The Note Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2014
  • Opdateret: 21 apr. 2014
  • Status: Igang
På alle skoler er der sladder, og Wretney High er ikke anderledes på det punkt. Så da en mystisk person pludselig lægger sedler i Summer Rivers skab, bliver der med det samme hvisket i krogene. Er det nørderne på skolen, der har et crush på alle smukke piger? Er det en lærer, med en stor hemmelighed? Eller en helt tredje? Summer bliver i hvert fald sat på prøve, da hun sætter sig i hovedet af finde ud af det. Og hvad så, når hun opdager det? Bliver hun chokeret over svaret? Og hvem er det egentlig, der er personen bag sedlerne? |1D er ikke kendte|

8Likes
12Kommentarer
374Visninger
AA

4. ,,Oh... it's you''

Summers POV:

Jeg trak vejret dybt, inden jeg åbnede døren til min mors værelse. Som altid sad hun bøjet over sin bærbare og skriblede en masse ned, uden at bemærke mig. Hun var i færd med at skrive en fantasy-roman og havde arbejdet på den siden jeg var tolv. Mit dengang fantasifulde hoved havde hjulpet hende med navne, steder og dyr, og jeg ville få takkeord med i det sidste stykke af bogen. 

Tastelydene fra tastaturet sprang mig i møde og jeg overvejede en sidste gang, hvorvidt det var nødvendigt at sige sandheden. Men, men, men - fordi at jeg var blevet godt opdraget, kunne jeg allerede mærke samvittighedens kvalmende smag i munden, da tanken bare strejfede mig.

Hun havde stadig ikke opdaget mig, men da jeg lukkede døren bag mig, så hun op.

"Oh, hej, Summer," smilede hun, "ved du hvad? Jeg har skrevet mere på syvende kapitel. Det er helt igennem fantastisk, vil du ikke høre det?" Det hele kom så hurtigt, og jeg nåede knap nok at svare, inden hun begyndte at læse op;

"Den var smuk, Diffilus," sagde Mikaila og smed sig ned på den bløde seng af kornblomster og græsset kildede hende i ansigtet. Diffilus snoede hendes ravgule krøller mellem fingrene og smilede til hende. Hun havde set den - slangen.

"Fortæl," beordrede han hende og lagde sig ned på maven ved hendes side. Hun grinede og plukkede en blomst fra jorden.

"Jeg kan ikke beskrive den - kun at dens øjne var tryllebindende," sagde hun drømmende og pillede bladene af blomsten én for én.

"Ligesom dine." Diffilus tog blomsten ud af hendes hånd og hun så undrende på ham.

"Hvad mener du?" Hendes stemme var en hvisken. Diffilus grinede, og så væk. Mikaila mente nok, at hans kinder blev lidt mere rosa i det end normalt, men hun lod det ligge.

"Heksebarn," lød den hæse stemme igen, og Mikaila rettede sig op. Det var den samme stemme, som da hun havde den gamle perlekæden i hænderne. Diffilus så ikke ud til at have bemærket noget, men denne gang var Mikaila sikker; der var nogen.

"Hørte du det, Diffilus?" hviskede hun og han trak på skuldrene. "Hørte hvad?" Han lød fraværende, som om han var ved at falde i søvn.

"Der var nogen, der sagde noget." Hun tog hans hånd, bange. 

"Kom nu bare, Mikaila, vi er alene. Kom her." Han tog om hende og trak hende ind til sig. Hans bryst var varmt, og Mikaila los sin kind hvile på det.

"Den sagde heksebarn," hviskede hun til ham og han mumlede et 'javel, ja'. Han blev træt. Mørket faldt på, og hun lukkede øjnene. Amma ville slå hende ihjel i morgen, hvis hun ikke nåede i skole.

Men hun var ærlig talt ligeglad.

Så faldt hun i søvn."

Mor så på mig. Hun havde et smil om munden.

"Hvad syntes du?" spurgte hun nysgerrig og jeg trak på skuldrene.

"Det.. er godt, mor," smilede jeg og hun så misbildende på mig. Jeg nikkede troværdigt, så hun ikke skulle blive ked af det.

"Hvad vil du, skatter?" Hun lukkede computeren sammen og så indtrængende på mig. Jeg trak vejret dybt, og satte mig ned på bordkanten.

"Jeg vil snakke med dig om den prøve i dag - jeg.. dumpede." Jeg så flovt ned i gulvet og gjorde klar til en storm af skældsord og skuffede gloser, men i stedet begyndte hun at le.

"Dumpede? Er du flov nu, skatter? Hvorfor?" Hun tog fat om min hage og løftede mit hoved, så vi fik øjenkontakt.

"Fordi.. at jeg dumpede," forklarede jeg som om det var en selvfølge, hvilket det også var.

"Jamen.. skatter, det er der ingen grund til at være - du er smuk, kæk og du lever af ti- og tolvtaller. Du skal være stolt. Alle laver fejl, også en smuk, kæk og klog pige som dig. Det er fint. Din første dumpekarakter. Det er helt fint med mig."

Jeg kunne tabe underkæben, men det ville nok ikke se så godt ud, "så i stedet kastede jeg mig om armene på hende og jublede et tak.

"Elsker dig, skatter," grinede hun og jeg slap hende.

"Hejhej," smilede jeg og gjorde klar til at gå igen, men så let slap jeg alligevel ikke.

"Hov, skatter?" Min mor greb mig i håndleddet.

"Ja?"

"Skal du noget i aften?" Hun så spørgende på mig, og jeg gennemrodede min hjerne.

"Øh.. der er sådan en fest hos en pige, såeh..." Jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning, inden han slap min hånd og smilede.

"Jamen, så god fest, da!" Hun klappede mig i bagdelen og skubbede mig ud. "Alex kommer alligevel i aften, og ham ved jeg, du ikke sætter så stor pris på."

Jeg ville egentlig have sagt, at jeg ikke skulle noget, men whatever. Hun havde ret. Jeg kunne ikke holde Alex, min mors forelægger - og bolleven, host - ud, så jeg kunne vel godt tage af sted. Jeg var ikke den bedste ven af Bella Asher, men det var en fest for alle, der ikke lå på nørdstadiet, og heldig som jeg var, lå jeg lige over det stadie. Såeh.. nu skulle jeg vel gøre mig klar, for festen var om en time.

"Æh, mor?" spurgte jeg, lige inden jeg gik ud fra hendes kontor. "Må jeg låne bilen? Min cykel er flad." Hun nikkede.

"Alt for dig, skatter."

♥♥♥

Jeg så på mig selv i spejlet. Det hele sad godt, også mit hår. Jeg havde taget en lårkort kjole på, trods jeg ikke regnede med, at jeg skulle knalde. Jeg var ikke jomfru, men heller ikke billig. Så simpelt var det.

Jeg var iført en hvid kjole til midten af lårene, der havde glittersten på fra navlen og op. En sort læderjakke skulle holde på varmen, hvis jeg var ude, og jeg havde taget et par hudfarvede leggings på. Mine sko var beklædt med en stilet med nitter på fodryggen, og på min finger sad en ring med et lille hjerte af sten. Om halsen havde jeg en halskæde, jeg fik til min 16-års fødselsdag. Vedhænget var en totempæl af to fugle, fordi jeg havde et overblik i de værste situationer, mente min mor. Hun var åbenbart blevet totempæl-ekspert. 

Anyway. 

I mine ører dinglede et par hjerteøreringe, fordi jeg lige i aften kørte hjertestilen, bortset fra halskæden. 

Alt i alt så jeg godt ud.

Jeg pillede ved halskæden i godt tre minutter, mens jeg bare beundrede mig selv. Ikke for at lyde selvfed eller noget.

Hallo?

Hvem der?

Skal du ikke gå?

Gud, jo, forhelved.

Ikke engang et tak?

Øh.. tak?

Det var så lidt.

Jeg klaprede ned af trappen i mine høje hæle og råbte farvel til min mor. Hun svarede inde fra kontoret. Gad vide om Alex var kommet?

Ligemeget.

Jeg fandt nogle nøgler til min mors gamle Ford, og låste den op. Alle andre fra skolen havde en fed bil - Volvo, Audi, nogle havde endda en lamborghini. Heldige dem. Jeg måtte enten gå, cykle eller låne min mors gamle spand, men at komme cyklende til sådan en fest? Nej, du.

Jeg satte mig ind og satte nøglen i tændingen. Bilen startede med et drøn, og så var jeg på vej til Bellas fest.

Hov - hvor boede hun egentlig?

Jeg standsede bilen. Heldigvis var jeg ikke kommet ud for vores grund endnu, så jeg kunne godt finde min mobil frem.

Jeg gik ind på Google og tastede hendes navn ind.

BELLA ASHER.

Der kom nok en million resultater frem, men det lykkedes overraskende nok at finde hende. (Efter at jeg godt nok havde prøvet mere end 59 af resultaterne.)

Jeg læste adressen højt for mig selv, og startede atter bilen. Det lå faktisk kun små to kilometer fra mit hjem, så der var ikke så langt, betroede jeg mig selv.

♥♥♥

Jeg standsede bilen ved fortorvet. Der var allerede godt mange mennesker inde på Bellas grund, så jeg overvejede pludselig stærkt at tage hjem igen.

Nej, bliv!

Er du der nu igen?

Hey, skatter - jeg er din hjerne. Uden mig.. var du intet. Bogstavelig talt.

Okay, okay. Du vinder.

Jeg trådte ud og låste bilen efter mig. Der lå papkrus i indkørslen til hendes hus, og mange rullede rundt i græsset og åd hinanden råt. 

Klamt.

Nej, se, hjerne, vi er enige!

Hmph.

Jeg trådte forsigtigt frem, som om der var miner gravet ned overalt. Pludselig kom en blondine væltende med ryggen mod mig. Hun hamrede ind i mig, og jeg gispede. Ingen af os væltede, hvilket var meget heldigt.

Denne her tøs = Bella Asher.

Hun så på mig, og spærrede øjnene op. Hendes mund formede sig til et 'o'.

"Oh... det er dig." Hun smilede falsk til mig og grinede. Alle stirrede, og jeg mener - alle. I hvert fald alle, der var ude i forhaven.

"Nå, Sarah, føl dig hjemme!" hvinede hun hjerteligt - falsk - og kyssede mig på kinden.

"Jeg.. jeg hedder nu altså Summer," forklarede jeg blidt og hun lo.

"Jaja, da. Whatever. Jeg er ligeglad, bare du ikke napper Liam fra mig, okay?" Hun grinede igen og forsvandt.

Hvad fuck lavede jeg her?!

OUTFIT:

Yo, there!

Louise her.

Så.. nu fik I endelig kapitel 3! Hold da op, jeg er røv til at publicere, sry!

Men - det er ude, så jeg er glad, heh.

Nyd jeres påskeferie!

Kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...