The Note Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
På alle skoler er der sladder, og Wretney High er ikke anderledes på det punkt. Så da en mystisk person pludselig lægger sedler i Summer Rivers skab, bliver der med det samme hvisket i krogene. Er det nørderne på skolen, der har et crush på alle smukke piger? Er det en lærer, med en stor hemmelighed? Eller en helt tredje? Summer bliver i hvert fald sat på prøve, da hun sætter sig i hovedet af finde ud af det. Og hvad så, når hun opdager det? Bliver hun chokeret over svaret? Og hvem er det egentlig, der er personen bag sedlerne? |1D er ikke kendte|

8Likes
12Kommentarer
373Visninger
AA

2. ,,Remember that''

Summers POV:

Jeg grinede af Leah, der hun for 117. gang var ved at falde over trappetrinene og tabe sine bøger. 

Hvorfor siger man overhovedet 117.?

Hvorfor ikke 122.?

Pf, hvor mærkeligt.

Hun sukkede irriteret af den lange trappe, og koncentrerede sig om trinene, så hun ikke skulle falde helt og brække halsen.

Det ville være uudholdeligt. Når der endelig er én, jeg kan kalde min bedsteveninde, så brækker hun halsen og bliver lam. 

Åndssvagt.

"Kom nu, Leah," drillede jeg hende, "vi skal nødig komme for sent, fordi du går og er ved at dø over Niall." Jeg grinede af hende, da hun vrissede irriteret og nåede op til mig på toppen af trappen.

"Jamen, han er bare SÅ lækker!" jamrede hun og så bedende på mig. Jeg lo af hendes barnlige side, der aldrig forsvandt og bevægede mig mod fysiklokalet, hvor vi sjovt nok skulle have fysik. Jeg kunne høre Leahs stiletter klapre mod flisegulvet og hun smuttede ind i klassen, da jeg holdt døren for hende. Taknemmeligt sendte hun mig et smil og fandt sig en plads. Jeg førte en undsluppen tot hår fra min mørkebrune hestehale om bag øret og strammede elastikken, der holdt mit hår, en smule, inden jeg fulgte hendes eksempel og tog stolen ved siden af hende. 

"Har du dit projekt klar?" spurgte jeg interesseret og fandt mine noter frem fra min taske, som jeg havde hængt på knagedimsen. Leah spærrede forskrækket sine mascaraklædte øjne op og prustede frustreret.

"Var det til i dag?" sukkede hun hjælpeløst og jeg nikkede. Den pige. Nok var hun det kæreste og mest nuttede, men lektietingen... nej, det havde hun ikke helt styr på.

"Slap af, Lee. Jeg hælper dig da. Vi skriver bare dit navn på mit projekt," lovede jeg hende og hun sukkede lettet.

"Åh, tak, SumSum, jeg elsker dig sgu." Hun lagde hovedet mod min skulder, men jeg vristede hende af.

"Du kommer kun på, hvis du dropper det åndssvage kælenavn," sagde jeg hårdt, men kunne ikke undertrykke et grin. Det lød jo for helvede som en bi. SumSum. Hvor latterlig blev hun lige?

Hun mumlede et 'jamen det lyder så godt', og jeg grinede.

"Nej, søde, det gør det altså ikke." Jeg daskede hende på skulderen og hun sendte mig et kært smil. Kort efter bemærkede jeg noget, der skete dagligt, og jeg mener; dagligt. Hendes øjne smeltede næsten, og jeg vendte hovedet mod punktet, som hendes blik lå på. De der drenge, de populære.

Harry Styles, Louis Tomlinson, Zayn Malik, Liam Payne og Leahs store drømmecrush; Niall Horan.

De så ikke engang på os, grinede bare af et eller andet og gik hen bagerst i lokalet, hvor de satte sig.

Leah sukkede forelsket og glippede forskrækket med øjnene, da jeg få sekunder efter viftede med en hånd foran hendes ansigt.

"Vent, hvad?" sagde hun forskrækket og jeg tyssede på hende.

"Shhh! Mr. Anderson er kommet!" hviskede jeg og hun snerpede læberne sammen, hvorefter hun vendte opmærksomheden mod mr. Anderson, der skrev noget op på tavlen.

"Okay, elever, som I nok ved, skal I fremvise jeres projekter denne dag." Mr. Anderson satte sig ned ved katederet og så ud over klassen. "Hvad var det om? Miss River?" Han sendte mig et indgående blik og jeg smilede til ham.

"Vi skulle beskytte et æg, der blev smidt ud fra skolens tag, mr. Anderson," sagde jeg artigt, blinkede sødt til ham, og fortsatte; "det måtte ikke gå i stykker, når det ramte jorden, og gjorde det ikke, ville vi få en god karakter." Han nikkede ikke ligefrem imponeret og kastede et ligegyldigt blik på sine elever, som gik meget op i sine karakterer.

Bortset fra fyrene bagerst i lokalet. 

De sad og grinede højt af et eller andet, som de snakkede om.

"Vil d'herrer nede bagerst gerne starte med at vise deres projekt udenfor? Eller skal der sendes nogle af dem på rektor Martins kontor?" brølede han vredt og deres latter stoppede.

"Vi kan da godt starte," grinede en stemme og jeg kunne hurtigt give stemmen til Louis. Jeg vendte hovedet mod drengene, der bevægede sig mod døren ud udenfor, mens de stadig grinede.

Hold nu kæft med det grineri, fløj det gennem mit hoved og jeg rejste mig, ligesom Leah, der næsten svævede efter Niall ud af døren. Jeg fulgte blot efter hende på gåben, uden at afbryde hendes lille forelskelse.

Hun havde aldrig været så væk i nogen som Niall, og det ville jeg ikke ødelægge. Den stakkels pige ville give mig totalt meget skyldfølelse med det ansigt, hun ville gå med resten af sit liv, og så ville jeg gøre alt for at hun blev glad igen. På den måde havde hun mig i sin hule hånd, men hun var ikke ond og misbrugte sit nuttede ansigt og min skyldfølelse, der altid dukkede op, når det omhandlede min bedsteveninde.

Jeg kan huske en enkelt gang, at hun var vild med en anden end Niall. Nathan Daniels. Hun elskede ham højere end noget andet, så jeg hjalp dem sammen. Det viste sig så, at han bare ville tage hendes mødom, men hun gav ham ikke lov. Så slog han op, fordi hun var 'kedelig', og så blev hun helt knust. Der fik jeg skyldfølelse. Flere gange siden da er der meget, der har gået hende på, og om det er min skyld eller ej, forsøger jeg at ordne det for hende, som om hun skal tilgive mig. Hun har sagt før, at jeg er sær, fordi jeg gør det, men ellers får jeg det dårligt. Meget dårligt. 

"Nå, lad os se, hvad de duer til," sagde Leah og rev mig ud af mit tankespind. Vi var kommet ned i skolegården, helt uden at jeg havde tænkt over det, og jeg havde glemt mit projekt.

Undskyld, mit og Leahs projekt. 

Jeg lod min opmærksomhed falde på krøltoppen, der stod klar på asfalten, til at beskytte ægget, som Louis så ud til at ville kaste ned oppe fra taget.

"Kast!" råbte mr. Anderson og ægget faldt. Ned mod Louis, der gjorde klar til at.. gribe det?

Hvad fanden tænkte den dreng på? Det æg ville helt sikkert blive knust i hans hænder, og så ville de få 00. Trist karakter, ja, men så kunne de da for helvede også bare forberede sig på projekt.

Mr. Anderson så på ægget, der gled gennem luften, og landede i hans hænder. 

Uden at blive knust. Hvad?!

Jeg spærrede overrasket øjnene op, og hørte en masse fra resten af klassen gispe, deriblandt Leah, der dybt forundret stirrede på det skrøbelige æg, der lå som urørt i Louis' hænder.

"Er det faktisk muligt?" hviskede Leah til mig, og jeg nikkede.

"Tydeligvis, åbenbart," svarede jeg og rettede igen på min hestehale. Alle samlede sig om Louis, der stolt viste ægget frem for dem, og jeg prustede irriteret. 

Og måske lyder jeg misundelig, men det var jo bare et æg. Hvis det så mit projekt, ville man anerkendende klappe mig på skulderen, for helt ærlig; han havde jo bare grebet det, og jeg havde lavet en slags luftballon til det, så det kunne blive reddet på en rigtig måde. 

Eller, luftballon og luftballon; jeg havde taget en masse ispinde og tandstikker og limet dem sammen, så det lignede en paraply uden det vandafvisende stof, hvorefter jeg havde sat en pose over, som skulle fange luften i sig selv, så ægget ville svæve ned på jorden, mens det lå i en stofklædt kurv, der også var sammenklistrede ispinde. Alt i alt var jeg meget tilfreds med den, så nu var spørgsmålet bare, om det holdt. Jeg havde prøvet det én gang hjemme, men det var ikke fra noget så højt som et tag. 

Jeg hørte mit navn, og rettede opmærksomheden mod mr. Anderson, der stod med en blok og skrev noget ned. Sikkert en anmeldelse af mr. Idiots projekt. Og bare så I ved det; mr. Idiot = Louis Tomlinson.

Leah trak i min arm, og mimede 'det er vores tur'. Jeg fangede pointen og fulgte med hende, men da jeg stod oppe på taget og så ned, huskede jeg pludselig, hvad jeg havde glemt - igen.

"Mr. Anderson?" råbte jeg ned til dem og min lærer så uinteresseret op på mig.

"Må jeg hente mit projekt indenfor?" spurgte jeg og smilede undskyldende til ham, da han nikkede med et suk.

Leah fulgte mig indenfor, og ventede tålmodigt, mens jeg åbnede mit skab og tog luftballonen ud. Hun nikkede anerkendende til mig og jeg grinede.

"Du har gjort det godt, Sum-" begyndte hun, men afbrød sig selv, "... Summer," skyndte hun sig at afslutte sætningen, som om jeg ikke havde hørt noget, men jeg havde for længst fanget hendes fejltagelse.

"Det er okay, Lee. Det kræver træning, træning, træning." Hun smilede taknemmeligt til mig og vi gik tilbage til klassen udenfor, hvor vi fik udleveret et æg. Jeg klatrede op ad stigen op på taget, alt imens jeg forsøgte at holde fast i luftballonen. Nej, jeg var ikke just den bedste til at multitaske.

Da jeg endelig var oppe, trådte jeg ikke for tæt på kanten, og tjekkede ægget. Det havde endnu ikke én revne, så modigt ventede jeg på, at mr. Anderson skulle råbe 'kast'.

Leah stod nede ved resten af klassen og ventede, ligesom jeg, på vores lærers kald. Da jeg hørte et højt råb nedefra, der kom fra mr. Anderson, lod jeg min ballon flyve gennem luften og lande elegant på jorden...

Nej.

Min første reaktion, da den væltede og ægget trillede ud, var et skingert råb. Da mr. Anderson så løftede det revnede æg op og studerede det med et utilfredst blik i øjnene, var alt håb ude. Jeg ville dumpe. Mit første 00.

Skete det her virkelig?

Nej, nej, nej, nej!

Jeg blev kaldt ned igen, og med skamfuldt bøjet hoved lyttede jeg til mr. Andersons kommentar:

"Jeg er imponeret over jeres kreativitet, miss Grey og miss River..." begyndte han, henvendt til både Leah og jeg.

Bemærk, han sagde jeres, selvom jeg havde lavet det.

"... men jeres æg var stadig ikke beskyttet. Hvis I nu havde lagt noget blødt over kurven, så ægget ikke kunne trille ud, ville det nok ikke være blevet ødelagt. Desværre tænkte I ikke i praktiske baner, så I dumper."

Ja, mød min lærer; en bedrevidende, gammel mand, der ikke kan lide sine elever. Men helt ærligt; hvilken high school lærer kan lide sine elever?

Ingen, nej. I hvert fald ikke vores.

Uden at tænke over det, blev de sidste æg kastet, og så vidt jeg ved, havde Leah og jeg den laveste karakterer af alle. 

00?

Hvorfor mig, Gud?

Med kun én tanke i hovedet, bevægede jeg mig indenfor med strømmen af elever, der skulle til en anden time; jeg havde fået fucking 00, mens mr. Idiot nu ejede et 12-tal i fysik. 

Fucking.shit.lort.lad.mig.pisse.i.en.spand.

Og nej, jeg ved ikke, hvor det kom fra.

Jeg mærkede nogen dunke mig hårdt i ryggen og vendte hovedet mod tidligere omtalte.

Jeps, Louis Tomlinson.

"Hvad så, dumme?" grinede han ondskabsfuldt. "Hvordan føles det at tabe?" 

"Jeg forstår det ikke, altså. Hvordan kunne du få en bedre karakter end mig?" Jeg slog ud med armene og rullede øjne, da han blinkede til mig. Nu kom det snart. En dumsmart kommentar.

"Jeg er bare klogere end dig," sagde han med et klamt smil og holdt mig fast. Jeg så undrende på ham og vred i min arm, men han strammede bare sit greb, og da alle var gået, pressede han mig hårdt op ad væggen.

"Hvad laver du?" hvæsede jeg koldt og han grinede. Hans ansigt kom tættere og tættere på mit, inden han ændrede retning og hviskede mod mit øre.

"Du skal slet ikke prøve på noget, søde Summer, for så hævner jeg mig." Han fik mig til at gyse, hvilket bare morede ham.

"Husk det; jeg hævner mig." Med det ord kyssede han mig blidt på kinden og slap mig. Jeg så undrende efter ham, da han forlod mig alene. Leah var for længst væk, for hun ville sikkert ikke tale med mig de næste par dage.

Kunne denne dag blive værre?

Jeg havde fået 00, Louis Tomlinson havde truet mig, og min bedsteveninde hadede mig.

Nej, det kunne den ikke.

Hej!

Louise her.

Det var så første kapitel. Hvad syntes I?

Mine arme er åbne for alt, så længe det er konstruktiv kritik :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...