Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1823Visninger
AA

6. Show me(Francene)

Der var noget der ikke var som det skulle være. Francene havde ikke set ham hele ugen. Hun var bekymret for ham. Var han kommet til skade? Eller nej. Sherlock Holmes kom ikke til skade. Det var bare virkelig ikke særlig Sherlock-agtigt. Hun sukkede. Hun tænkte for meget på ham. Hvorfor? Han var jo bare en irriterende mand, der var i vejen og irriterede hende. Hun følte intet for ham, intet andet end den mærkelige følelse af deja-vu når hun så ham. Hun havde jo nærmest mødt ham i drømmen. Intet var der i det. Det vidste hun. Hun ville aldrig kunne føle noget for ham. Men... Måske skulle hun besøge ham, og få en sludder for en sladder? Hun nåede kun lige at tænke tanken før det bankede på døren. Nu kunne det være så ideelt hvis det var Sherlock, men det var det ikke. Det var... én hun overhovedet ikke kendte. Lille med et bekymret blik og meget lyst hår. Francene så mistænksomt på ham da jeg åbnede døren, og blev en anelse forbavset da han bare trådte ind og satte sig. Hun lukkede døren og satte sig ind til ham. Han betragtede hende meget længe, så længe at hun blev bekymret. Hun var da ikke så opsigtsvækkende? Hun havde jo bare jeans og en t-shirt på. Var der noget opsigtsvækkende ved det? Han åbnede og lukkede munden et par gange før han endelig sagde noget.
"Francene..."
Hun nikkede kort, og ventede på resten, der ikke kom.
"Ja?"
"Undskyld mig, lad mig præsenterer mig. John Watson, Sherlock Holmes' eksk - bedste ven. Jeg er... bekymret for ham. Hvad har du gjort ved ham?"
Hun forstod det ikke. Hvad havde hun gjort Sherlock? Det var da ham der gjorde hende noget! Var i hendes tanker hele tiden. Det var ham der var den skyldige.
"Ja undskyld, men det er da ham der gør mig noget! Jeg kan slet ikke få ham ud af mit hoved, og han...," hun stoppede hurtigt. Hun var gået over stregen. Hun var følelseskold, bum bum.
Sådan var det. Hun havde ikke tid til det pjat. John var overrasket.
"Men... Han snakker hele tiden om en eller anden der skal ud..."
"Hvorfra?"
"Hans hoved."
Hun rystede på hovedet. Sherlock var sociopat - ingen følelser der! Især ikke for hende. Heller ikke fra hende. Nope. Det skete bare ikke.
"John. Han har ingen følelser, og han har ikke følelser for eller fra mig. Punktum. Jeg har også kun lige mødt ham," pointerede Francene.
John nikkede.
"Ja, muligvis men... Jeg tror virkelig at han føler et eller andet for dig. Jeg aner ikke på hvilket plan, eller hvorfor, men han tænker på dig. Måske er det bare arbejdsmæssigt? Tag en snak med ham, please, fri ham for hans byrde. Hvis han er i dit hoved, hvorfor så ikke... få ham ud?"
Hvad pokker snakkede manden om? Han virkede jaloux, lagde armene over kors. Var han... Jaloux? Men... Efter hvad Leela havde fortalt hende elskede Sherlock John? Det var også John der havde giftet sig med en anden.
"Æhm... Okay. Hej-hej John!"
Francene gennede ham ud af døren, og smækkede den efter ham. Hun hoppede op i stolen og satte sig til rette.
Det her var for sindsygt. Hun havde kun lige mødt ham, og han var i hendes hoved, men... Hun bemærkede en dims der flød på mit sofabord. John havde glemt sin mobiltelefon. Flot. Hun vidste præcis hvad det var han havde gang i. Lige nu var han på vej hjem til sin kone(vielses ring) og vidste at hun ville tage ind for at aflevere den ved siden af hos Sherlock, fordi han havde nævnt at de var bedste venner. Sherlock ville være alene hjemme, og hun ville være tvunget til at snakke med ham. Hun sukkede. Ingen vej udenom. Typisk. Hun undlod at tage sin jakke på - Sherlock boede jo lige ved siden af. Hun hoppede blot ned fra lænestolen og greb telefonen.
Hun smækkede døren i, og traskede irriteret mod 221B. Hun hamrede irriteret med dørhammeren, og fik straks svar. Døren svingede op, og hun blev mødt af en smilende, ældre dame - hun lignede en der skulle ud, sikkert til stævnemøde grundet den nye kjole, konkluderede hun, og udseendet der var gået meget op i. Hun smilede så pænt hun kunne, og fulgte bagefter hende op. Hun bankede på en dør, og åbnede den selv. Han stod der. Sherlock stod der. Og han kiggede på hende. Han smilede. Ikke meget, men han smilede, men hun bibeholdt hendes kolde ansigtsudtryk, og rakte hånden ud. I den lå mobiltelefonen. Sherlock gjorde intet for ikke at røre hende. Der var ikke mere hun skulle her - hun kunne bare gå. Francen smilede koldt da hun konkluderede at den ældre kvinde var væk. Døren smækkede pludselig i, og da hun vendte sig om stod han ikke længere tre meter væk, men ved siden af hende. Han smilede et eller andet ulæseligt smil, der gjorde hende en anelse forvirret. Hun havde brug for et tykt lag 'poker-face'. Hvad ville han?

"Bliver du ikke lidt?"
Hun stak hænderne i siden, og skulle til at ryste på hovedet, da en kold fornemmelse fyldte hende. Hvor var hendes nøgler?
Hun pressede kort øjnene i, og prøvede at se normal ud.
Han så forbavset på hende, dog uden at ændre sit udtryk. Hvad var der med den mand?
"Hvad sker der?" spurgte han.
"Mine nøgler... De er... Væk? Jeg har glemt dem," indrømmede hun koldt.
Han smilede som om han havde forventet det.
"To sekunder," mumlede hun og vendte sig om.
Der var to udveje: At blive ved Sherlock og vente på pedellen til næste dag, eller ringe til ham nu, og håbe at han var på arbejde. Det sidste lokkede mest, helt klart.

Uden at forklare Sherlock noget trykkede hun pedellens nummer ind og ringede ham op. Efter en kort samtale var hun om muligt endnu mere fortabt. Han havde først tid til at hjælpe hende i morgen.

"Hvad sker der?" spurgte han igen.
"Mine nøgler ligger derhjemme, og pedellen har først tid til at hjælpe i morgen."
Francene havde lyst til at slå ham. Det der smil irriterede hende usigeligt.
"Jeg har en løsning," brummede han med et selvtilfredst smil.

"Virkelig?" hånede hun tilbage.

"Bliv her," ordene hang i luften. Ingen sagde mere, de lod dem blot hænge, og ventede på at den anden brød stilheden.
Hun ville sige nej, men hun kunne ikke. Hun ville gerne være sammen med ham, og alligevel ville hun bare gerne hjem.
"Jo tak," hendes svar var koldt, og hun var irriteret. Det var hans skyld.
Han grinede, og snittede hendes hånd hans da han tog hendes jakke af. Hvorfor gjorde han det? Han var ikke den type, det var helt sikkert! Hun vendte sig om, og blev straks forbavset over hvor tæt han var på. To centimeter. Hvis hun løftede hovedet, bare lidt, ville hun kunne se op i hans næsebor... Hun nåede ikke engang at overveje det, før han var væk. Hun sukkede. Det kunne være det perfekte øjeblik. Nej! Hun trampede sig mentalt over foden og spejdede ud i køkkenet efter ham - hvorfor kigge på Sherlocks næsebor?

Han var ingen steder at se. Hun trak på skuldrene og satte mig i sofaen - det var vel ligemeget. Da han endelig kom tilbage var han ulæselig, men han smilede stadig. Hun valgte at kigge uden at lytte, men det var Sherlock ikke med på.
"Gåder! Lad os gætte gåder," måden han smilte på gjorde hende mistænksom.
Hvad tænkte han på? Hvorfor lignede han én, der havde fået verdens bedste idé? Hun nikkede blot, bare for at lave noget.
"Okay, okay - hvad spiller vi om?"
Han tænkte sig grundigt om - det var tydeligt.
"Hvis du vinder, må du bestemme en ting jeg skal gøre - én ting. Hvis jeg vinder, skal jeg finde på en ting du skal gøre," han smilede så overlegent, det var tydeligt at se at han forventede at vinde. Det ville ikke ske, det blev over hendes lig.
Hun nikkede igen, og prøvede straks at finde på den bedste gåde.
"Du starter," besluttede hun.
Denne gang var det ham, der nikkede.
Hun ventede spændt. Hvad ville Sherlock nu finde på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...