Der er stille nu

Denne korte novelle er faktisk en stil vi skulle lave til FSA-prøven, som jeg fik 10 for. Jeg er selv super tilfreds med den og ved ikke om jeg kunne have gjort det anderledes på de 3 timer vi havde. Men her er den!

2Likes
10Kommentarer
280Visninger
AA

1. Der er stille nu

Der er helt stille nu. Kun lyden af urets visere der bevæger sig langsom forbi dets små tal, fylder stuen med en vis tomhed.
Vi snakker ikke. Siger ikke en lyd til hinanden, for hvad er der at tale om?
Mor rømmer sig lidt, og læner sig lidt tilbage i stolen. Jeg kan mærke hende stirre et øjeblik, men det forsvinder hurtigt igen, eftersom jeg bare bliver siddende i den samme stilling, med det samme kolde udtryk i ansigtet.
Så bevæger hun sig; langsomt og med rolige bevægelser tager hun fat i skeen til kartoflerne, og lægger et par op på den hvide tallerken, der med tiden har mistet sin kant af sølv.
Hun laver et lille nik til mig, og jeg forstår på hende, at hun spørger om jeg også vil have nogle. Men det kan jeg ikke. Af en eller anden grund har jeg ikke lyst til mad, selvom det er mindst en uge siden jeg har spist noget ordentligt.
Min stemme bryder den stive tavshed mellem os.
”Nej tak. Jeg er ikke sulten”.
Ordene får hendes matte ansigt til at se forvirret ud; næsten skuffet. Og jo mere jeg stirrer på det, forvandler det sig til et vredesudtryk, der længe har ventet på at komme frem.
Jeg ryster hovedet. Jeg ved hvad hun vil sige inden hun overhovedet har sagt, eller tænkt det. For det er jo altid det samme, der kommer ud af hendes mund, når jeg siger, at jeg ikke vil have noget mad.
Hun skal til at åbne munden, da jeg rejser mig op. Ud ad øjenkrogen kan jeg se hende kigge bedrøvet på mig, og hendes spidse næse vender nu nedad.
Jeg tager min tallerken, og går videre hen ad bordet til jeg når den specielle plads, hvor en vis mand altid sad, og skabte den gode stemning. Han kunne virkelig løfte smilet på mors kinder, når hun havde haft en dårlig dag, eller hun bare var træt efter alle de patienterne på arbejdet. Nogle gange kunne de endda sidde og grine så højlydt, at det overdøvede det irriterende ur, som far havde fået i julegave for et par år siden.
Min far havde sagt, at det var den bedste gave han nogensinde havde fået. Sjovt nok skulle det vise sig, at den bedste gave endte med at blive værste.
Det ur var skyld i at min mor og jeg sad her hver aften, mens kyllingen blev kold, og kartoflernes varme damp forsvandt.
Eller at hver en krog der før var holdt ren, nu var støvet eller fyldt med små hundehår fra Eddie, bare fordi min mor ikke ’orkede’ at gøre rent.
Eller at jeg nu ikke var med på fodboldholdet mere, eftersom det min træner konkluderede: ”Thomas der er meget at tænke over for dig. Det er også derfor jeg kan mærke at du bliver distraheret, når du spiller og det går ikke. På det her 1. hold går det ikke, at man ikke bliver hurtigt klar igen, og det her tager tid for dig. Så jeg bliver nødt til at sætte Frederik ind, i stedet for dig. Okay? Thomas?”.
Det havde kommet som et chok. Som en lussing placeret lige midt på kinden, og som var rød en time efter slaget. Eller som en fodbold lige i maven. Sådan en der tager luften ud af ens lunger, og som gør ens vejrtrækning næsten umulig at styre.
Hvis der var noget af det jeg var glad for at have tilbage i mit liv, var det fodboldtræningen og alt det sammenholdet medførte. Dengang havde  siddet som forstenet et par sekunder, men rejst mig op, og var gået gennem hallen hvor det absolut var forbudt at have fodboldsko på. Dengang var jeg ligeglad; ligesom de var med mig.
Det samme havde jeg sagt til mig selv da jeg fandt ud af det med far.
Min mor rømmer sig igen, og fører mig tilbage til virkeligheden. Sådan næsten da.
Hun kigger med spørgende udtryk, og de mørke rande under øjnene bliver mindre, da jeg blinker let til hende. Urets tikken fylder stadig rummet.
Jeg går et par skridt, men opdager at jeg stadig har begge rene tallerkener i hånden, for så at stille dem på bordet igen. Fri for tallerkener baner jeg min vej forbi de gamle stole, der næsten ikke er blevet rørt siden, og drejer om hjørnet til køkkenet, hvor opvasken lige er blevet klaret. Med blikket søgende efter noget der er stort nok, går jeg hen til skuffen med gryder og finder en stor sort en af støbejern. Den er så tung, at jeg må bide tænderne sammen, og trække den til mig med hjælp fra mit knæ. Gryden får mig til at stønne i afkræftelse, da jeg går med den.
Jeg når ind i spisestuen igen, hvor den sædvanlige tikken når mit øre og blander sig i mine tanker.
Jeg kan mærke min mors forbløffede ansigt stirre i nakken, men jeg er ligeglad med hvad hun synes og ikke synes lige nu. Mine arme giver efter ca. en meter fra uret, så jeg står lige foran det. Det er så grimt som det står der, gemt væk i hjørnet fordi ingen gider se på det. Det er højt, bredt, og brunt, med en rund skive på midten, hvor et par visere kører langsomt fremad. En tyndt lag glas adskiller det store ur i midten fra mig, og jeg må træde et skridt tilbage, for at kunne få et overblik.  Det ligner mest af alt et kæmpe kvadratisk skab, bare uden skabslåger. Tænk at mor har valgt at beholde det efter hvad der skete.
Med et snuptag får jeg fat i gryden igen. Den er faktisk ikke så tung alligevel, og jeg kan sagtens holde den uden at støtte med knæet.
Jeg bider mig i læben; forsøger ikke at tænke på hvad der skete for lidt under 2 uger siden, lige hvor jeg står.
En skinger stemme lyder.
”Thomas! Nej!”.
Men det er for sent. Et snerrende brøl skærer gennem luften, da gryden slipper mine rystende hænder, og flyver med stor fart ind i uret. En masse larm går forbi mit øre, da jeg mærker et par hænder på min ryg som trækker mig tilbage, og vender mig om.
”Hvad fanden tænker du på?”.
Min mor ser vred ud.
Hun ser skuffet ud.
Men hun ser også forbløffende glad ud.
’’Jeg blev nødt til det!”, siger jeg. Min stemme er bævende og jeg kan mærke en tåre falde ned på min tå.
Hun tager mig ind til sig, og holder om min nakke.
Nu har jeg det straks bedre.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...