Han er i live

Virkelig plat overskrift, i know. Realistisk novelle FSA af prøve, hvor vi skulle skrive ud fra et billede (Cover)

6Likes
4Kommentarer
2374Visninger
AA

1. Han er i live...

Han er i live…

Jeg kiggede stift over på min mor, der sad på stolen og kiggede ned i den gule dug. Den havde blondedetaljer  i kanten, og den havde ligget på bordet i årevis. Fyldt med pletter efter madrester, og farvede drikke. ”Opfør dig som en mor” snerrede jeg af mor, der stadig kiggede ned i dugen. ”Far er død. Far kommer ikke tilbage!” råbte jeg ad hende. Hvad var det, hun ikke fattede. Bare fordi far ikke har skrevet i utrolig lang tid, og højst sandsynligt er død, betyder det da ikke, at hun skal stoppe med at være mor. Hun burde være, ligesom hun var dengang. Dengang før krigen. Dengang sirener ikke ringede højt i ens ører hver evig eneste dag. Nu kan jeg høre dem hele tiden. Det er kun når de rigtigt ringer, at det begynder at gå op for mig, at vi skal i sikkerhed.

 

Jeg vil have den mor tilbage, der lavede mad, hjalp os i badet, fandt tøj til og gav os kærlighed. Alle har brug for kærlighed. Brug for omsorg. Brug for at føle den dejlige varme i kroppen når der er en, der ligger armene om en og klemmer til. Mærke det kys man får på panden om aftenen, når man ligger sig til at sove i den lille seng, med en dyne af dun.

 

Mor havde slet ikke været den samme mor, som hun havde været for en uge siden. Hun havde været ingenting. Hun havde været i sin seng og grædt hele dagen og natten lang. Jeg forstår hende. Jeg har også grædt. Min far er død. Vores far er død. Min bror, som jeg næsten aldrig ser græde, lå i sin seng en hel dag. Jeg kunne faktisk ikke se ham græde. Men jeg kunne høre det igennem den tynde trædør, der havde en masse skræmmer efter de træsværd han altid legede med, da han var lille. Da jeg stod der ude foran hans dør, med mit lille øre mod hans dør, forestillede jeg mig ham for mig. Hans brune hår ville være uglet som en trold, og hans øjne røde. Hans kinder ville skinne efter de tårer, der havde trillet ned over hans røde æblekinder. Men så da han kom ud af døren, og jeg blev afsløret i at have stået og lyttet, så han slet ikke ud, som jeg havde forestillet mig. Hans øjne var røde ja, men hans hår var helt fladt, og kun få tårer havde rullet ned over hans kinder. Det lød, som om han havde grædt meget, eller var det bare sorgen i hans krop, der kom op og ud igennem munden?

 

Jeg kom hurtigt ud af mine tanker, og min øjne flakkede hen på det blomstret tapet. Det grimme og usle blomstrede tapet. ”Jeg er også ked af, at vi har mistet far. Men hvis vi ikke på en eller anden måde kommer ud af den sorg igen, så bliver vores familie aldrig, som den har været før!” sagde jeg ud gennem sammenbidte tænder.

 

Min bror der sad for enden af bordet, knyttede hænderne sammen så han knoer blev helt vide. ”Misforstå mig ikke, søster. Jeg er på din side, men det er svært at blive den familie igen, når vi mangler et familiemedlem” sagde han og lukkede øjnene i for ikke at lade tårerne slippe ud gennem hans øjenkrog.

 

”Vi kan da i det mindste prøve, og lade vær med at blive påvirket af krigen!” sagde jeg og satte mig hen til bordet ,hvor der var fuldt dækket op til den mad mig og min bror havde prøvet at lave god, selvom det meste af det var brændt på, og der nu lugtede brændt i hele huset. Vi var ikke gode til at lave mad, det var jo mor, der havde lavet det til os hele livet. Jeg kan huske, vi alle altid samlede os ved den dejlige mad, og så snakkede vi alle i munden på hinanden. Min far og jeg sad for det meste og diskuterede om en masse ligegyldige ting, nogen gange endte det i et grin, andre gange i et skænderi, med alle indblandet.

 

Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at lade tårerne samle sig i mine øjne. Hvis først jeg begyndte at græde, ville mor også græde, og så min bror. Og det kunne jeg slet ikke klare lige nu.

 

”Jeg vil bare gerne have min mor tilbage… Til at give mig omsorg. Kysser mig godnat og kramme mig, når jeg kommer hjem fra skole. Hjælpe mig med lektier, og hjælpe mig i bad.” Sagde jeg, og lod så tårerne få frit løb.

 

Først nu løftede mor sit tynde hoved. Hun havde meget tydelige kindben, og hendes hår var sat op, så man tydeligt kunne se trækkene i hendes ansigt. Hun kiggede på mig, og en lille rynke fandt sted i hendes pande. Man kunne se, at hendes øjne nu også langsomt begyndte at blive våde. Hendes underlæbe dirrede, og den første tåre fandt sin vej ned over hendes blege kind. Et klynk kom ud gennem hendes tynde røde løber, hun holdte hurtigt sin hånd over munden for ikke at lade det næste komme ud.

 

”Prøv nu og hør børn. Jeg er ikke ked af det, fordi jeres far er død. Jeg tror på, at han stadig lever, og jeg venter på at få et tegn fra ham, jeg mener, der kunne jo være en chance for at…” Startede mor hulkende, men jeg afbrød hende hurtigt.

 

”Mor hvor store chancer er der, for at han lever? Han har tydeligt sagt til os, at han vil skrive til os hver anden uge. Der er gået 4 uger nu, vi kan ikke vente længere!” Sagde jeg, og kiggede ned på den tomme porcelæns tallerken, der inderligt ventede på at blive fyldt og med lækker mad.

 

”Jeg venter på et tegn. I må selv beslutte jer om i vil gøre det, men jeg venter” Sagde mor med sin rystende stemme. Man kunne mærke, hvordan hun prøvede at skjule sin svaghed. Hun fejlede.

 

Jeg rullede med øjnene og rejste mig fra stolen. ”Tak for mad. Jeg trækker mig tilbage” Sagde jeg og gik hen til den store trappe. ”Men vi har slet ikke spist endnu?” Råbte min bror efter mig. ”Jeg er ikke sulten.” Sagde jeg så de lige kunne nå at høre mig, før jeg var på vej op på mit værelse. Jeg skulle bare sove nu, væk fra alle problemerne, så kan vi løse dem der opstår i morgen.

 

***

 

Jeg åbnede øjne hurtigt, da jeg kunne høre mor hulke højt. Det skarpe sollys fik mine pupiller til at trække sig sammen og blive ekstra små. Jeg kneb øjnene sammen og rejste mig fra sengen. Hvad græd hun nu over… Jeg ville ikke havde, hun skulle græde. Hun skulle være min mor. Være vores mor.

 

Et gab kom ud af min mund, og jeg strakte hele min krop i voldsomme bevægelser. Jeg tog den lyserøde kjole på, der lå på det beskidte trægulv. Den havde et par pletter, men det gjorde ikke noget. Der var pletter på alt mit tøj. Ja, for der var ingen, der vaskede det.

 

Mit lange hår sad løst, det var fladt, men stadig krøllet efter de fletninger, jeg havde lavet i det i går. Mine tånegle var lange og beskidte. Der sad sort snavs inde under neglene og mine hæle var ru.

 

Jeg gik ud af mit lille værelse, og gik hurtigt ned af de trapper, jeg havde gået op ad mindst hunrede gange. Tolv trin var der. Jeg gik ind i stuen, hvor mor sad med et stykke papir i hånden. Jeg vidste, hvad det var. Hun kiggede på mig, og endnu et hulk kom ud af hendes mund. Han var død. Det var helt sikkert det.

 

Men så pludselig spredte der sig et smil over hendes læber. Det smil jeg havde længtes efter at se i lang tid. Jeg lavede store øjne, og så sagde hun de ord jeg var overbevist om ikke at høre her de sidste par dage.

”Han er i live…”

 

_________________________________________

 

Ja det var så det jeg skrev.... Jeg kan faktisk ikke lige huske hvor lang tid vi havde til det, men jeg stressede meget til sidst. :)

 

//Maja

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...