Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1819Visninger
AA

5. Not alone(Sherlock)

Sherlock stirrede bare på døren. Han stod længe og kiggede. Alt for længe. Han blev brutalt skubbet væk fra døren, da en mand med rødt fuldskæg kom gående op af trappen med et sofabord under armen, og bankede på hos Francene. Hvem var han? Kæreste? Hmm. Sherlock nåede kun lige akkurat at komme af vejen før hun så ham. Han stak hænderne i lommerne, og gik tilbage til sin lejlighed og til John i total stilhed. Han troede at han var den eneste. Han havde troet, håbet, vidst at han var den eneste! Nu kom hun her, og for det første var hun åbenbart privatdetektiv - ikke detektivkonsulent, men... der var noget ved hende. Sherlock kunne se noget af Kvinden i hende. Han rystede hurtigt tanken af sig. Kvinden var fortid, en tåbelig kvinde der dog var klogere end kvinder han havde set længe. Hun havde blot forbavset ham, intet andet.


 
Da Sherlock smed sin jakke over et ryglæn på en stol og satte sig ind i lænestolen til John, var vreden forduftet lidt.

"Hej Sherlock."

"Hej John."

Han kunne tydeligt mærke at John ville sige noget, men han havde ikke tid til at høre lige nu. John måtte altså vente til han havde ordnet det vigtigste. Sherlock trak benene op under sig og stirrede ind i flammerne.


"Sherlock?" Johns stemme gennemskar stilheden.


"Ja, John?"


Sherlock gad slet ikke høre på ham, men han vidste at han var nødt til det for at bibeholde deres 'venskab', eller hvad det var de havde. Han var stadig skuffet over at John havde giftet sig med en anden.


"Du ved... Mary, ikke? Hun skal føde om en en halv måned," glæden i Johns stemme var tydelig, den skar Sherlock i hjertet, kun fordi glæden var forårsaget af en anden end ham.


"To uger, John."


John betragtede Sherlock med et bekymret blik, der faktisk fik ham til at ligne en bekymret far. Det irriterede Sherlock af pommern til.


"Er der noget i vejen Sherl? Du virker så... Stille? Er der sket noget? Er det hende naboen? Frances var det vist."


Sherlock sukkede - og Sherl? Hvorfor skulle han mindes om Janine nu?

"Jeg er ikke alene, John," hviskede han.
John betragtede stadig Sherlock med blikket, men Sherlock havde ikke tid til at få John til at lade være. Han gad egentlig heller ikke.

"Hvad mener du, Sherlock?"

John var forvirret.

"Hun... Hun virker mig så bekendt, og alligevel aner jeg ikke hvem pokker hun er. Privatdetektiv. Jeg har aldrig mødt en. Hun er det. Privatdetektiv," forklarede Sherlock usammenhængende.


Man kunne også tydeligt se at John ikke fattede et hak af det, for han nikkede bare og så væk. Sherlock fiskede sin telefon op fra lommen og med et enkelt klik søgt på Francene Harper. En del uden nytte kom op, men som John ejede hun åbenbart også en blog. Den kvinde kunne være en trussel, konkluderede han hurtigt. Uden at sige et ord til John svingede han benene ned på gulvet og fejede ud af døren, hev hurtigt fat i sin jakke, og trak den om sig.
 
Han hoppede ud af døren og overvejede hvor han ville starte med de hjemløse. De måtte vide noget om denne kvinde, de så jo alting i byen. Han vidste at Diggory og Frank var nede ved Themsen, mens Carolicca og Jake var nede ved den gamle lagerbygning. Han måtte snakke med dem alle sammen, og Carolicca og Jake var det bedste sted at starte. Med sin jakke flagrende efter sig gik han mod lagerbygningen.


Da Sherlock skubbede porten op steg en stank af forrådnelse og gammelt, vådt træ op i hans næsebor. Han klemte næsen sammen, og gik ind i midten af bygningen. Hans skridt gav genlyd, og det samme gjorde hans stemme da han kaldte på dem. De kom straks frem, nærmest kravlede hen mod ham.

"Carolicca, Jake," hilste han.

De nikkede bare, og ventede. De vidste at der var en opgave til dem.

"Jeg har mødt en... Kvinde, og jeg vil bede jer overvåge hende. Okay? Fuld overvågelse, grad tre. Okay?"

Endnu engang nikkede de blot, og krøb tilbage i skjul. Han smilede ved sig selv, og forlod bygningen igen. Han vidste at de ville gøre et fuldt ud tilfredsstillende arbejde. Desuden var de udstyret med en slags billedfon, der kunne tage og sende billeder, og det gjorde dem fuldstændig ideelle til jobbet.


Sherlock vidste med det samme hvor Diggory og Frank var. De havde fået indrettet sig en lille hule ved et møntvaskeri ved Themsen. De havde endda skaffet sig to senge, og nogle møbler. Ikke lovligt, men det havde de. Han bankede på og afventede utålmodigt et svar. Han var ved at opgive, da hans øjne mødtes med et par udslidte, mistænksomme og arrige øjne. Frank. Sherlock smilede pænt til ham, og trådte et skridt nærmere da Frank vinkede ham ind. Her lugtede ligesom hos Carolicca og Jake af alt mulig ulækkert, og endnu en gang klemte han næsen i. Han må have set en anelse  sur ud, for det var det første Digory spurgte om. Sherlock forsikrede ham om at han bestemt ikke var sur, men at han gerne ville bede dem om en tjeneste. De var en anelse tilbageholdne, men til sidst fik han dem overbevist om at de blev nødt til at hjælpe ham. Da Sherlock forlod bygningen var han sikker på at Francene ville blive overvåget af de bedste kandidater. Han smilede endnu engang, skjult i det skjulte, og satte kursen mod Baker Street igen.
 


John var væk, og det var Mrs. Hudson også. Han kedede sig ad helvede til, men der var intet at lave. Virkelig ikke, og det resulterede altså i, at han kedede sig ihjel. Eller nej, det skete så ikke, men det var tæt på! Han var virkelig sikker på, at det ville blive den kedeligste aften i hans liv!

 

I fjernsynet var der ikke andet end kedelige film, frygtelige romantiske komedier, ugennemtænkte krimier og uudfordrende quiz-programmer - ingen af delene var noget værd at se uden John. Han gad ikke hente hovedet i køleskabet, og han gad heller ikke studere. Han slukkede fjernsynet og kastede sig over i sofaen. Mrs. Hudson havde besøg igen af en eller anden forretningsmand, og John var hjemme med Mary, der åbenbart kunne føde når som helst. Kedeligt. Sherlock hamrede irriteret hovedet ned i sofaen, og vendte sig om, en anelse fornærmet. Hvad mon Francene lavede? Han ville egentlig ikke vide det. Eller ville jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...