a trip to remember

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Clary Wesley mistede sine forældre i en bilulykke og nu har hun mistet sin tante til kræft. Clarys eneste levende familiemedlem er hendes farbror Kyle som bor i Florida, men hvordan kommer hun fra London til Florida uden nogen penge? Da hun forvirret flakker rundt ser hun pludselig en stor bus, og i forvirringen hopper hun på. Følg Clarys rejse rundt i verden i en bus med fem helt specielle drenge.

10Likes
7Kommentarer
453Visninger
AA

2. kapitel.1: Clary's list

Jeg sad i gruset foran min tantes grav. Hvad nu? Jeg græd og græd. Min tante Annie døde i en hospitalsseng. Hun havde haft kræft de sidste to år, men hun kunne bare ikke klare det mere. Jeg stod og holdt hendes hånd, og det sidste hun sagde til mig var ”Clary find din farbror i Florida, og lev det liv din mor og jeg aldrig fik. ” Jeg hulkede og stammede ”Jamen... ” Annie rystede bare på hovedet med sine sidste kræfter ”Jeg vil altid være hos dig… Lige der, sammen med din mor. ” Hun pegede på mit hjerte, og så trak hun vejret ind og ud for sidste gang. Aldrig i hele mit liv havde jeg følt mig så alene, ikke engang da mine forældre døde for der havde jeg jo tante Annie, men nu var jeg fuldstændig alene. Annie havde kun lejet lejligheden vi boede i, så nu havde jeg intet hjem, ingen forældre og helt klart ikke penge nok til en flybillet til Florida.

Præsten kom hen til mig. Hans ansigt strålede af medlidenhed. Jeg vidste, at han skulle til at sige, at han ville lukke for kirken og kirkegården nu, så jeg nikkede bare og rejste mig op. ”Held og lykke Clary, ” råbte han, da jeg tog min kuffert og begyndte at gå. Hvad nu? Jeg kunne fortsætte med at gå eller jeg kunne sætte mig ned og dø langsomt. Den første ide lød bedst, men gå mod hvad. At svømmer over det atlantiske ocean var endnu en ide jeg smed i skraldespanden. Måske kunne jeg bo hos en af mine veninder, ja det måtte jeg prøve. Jeg satte mig ned på en bænk lidt væk fra kirken. Der var kun et par procent tilbage, så jeg startede bare fra en ende af.

”Hey det er Ashley, ” sagde en stemme. Jeg begyndte automatisk at smile ”Hej Ashley du bliver... ” pludselig blev jeg afbrudt af et grin ”Ja jeg er desværre ikke til stede lige nu så læg en besked. ” Jeg smækkede hårdt min oldnordiske klap mobil sammen. Enten var mine veninder på ferie, eller også tog de ikke mobilen. Nu tænker du sikkert at jeg bare kunne gå hen og banke på hos mine venner, men så nemt var det altså ikke. Jeg boede i London, men gik i skole cirka en times kørsel fra London i Maidstone, så der omkring boede alle fra skolen. Det var Annie der havde valgt skolen fordi hun selv havde gået der. Det ville cirka koste 700 pund at køre i taxi derhen, og siden jeg ingen penge havde fordi Annie altid havde givet mig lommepenge så var det endnu en dårlig ide. På grund af Annies sygdom og store forbrug af medicin havde der heller ikke været nogen arv tilbage til mig.

”Nåh, ” sagde jeg til mig selv ”der er ikke andet at gøre end at gå til Maidstone. Clary, gør dig klar til en gåtur på 40 mil. ” Jeg sukkede og trak mine højhælede støvler ordentligt på, måske ikke de bedste sko at gå i men klart bedre end flade sko. Det kunne godt være at jeg var en hjemløs fattig person, men jeg ville alligevel gå med stil, hvis jeg altså stadigvæk havde stil. Selvom der heller ikke var meget strøm på min ipod, blev jeg alligevel, efter en lang diskussion med mig selv, enig om at høre lidt musik alligevel. Jeg satte min liste med Avril Lavigne sange på repeat, og begyndte at nynne til sangene. Ikke at jeg regner med at nogen kender Avril Lavigne så godt, men hun havde altid været og ville altid være min yndlings sanger. Da mine forældre døde, var det som om, at musik var det eneste der kunne hjælpe mig igennem det. Tro det eller lad være, men musik virkede afslappende på mig.

“When you walk away I count the steps that you take

Do you see how much I need you right now? When you're gone.

The pieces of my heart are missing you. And when you're gone.

The face I came to know is missing too,” sagn jeg stille med.

 

Perfekt sang vah? Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. Sangen mindede mig så meget om Annie og mine forældre.

 

****

Mine sko var begyndt at gøre ondt for flere kilometer siden, og jeg var kun nået til motorvejen uden for byen, så der var meget meget meget langt igen. Jeg stoppede i grøften og satte mig på min kuffert for at strække benene. Det var jo sindssygt og umuligt at gå så langt. Bilerne drønede forbi mig, og jeg kunne ikke lade være med at blive en smule jaloux. Alle de personer i bilerne vidste, hvor de skulle hen, og hvordan de skulle komme derhen, og her sad jeg og vidste ingen af delene. Altså jeg vidste at jeg skulle til Florida, mere præcis Orlando, og finde Lake Lomo og så finde min farbrors hus.

Da Annie døde kiggede jeg alle billederne igennem fra da mine forældre mødte hinanden og til de døde. Jeg fandt et billede hvor vi stod alle sammen, Mor, Far, Annie, Mig og min farbror, foran at fint lille hus, og bag på billedet stod der ”ferie hos Kyle i Orlando 1998.” Så min farbror hed Kyle, det var da godt at vide. Pludselig blev min tankestrøm om Orlando afbrudt af min brokkende mave. Jeg havde heller ikke spist den dag. Jeg måtte altså finde en drive in eller sådan noget. Penge havde jeg ikke mange af, men der var vel nok til en burger og nogle pommes frites.  

”Avv! Av! ” råbte jeg og tog til sidst mine sko af. Asfalten var varm og fik det til at prikke i mine fødder. Vejen drejede og der lå min redning… eller min maves redning. En lille gammeldags diner kom til syne. Den mindede utroligt meget om de slags man ser i film. Udenpå hang et kæmpe stort neon skilt hvor der stod diner. Da jeg åbnede døren ringede en lille klokke, og en høj mand med en bakke fyldt med mad og kaffe kopper kom hen og smilede venligt til mig. ”Hey sugar følg med mig så får du et bord, ” sagde han og begyndte at sno sig gennem bordene. Sugar? Det har var virkelig en rigtig diner. Han fandt hurtigt et lille bord ved vinduet og sagde ”du kalder bare når du har bestemt dig. ” Så forsvandt han ud i gennem to røde svingdøre.

Først da opdagede jeg hvor interessant dineren egentlig så ud. Gulvet var ternet i hvide og sorte klinker. På væggene hang der billeder af Audrey Hepburn, Michael Jackson, Grace Kelly, Marilyn Monroe, Judy Garland, James Dean osv. På en af væggene hang der også et kæmpe stort billede af Times Square, og ved siden af et billede af sømanden der kyssede sygeplejersken da 2. verdenskrig sluttede. Alle stolene i rummet havde rødt læder og bordene var også røde. Det var en ret flot diner. ”Nåh Clary hvad vil du så have at spise? ” spurgte jeg mig selv. Jeg ved ikke om du har opdaget det, men jeg havde et lille problem med altid at snakke til mig selv. 95% af Menu kortet bestod af fast food, men det var ikke noget problem for mig. Jeg var ikke en af de piger der næsten sultede sig selv ihjel, jeg var tilfreds med mig selv.

Jeg endte med at bestille en cheeseburger med pommes frites. Den smagte fantastisk. Der kørte hele tiden 80ser musik i baggrunden, men pludselig skiftede musikken fuldstændig. En stille sang kun med klavertoner begyndte at spille. Jeg kunne bare ikke lade være med at sidde og slå forsigtigt på bordet efter tonerne. Jeg havde gået til klaver siden jeg fyldte fem, men det var vidst slut nu. Min lære Loui mente, at jeg var blevet født med en gave, men jeg rystede bare på hovedet og grinede, hver gang han sagde det. ”Hey Sugar hvad med dessert? ” spurgte tjeneren, hvis navn jeg stadigvæk ikke kendte. Jeg rystede langsomt på hovedet ”jeg skal spare på pengene, ” sagde jeg ligeud. Han rystede bare afværgende med hånden og smilede ”det her er på huset. Forresten så hedder jeg Dave og hvad med dig Sugar? ” På huset! Wow pludselig have jeg virkelig lyst til dessert. ”Clary, ” sagde jeg og smilede. ”Okay så komme jeg tilbage med din dessert om to minutter frøken Clary, ” sagde han og smuttede ud igennem de to svingdøre igen.

Da Dave efter præcis to minutter efter kom tilbage, bar han på en stor glas med jordbær milkshake og et kirsebær på toppen. ”Bon appétit! ” Dave satte det store glas foran mig og rakte mig en enormt lang ske. Milkshaken mindede mig om den fødselsdag jeg holdte for min klasse da jeg fyldte otte. Annie havde lavet milkshake til os alle sammen, og alle elskede dem, undtagen en dreng ved navn Justin, han havde nemlig mælkeallergi, men havde alligevel drukket milkshaken. Det endte ikke godt!

****

Det var ved at blive aften. Ude på motorvejen var det kun bilernes lygter der lyste vejen op, ellers var den fuldstændig mørk. Dineren var ved at lukke, og der var kun meget få personer tilbage, men jeg sad der stadigvæk. Hvad skulle jeg dog gøre? Dave var taget hjem for flere lidt tid siden, og nu var en anden tjener ved at gøre rent så han kunne lukke. Jeg havde siddet og skrevet i min dagbog den sidste time. Jeg havde tegnet lidt af dineren, selvom mine kreative evner ikke er så store. Jeg skrev lidt om Annies begravelse. Skrev lidt digte, og skrev noder ned fra en sang som Dave havde spillet over højtalerne.

Jeg skulle lige til at proppe dagbogen tilbage i min taske, da jeg ved et uheld tabte den. Bogen åbnede på en side jeg havde skrevet for et eller to år siden. Det var en lang liste over ting jeg ville gøre inden jeg fyldte nitten, men nu var der ikke så lang tid til min fødselsdag, og de punkter ville være så svære at nå nu, i sær nu hvor jeg ikke ejede en krone. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at læse dem.

1) Smage en macaron

2) Stå på Colosseum i Rom og se solen gå ned

3) Stå og skrige på midten af Piazza Del Campo i Siena

4) Være med til et rigtigt bal

5) Spise Pizza ved det skæve tårn i Pisa

6) Sejle i en gondol i Venedig

7) Smage en rigtig italiensk Tiramisu

8) Stå oppe øverst i Peters kirken i Rom

9) Få et unikt smykke fra Paris

10) Måske få et kys i toppen af Eiffeltårnet

Alle mine ønsker kunne klares i Europa, fordi Annie havde lovet mig at vi skulle tage rundt i Europa som en sen attenårs fødselsdagsgave, men det havde hun lovet før hun blev syg. Lige i det øjeblik kunne jeg havde siddet på en Fransk restaurant og snakket med Annie, nu sad jeg i en halvtom diner og ventede på et mirakel. ”Vi lukker om ti minutter, ” råbte tjeneren og fortsatte med at tørre borde af.

Jeg begyndte at samle mine ting, men pludselig fik jeg et kæmpe chok fordi en pige i den anden ende af dineren skreg. To sekunder efter begyndte pigen der sad ved siden af hende også at skrige. Hvad skreg de dog sådan op for? Klokken over døren ringede og to mænd i sort tøj kom ind, og derefter fem drenge. De så faktisk alle sammen ret godt ud, og de virkede uhyggeligt bekendte. Hvor var det nu jeg havde set dem før?

Fire af drengene vendte sig og så hen på de skrigende piger, men en af dem så hen mod mig. Et ansigt fuld af store mørkebrune krøller og to store grønne øjne mødte mig. Han smilede, og jeg smilede skævt tilbage. ”Kom nu Harry. Se de har Burgers! ” råbte en dreng med lyst hår og blå øjne. Fyren der havde smilet til mig så hen mod fyren med det lyse hår og gik så hen til ham og de tre andre. Han hed altså Harry. Hvor var det nu jeg havde set dem før? Var det måske nogen fra skolen over for min? Nej, det var et andet sted fra. Til sidst gav jeg op og samlede mine ting. Jeg skulle afsted. Mine fødder gjorde stadigvæk ondt, da jeg traskede hen mod udgangen. Harry så hen mod mig, inden jeg gik ud ad døren, og jeg kunne ikke lade være med at rødme lidt.

Luften var blevet kold, og vejen var næsten umulig at se. Der holdt en stor sort bus et par meter ned ad vejen, eller den så i hvert fald sort ud i mørket. Nu havde jeg to valgt. Et; jeg kunne gå vider og håbe at nå Maidstone før min hundredeårs fødselsdag. To; jeg kunne hoppe på den bus og håbe på det bedste. Måske ville det være en god ide med nummer to. Det værste der kunne ske ville jo bare være at blive smidt af. ”Okay Clary et eller to. Tag en beslutning nu før din fornuft vender tilbage, ” sagde jeg til mig selv, selvom svaret stod helt klart.

Med faste og hurtige skridt gik jeg hen mod bussen. Jeg trådte ind i bussen, og heldigvis var der ikke nogen derinde. Den bus var helt fantastisk. Der var et stort rum med lædersofaer i sort og rød. Der var også et helt rødt og sort køkken. Længere henne var der også et rum med en masse køjesenge, og en dobbeltseng helt inde bagved. Der var også et lille toilet med bad. Hvordan kunne alt det pakkes ind i en så lille bus? ”Hey hvem kommer først! ” var der pludselig en der råbte. Jeg var alt andet end klar til at fortælle ejeren, at jeg bare var gået ind i bussen, så som den kylling jeg var, sprang jeg hurtigt ind i det første skab. Der var nogle hylder øverst, så jeg satte mig ned i bunden. Mens jeg satte mig til rette, prøvede jeg at ignorer alle de jakker der ramte mit hoved, og de sko jeg sad på.

Der gik lidt tid før motoren startede, men da den gjorde vibrerede hele min krop. Der var nogen der snakkede om Sverige, Danmark og Tyskland lidt væk fra mit skab, men efter lidt tid holdt jeg op med at lytte. Det var slemt, det jeg havde gjort. Kunne jeg egentlig blive arresteret for at springe på en bus uden at have fået lov af ejeren? Nej rolig nu Clary. Mine øjne begyndte at blive tunge, og pludselig gled de bare i.   

                                                                                                                                                                 

Det her var så første kapitel=) hvad syntes i?

vil meget gerne vide om i syntes det er for kort eller for langt

også hvis du har en ide til hvad der vil ske senere så vil jeg meget gerne høre jeres bud

-iemh 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...