Hidden Hearts | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 26 dec. 2015
  • Status: Igang
Den ukendte pige Brooke Foster har været forsvundet i mere end et år, men det er først, da den verdenskendte popstjerne Louis Tomlinson forsvinder sporløst, at politiet får øjnene op for den mulige kidnapning. Brookes lillesøster, Paget, opsøger de fire resterende drenge, overbevist om, at der er en forbindelse mellem de to forsvindinger. Paget er desperat efter at få sin søster tilbage, og kan hun blot overbevise politiet og drengene om, at de to befinder sig det samme sted, er der måske en chance for, at hun igen vil se sin søsters velkendte ansigt. Men er Brooke overhovedet stadig i live? Og befinder hun sig rent faktisk sammen med Louis? Tiden går, og da flere følelser opstår, bliver det pludselig en nervepirrende kamp om at få to uskyldige familiemedlemmer tilbage. For Brooke Foster og Louis Tomlinson er i livsfare, og de har brug for hjælp. De har brug for at blive reddet.

78Likes
54Kommentarer
5388Visninger
AA

2. 1. KAPITEL / LOUIS

LOUIS' SYNSVINKEL

 

   Indtil den dag havde jeg aldrig tænkt over, hvornår boblen ville springe. Jeg havde aldrig tænkt over, at mit liv som verdenskendt popstjerne en dag ville eskalere og efterlade mig hjælpeløs og ubeskyttet i den barske, men virkelig verden. For det ville ske, og det gjorde det.

   Jeg var hevet direkte ud i vildmarken. Alle mine beskyttende lag var flået af mig, og der var kun sårbarhed, chok og frygt tilbage. Med noget ubehageligt klistret til mine læber, mine hænder bundet stramt sammen på ryggen og en forfærdelig borende smerte i ryggen, vidste jeg, at boblen var forsvundet. Den var sprunget.

   Trods jeg ikke var meget bekendt med den lugt, der bølgede op i mine næsebor, var jeg klar nok i hovedet til at vide, at det var blod. Essensen af gammelt blod, jord, sved og råd fik mine øjne til at løbe i vand, og selvom grunden til den vilde tårestrøm lige så vel kunne være smerten, vidste jeg, at det ikke var tilfældet. Stanken var så kraftig, at jeg pludselig bare havde brug for ilt.

   I et ynkeligt forsøg på at sparke mig fri af det mørke, der lå over mig, gik det op for mig, at mine ben også var bundet sammen. Jeg kunne praktisk talt ikke røre mig. I det samme trak mine lunger sig sammen, og en hæs hosten fik hele min krop til at ryste, så den ting, der skar sig ind i min ryg, blev presset dybere og dybere ind. Jeg ville skrige, men mine læber kunne ikke skilles. Da jeg endelig lå stille igen, nåede en lyd mine ører. Det var lyden af en motor.

   Mit hoved føltes tungt, og hver gang jeg forsøgte at tænke bare det mindste, var det som at støde på en mur. Muren var faldefærdig og hullet, så det var muligt at nå igennem den, hvis jeg virkelig koncentrerede mig, men den stod stadig stærkt. Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at gå tilbage. Hvordan var jeg endt her? Hvordan var jeg endt bagbundet i bagagerummet af en bil?

Muren stoppede mig. En smerte bredte sig øjeblikkeligt, og jeg var nødt til at stoppe. Tårer af smerte sveg i øjenkrogene, og havde det været muligt for mig at skrige, havde jeg gjort det. Og jeg havde gjort det højt og længe.

   Men så blev der stille. Motoren døde ud, og den vuggende fornemmelse forsvandt. Jeg holdt vejret, da jeg hørte en bildør smække. Havde jeg været ved mine fulde fem, ville jeg have reageret, slået ud efter den person, der åbnede bagagerummet og stak sit grimme, skæggede ansigt ind til mig.

   Før jeg havde opfattet noget som helst, havde et skrig forladt mine læber. Tapen var blevet revet af min mund i én unådig bevægelse. Det sved og brændte, og nu kom tårerne for alvor frem. Men så forsvandt smerten omkring mine ankler, og jeg følte, at det kompenserede en smule for smerten. Lyset, der pludselig væltede ind over mig, blændede mig, men da jeg lukkede øjnene, mærkede jeg noget stramt gribe om min kæbe.

   ”Åbn øjnene, ven. Lad mig se dine blå øjne.” Stemmen var rå og hæs, og da grebet om min hage blev forstærket, og smerten blev for voldsom, slog jeg øjnene op og forsøgte at stille klart. Nogen stod helt sikkert lænet ind over mig, men alting var så sløret og vandet, at det eneste jeg kunne vide mig sikker på, var, at det var en mand. Det var en mand, der stod og beundrede mig, som var jeg hans seneste kunstværk.

   Dernæst foregik alting meget hurtigt. Jeg blev trukket ud i den friske og lette forårsvind og brutalt skubbet hen over noget, der føltes som et tæppe af fyrrenåle og mås. Mine fødder snublede hen over det bløde underlag, men der var ingen nåede. Med et fast tag i min overarm, blev jeg halvvejs båret ind i et omsluttende mørke. Jeg mærke mandens forpustede åndedræt i nakken, da han slæbte mig ned ad noget, jeg genkendte som en trappe, og efter lang tid med asen og masen, blev min slaskede og afkræftede krop solidt plantet på en lille træstol.

   Med hovedet rullende fra side til side, fik jeg stukket noget tyndt og stift i hånden, og den samme hæse stemme hviskede i mit øre.

   ”Lyt nu godt efter.” Mit følsomme øre opfattede hver en lyd. ”På bordet foran dig ligger et postkort. Du skal skrive på det. Du skriver med blokbogstaver, og du skriver mig efter munden – ord for ord.”

Der lød et gennemtrængende klask, og pludselig brændte min kind. Jeg blinkede overrasket og ville række op for at røre ved det blomstrende røde mærke, der nu befandt sig i mit ansigt. Og det kunne jeg. Mine hænder var fri. Jeg havde slet ikke opdaget, at rebene var forsvundet.

   ”Gør dig for fanden klar til at skrive, når jeg siger det til dig!” Stemmen steg i styrke. ”Er du klar?”

Med rystende hænder greb jeg bedre fat om det, der viste sig at være en kuglepen, og med let bøjet hoved nikkede jeg svagt.

   Stemmen begyndte monotont at fortælle, hvad jeg skulle skrive. ”Jeg er ked af det drenge. At I ikke får en bedre forklaring en det her, er ikke rimeligt, men jeg kan ikke mere. Det er blevet for meget for mig. Når I læser dette, vil jeg ikke være her me – hvorfor skriver du ikke?” Endnu en syngende lussing ramte mig, og denne gang fløj mit hoved til siden. Min mund var tør, da jeg med hakkende bevægelser skrev de sidstnævnte ord ned. Bogstaverne var skæve og hældede ned ad siden, men det var ikke det, der pludselig havde udløst en voldsomt kvalme.

   Manden bad mig om at skrive mit eget selvmordsbrev.

   Stemmen dikterede det sidste stykke. ”Jeg er ked af det. Farvel.” Så blev en rug hånd placeret i min nakke. ”Og så skriver du under med din flotte, svungne håndskrift. Jeg ved jo, hvor god du er til det.”

Jeg skrev under på samme måde, som jeg plejede at skrive autografer, og i det øjeblik jeg løftede kuglepennen fra kortet, forsvandt det ned i lommen på den skæggede mand.

   Jeg rømmede mig og overvandt frygten for flere slag. ”D-du kan ikke give dem det,” hviskede jeg. ”Det … kan du ikke.”

   Pludselig mærkede jeg noget hårdt og koldt presse mod mit baghoved. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om, hvad det var, og den klikkende lyd, der lød, da pistolen blev ladt, bekræftede mig kun.

   ”Du gør klogt i at holde din mund lukket, Louis Tomlinson.” Det kolde metal blev fjernet, men i stedet blev jeg løftet op i et hårdt greb om min arm. Mine ben føltes som gummi under mig, men alligevel formåede jeg at forholde mig oprejst, da jeg blev ført væk fra den eneste lyskilde i rummet, der befandt sig på skrivebordet. Jeg blev skubbet fremad, idet min pande hamrede mod noget hårdt, som ikke gav efter. Jeg faldt til jorden med et støn, og jeg prøvede ikke engang at rejse mig op. Mit hoved var eksploderet i et virvar af smerte, og min udtærede krop kunne snart ikke klare mere.

   Over mig hørte jeg en let latter. ”Beklager, det var ikke meningen.” Endnu en latterkaskade. Dernæst blev jeg igen løftet op, og denne gang blev jeg ført frem uden at møde nogen modstand. Efter få meters slæb hen ad gulvet, løsnedes taget om min arm, og jeg mærkede blodet strømme tilbage til mine fingre. Med hektiske vejrtrækninger lå jeg på maven med ansigtet presset ned mod gulvet, fuldstændig ude af stand til overhovedet at løfte hovedet. Bag mig lød der en kort raslen, men derefter rungede stilheden i mine ører.

   Jeg ville sukke i lettelse over, at jeg nu blev ladt alene og ikke skulle udsættes for mere, men pludselig rykkede det i hele min krop, og jeg vidste, at mit seneste måltid var på vej op. Jeg satte mig hurtigt op, og ukontrolleret væltede maveindholdet ud på gulvet. Stanken kom øjeblikkeligt, men den rørte mig ikke. Jeg var så elendig, at en smule bræk ikke generede mig.

   Derefter lod jeg mig igen falde til jorden. Jeg sørgede for at bevæge mig lidt væk fra min egen brækpøl, men derefter vendte jeg mig om på ryggen og lukkede øjnene. Den sure smag sad stadig i min mund, og mit hoved og mine håndled og ankler gjorde ondt. Med øjnene lukkede forsøgte jeg at forstå, hvad jeg lige havde været igennem – hvad jeg havde været udsat for. Det gav bare ingen mening. Jeg ville ikke engang overveje, at det kunne være en form for joke. Jeg var vågnet op med alt for voldsomme smerter til, at det kunne være muligt.

   Skrækken sad og lurede et sted derinde. Jeg kunne mærke det. Men af en eller anden grund var den stadigvæk ikke brudt frem. Chokket havde frarøvet mig min forståelse, og frygten havde endnu ikke indfundet sig i min krop. Det var på en måde lettende. Det forhindrede min hjerne i at tænke over, hvad der skulle ske med mig – hvorfor jeg var her.

   En lyd nåede min øregang, og jeg farede sammen, for den var tæt på. Den, der havde forsaget den, befandt sig i rummet sammen med mig.

   ”Nej … ” Min stemme var kun en lav hvisken. ”Du må ikke. J-jeg har ikke-”

   ”Shh … ”

   Jeg tav øjeblikkeligt og spærrede øjnene op. Mørket gjorde det umuligt for mig at identificere skikkelsen, jeg kunne ane et par meter fra mig, men én ting var sikkert – det var ikke den mand, der havde slået mig og truet mig med sin pistol.

   Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt i mit bryst, da jeg alligevel kravlede baglæns og famlede rundt i mørket. Min hånd gled, da jeg nåede mit eget bræk, men jeg ænsede det ikke. Det var først, da jeg nåede en kold stenmur, at jeg stoppede op og satte mig ned med ryggen mod den. Nu var jeg så langt væk, som det var muligt. Forsvarsberedt forsøgte jeg at stille skarpt på omridset af personen i den anden ende af det trange rum.

   ”Hvem er du?” hviskede jeg med flakkende øjne.

   Der var en stilhed, og jeg troede ikke, jeg ville få noget svar, men så rørte skikkelsen på sig igen, og jeg hørte den høje lyd af kæder, der raslede mod hinanden. En svag stemme svarede mig langt om længe.

   ”Jeg hedder Brooke.”

   Hendes ord hang frit og svævede i rummet – for nu var der ingen tvivl om, at det var en pige. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Min krop var splittet, for på den ene side ville jeg kramme hende hårdt og fortælle hende, hvor glad jeg var for ikke at være alene, men på den anden side var det frygteligt, at hun overhovedet var her.

   ”Hvad laver du her?” spurgte jeg dog, bare for at være sikker. Jeg ville ikke begynde at tale med en, som var sammen med ham.

   Hun svarede ikke, og det kunne jeg vel også have sagt mig selv. Hvor stor var chancen for, at hun stod på hans side? Hun var sikkert blevet kylet herind ligesom mig. Jeg lukkede øjnene og tørrede min brækindsmurte hånd af i min bukser. Og da gik det op for mig, hvilket tøj jeg rent faktisk var iført.

   Et billede passerede mit blik, og jeg huskede pludselig mine sidste minutter, før jeg var blevet slået ud. Jeg havde været ude at løbe. Jeg kunne huske, hvordan det havde brændt i mine lunger, og hvordan mine ben var begyndt at syre til. Jeg havde været ude og løbe min første tur i det begyndende forårsvejr, og derfor havde fuglenes sang og den kolde vind optaget mig meget.

   Jeg måtte gispe og slippe mindet, da jeg igen stødte på muren, og den efterhånden velkendte smerte blev kraftigere i mit hoved. Med lukkede øjne lagde jeg hovedet tilbage mod muren og trak vejret tungt.

Hvad gjorde han ved dig?” Den spinkle stemme kløvede stilheden.

   Jeg sank. ”Ikke noget,” svarede jeg og bed tænderne sammen.

   ”Jeg hørte det. Lad være med at lyve.”

   ”Du svarede ikke på mit spørgsmål. Jeg svarer ikke på dit.”

   Der lød et suk, men efter en kort tøven trak hun vejret dybt. ”Jeg ved ikke, hvor længe jeg har været her,” mumlede hun, så hun næsten var uhørlig. ”Men det er længe. Rigtig længe. Og du ved udmærket godt, hvad jeg laver hernede.”

   Jeg pressede læberne sammen, da billeder dukkede op i mit hoved. Billeder af en kvinde med alt for lidt tøj på og en mand, der stod prustende over hende med blod på de bare næver. Jeg ville rejse mig op for at ryste billederne ud af hovedet, men pludselig blev jeg voldsomt svimmel, og jeg måtte blive liggende. Mine øjne blev voldsomt tunge, men jeg forsøgte med al magt at holde dem åbne. Jeg mærkede, hvordan panikken skyllede ind over mig, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne styre min egen krop.

   Min stemme rystede, da jeg talte. ”Hvad sker der? Jeg–”

   ”Tag det roligt.” Blodet brusede rundt i mine ører, og det var, som om noget forhindrede mig i at høre optimalt, men alligevel hørte jeg en svag slæbende lyd, og pludselig lænede en skikkelse sig ind over mig.

   ”Shh,” mumlede hun og lagde en kold hånd på min pande. ”Han har givet dig noget reaktionshæmmende. Det er ikke til at stole på, og kroppen reagerer på de mærkeligste måder. Prøv at slappe af.”

   Men min krop ville ikke slappe af. Sveden piblede frem, og jeg forsøgte stadig desperat at vinde kampen om at holde mine øjne åbne, men jeg var ved at tabe. ”Jeg kan ikke …”

   ”Det ved jeg. Du må gerne lukke øjnene. Du vil vågne op igen om et par timer. Tag det roligt.”

   Jeg stirrede for første gang ind i Brookes øjne. De var skjult af mørket, men det var muligt for mig at se den svage blå farve og det faste blik. Og det fik mig faktisk til at slappe af. Hun fortsatte sin beroligende talestrøm, mens hun strøg fingrene nænsomt hen over min pande.

   ”Jeg skal nok være her. Jeg ved, hvordan det er – jeg har prøvet det. Du skal bare stole på mig. Du må gerne give op.”

   Med blikket fæstnet ved Brookes øjne, mærkede jeg mørket hive og trække i mig.

   Og til sidst gav jeg op.

 

______________________________________________________________________________

   Okay, for det første vil jeg gerne undskylde for den lange ventetid på første kapitel. Det var ikke meningen, at der skulle gå så lang tid. Jeg havde lidt problemer med at få det til at hænge sammen, og så havde jeg lidt travlt, men nu fik jeg gjort det færdigt. Jeg skal så være ærlig og sige, at jeg ikke er hundrede procent tilfreds med det, men det går. 

   Jeg tænker, at I nok alle sammen havde regnet ud, at Louis ville møde Brooke - og ja, det gjorde han så. Og så har I ikke fået så meget at vide om "manden" endnu, men tro mig, det kommer. I det næste kapitel vil jeg skrive fra Pagets synsvinkel, og det skal nok blive spændende. Jeg glæder mig i hvert fald til at skrive det, og jeg håber, I bliver hængende. 

  I må som altid gerne efterlade en kommentar :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...