Mint

Hvis man bliver tørstig ude i naturen, skal man bare tage en sten og proppe den i kæften og sutte på den. Munden fuld af blod er bedre end munden fuld af tørst. Måske så jeg det i en film engang.

5Likes
0Kommentarer
179Visninger

1. Mint

 

Jeg har en mørkeblå Fjällräven, og jeg har et sort computeretui, og jeg har en tom slikpose og en halvtom pakke med stimorol tyggegummi med mintsmag, så jeg har frisk ånde da jeg forlader mit nogenlunde ryddelige værelse. Det er mørkt udenfor, og træerne er høje, natten virker så sort. Regnen er ikke mit eget valg, men den vælger alligevel at drysse, og det passer mig fint. Min hund er ikke ret køn. Tyk og brednumset med munden fuld af ingenting, tygger og tygger på luften som jeg tygger tyggegummi. Den er i det mindste glad for, at den ikke går i snor, nu hvor den ikke har meget ved sit udseende at være glad for. Så kan den løbe sin vej, hvis den vil. Det kan jeg også.
En gadelygte oplyser den sti, jeg går på. Lyset nærmest omfavner de få grene, som er omkring det. Det er tydeligt hvilke grene, der omgås lyset. Det er dem, jeg kan se. Det er der, jeg kan se regnen. Måske er lyset endda varmt. Så kan alle de andre grene få lov til at fryse ligesom jeg. Man skal passe på, hvem man omgås. Jeg omgås som regel ikke lyset. Måske ville jeg fryse endnu mere her i mørket, hvis jeg gjorde.

Jo længere jeg kommer, jo mere svæver jeg. Det er jeg sikker på. Jeg vil ikke svæve. Lyset er altid over skyerne. Det er lyst et sted deroppe. Et sted deroppe synger varmen og nogle glade skabninger. Glade fucking skabninger.
Jeg vil ikke derop til lyset. Jeg vil ikke væk fra min brednumsede hund. Jeg vil ikke væk.

En klog dreng sagde engang, at hvis man blev tørstig ude i naturen, skulle man tage en sten i munden og sutte på den. Måske er det noget, jeg har fra en film. Måske fik jeg det at vide til spejder. Engang prøvede jeg det. Det var i skolegården, lige efter jeg havde havde hoppet ud fra et træ og fået en mavepuster. Jeg ved stadig ikke, hvorfor der ikke kom nogle, selvom jeg græd højt. Ikke fordi det gjorde ondt. Jeg græd fordi jeg havde blod på læberne og det smagte grimt, og fordi jeg ville skylle munden. Når mine tårer løber ned ad kinderne, slikker jeg det altid af, og det smager at salt og sorg. Det var det, jeg ville have det til.

Det virkede ikke. Jeg blev ved med at bløde. Det var der, jeg suttede på stenen.
Stenen var fuld af sand, og jo flere sten jeg proppede i kæften, jo mere sand slugte jeg. Det var rigtig ubehageligt.

Som jeg nu går rundt og tygger  på mit tyggegummi og ser min hund snuse til jorden og græsset og løbe ind i skoven for at snuse til noget mere eller måske bare for at løbe et sted hen, bliver jeg faktisk helt tørstig. Jeg ved, at vandet ikke direkte kommer fra stenen, men fra det spyt, man har i munden. Når man sutter på en sten, bliver munden fuld af spyt, og så skal man bare sluge det. Er det det værd?

Jeg er ligeglad. Jeg fylder flintesten i munden som en gal. Flere og flere skarpe kanter skærer mig i kinden, så jeg får lyst til at kaste op. Jeg bliver svimmel. Over mig er lyset fra gadelygten stadig skarp. Jeg kan ikke længere se min hund. Regnen vasker en smule af blodet af mit ansigt, og pytten på asfalten er ikke længere brun, nu er den brun med et strejf af mørkerød.

Måske er der nogle et sted derude, som gerne vil væk. Måske er der nogle derude, som tager skridtet. Skyder sig i hovedet eller hopper ud fra en klippe. Måske dør de – måske ikke. Og Nogen derude har måske også lyst til at tage mig væk. Jeg er så svimmel at jeg vælter rundt og havner på asfalten med blod ned ad kinderne og hudafskrabninger på mine knæ.
Måske vil Nogen have mig væk med det samme. Lyset overvælder mig og skærer i mine øjne, og min hund er ikke kommet tilbage. Bør jeg lede efter den?

Det er nu, jeg svæver. Jeg svæver i min svimmelhed. Jeg svæver i lyset og kulden og kravler ind i en sort computertaske som stadig er varm efter min langsomme Asus, jeg er så lille i det sorte mørke. Den der Nogen putter mig ned i en mørkeblå Fjällräven som stinker af sour cream and onion, og der er også en tom slikpose. Jeg er ikke overrasket over, at Nogen ånder mig i hovedet.

Nogens ånde dufter af mint.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...