Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1833Visninger
AA

10. Love me?(John)

Det var helt stille på John og Marys værelse. Aftenen var forløbet ganske roligt, udover Marys pakke-ud-pjat. Hun havde slæbt mange, mange kufferter med, flere end John  men sådan var kvinder vel, mente Sherlock, da John spurgte ind til det; bekymret, da de sad og fik frokost i kantinen, i mens de ventede på at Mary fik stillet taskerne - der var jo ingen grund til at pakke ud allerede, havde hun besluttet.

 

Dagen var gået ufatteligt hurtigt uden fremskridt. Sherlock havde ikke snakket til John hele dagen - kun sendt ham bebrejdende blikke, der fik John til at føle sig som en forræder. Som om, han havde forladt Sherlock - valgt Mary frem for ham. Var det virkelig sandt?

Nu da John lå dér med Mary følte han sig ensom. Han savnede tiden før hende. Jo, han elskede hende da, men... Han savnede tiden hvor det ikke var hende han kyssede godnat om aftenen. Dengang det ikke var hende han så som det sidste om natten og første om morgenen. Han savnede dengang det var Sherlock. Alt var forandret nu. Han kunne ikke længere bare stoppe Sherlock mens han snakkede om et eller andet, blot for at kysse ham. Han kunne heller ikke længere føle Sherlock ved sin side om natten før han faldt i søvn, og han savnede det. Savnede Sherlocks arme om sig, og hans læber mod sine. Ligge i Sherlocks arme på sofaen og føle sig tryg - vide at han altid ville have Sherlock, og altid tilhøre ham. For på trods af, at han sagde ja til Mary... Tilhørte han stadig kun Sherlock.
Det var ikke første, og nok heller ikke sidste gang, John følte eller tænkte sådan, for selvom han var glad med Mary, havde han altid været gladere med Sherlock, selvom han havde været en idiot sommetider. Det var så her John begyndte at ønske han kunne vende sig om, og klynge sig til Sherlock, som han havde gjort hver gang han havde mareridt om tiden som soldat. Så ville Sherlock holde John blidt ind til sig, hviske beroligende at det kun var et mareridt; og han ville være lige ved siden af. Så ville John bede om det syvende godnatkys, slappe af igen, putte sig trygt ind til Sherlock og falde i søvn i hans arme. Der var bare ét problem - Sherlock lå ikke ved siden af John. John ville aldrig mere kunne vende sig om og se Sherlock ved siden af sig når han vågnede om natten. Aldrig igen ville han kunne sove i hans arm, og det vidste han godt - og han prøvede at leve med det.

 

Morgenen forløb egentlig ganske roligt. Mary var allerede stået op, og var igang med at tage et bad. Da havde John intet at lave, så han var gået ned til spisesalen for at se om der var mad. Han fadt intet mad, men han fandt noget helt andet: han fandt Sherlock. Sherlock så ikke glad ud, men John turde ikke spørge hvad der var galt efter dagen før. Sherlock så heller ikke ud til at ville snakke til John, og selvom det sårede han sagde han intet.
Udenfor var solen klar - den stod lige ind i vinduerne og lyste hele salen op gennem de flotte blomstrede gardiner, men den kunne ikke lyse Johns sind op, for selvom han prøvede at være glad duede det bare ikke. Han kunne se sit eget spejlbillede i det blankpolerede gulv, og hver gang blev han bevidst om, at der var noget galt. Hver gang Sherlock kiggede på ham gik det i vasken, og John faldt tilbage i de triste folder han prøvede at flygte fra - i sær når Sherlock så på ham.
Lokalet var støvet - eleverne var sendt hjem, og havde ikke siddet der længe. Der var ingen bordkort, kun et fantastisk stort bordarrangement til alle eleverne. Foran var det det store, tomme buffetbord der fangede Johns blik, for det var dér Sherlock stod. Han kiggede sikkert efter gift, og John vidste instinktivt at om lidt ville Sherlock gå ud i køkkenet, og så ville han pludselig blive væk, og så ville han ikke være at se de næste timer.
John vidste egentlig ikke om Sherlock havde set ham - John var stivnet i døråbningen da han så Sherlock, og havde ikke rykket sig senere, kun betragtet hver eneste af Sherlocks bevægelser. John vidste ikke hvad han skulle sige - Sherlock havde intet sagt til ham, så hvorfor sige noget? Han forsøgte stille at bevæge sig ud af spisesalen, da Sherlock fik øje på ham. John stivnede igen, halvt vendt om, med et ufattelig hurtigt bankende hjerte. Hvad skete der dog?

Sherlock vendte sig langsomt rundt mod John, og fik Johns hjerte til at banke endnu hurtigere. Sherlock så brødebetynget ud - som om han skammede sig. Alt i mens han tog en dyb indånding prøvede John at få hold på sig selv.

"J-John? Vil du... Lige komme herhen?" lød det forsigtigt fra Sherlock.
John spilede øjnene op og tøvede, før han forsigtigt gik hen mod Sherlock, der virkede meget splittet. Hans øjne var triste, kiggede beslutsomt ned i gulvet uden at kigge på John, som stadig stod med halvåben mund og bankende hjerte. Det var ikke hvad han havde forventet, slet ikke.
Sherlock stod lænet op ad buffeten og kiggede forsigtigt på John, som stod nervøst fem meter fra ham. Hvis John havde kigget rigtigt efter havde han kunnet se sveden pible frem i Sherlocks hænder, og han ville have kunnet se hvor meget de rystede. Det eneste John lagde mærke til, var Sherlocks blik. Det flakkede frem og tilbage som om han var nervøs. John blev om muligt endnu mere forskrækket. Mon Sherlock var syg? Ville han mon miste ham?

"John...? Jeg... Vil gerne sige noget til dig," mumlede Sherlock utydeligt.

John kunne mærke små skarpe stik mod hans hals. Han skulle miste Sherlock. Sherlock var sikkert dødeligt syg, og nu ville John miste ham for evigt - nu ville det være rigtigt, og denne gang ville John ikke overleve det; det vidste han. Johns hænder begyndte at ryste, og selvom han ikke ville kendes ved det kunne han mærke det prikke i øjnene. Sherlock så det ikke. Han var for optaget af, hvad han skulle sige til John.

"John..," sagde han blot igen, og prøvede at tage den med ro, da han løftede hovedet for at få øjenkontakt med John.

Da så han tårerne i Johns øjne. John blev forskrækket da han så Sherlock spile øjnene op, før han tog to store skridt mod John, og knugede ham mod sit bryst.

"John, hvad sker der? Er du okay? Sagde jeg noget forkert?" spurgte Sherlock ulykkeligt, i mens John prøvede at tage sig sammen.

"Sherlock," begyndte John hviskende, "Jeg..."

John tav brat da Sherlock slap ham igen, og trådte skamfuldt et par skridt tilbage, men det tillod John ikke. Frygten havde overtaget hans krop, og det ene sekund Sherlock have holdt om ham havde fjernet enhver grusom tanke, der som et lyn kom tilbage og plantede sig i hans hoved da han ikke kunne mærke Sherlock mere. Idéen om, at Sherlock var dødeligt syg var efterhånden virkelighed i Johns hoved, og med det samme han ikke var i Sherlocks arme var det for meget: Han brød ud i gråd, og kastede sig om halsen på Sherlock.

"Du må ikke gå... Du må ikke gå... Nej..," rallede John hulkende.

Sherlock var forskrækket, men lige så hurtigt som John havde kastet sig om halsen på ham knugede Sherlock ham ind til sig, indsnusede hans duft for første gang efter alt for lang tid. Mens Sherlock stod med John i favnen mærkede han hvor tynd John var blevet - han havde tabt sig syv kilo siden Sherlock havde holdt om ham ved brylluppet. John var ulykkelig, han hang nærmest livløs om halsen på Sherlock, ligeglad med om der kom andre.

"John?" spurgte Sherlock til sidst, hæst.

John havde ikke lyst til at svare. Han ville nyde den sidste tid i Sherlocks arme uden at vide om han var syg - for det var dét, han var. Det vidste John bare.

"John, der er noget jeg vil fortælle dig."

John så forskrækket på ham.

"Du må ikke dø, Sherlock," peb han.

Sherlock så forbavset på ham, som han stod dér og klyngede sig op af ham. Johns bekymring kom bag på ham, og et let grin slap ud mellem hans læber, der derefter plantede et kort kys i Johns hår, så diskret som muligt, men John bemærkede det - og han nød det. Han skjulte hovedet i Sherlocks bryst, så Sherlock ikke så hans smil, samtidig med at han stadig havde armene slynget om Sherlocks hals i et fast greb. Følelsen af de gamle dage med Sherlock vældede op i ham, og efterlod ham fuldstændig afslappet på trods af frygten.

"Hvorfor skulle jeg dø, John?" mumlede Sherlock ned i Johns skulder.

John blev straks pinligt berørt, men nåede ikke at tænke længe over det, da Sherlock skubbede ham lidt fra sig blot for at tage Johns ansigt mellem sine hænder så han kunne tvinge ham til at se ham i øjnene, stadig med Johns hænder om nakken.

"Jeg kunne da ikke finde på at dø fra dig, John," fortsatte Sherlock, "det ved du da, jeg ikke kan," afsluttede han svagt.

John så ned i jorden, og snøftede.

"Jamen... Det kan du ikke selv bestemme. HVIS nu du var syg..." mumlede John og hentydede lidt til den mistanke han havde.

Sherlock så forvirret på John.

"Syg? Jeg er da ikke syg? Hm. Men det jeg mente var, at jeg ikke ville kunne dø fra dig, hvis jeg selv havde et valg," omformulerede Sherlock det i stedet.

"Hvorfor ikke?" lo John bittert, mens tårerne stadig trillede ned af hans kinder, én efter én.

Sherlock slap øjeblikkeligt Johns ansigt, og så på ham med en blanding af afsky og raseri, mens han tog sig til hovedet og trådte et par skridt bagud.

"Hvorfor? Hvorfor?! Fordi jeg elsker dig, John Watson!" råbte han, ude af sig selv.

John var slået ud et kort øjeblik, og var tæt på at sætte sig på gulvet, da benene nær gav efter under ham.

"Hvad med mig? Tror du virkelig, at jeg ville leve uden dig?!" råbte John tilbage, mens tårer efter tårer gled ned af hans kind, og eksploderede på gulvet.

Sherlock stod lammet på stedet. John måtte ikke føle sådan for ham, det ville gå galt. Med den dræbende tanke i hovedet svingede han om på hælen, og gik væk. Hvis man kiggede ordentligt efter, kunne man se tåren, der langsomt og sikkert gled fra Sherlocks venstre øje og videre ned af kinden hvor den stoppede ved hagen. Der stoppede den lidt, hvorefter den faldt mod gulvet. Så eksploderede også den mod det kolde stengulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...