Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1828Visninger
AA

9. Stay(Sherlock)

Sherlock ville ikke indrømme det, men han ville ikke have, at hun skulle gå. Hun skulle blive hos ham, hun skulle være hos ham hele tiden. Han ville ikke føle sådan, det var forkert og det begrænsede ham på alle tænkelige måder, men han kunne bare ikke lade være. Det var som om, han havde ventet så længe på hende uden at vide det, og på en måde afskyede han hendes ankomst, og håbede hun ville forsvinde. Han ville bare ikke indrømme det. Sherlock sukkede ufrivilligt da døren smækkede nede i gangen. Han greb sig selv i at kaste et håbefuldt blik ud af vinduet, men fordi han sad så langt væk kunne han ikke se noget, nåede ikke at se hende gå. Det var dybt latterligt, men det var sådan det var.

Sherlock skævede til uret, bare for at foretage sig noget, og for en gangs skyld lykkedes det uret at få ham til at lave noget. Han skulle være hos Lestrade lige om lidt, og John var ikke hos ham. Ikke fordi det gjorde noget, men Sherlock var jo fortabt uden sin lille blogger - og John var helt sikkert også fortabt uden ham. Sherlock vidste faktisk ikke engang hvor John var. Han var nok taget hjem til Mary. Han rystede på hovedet og trak så arrigt i sit halstørklæde, at stumtjeneren var ved at vælte ned over sig. Med samme vrede bevægelse svingede han det om halsen, og trak ærmerne i jakken hvorefter han smilede - en anelse sindssygt - til sin telefon, der lå så uskyldigt på bordet, før han smed den i lommen. Han var ved at blive sindssyg. John havde ikke skrevet - tænk hvis han havde brug for hjælp? Tænk hvis han var i fare - det ville være... Hjerteknusende. Uden at tænke fór han ud af døren.

Han hverken følte eller tænkte, da han prajede den nærmeste taxa. Han tvang sig selv til at tænke på, hvilken sag det kunne være, mens hans underbevidsthed skreg af ham, hånede ham. Han vidste jo egentlig godt hvorfor. Han forsøgte at flygte fra sine tanker.

 

Sherlock havde formået at tænke på noget andet under hele turen, men da han stod ud fik han for alvor problemer. Tankerne sneg sig ind på ham. Han rodede kort op i sine krøller og gik med selvsikre skridt ind i den store bygning. 
Alle 'assistenterne' sad pænt ved deres skriveborde af lyst træ, smilede pænt til alle, simpelthen så kvalmende. Uden at kaste et blik på dem, gik han forbi dem og mod Lestrade, der stod fordybet i en samtale med Donovan. Han kiggede straks op, og da Donovan så Sherlock, sukkede hun højt.

"Hey, freaken er her," beklagede hun sig.

Sherlock trak let på smilebåndet og kiggede med et løftet øjenbryn afventende på Lestrade.

"Graham, du ville sna-..." begyndte Sherlock utålmodigt.

"Greg," rettede politikommisæren vrissent.

Sherlock sukkede og viftede med hånden.

"Jaja, kom nu til sagen!" bed Sherlock ham af.

"Kom."

Gregs gang afslørede at han var fornærmet: Trampene gav genlyd i hele rummet, men ingen af de sukkersøde assistenter kiggede op. Sherlock fattede egentlig heller ikke hvorfor Lestrade blev ved med at være sur over at Shelock glemte hans navn? Hvorfor forventede han at han huskede det?

"Kan du huske min mail?" stilheden blev med ét brudt af Lestrades spørgsmål

Sherlock var en anelse forbløffet: han havde jo tjekket den igår, endda svaret på den! Selvfølgelig kunne han da huske den.

"Selvfølgelig," svarede Sherlock blot. Kort og godt.

Lestrade nikkede blot, og stoppede brat op foran et skrivebord der var i fuldstændig samme farve som de andre.
Bæ.
Uden at sige noget som helst til Sherlock fandt han enkelte ark frem. Han skimmede dem, før han stak dem i hånden på ham.

"Jared og Mike Williams. Lige forsvundet fra Eton. Det er din opgave at opklare sagen. Forstået?" hans stemme var virkelig ikke venlig.

"Selvfølgelig. Hvornår tager vi af sted?" svarede Sherlock, for ikke at starte en diskussion.

"Nu. Donovan vil køre dig derned."

Lestrade nærmest skubbede Sherlock ned ad trapperne, og ind i en bil, hvor Sally rigtigt nok sad og ventede. Hun sukkede dybt, da han satte mig ind. En hel køretur med Sally Donovan. Hvor... Festligt!

 

Da Sherlock smækkede døren i på Donovans røde Audi A7 dryssede rusten af den. Den virkede ellers meget ny, men hun kunne jo udsætte den for alt.

Han stirrede direkte ud i Eton's 'skolegård,' og på den imponerende bygning. Det lignede næsten Hogwarts, som det var præsenteret i de dødssyge film John tvang ham til at se, når han ville holde sofa-hygge-aften. Forskellen på dette slot var, at her var der smukt, som John ville kalde det. Blomsterne på plænen foran pladsen blomstrede, fuglene i de få træer på pladsen kvidrede, men der så dødt ud på slottet. Der var afspærret, men alligevel holdt der andre biler end de almindelige politibiler. Der var en almindelig Ford, men blandt politibilerne var der en anden bil, der fangede Sherlocks blik. En hvid Porsche Panamera var den, der straks fangede folks blikke. Den var udsøgt, dyr. Det kunne ikke være en af politifolkenes, da de havde deres vogne, og så fik de slet ikke løn nok. Sherlock trak på skuldrene og så sig omkring igen - det var en biting; eller rettere sagt, det troede han i hvert fald.

Der lød en plaskende lyd fra springvandet midt på pladsen. Der var mindst tyve politifolk, alle sammen uden for spærringen, men det var ikke politifolkene der fik Sherlocks opmærksomhed, men nærmere ham, de snakkede med. Han var klædt som en fra 1800-tallet, dog en anelse fed, med et lille gedeskæg og en høj hat. Alt i alt mindede han om en gris med tøj på. Sherlock anede ikke rigtig hvem han var, men han havde lidt på fornemmelsen af, at han stod og betragtede Etons rektor. Interessant udseende, det måtte han virkelig sige.
Faktisk var han grim.
Sherlock stod længe der, med hænderne i lommen og et ansigtsudtryk der bare skreg 'hold jer væk.' På det tidspunkt var han igang med at finde ud af, om Greg og John ville komme. Eller, han overvejede om han gad hive sin telefon op af lommen og skrive til dem, og han indrømte gerne, at han meget hurtigt droppede den tanke, mest fordi Grah...-Gregs nye Toyota kom kørende i samme øjeblik. Først så han ikke John, men da han pludselig så en genkendelig hårtop lod han - ubevidst, naturligvis - sine læber brede sig ud i et smil. Endnu en ting han skal have skrevet på sin liste af ting han ikke vil indrømme er, at han havde savnet John, hans smil og hans stemme. Sherlock forsøgte at ignorere ham, lade som om hans ankomst kom bag på ham, men selvfølgelig troede John ham ikke. Han smilede blot og rakte Sherlock hans kuffert. Intet andet, så vente han sig om.

"John? Jo-oooohn? Vent, hvor skal du hen? John! Kan du så komme tilbage!" udbrød Sherlock forvirret.

"Hvad mener du, Sherlock? Jeg har en kone der kan føde når som helst," sagde han tålmodigt.

Det var ikke nok til, at han måtte gå.

"Det her er vigtigere. Kom så!"

Han så uforstående på Sherlock og tænkte sig om.

"Men... Mary... Hvad med hende?" betænkte han sig til sidst.

"Hvad med hende?" spurgte Sherlock og endnu engang sukkede han opgivende af ham.

Men han svarede ikke. Han svarede ikke engang! Han sukkede blot igen, og tog sig bare til hovedet, mens han grinede. Hans grin var sindssygt, og hans blik vildt. Så vendte han sig om, og så gik han. Han gik fra Sherlock, der stod og så såret efter ham.

"John? John! Nej! Du må ikke gå fra mig! John!" råbte Sherlock panisk og løb efter ham, til John stoppede op.

"Sherlock, hun er min kone, forstår du ikke det?" John næsten råbte af Sherlock.

Sherlock var virkelig forundret. Virkelig. Hvorfor sagde John det, og hvorfor betød hun mere for ham end han?

"Jamen John... Hvorfor Mary? Jeg troede, at det var mig, du els....-" begyndte Sherlock og snurrede frustreret rundt på stedet, men John stoppede ham ved at placere sine hænder på hver af Sherlocks kinder, og tvang ham til at se ham i øjnene.

"Sherlock..," begyndte John meget stille, mens han kiggede ned i jorden.

"Selvfølgelig er det det, men Mary.... Jeg giftede mig med hende, hun forventer jo at jeg er der for hende. Jeg... Jeg troede du var død! Jeg troede ikke, du ville komme tilbage, Sherlock! Hvis jeg havde vist det, hvis jeg vidste, at du ikke var død og ville komme tilbage til mig, så havde jeg aldrig sagt ja til Mary," hviskede han.

Sherlock stod og kiggede mistænksomt på ham, men nikkede så. Måske var det rigtigt? Måske var det ikke. Men han besluttede sig for, at han ville tro på John. Det ville han helst, og desuden måtte man jo stole på dem man elskede.

"Men John... Hvorfor vil du ikke blive hos mig? Mary kan da bare komme herned også?" det var et sindssygt tilbud Sherlock ikke kunne give, men han ville ikke være her uden John.

John tøvede ikke. Ikke et eneste sekund tøvede han. Han smilede bare som en lille dreng der fik tilbudt en slikpose, og så trak han sin mobiltelefon op af lommen for at ringe til Mary. Sherlock måtte hellere snakke med Lestrade om det.

 

Inde fra værelset ved siden af lød der utallige høje bump. Det var Mary der pakkede ud. Sherlock havde skaffet tilladelse hos Lestrade, og det endda uden at John havde fået nys om, at Sherlock ikke havde kunnet tillade sig at tilbyde ham det. Sherlock havde endnu heller ikke ikke opdaget hvem der ejede den yderst luksuriøse Porsche Panamera, men han havde besluttet sig for at finde ud af det som det første i morgen. Før alt det med de drenge der forsvandt. Greg havde vist ham nogle billedet af drengene samt en masse billeder af personalet og nogle af deres papirer. De fleste var rene i forhold til fængsel, mens andre var idømt nogle gange. Der var et fælles træk ved alle dem der havde været idømt: De var alle idømt en dom for tyveri. Aldrig røveri, kun tyveri. Mærkeligt. Der var sikkert en sammenhæng, men lige nu var den ikke betydningsfuld. Ikke endnu.

Da Sherlock endelig besluttede sig for, at det var bedst at gå i seng - det var ellers ret tidligt, kun 03 - havde han fået en idé. Den var genial, men selvfølgelig kom den først da han var på randen til at falde i søvn. Næste morgen havde han glemt den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...