Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1820Visninger
AA

8. Nightmare(Francene)

Francene vågnede ret tidligt, og hun forventede selvfølgelig at se Sherlock ligge ved siden af sig. Han var der ikke, men hun vidste, at han havde ligget der. Både fordi dynen var redt anerledes end om aftenen, men også fordi hun havde klynget sig til ham et par gange den nat. Natten havde været frygtelig. Hun havde haft mareridt, og man kunne ikke tælle på én hånd, hvor mange gange hun havde grebet ud efter Sherlock og knuget hans arm. Hun huskede hverken hans reaktion eller mareridtene, men hun ved at hun gjorde det.
 
Efter at have taget endnu et - tiltrængt - bad og være kommet i tøjet gik hun ind til Sherlock. Det overraskede hende ikke at han sad og studerede et dødt hoved. Mrs. Hudson havde fortalt hende det for længst, engang hun mødte hende. Hun brokkede sig over alle de døde kropsdele. I det samme huskede hun at hun havde fået en SMS fra Katheryn der bad hende ringe, gode gamle Kath hun havde efterladt alene i USA. Egentlig burde hun have taget hende med - hun havde trods alt været en nærmest livsvigtig opvarter igennem hele hendes liv. Hun kunne jo bare sige sit job op som politikommissær. Francene var jo vigtigere end det. 

Hun mærkede Sherlocks blik i ryggen da hun gik over sofabordet og satte sig i sofaen. Hun så sig nødsaget til at ringe til Kath, så hun fandt hurtigt hendes navn i kontakter og ringede hende op. Som sædvanlig gik der ikke lang tid før man kunne høre hendes stemme. Lidt for frisk, måske, og hun tog den alt for hurtigt. Francene vidste præcis hvorfor. Hendes mand var ikke hjemme - ude med en anden kvinde, men det vidste Kath selvfølgelig ikke - og derfor sad hun alene hjemme, og ventede kun på noget afledning fra sine tanker. Hun bekymrede sig om sin mand, der var væk fire gange om ugen, og hun havde fået en mistanke om hvad han lavede, da hun tog sin mands telefon, og det var en kvinde der spurgte hvornår de skulle ses igen. Desuden var han altid meget fraværende og overvågede sin telefon uafbrudt. 


"Hej Francene!" hendes stemme gjorde næsten ondt, så frisk var den.


"Hej Kath. Hvad så?"


"Jo, det er fordi... Ja, jeg har snakket med inspektør Lestrade, og han står for dine sager nu. Men... Jeg har en sidste sag til dig, okay?"


"Selvfølgelig," svarede Francene uden den mindste antydning af følelser - hverken sorg over at forlade hende og hendes politihold, eller glæde over en ny sag.


"Du kender Eton ikke?"


"Jo," hviskede Francene - hendes lillebror gik der før han døde.


"Drengene er begyndt at forsvinde fra deres senge. Sporløst, og de bliver ikke fundet igen. De forsvinder én af gangen, og aldrig før klokken tolv. Jeg vil have dig til at tage til Eton og finde ud af hvad pokker der sker der - okay?"


"Selvfølgelig - du kender mig da. Det bliver morsomt," tilkendegav hun køligt.


"Godt. Faktisk skal du afsted om tre timer, så begynd at gøre dig klar, for..."


"Hov, hey stop! Tre timer? Jeg kan da ikke nå det! Hvor lang tid skal jeg blive der?"


"Francene, du skal ikke have hele dit skab med, det er kun cirka seks dage, alt efter hvor hurtig du er! Om tre timer står jeg uden for din dør. Farvel!"


Francene rystede irriteret på hovedet.


"Ja ja. Hvis ikke det havde været for adrenalinen gjorde jeg det ikke," mumlede hun, og kunne se at det trak i Sherlocks mundvig.


Hun rejste sig og gik hen for at tage sin jakke. Uden at sige et ord til Sherlock hægtede hun sin jakke ned fra knagen, og trak armene gennem ærmerne.


"Hej Sherlock," han havde bevæget sig så lydløst at hun næsten ikke havde kunnet høre ham.


Hun vendte sig, og stirrede op i et nærmest smilende ansigt.


"Hej Francene," han hviskede nærmest.


Hun smilede halvt og kiggede spørgende på ham. Hvad var han ude på? Han rømmede sig og rankede ryggen. Uden at være klar over det hævede hun udfordrende det ene øjenbryn. Hun betragtede ham og forsøgte at finde ud af hvem han egentlig var, men hans øjne, kropssprog og udtryk sagde intet. Poker face. Hans smil irriterede hende grænseløst samtidig med at det udfordrede hende.


"Vi ses en dag, Francene Harper," tilkendegav han til sidst.


Francene grinede lavmælt. Det troede hun nu ikke helt på.


"Vi får at se, Sherlock... Og husk nu at fortælle ham sandheden," hun smilede hemmelighedsfuldt.


Hun ville gå forbi ham, men han strakte en hånd ud foran hende og snurrede hende ind til sig.


"Vi kommer til at se hinanden igen, det ved jeg, at vi gør," hviskede han i hendes øre.


Hun løftede hovedet og nikkede.


"Ja vi gør. Savn mig nu ikke for meget, vel?" svarede hun hånligt.


Han grinede blot stille, og hans læber strejfede hendes kind før han slap hende, og hun smuttede forbi ham og ud på gaden, hvor hun kastede et enkelt blik på sit ur.

Som hun havde forventet ville pedellen være der. Han så en anelse sur ud, til hendes fornøjelse. Francene hilste pænt på ham, og bad ham låse op, før hun sprintede op af trapperne. Sherlocks stunt havde taget tredive sekunder fra hende, og dem havde hun frygtelig meget brug for. Mens hun trak sin jakke af og sparkede sine sko fra sig overvejede hun hvad hun skulle tage med. Hun sprang ind i sit soveværelse, og lod sin hånd glide hen over væggen til hun ramte det punkt der åbnede den tilsyneladende usynlige dør til hendes 'klædeskab'. Lejligheden ved siden af hende havde stået tom i et par år, så hun havde købt et af rummene og lavet denne passage, hvor hun kunne have alt muligt - tøj, private sager, alt. Uden at tage notis af præcis hvad det var hun hev ned fra hylderne fyldte hun to tasker med tøj. Hun ville ikke engang bruge halvdelen af det, men hun vidste at hun kunne komme til at skulle bruge en del forskelligt slags tøj. Hun valgte som regel efter hendes humør, og det kunne godt blive ret forskelligt fra dag til dag. Hun valgte at klæde om og lægge ny makeup, og det indebar også at hun tog et bad(igen!), så det følte hun sig ret nødsaget til.
 


Sherlocks ord sad fast i Francenes hoved. Ja, ja, de var naboer, det var helt fint, men... Hvornår skulle hun se ham igen? Før eller siden ville hun opsøge ham, det vidste hun at hun ville. Hun betragtede sig i spejlet en sidste gang før hun hankede op i sine tasker og gik ned til Katheryn.



"Nå, hvordan har du det så, Francene?" begyndte hun muntert.


"Jo tak, fint," brummede Francene anstrengt og nikkede.


"Er du faldet godt til? Har du fået nogle flinke naboer?" Francene fnes da hun spurgte om det.

Det kunne hun da lide at vide!


"Tjah, Sherlock virker da ganske... flink."


Hun nikkede og kiggede på Francene i bakspejlet. For at skjule hvad hun tænkte gemte Francene sig under poker facet, og blottede ikke sine følelser for Katheryn.


"Sherlock... Javel ja," sukkede hun og smilede i smug.


Francene krydsede benene. Hun tænkte som en gal, forsøgte at finde noget at sige for at der ikke blev en eller anden akavet tavshed. Det ville være ret akavet. Netop som Kath åbnede munden lød en bibbetone. Det viste sig at være fra Sherlock. Katheryn skævede til Francene som for at tjekke hendes reaktion, da hun sagde: 'Nåh, det er fra Sherlock', men hun holdt stadig masken.

Fra: Ukendt


Det ser ud til, at du har glemt dit hjerte her. - eller din hjerne. Kom og hent det!
- SH


Hun grinede af ham. Det var typisk ham.
 


Til: Sherlock


Nej, de siger jeg ikke har et hjerte. Ses senere. ~ FH

Francene låste skærmen og lænede hovedet mod sædet. Hun havde brug for at komme væk fra Sherlock, og alligevel brug for at have ham under opsyn hele tiden. Det irriterede hende ufattelig meget at han var ligesom en afhængighed, og så alligevel afskyede hun ham, den hjernedøde kamellort. Hun lukkede øjnene igen, men blev kort efter brutalt revet ud af sin døs da hun fik endnu en besked. Den høje klik-lyd gav den sygeste genlyd i hendes øre. Halvt sovende lød det faktisk som en lama.

Fra: Sherlock


Seriøst? Heller ikke jeg. Savner dig. Nej, egentlig ikke. Ja, ses senere.
 - SH
 

 

Til: Sherlock


Savner du mig? Nurh! Savner også dig... Ikke rigtig. Ses. ~ FH
 


 

Francene faldt i søvn igen, og blev først revet ud af søvnen da Katheryn ruskede i hende.


"Francene? Skal du have noget? Jeg smutter ind i den kiosk der."


Francene nikkede.


"En cola og et eller andet at spise. Noget delikat, og ikke det sædvanlige lort du plejer at tage med," svarede hun søvnigt.


Hun lænede mig tilbage, og var ved at råbe af sin telefon da hun så endnu en SMS. Hun trykkede fornærmet på den.

Fra: Ukendt


Francene, please stop det! Du gør ham jo skør!
- John W.


Francene sukkede og ændede hurtigt hans navn i kontakter. Det kunne blive nyttigt.

Til: John


Jeg gør ingenting! Det er hans leg, og han tror han kan vinde.
 


Hun smed telefonen fra sig. Det var ikke hendes skyld at han var totalt hjernedød. Det hele var hans skyld. Hun nåede at tænke den befriende tanke før hun døsede for mindst tredje gang denne, allerede lange, dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...