Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5347Visninger
AA

3. 2. KAPITEL / PAGET

PAGETS SYNSVINKEL

 

   Det var lige der. Huset. Jeg havde fundet adressen, og nu manglede jeg bare at samle modet til at stige ud af bilen, løbe igennem regnvejret og banke på den tunge trædør. Det var ikke, fordi jeg var bange eller manglede motivation, jeg vidste bare, at jeg blev nødt til at gøre det her hundrede procent, for ellers ville det ikke lykkes. Jeg skulle være hundrede procent til stede, og jeg skulle virke så overbevisende som overhovedet muligt.

   En pludselig lyd fik hele min krop til at spjætte, og med et bankende hjerte lagde jeg min smadrede mobil op til øret. Jeg havde ikke tjekket, hvem der ringede, men det burde jeg have gjort. Lige så snart stemmen afslørede personen i den anden ende, fortrød jeg, at jeg havde besvaret opkaldet.

   ”Paget Foster, hvorfor fanden har Graham lige fortalt mig, at han så dig forlade byen i morges i min bil?”

   Jeg sukkede, lænede mig tilbage i sædet og ventede.

   ”Klokken er to, og jeg skal på arbejde, Paget! Jeg regner stærkt med, at du kommer hjem lige nu og afleverer min bil tilbage – jeg skal være på hospicet kvart over!”

   Jeg sagde stadigvæk ikke noget.

   ”Paget!”

   Med et lydløst suk åbnede jeg munden. ”Jeg er i London, mor.”

   Der var stilhed i den anden ende. Så brød helvede løs.

   ”I London?” Hendes stemme blev helt skinger. ”Hvad fanden laver du der, Paget? Du kommer tilbage lige nu! Jeg troede, jeg kunne stole på dig!”

   Jeg lukkede øjnene og forsøgte at ignorere min mor. Det var ikke, fordi hendes ord påvirkede mig – jeg havde taget min beslutning – men min mors lettere hæse stemme og hendes skingre tonefald bragte minder frem, jeg ikke havde lyst til at mindes. Jeg så for mig, hvordan hun stod med den velkendte cigaret mellem fingrene, mens hun pulsede løs på den. Det var noget, hun gjorde, når hun var oppe at køre, og i dette tilfælde havde hun lige modtaget Brookes selvmordsbrev. Jeg vidste, at det ikke havde overrasket hende. Brooke havde været lidt af en rebel, før hun forsvandt til Wales sidste år, og efter et stykke tid med hjertesorger og stofmisbrug kom det ikke som et chok for nogen, at hun havde begået selvmord.

   Kun jeg var chokeret. Men det var ikke, fordi Brooke havde annonceret sin død på et postkort. Jeg var dybt chokeret over, at min mor havde troet på det, og at hun stadigvæk gjorde. Som Brookes lillesøster vidste jeg, at hun aldrig ville kunne finde på sådan noget.

   Graham var min mors kæreste. Jeg mente, de havde været sammen i omkring to år nu, hvis man altså talte det hele sammen. De slog op og kom sammen igen som vinden blæste, men jeg blandede mig egentlig ikke i deres forhold, så det kunne sagtens have været mere eller mindre, uden jeg vidste det.

   Men Graham var faktisk en fin fyr. Det eneste, jeg ikke kunne lide ved ham, var, at han gjorde min mor glad.

   ”Brooke,” sagde jeg og så ud af bilruden med et hårdt blik. ”Jeg gør det for Brooke.”

   ”Det kan du ikke mene, Paget! Det er for helvede over et år siden!”

   Jeg himlede med øjnene, da bandeordene fortsat forlod min mors mund. Hun havde kun været seksten, da hun fik Brooke og derefter atten ved min fødsel. Jeg havde hele livet levet med en ung mor, men det pissede mig stadig voldsomt af, hver gang hun mindede mig bare det mindste om de piger, der gik på min skole. For det gjorde hun, og jeg havde lyst til at skrige det til hende.

   ”Jeg ved godt, du er ligeglad, mor. Du behøver ikke fortælle mig det igen. Hvorfor går du ikke bare ud i garagen og smider flere af hendes ting væk, som om du plejer at gøre, når du er ked af det?”

   ”Lad være med at bringe det lort op igen, Paget! Jeg har ikke glemt Brooke, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Kan du ikke bare indse, at hun sidder og venter på os et sted deroppe? At det, du gør lige nu, er tåbeligt og naivt?”

   Ved de ord kastede jeg telefonen fra mig, så den ramte den modsatte bildør og landede med et bump på sædet under. Jeg var klar over, at den nok ikke havde godt af det, men det var bare endnu en ridse til samlingen, og jeg var ligeglad.

   Med følelserne boblende rundt inden i mig greb jeg den avis, der lå ved siden af mig, åbnede bildøren og sprang ud i regnvejret. De kolde dråber ramte mine kinder, mine hænder, mit hår, mine skuldre, men jeg slog ikke hætten på min regnjakke op. Vandet trængte langsomt ned i min nakke, og det fik hårene til at rejse sig på mine arme.

   Uden at se mig ordenligt for, løb jeg over den trafikerede vej, og en grå personbil måtte slå bremserne i for ikke at ramme mig. Den dyttede efter mig, da jeg sprang op på fortovet på den anden side, men det rørte mig ikke. Jeg var kun fokuseret på at nå den dør, der hele tiden kom nærmere.

   Da jeg stod på den lille trappeafsats med regnen styrtende ned omkring mig, tøvede jeg ikke, før jeg løftede hånden og bankede hårdt på den store dør. I en irriteret bevægelse strøg jeg en vanddråbe, der var på vej ned ad min kind, væk. Derefter blev døren åbnet, og en høj skikkelse tårnede sig op i døråbningen. Hans hår var tæt og ikke så langt, og på kinderne var små skægstubbe. Jeg genkendte ham med det samme som Liam Payne.

   Jeg rømmede mig og blinkede vand ud af øjnene, men før jeg nåede at sige noget, skar han mig af.

   ”Hvem er du?” Hans stemme var monoton og følelseskold, og det pludselig gik det op for mig, at han ikke så særlig glad ud. Øjnene var matte og dystre, og jeg fornemmede tydeligt, at jeg ikke var særlig velkommen.

   ”Mit navn er Paget,” sagde jeg uden at blotte nogle af de følelser, der væltede rundt i mit indre. ”Foster.”

   ”Burde jeg vide, hvem du er?” Han lød uinteresseret, og i et kort øjeblik var jeg bange for, at han ville smække døren i, i hovedet på mig.

   Jeg rystede på hovedet, så vandet sprøjtede ud til alle sider. ”Du kender mig ikke, men du bliver nødt til at lytte til mig.”

   I misbilligelse kneb han øjnene sammen, og jeg så fingrene sitre på dørhåndtaget. Hvis jeg ikke snart handlede, ville han lukke døren igen, og så havde jeg spildt min chance. Jeg skulle nå ind til ham.

   Jeg handlede hurtigt og kastede den næsten gennemblødte avis, jeg havde i hånden, fra mig, så den ramte ham i brystet og faldt til jorden. Han samlede den ikke op, men det gjorde ikke noget. Den var landet, så forsiden vendte op ad, og et store billede af Louis Tomlinson grinede op til os begge. Liam så på mig med en rynke mellem øjenbrynene, og jeg mærkede med det samme, hvordan han nu gik i forsvarsposition.

   ”Forsvind herfra,” udbrød han og sparkede til avisen, så den landede lidt fra mig midt i en vandpyt. Jeg så, hvordan artiklen om Louis' forsvinden blev gennemblødt, og hvordan billedet af ham begyndte at gå i opløsning. ”Jeg vil ikke lytte til dig, Paget.” Han nærmest spyttede mit navn ud.

   ”Min søster,” sagde jeg hurtigt og ignorerede fuldstændigt hans ord. ”Min storesøster. Jeg har ikke set hende i over et år. Hun stak af til Wales, og efter en uge modtog min mor et selvmordsbrev.”

   Liam trådte et skridt tilbage. ”Hør, jeg er ked af, at din søster er væk, men jeg kan virkelig ikke hjælpe dig.” Han begyndte at lukke døren, men jeg sprang frem og lagde en hånd på det kolde træ, og han stoppede sin bevægelse.

   ”Selvmordsbrevet, kan du ikke se det? Ville Louis nogensinde begå selvmord, Liam?” Min vejrtrækning var blevet hurtigt, og jeg vidste, at jeg havde hævet stemmen. ”Nej, det ville han ikke, og det har medierne også gjort hele verden opmærksom på. Det ville min søster heller ikke – det ville hun bare ikke. Han har taget dem begge to, Liam. De er derude et sted sammen!”

   Et spor af tvivl var at spore i Liams blik, men så rystede han på hovedet, og jeg vidste, at jeg måtte køre linen helt ud.

   ”Det var skrevet med blokbogstaver, var det ikke? Blokbogstaver på et postkort fra Thailand?”

   Liam stivnede, og den måde han så på mig på, gjorde mig sikker på, at jeg havde ret. Jeg havde ramt plet, og nu kunne han ikke bare lukke døren i hovedet på mig. Han blev nødt til at vide mere, kræve svar.

   ”Det er ikke-”

   Liam blev afbrudt, da yderligere to skikkelser dukkede op i døråbningen bag ham. Den brune hud og det lyse hår fortalte mig, at det var Zayn Malik og Niall Horan.

   ”Hvad sker der?” spurgte Niall og så skiftevis på mig og Liam i et forsøg på at få overblik over situationen. Han rynkede panden, da han ikke genkendte mig. ”Og hvem er du?”

   Jeg slog irriteret ud med armene. ”Se det i øjnene, Liam! Der er en sammenhæng i det her!”

   Zayn og Niall så på mig, som om jeg var gået fra forstanden, og selvom min stemme var indtrængende og på kanten til tiggeri, så Liam hårdt på mig.

   ”Jeg kan jeg hjælpe jer, for helvede! Jeg kan hjælpe jer med at finde Louis!”

   Liam stoppede igen op, og med et skeptisk blik hvilende på mig, tvivlede jeg på, om jeg kunne gøre ret meget mere. Hvis han ikke lukkede mig ind nu, var der ikke mere, jeg kunne sige for at få ham til at ændre mening. Bag ham var Nialls øjne fyldt med medlidenhed, og jeg mærkede en varm vrede bruse frem i mine årer. Zayns øjne var bare udtryksløse.

   Det var slet ikke gået op for mig, at jeg holdt vejret, før Liam langsomt rystede på hovedet og, uden at se på mig, trådte tilbage og lod døren glide i. Det sidste jeg så, var hans bedrøvede ansigt.

   Jeg vidste ikke, hvor længe jeg bare stod og stirrede ind i døren. Måske håbede jeg på, at den ville blive åbnet igen, måske kunne jeg bare ikke indse, at min plan var gået i vasken. De ville ikke lytte til mig. De ville ikke modtage min hjælp.

   Jeg gik først tilbage til bilen, da regnen omsider holdt op, og det gik op for mig, hvor gennemblødt jeg rent faktisk var. Under hele samtalen havde regnen fortsat væltet ned over mig, men jeg havde ikke taget mig af det før nu. Da jeg satte mig ind på sædet, tænkte jeg kort over, om min mor ville blive sur over, at jeg gennemblødte sædet i hendes bil, men så smilede jeg og lod tankerne forsvinde igen i løbet af et splitsekund. Hendes følelser betød intet for mig lige nu.

   Jeg kørte ikke længe, før noget, der lignede et motel, dukkede op forude. Jeg styrede bilen ind i indkørslen og lod den stå i tomgang udenfor, mens jeg småløb ind i den bygning, jeg gik ud fra, var receptionen. En trist og støvet luft slog mig i møde, da jeg lod den bimlende dør glide i bag mig, og allerede før jeg havde set mig omkring, vidste jeg, at det her sted trængte til en kærlig hånd. Der lå tykke lag af støv på hylderne, og møblerne var forældede og ødelagte.

   Da bestyreren viste sig, overraskede det mig ikke, at det var en ældre mand iført selebukser og kasket. Han så på mig med sine små stikkende øjne og spurgte mig, om jeg skulle have et værelse.

   ”En enkelt nat,” mumlede jeg, og modtog en nøgle.

   Derefter gik der ikke lang tid, før jeg fik parkeret bilen og låst mig ind på mit lille, snuskede værelse. Gardinerne var grimme og ulækre, og sengebetrækket havde en svag lugt af røg over sig, men i det øjeblik var jeg ikke så sart. Mit forsøg på at nå de verdenskendte popstjerner, hvis bandmedlem var forsvundet, var ikke lykkedes, og jeg havde det, som om nogen havde trampet på mig og efterladt mig tom og følelsesløs.

   I en hidsig bevægelse vred jeg mit våde hår, så vandet dryppede ned på det plettede gulvtæppe med en dump lyd. Derefter krængede jeg min regnjakke af, smed den på en enlig stol og smed så resten af mit tøj på gulvet. Jeg var våd helt ind til skindet, og jeg havde aldrig været særlig blufærdig, så uden at tænke over, om nogen på dette snuskede sted kunne finde på at kigge ind ad vinduerne, vandrede jeg uden et trævl på kroppen ud på badeværelset, hvor jeg skruede så meget op for vandet i den lille brusekabine, at det slog og piskede mod min hud, da jeg trådte ind.

   Vandet blev langsomt varmt, og pludselig reagerede min kolde hud. Det stak og prikkede, men jeg vendte bare ansigtet mod strålerne og lod de hårde dråber ramme mig på ny. Mine tanker vendte omgående tilbage til min søster, og jeg kunne ikke stoppe det, selvom jeg gerne ville.

   Jeg så Brookes ansigt for mig, og pludselig var jeg i tvivl om, hvorvidt der var salt at spore i de dråber, der løb ned ad mine kinder. Brooke selv var en person af få tårer, men jeg havde set hende græde. Hendes øjne blev altid røde, og hun ville presse munden sammen for ikke at lade hulkene slippe ud. Jeg vidste, at jeg var den eneste, der havde set hende miste kontrollen på den måde. Brooke havde altid levet med en stenhård facade, som kun jeg af og til fik lov til at komme ind under.

   Det var også derfor, jeg var den eneste, der holdt fast i, at hun ikke havde begået selvmord. Jeg vidste, at hun var derude et sted. Jeg vidste, at hun havde brug for mig.

   Da vi modtog postkortet med Brookes underskrift og hendes sidste ord, havde Graham involveret politiet. Jeg havde fortalt dem, at det var fup, og at nogen havde tvunget hende til at skrive det. De havde droppet efterforskningen efter få timer. Brooke havde levet et farligt liv, og der var ikke nogen ud over mig, der oprigtigt troede på, at selvmord ikke havde været en realitet for hende.

   Med lukkede øjne og vandet løbende ned ad min krop, bankede jeg en knytnæve ind i flisevæggen og udstødte et skingert hyl.

   Brooke Foster var et sted derude, og jeg var nødt til at finde hende. Min søster havde brug for mig, og selvom der var gået 398 dage, siden jeg sidst havde set hende, vidste jeg, at hun stadig var i live. Det vidste jeg bare.

   Pludselig var det varme vand brugt op, og isnende kolde stråler kærtegnede min nøgne krop. Men jeg flyttede mig ikke. I stedet bed jeg tænderne sammen og knyttede næverne så meget, at det gjorde ondt.

   At nå de drenge var min eneste mulighed. I morgen ville jeg forsøge igen, og denne gang ville det lykkes.

   Jeg kunne mærke det.

 

___________________________________________________________________________

   Jeg ved, at I er trætte af at høre på undskyldninger, men jeg ved til gengæld også, at der er gået rigtig lang tid siden jeg publicerede det første kapitel, og det er altså ikke, fordi jeg har tænkt mig at droppe denne movella eller noget. Tværtimod er jeg ellevild over, at jeg efter ét kapitel allerede har over 70 læsere. Det betyder rigtig meget for mig, at det er nok til at få jer til at sætte den på fav. listen. Derfor håber jeg heller ikke, at dette kapitel skuffede jer. 

   Så ville jeg også blive rigtig glad for lidt respons her efter andet kapitel - en enkelt sætning er nok! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...