Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5387Visninger
AA

4. 3. KAPITEL / HARRY

HARRYS SYNSVINKEL

 

   Tre hårde bankeslag lød på døren, men jeg så ikke op. Derefter lød de igen, den samme rytme, men jeg reagerede ikke mere, end jeg havde gjort første gang. Med sammenbidte tænder knugede jeg hårdt om min sengs blå betræk, så det blev krøllet helt sammen mellem mine fingre. At banke på min dør, ville ikke fange min opmærksomhed.

   ”Harry?” lød det ude på den anden side af døren. Jeg svarede ikke.

   Selvom jeg ikke udenpå viste nogen tegn på, at jeg var interesseret i den person, der forsøgte at nå ind til mig, begyndte noget alligevel at røre på sig inden i mig. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg efter flere dage uden den mindste kontakt til nogen, nu blev interessant at tale med.

   Da håndtaget på den mørke dør blev trykket ned adskillige gange, kastede jeg et enkelt blik derover.

   ”Harry, åbn døren.” Liams stemme var let at genkende. ”Harry.”

   ”Ro på.” Min stemme var hæs efter mere end 48 timer uden ord, og jeg forbandede langt væk, at det kunne forveksles med gråd. Hele min krop gav sig, da jeg satte mig op i sengen og lod mine bare tæer ramme det kolde trægulv. Jeg kørte vant en hånd igennem mit hår, før jeg i en hurtig bevægelse drejede nøglen om i låsen og åbnede døren på klem, så jeg lige akkurat kunne skimte Liams skæggede ansigt. Han lagde en hånd på døren, som om han ville åbne den mere, men lod være.

   Hans blå øjne mødte mine, og selvom det irriterede mig, fik bekymringen i dem en svag følelse af skyld til at gro frem i mig. Jeg havde lukket mig selv inde i et af Liams gæsteværelser, eftersom vi alle var blevet enige om at flytte midlertidigt ind hos ham, indtil alt det med Louis var afsluttet. Ingen af drengene havde forsøgt at tage kontakt til mig, men jeg vidste udmærket godt, at det var min egen skyld. Jeg havde reageret voldsomt og urimeligt, da nyheden om Louis' kidnapning havde nået mig. Og nu fik Liams urolige øjne skyldfølelsen til at røre på sig.

   ”Er der sket noget?” Hæsheden prægede stadigvæk min stemme, men jeg tog mig ikke af det.

   Liam rystede svagt på hovedet og så kort ned i gulvet. ”Nej.” Han mødte igen mit blik. ”Men vi har snakket lidt om det, og vi er klar over, at det her rammer dig hårdest, Harry.”

   ”Jeg har det fint,” sagde jeg sammenbidt.

   ”Ingen af os har det fint.”

   Jeg så væk.

   Liam fortsatte. ”Vi tager ind til byen. Du bliver nødt til at tage med, Harry. Få lidt frisk luft, tænk på noget andet.”

   Vreden begyndte at røre på sig, og selvom jeg gjorde alt for at holde den nede, så skulle der kun få dråber til at få glasset til at flyde over, og pludselig væltede ordene bare ud af munden på mig.

   ”Hvad fanden tænker I på?” hvæsede jeg højlydt. ”Louis er blevet kidnappet af en eller anden galning derude, og det eneste I tænker på, er at tage ind til byen og glemme alt om ham!”

   Liam forsøgte at få et ord indført, men jeg skar ham af med det samme.

   ”I kan skride ind til byen, hvis det er det, I vil. Jeg bliver her.” Og med de ord smækkede jeg døren i, vendte rundt og lod resten af min vrede gå ud over en tom skraldespand, der stod på gulvet. Jeg sparkede til den, så den med et højt rabalder endte i den anden ende af værelset.

   Derefter lå jeg bare med ansigtet presset ned mod puden, indtil jeg hørte døren nedenunder smække. Da rejste jeg mig op og gik over til vinduet. De små, fine dråber på ruden vidnede om, at det støvregnede udenfor, og den grå himmel bekræftede mig kun i det. Nede på gaden så jeg Liam, Niall og Zayn gå med hætterne slået op og hænderne i lommerne.

   Idet jeg ville vende mig og gå tilbage til sengen, vendte Liam sig om og kastede et blik op på første sal. Jeg vidste, at han havde fået øje på mig, men jeg kunne langt fra se følelserne i hans ansigt. Så vendte han sig igen og småløb for at indhente Niall og Zayn. Lidt efter forsvandt de ud af mit synsfelt.

   I en hurtig bevægelse tændte jeg for musikanlægget, der stod installeret på en hvid hylde. Der sad allerede en CD i, som jeg gik ud fra, at nogen havde glemt. Da en heftig guitar tonede ud af højtalerne, måtte jeg konstatere, at jeg ikke anede, hvem der spillede, men jeg var ligeglad.

   Det irriterede mig en smule, at der var en grænse for, hvor højt, der kunne skrues op, men da det begyndte at gøre ondt i mine ører, måtte jeg alligevel beundre de små højtalere for deres evner.

   Jeg lagde mig tilbage på sengen, hvor jeg bare lå og stirrede op i loftet med fjernbetjeningen til musikanlægget i hånden. Jeg blev ved med at spille den samme sang igen og igen, indtil jeg kunne både omkvæd og vers udenad. Først da mit hoved begyndte at gøre ondt, slukkede jeg i en hidsig bevægelse for musikken og rejste mig hurtigt op. Jeg måtte stå et par sekunder med lukkede øjne, før jeg kunne famle mig vej ud af værelset.

   Trappetrinene knirkede under mine fødder, da jeg gik ned ad trappen i Liams hus. Jeg havde været der mange gange før, og derfor brugte jeg ikke lang tid på at finde mig et glas og fylde det op med ganske almindeligt postevand.

   Jeg stod med lukkede øjne og det kolde glas presset mod panden, da en lyd nåede mine ører. Musikken spillede stadigvæk i mit hoved, og derfor måtte jeg blinke et par gange, før det gik op for mig, at der fandtes andre end mig selv i denne verden.

   Nogen bankede på døren ude i gangen.

   I et kort øjeblik overvejede jeg at gå ud og åbne, som en normal person ville have gjort, men så forsvandt trangen til at se, hvem det var, lige så hurtigt, som den var kommet. Jeg vendte om på hælen og satte kursen direkte mod værelset igen. Jeg smækkede døren efter mig, drak halvdelen af vandet og stillede resten fra mig på det lille bord ved siden af sengen. Det var en halvandenmands seng, men alligevel havde jeg problemer med at være i den. Jeg kastede mig rundt om natten.

   Det var på grund af mareridtene.

   Den nu svage lyd af en knyttet næve mod den massive trædør, fik mig til vende ansigtet mod vinduet. Uden at tænke ret meget, gik jeg over til det og kastede for anden gang den dag et blik ned på gaden.

   Regnen var ikke taget til. Faktisk mente jeg, at den fine støvregn var holdt op. Da jeg så op, var skyerne begyndt at trække sig tilbage. Inden længe ville solen måske bryde frem.

   Nede på fortovet stod en pige. Hendes brune hår var vindblæst, og hun var iført en sort regnjakke og et par udtrådte, røde gummisko. Jeg stod længe og betragtede hende, mens jeg ventede på, at hun ville forsvinde. Men det gjorde hun ikke. Hun stod i mindst fem minutter og bankede på døren med sin lille knytnæve, men da hun intet svar fik, satte hun sig til sidst ned på den lille trappe og sank sammen i ryggen. Da hun derefter blev siddende, fik jeg nok.

   Lettere fumlende fik jeg åbnet hasperne til det lidt ældre vindue, og det åbnedes med en let knirken.      ”Hey!” råbte jeg ud i den kolde forårsvind.

   Pigen så op. Jeg havde hendes opmærksomhed.

   ”Hvad laver du her? Forsvind!” Min stemme var hård. Jeg var ligeglad.

   Hun rejste sig op, men hun gik ikke. I stedet stillede hun sig direkte under vinduet og fjernede det skulderlange hår fra ansigtet. ”Jeg vil gerne tale med dig,” sagde hun højt nok til, at jeg kunne høre hende. ”Jeg vil tale om Louis Tomlinson.”

   Navnet ramte mig i ansigtet som en knytnæve. Jeg trak mig tilbage fra vinduet, trak vejret dybt og fandt min ødelagte facade frem på ny. Så lod jeg igen pigen se mit ansigt.

   ”Hvad hedder du?” spurgte jeg.

   ”Paget Foster,” svarede hun.

   ”Godt, Paget,” sagde jeg følelseskoldt og lænede mig ud af vinduet, så jeg bedre kunne se hende. ”Jeg vil ikke tale med dig, så forsvind herfra. Du har ikke noget at gøre her.”

   ”Jeg vil tale om Louis,” fastholdt hun stædigt og lod sig ikke slå ud. Hun flyttede sig ikke en eneste centimeter.

   Igen ramte navnet mig med en smerte, der fik min ellers hårde facade til at krakelere endnu engang, men denne gang håndterede jeg det bedre. Jeg lukkede kort øjnene, holdt vejret, og så derefter igen på pigen, der krævede at tale om det, der havde fået hele min verden til at styrte i grus. Paget, hed hun.

   Uden at sige mere, fjernede jeg mig fra vinduet, og bedst som jeg var i gang med at lukke det, lød Pagets stemme igen nede fra fortovet.

   ”Jeg har en søster!” Hendes stemme var på randen af desperation, og det fik mig til at stoppe midt i en bevægelse. Det gav hende modet til at fortsætte. ”Hun hedder Brooke. Jeg har ikke set hende i et år. Hun stak af.”

   Jeg sukkede og slap vinduet, så vinden åbnede det, og det bankede ind i muren udenfor. ”Hvad fanden skal jeg bruge din søster til?” Jeg var irriteret, og det var let at høre.

   ”Til at finde Louis.”

   Jeg var tavs. Hun sagde ikke mere. Noget inden i mig rørte på sig, og pludselig havde jeg ikke længere lyst til at smække vinduet i og lægge mig tilbage på sengen. Jeg ville høre, hvad hun havde at sige. Hun opdagede tilsyneladende min stigende interesse, for hun fortsatte.

   ”Hun stak af til Wales. Ugen efter modtog vi et selvmordsbrev. Det var et postkort fra Thailand, skrevet med blokbogstaver. Brooke ville ikke begå selvmord, det ville Louis heller ikke. Kan du se det, Harry?”

   Hun vidste, hvem jeg var. Selvfølgelig vidste hun det.

   Jeg sank og forsøgte at få hendes ord til at give mening i mit hoved. Louis var blevet kidnappet og var derefter blevet tvunget til at skrive sit eget selvmordsbrev. Som pigen – Paget – fortalte det, lød det, som om præcist det samme var sket for hendes søster. Men kunne jeg stole på hende? Jeg strammede grebet om vinduets kant og overvejede mine ord.

   ”Er du sikker?” endte jeg med at spørge. Min stemme var ikke så høj længere, men hun hørte mig, og hun nikkede.

 

   Klokken var omkring tre, da de andre kom tilbage igen. Jeg havde taget en beslutning og var gået nedenunder.

   Da Liam kom ind ad døren som den første, stirrede han på mig, men så ændrede hans ansigt sig, og hvis jeg ikke tog fejl, var der en lettelse at spore i hans øjne. Han sagde dog ikke noget.

   Så kom Zayn og Niall traskende ind efter ham, og de gav mig også en enkelt blik, før de tvang sig selv til at se væk.

   Jeg mærkede irritationen røre på sig. Jeg følte mig som et dyr i zoologisk have.

   Det var let for mig at se, hvad de tænkte om mig. De var overraskede over, at jeg var kommet ud fra mit værelse, efter at jeg havde levet beskyttet derinde i to døgn. Da jeg havde svaret Liam tidligere i dag, havde det været første gang, jeg havde talt med nogen, efter jeg havde fået nyheden at vide, og de var tydeligvis mærkede af situationen. Ingen af dem så ud til at have lyst til at tale med mig.

   Jeg bekæmpede trangen til at gå tilbage til mit værelse, hvor jeg var alene, og rettede ryggen. Jeg sad på en af de hårde stole i køkkenet, og den knagede under mig, da jeg efter noget, der føltes som flere timer, endelig bevægede mig igen.

   Jeg havde ventet på dem.

   ”Hvad har I lavet?” Min stemme lød monoton og næsten ikke bebrejdende, da den brød den tunge stilhed, der havde lagt sig i det ellers fyldte rum.

   Niall så overrasket op fra det, han havde været i færd med. Det var, som om min stemme forekom ham fremmed. Hans øjne flakkede usikkert frem og tilbage i rummet mellem mig og Liam. Og Liam blev hans redning.

   ”Vi gik bare ned i parken, fodrede ænderne – ikke noget særligt.”

   Jeg nikkede langsomt et par gange, og jeg mærkede Nialls stirrende blik på mig. Zayn var klog nok til at holde sin nysgerrighed for sig selv, så han sad foran fjernsynet med blikket låst fast på skærmen, men jeg kunne se, at han lyttede opmærksomt.

   Trangen til at gå op kom snigende igen.

   Men så tog jeg mig sammen og sagde det, jeg i virkeligheden var kommet ned for at sige.

   ”Jeg talte med en pige i dag.”

   Liam stivnede med siden til mig, så jeg kun kunne se hans profil. Niall fortsatte med at stirre, og Zayn drejede ganske lidt hovedet, så han kunne kaste et hurtigt og undrende blik på mig ud af øjenkrogen.

   ”Hvad hed hun?” Liam havde nu vendt sig helt mod mig, og han var kommet ud i køkkenet.

   ”Paget Foster.”

   Liam sukkede. ”Harry, hun –”

   ”Har du talt med hende? Har du hørt, hvad hun har at sige? Med Louis?”

   ”Ja, Harry.” Han trak vejret dybt, og jeg syntes, jeg kunne se noget, jeg genkendte som håbløshed i hans øjne. ”Hun kom hertil i går aftes. Vi så hende alle sammen, men du var – ja, du var ovenpå.” Han havde svært ved at tale om, at jeg havde lukket mig inde. Jeg kunne se det på ham. ”Hun talte en masse om Louis og hendes søster, men jeg bad hende gå. Du tror vel ikke på hende, Harry?”

   Jeg var tavs. Liam troede ikke på hende.

   ”Jeg –”

   ”Harry,” afbrød Liam mig, ”jeg ved ikke, hvad hun sagde til dig, men sagde hun det samme, som hun sagde til mig, må du kunne se, at det ikke nytter noget. Måske har hun søster, der er forsvundet, som hun sagde, men chancen for, at hun er sammen med Louis, er så lille, Harry.”

   ”Men postkortet!” Jeg ville så gerne tro på hende. Jeg ville så gerne finde Louis, og det her kunne være en ledetråd. Det her kunne være vores vej til Louis.

   ”Postkortet er en dårlig rekvisit, Harry. Hun kan have lavet det på vej herover. Måske har nogen lækket oplysninger til medierne.” Liam trådte tættere på mig, og hans stemme blev mere indtrængende. ”Du er meget langt nede, Harry – det er vi alle. Du vil gerne finde Louis, og derfor tænker du ikke rationelt. Det er forståeligt, at du falder i. Vi bebrejder dig ingenting, men du bliver nødt til at ignorere det her. Lad være med at gøre noget dumt, Harry. Ignorer hende – for vores skyld.”

   Jeg så ned, da Liam stoppede med at tale. Hans stemme var så bedende.

   Han havde ret. Jeg kunne godt se det nu. Det var ikke rart at indrømme, men jeg havde nok været for ivrig. Mit ønske om at finde Louis, var så stort, at jeg ikke tænkte, som jeg burde. Paget havde sagt de rigtige ord og trykket på de rigtige knapper, og jeg var faldet i med begge ben.

   Jeg følte mig dum. Ydmyget.

   ”Jeg går op.” Min stemme var kun en mumlen, men da jeg satte kursen mod trappen, var de alle tre klar over, hvad jeg havde sagt. Jeg hørte Liams desperate stemme bag mig.

   ”Kommer du ned og spiser i aften?”

   Men på det tidspunkt smækkede jeg døren i bag mig, og han fik intet svar.

   Min sidste samtale med Louis spillede i mit hoved, og jeg lagde begge hænder omkring hovedet. Da jeg satte mig i min seng, overmandede mindet mig.

   Det var aftenen før, Eleanor havde ringet rundt for at spørge, om nogen vidste, hvor Louis var. Louis havde inviteret mig over til aftensmad, og jeg havde siddet omkring det lille spisebord sammen med Louis og Eleanor. Eleanor havde som altid lavet en overdådig middag, og jeg var mere end mæt, da jeg lagde mit bestik fra mig og lænede mig tilbage i stolen. Eleanor havde insisteret på at tage af bordet selv, og i mens havde mig og Louis grinet og talt om de gamle dage, hvor bandet ikke havde været nær så kendt.

   Det gjorde ondt at tænke på, hvor hyggelig den aften havde været.

   Og dagen efter var han bare væk.

   Eleanor var den, der sidst havde set ham. Hun havde haft en aftale med nogle veninder, og hun havde forladt huset tidligt om morgenen. Louis havde fortalt hende, at han sandsynligvis ville løbe en tur, så da hun kom hjem om eftermiddagen, havde hun ikke været bekymret. Men efter to timer, var hun blevet nervøs og havde ringet rundt. Men ingen havde set ham.

   Det sved i mine øjne.

   Det var nu fire dage siden, Louis var forsvundet. Jeg havde flere gange gennemlevet i mit hoved, hvad jeg ville gøre ved den, der havde gjort det her. Den, der havde kidnappet Louis, var syg i hovedet, og han ville ikke slippe uskadt fra mine næver.

   Et øjeblik havde jeg troet, at vi havde noget at gå efter. Paget Foster havde givet mig et spinkelt håb at klynge mig til, og det havde fået mig til at live lidt op for en stund. Jeg havde troet, at vi rent faktisk have en chance, men det troede jeg ikke længere. Jeg var efterladt tilbage med den tomme, håbløse følelse, der havde ligget over mig, lige siden jeg fik at vide, at Louis var væk.

   For at afreagere en smule borede jeg en knyttet næve ind i min hovedpude. Jeg nød følelsen og begyndte at tæve løs på den. Men den gik ikke i stykker, og det gjorde ikke ondt i mine knoer. I min søgen efter en måde at få mine aggressioner ordenligt ud, greb jeg med begge hænder fat i puden, og med et støn hev jeg, indtil en rivende lyd nåede mine ører. Fjerene væltede ud over det hele, og jeg skubbede irriteret den ødelagte pude ned på gulvet. Så lod jeg mig forpustet dumpe ned på sengen, hvor jeg lå og stirrede op i loftet.

   Efter at have ligget et par minutter, begyndte trætheden at melde sig. Men før jeg lod søvnen overmande mig, var der en sidste ting, jeg måtte gøre.

   Jeg satte mig op og åbnede den skuffe, der var i det lille natbord ved siden af sengen. Deri lå kun en enkelt kuglepen, et spil kort og en lap papir. Jeg tog papiret op.

   Der var udelukkende skrevet tal. Et telefonnummer. Paget Fosters telefonnummer.

   Med sammenpressede øjne tog jeg fat om papiret og hev det over i to, tre, fire stykker. I mit hoved hørte jeg hende råbe de forskellige cifre op til mig nede fra gaden, mens jeg omhyggeligt havde skrevet dem ned.

   ”Ring, når du har tænkt over det,” havde hun sagt.

   Jeg lod den iturevne lap papir falde ned i papirskurven, som igen var blevet rejst.  

 

___________________________________________________________

   Omsider får I nu et nyt kapitel. Jeg ved slet ikke, hvor lang tid siden der er, jeg sidst har publiceret noget til denne historie, men det er i hvert fald alt for længe.

   Men sagen er den, at jeg i lang tid havde planer om at stoppe denne movella. Jeg havde endda skrevet et kapitel herinde til jer, hvor jeg forklarede mig og beklagede over, at jeg ville stoppe den, men det har jeg slettet nu. Jeg fik pludselig en uforklarlig lyst til at skrive den her movella, så jeg satte mig ned, læste mine idéer og tidligere kapitler igennem, og nu vil jeg simpelthen forsøge igen. Lige nu mangler jeg lidt inspiration til det næste kapitel, så jeg kan ikke love, at det kommer lige med det samme, men nu ved I, at jeg er her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...