muligt. ”Det er Brooke. Tag det roligt.”

   Mine ord lod til at nå ind til ham, for han slappede en smule mere af, men han brød sig stadigvæk ikke om at blive holdt ned mod det beskidte og kolde gulv, så jeg slap ham og lænede mig tilbage.

   ”Brooke,” sagde han forvirret og kom lettere vaklende på benene. Men hans ben kunne ikke bære ham, og han svajede til den ene side. Heldigvis havde jeg været forberedt, og jeg nåede at gribe fat i hans arm, og forsigtigt fik jeg ham til at sætte sig ned – længst væk fra den brækpøl, han havde efterladt sig i går.

   ”Brooke,” gentog han og tog sig til hovedet, ”mit hoved.”

   Jeg bevægede mig tættere på ham og lod blidt mine fingre stryge hen over hans pande. En enorm bule mødte mine fingerspidser, og jeg trak hurtigt hænderne væk, så jeg ikke forvoldte ham nogen unødvendig smerte.

   ”Du har fået en bule,” sagde jeg stille. ”Du slog hovedet i går, da du … da du ankom.”

   Han var stille lidt, og jeg havde ikke lyst til at bryde stilheden, så jeg ventede bare. Det eneste, der hørtes, var hans hektiske vejrtrækning og min lidt lettere. Til sidst brød hans grødede stemme stilheden i det lille rum.

   ”Hvor længe har jeg været væk?”

   ”Da du kom, var det sen eftermiddag. Nu er det tidlig morgen. Der er stadigvæk mørkt udenfor.” Jeg gjorde en lille bevægelse mod det eneste vindue, der var i rummet. Det var på størrelse med et A4-papir, og glasset var gået i stykker, så det nogle gange trak med kold luft hernede. Derudover sad vinduet så højt oppe, at man ikke kunne nå det og knapt nok kunne se ud af det. Lige nu var der ikke andet end en langsomt lysnende himmel at se derude. Jeg havde ikke selv sovet i nat. Jeg havde siddet oppe og betragtet ham, i det tilfælde at han skulle vågne op.

   Da han ikke svarede, besluttede jeg, at det måtte være på tide, jeg fik hans navn, eftersom han allerede kendte mit.

   ”Jeg tænkte på … ”Jeg tøvede. ”Dit navn – kunne du fortælle mig dit navn?”

   Drengen, der sad overfor mig med hænderne foldet om hovedet, der højest sandsynligt dunkede af smerte, hævede let øjenbrynene og lod sit blik glide over på mig. Han havde ellers siddet og stirret ud af vinduet, men nu mødtes vores øjne.

   ”Mit navn?” Jeg kunne ikke få hans ansigtsudtryk til at hænge sammen med mit spørgsmål. Han så ud, som om at det, at jeg spurgte efter hans navn, overraskede ham. Det gjorde mig en smule utilpas.

   ”Ja.”

   ”Mit navn er Louis.” Han holdt en pause, som om han ville se virkningen af hans ord på mig, men da jeg ikke reagerede, fortsatte han. ”Louis Tomlinson.”

   Jeg smilede svagt til ham, og da han så det, smilede han også en smule og så på en måde lettet ud. ”Så du kender mig godt?”

   Jeg rynkede brynene. ”Kender dig? Hvorfra skulle jeg kende dig?” Hvis jeg tænkte mig godt om, syntes jeg faktisk at kunne erindre et eller andet, men jeg kunne ikke komme i tanke om nogen Louis Tomlinson, jeg kendte.

   Han bed sig i læben, og han lignede en, der tænkte på højtryk.

   ”Louis, jeg har været hernede længe. Jeg – nogle ting husker jeg ikke så godt. Måske –”

   ”Du misforstår mig.” Louis havde ligesom fået lidt mere glød i øjnene, og hans ansigt var ikke længere kun dækket af den uigennemtrængelige maske af smerte, angst og elendighed. Og det kunne jeg se på trods af den dunkelhed, der lå over rummet. Her var ikke andet lys end den smule, der faldt ned ovenfra henne ved trappen, og så de lille vindue. Men jeg mente at have ret i mine antagelser. Hans stemme var heller ikke længere så grødet.

   ”Jeg er med i et band, forstår du. Vi er ret populære, og det overraskede mig bare, at du ikke genkendte mig – i det mindste på mit navn.”

   Jeg trak på skuldrene. ”Beklager.”

   Louis var hurtig til at svare. ”Det gør ikke noget. Faktisk er det lidt rart for en gangs skyld. Det kan godt blive for meget nogle gange.”

   Et lille smil bredte sig på mine læber, men jeg kunne ikke finde på noget at sige, så jeg forholdt mig tavs. Det var helt ubeskriveligt rart at have en at snakke med. Jeg havde været hernede i over et år, og det eneste selskab, jeg havde haft, var ham. Jeg havde endnu ikke talt meget med Louis, men jeg kunne allerede mærke, hvordan livslysten langsomt vendte tilbage til mig. 

   Jeg var ikke alene længere.

   Men så jeg ud over min egen næsetip, var det også en forfærdelig situation. Ikke én, men to var nu blevet mere eller mindre kidnappet af en sindssyg og voldelig mand, som jeg stadigvæk ikke kendte navnet på. Jeg tænkte, at det måtte være af sikkerhedsmæssige grunde, at han ikke havde fortalt mig noget som helst.

   Men nu var vi to. To, han kunne betragte og mishandle, som han havde lyst. Det her var ikke noget, jeg ville ønske for nogen anden person.

   Dog dukkede en fordel op i mit tankespind. Louis var kendt. Når folk fandt ud af, at han var væk, ville de lede efter ham. De ville lede efter ham, og når de fandt ham, ville de finde mig. Jeg ville slippe ud herfra.

   ”Hvor lang tid har du været hernede?” Louis' spørgsmål trak mig ud af mine tanker.

   ”Lidt over et år.”

   ”Et år,” mumlede han for sig selv, og jeg lyttede til hans spekulationer. ”Vi var også fremme sidste år, men det er nok mest sandsynligt, at du simpelthen bare ikke har hørt om os. Og så er der alligevel også sket meget på et år. Du er gået glip af meget.”

Jeg mærkede sørgmodigheden snige sig ind over mig ved tanken om alt det, jeg havde misset under min tilfangetagelse. Så mange begivenheder og oplevelser. Men Louis vidste, hvad der var sket. Han kunne fortælle mig alt om verdenen udenfor.

   Jeg tog igen mig selv i at være selvisk og udnytte, at Louis var blevet kidnappet sammen med mig. Jeg forsøgte at lade være – jeg ville ikke være selvisk – men det var svært.

   ”Så hvad er navnet på jeres band?”

   ”One Direction.” Louis svarede per automatik, og jeg tænkte, at det var meget normalt.

   Og navnet sagde mig rent faktisk noget. Jeg huskede at have hørt om det band før. Jeg fortalte Louis om mine erindringer, og han smilede let til mig, så små rynker trådte frem om hans øjne. Jeg smilede tilbage, og et øjeblik sad vi bare der og smilede til hinanden.

   Jeg forsøgte igen desperat at lade være med at nyde Louis' tilstedeværelse, men at se et andet menneske smile var fantastisk. Varmen væltede rundt indeni mig, og jeg havde lyst til at kaste mig ind til Louis på trods af hans stank, så jeg kunne mærke hans varme.

   Og lige der hørtes lyden af en motor udenfor.

   Jeg stivnede, og ligeså gjorde Louis. Jeg så, hvordan frygten spredte sig i hans ansigt, da vi begge hørte bilen standse og bildøren smække. Den ellers helt behagelige stemning var brudt og for længst væk. Jeg trykkede min spinkle krop ind mod væggen og lod mit hoved falde tilbage, mens jeg pressede øjnene sammen.

   Han var tilbage.

   ”Brooke, vi kan overmande ham. Vi er to, vi kan –”

   ”Louis, nej,” afbrød jeg ham hurtigt. Det var naturligt, at han forsøgte at finde en vej ud herfra, men han havde ikke været her, som jeg havde, og han kendte ikke ham. Louis ville komme til skade, hvis han forsøgte sig med noget. Det var jeg sikker på.

   ”Du skal ikke prøve på noget, Louis. Det ender galt. Jeg har set ham – jeg ved, hvad han er i stand til. Jeg har mærket det på min egen krop, Louis.”

   Tilsyneladende havde jeg slukket den gnist, der var blevet tændt i Louis, men jeg mente stadig at se noget gløde derinde.    ”Louis, lad være. Vil du ikke nok? Louis –”

   Jeg tav, da der lød fodtrin på den knirkende trappe. Han var her. Stilheden var døvende, og det var ikke svært også at høre hans vejrtrækning. Den var tung og en smule besværet, som den plejede. Jeg vidste, at han var ejer af en stor ølvom, og den gjorde det en del hårdere for ham at bevæge sig rundt. Han bandede tit ad trappen, fordi den tog pusten fra ham.

Louis sad helt stille ved min side. Ikke en lyd kom fra ham, men jeg gruede for det øjeblik, hvor han ville springe op og forsøge at overmande vores overfaldsmand. Rent instinktivt rakte jeg lydløst ud og lagde min hånd på hans arm. Musklerne i hans krop var spændt til det yderste, og det gjorde mig ikke mindre nervøs for ham.

   Jeg klemte hans arm for at få ham til at slappe af og droppe den urealistiske tanke, han havde fastsat sig, men hans kropsholdning ændrede sig ikke.

   I det samme tændtes lyset, og jeg måtte klemme øjnene stramt sammen for ikke at blive blændet. Jeg slap Louis' arm for at lægge hånden for øjnene.

   Men det var for sent. Han havde set det.

   En grynten lød ude fra den anden side af tremmerne, efterfulgt af et hæst grin.

   ”Jamen, jamen, jamen,” gnæggede han og gik helt hen til tremmerne, så vi kunne se hans grimme grin. ”Er der nogen, der er blevet venner her?”

   Jeg fjernede langsomt min hånd, da det nu så småt var muligt for mig at se ordenligt igen. Ved siden af mig havde Louis også åbnet øjnene, og han sad også og så ud på den tydeligvis påvirkede mand, der stod og gloede på os ind mellem tremmerne. Det gråsprængte fuldskæg dækkede den nederste del af hans ansigt, og det hår, han havde på hovedet, var mindst lige så vildt og ulækkert at se på. Tænderne, der var tydelige på grund af det vilde grin, som trak i hele hans ansigt, var gule og grimme, og ølvommen var presset op mod tremmerne lige så vel som hans ansigt.

   Synet var grotesk og skræmmende, og jeg var stadigvæk ikke holdt op med at væmmes ved synet af ham.

   Det var den lille lampe på skrivebordet, der var blevet tændt, og på trods af dens størrelse, var rummet nu lyst mere eller mindre op. I hvert fald var det muligt for mig at se den pøl af bræk, som Louis havde været skyld i. Den lå foran det sted i tremmerne, hvor der hang en hængelås, så det var muligt at komme ud og ind. Jeg vidste, at nøglen altid hang om halsen på den vildmand, der så på os, som var vi aber i en zoologisk have, og var han et lille, ellevildt barn.

   Der var ganske afgjort noget psykisk galt med den mand.

   Resten af cellen havde jeg set før, og der var ikke noget nyt for mig at se på, men jeg var sikker på, at Louis indprentede sig hver eneste detalje. Cellen var lige akkurat så stor, at to fuldvoksne mænd kunne ligge udstrakte ved siden af hinanden uden af røre hinanden. Gulvet var gråt og klamt, og flere steder lå der bunker af skidt eller jord. Væggene havde samme kedelige farve, og nogle gange drev der fugt ned langs dem. Og regnede det, var der for det meste også en lille vandpyt at finde herinde. Derudover var der edderkopper og andre kryb overalt. I starten havde jeg ikke brudt mig om dem, men jeg var hærdet nu. Kravlede der en hen over mit ansigt, når jeg sov, skreg jeg ikke længere, men daskede dem blot væk med en irriteret håndbevægelse.

   Vores kidnapper lod ikke til at være overrasket over den manglende respons, for han fortsatte bare.

   ”Det er godt,” mumlede han. ”Det er godt.” Nu henvendte han sig udelukkende til Louis. ”Det er godt, hun byder dig velkommen.” Han blinkede til ham med det ene øje, og jeg modstod trangen til at fnyse.

   ”Har hun også præsenteret sig og givet dig en rundvisning?” Louis sagde ingenting. ”Fortæl mig hendes navn.”

   Ud af øjenkrogen så jeg Louis synke nervøst, og hans tøven blev ikke modtaget med glæde.

   ”Hendes navn.” Vildmandens stemme var hårdere.

   ”Brooke.”

   Et smil brød ud på vildmandens ansigt, og han begyndte at fumle med hængelåsen. Jeg så Louis' øjne følge hans bevægelser meget intenst, da han rakte op, tog nøglen af halsen og satte den i låsen. Da tremmerne ikke længere adskilte os fra vores kidnapper, blev jeg igen nervøs for Louis, men jeg glemte hurtigt mine bekymringer, for derefter sagde vildmanden noget, der forbavsede mig.

   ”Du kan kalde mig onkel Gilbert.” Han grinede af sig selv. ”Og dit navn er Louis.” Han pegede på Louis med sin pegefinger som et lille barn.

   Alle musklerne i min krop spændtes, da han slap døren og trådte tættere på Louis – og derved også mig. ”Sig, onkel Gilbert.” Han så strengt på Louis. ”Sig det så.”

   Louis så ud til at kæmpe med ordene, men de kom ikke. Han ville ikke.

   Jeg knyttede næverne, da Louis også valgte at protestere verbalt.

   ”Nej,” sagde han hårdt.

   Det påvirkede vildmanden – Gilbert. Gilbert. Efter et helt år, hvor jeg i mit sind havde omtalt ham som vildmanden, skulle jeg nu vænne mig til at kalde ham Gilbert. Navnet lød helt mærkeligt i mit hoved.

   Men nu var han sur. Han bevægede sig helt hen til Louis og bøjede sig så ned til ham, så hans alkoholstinkende ånde ramte Louis direkte i ansigtet. Jeg kunne lugte også lugte det.

   ”Sig det, sagde jeg.”

   Louis rystede på hovedet, og jeg knyttede næverne hårdt sammen, så neglene borede sig ind i håndfladerne. Det gjorde ondt, men Louis bevægede sig netop nu ud på meget dybt vand. Gilbert lignede ikke umiddelbart noget, man skulle passe synderligt på, men man skulle ikke undervurdere ham. Under den store mave gemte der sig både et voldsomt temperament og store muskler. Og det var bestemt ikke et godt match.

   ”Louis.” Jeg kunne ikke lade være. Jeg ville ikke se Gilbert banke Louis, som jeg før selv var blevet banket. Det ville jeg bare ikke.

   ”Gør, som Gilbert siger.”

   ”Ja, hør på pigen.” Gilbert gav mig et klask på skulderen, som skulle have været kammeratligt, men som endte med at få hele min krop til at bukke sammen grundet kraften i hans slag. Luften blev slået ud af mig, men jeg sagde intet.

Gilbert vendte sig igen mod Louis. ”Kom så,” sagde han. ”Sig, onkel Gilbert.” Han så afventende på Louis, der ikke gjorde mine til at adlyde. Og nu begyndte Gilberts tålmodighed at slippe op.

   ”Fem, fire, tre, to …” Hans stemme blev mere og mere vrissen ved hvert tal, og da han nåede nul, havde Louis endnu intet sagt.

   Jeg måtte lukke øjnene, da Gilbert svang sin store næve og ramte Louis direkte i ansigtet.

   Louis stønnede i smerte, og da et lignende slag blev placeret på den anden side af hovedet, så hele hans krop væltede over mod mig, kunne jeg ikke forhindre en enkelt tåre i at bane sig vej ned over min kind. Nu rejste Gilbert sig og svang sin fod. Louis skreg, da den bestøvlede fod ramte ham hårdt i maven og sparkede al luften ud af ham.

   ”Sig det, sig det, sig det,” messede Gilbert, mens han rytmisk sparkede Louis overalt, hvor han kunne komme til. Der lød et væmmeligt knæk, da han rettede et velvalgt spark mod Louis' ansigt.

   Jeg udstødte et hyl og vendte mig væk. Jeg kunne ikke. Næsen var brækket – jeg var sikker på det.

   Louis' skrig blev mindre og mindre for hvert spark, og selvom Gilbert fortsat råbte til ham, at han skulle kalde ham onkel Gilbert, var det ikke længere muligt for Louis at sige et sammenhængende ord. Han forsøgte gurglende mellem sparkende, men Gilbert hørte ingenting, og han stoppede ikke.

   Til sidst kastede jeg mig grædende ned for Gilberts fødder og bad ham hulkende om at stoppe. Først ignorerede han mig, mens han ustoppeligt sparkede løs på Louis, der nu ikke længere gav lyd fra sig. Da jeg i desperation greb fat i den fod, han støttede på, rettede han et spark mod mig. Det ramte mig i ribbenene, og jeg skreg hjerteskærende, da smerten eksploderede i mit bryst.

Jeg kravlede væk fra ham og lagde mig i stedet hen til Louis' fødder. Der lå jeg og hev efter vejret, mens smerten bredte sig i min krop, og tårerne trillede ukontrolleret ned ad mine kinder.

   Louis bevægede sig ikke længere. Det var kun Gilberts spark, der fik det til at rykke i hans krop gang på gang.

   ”Stop det,” hviskede jeg bedende. ”Vil du ikke godt stoppe det!” Gråden og tårerne slørede min stemme. ”Gilbert!” skreg jeg. ”Onkel Gilbert, vær nu sød!”

   Rytmen i slagene blev ujævn, da et spark manglede, og der i stedet kom to hurtige efter hinanden. Derefter manglede der to, og jeg greb min chance.

   ”Onkel Gilbert,” bad jeg. ”Vær sød at stoppe.”

   Jeg så op i Gilberts rødmossede ansigt. Svedperler trillede ned ad panden på ham, og han prustede voldsomt. Til min store lettelse tog han et skridt væk fra Louis – men hen mod mig. Han satte sig ned på hug foran mig, så hans sprittede ånde fandt vej op i mine næsebor. Så lænede han sig ind mod mig og pressede sine sprukne læber hårdt mod mine. Han greb fat om min nakke og tvang mit ansigt ind mod hans, så skægget kradsede i hele mit ansigt. Samtidigt fandt hans anden hånd vej op under min trøje, og jeg kunne intet gøre.

   Da han havde kysset mig adskillige gange og havde gramset på mit bryst, så det gjorde helt ondt, trak han sig væk.

   Og så gik han. 

 

________________________________________________________________________________

  Okay, jeg ved, at jeg er meget ringe til at opdatere på denne historie, men det må i simpelhen leve med. Jeg vil ufatteligt gerne kunne skrive kapitler hurtigere til jer, men jeg får det bare ikke gjort. Måske begynder de snart at komme med lidt kortere mellemrum, men jeg vil ikke love noget. 

  Men alligevel vil jeg gerne bede jer om lidt respons, efter I har læst dette kapitel. I har nu læst et kapitel fra hver af de fire synsvinkler, jeg kommer til at skrive fra. Er det for indvinklet? Jeg har svært ved at bedømme det, eftersom jeg selv skriver, så jeg vil gerne høre jeres mening - også på alt det andet selvfølgelig. Jeg har ikke fået så meget feddback på lige netop denne historie (læserne taget i betragtning), så det ville være rart med bare et par linjer. 

   Jeg håber, I har en god efterårsfeire!   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...