Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1833Visninger
AA

3. Let's talk(Sherlock)

Sherlock ville ikke indrømme det, men han var ved at blive en smule bekymret for John. Han havde lovet at komme herhen når han var færdig med Mary - en eller anden scanning, havde han sagt. Sherlock fattede det virkelig ikke. Det var noget værre pjat, og syntes ærlig talt at han skulle være sammen med ham i stedet - Sherlock var jo meget mere interessant end Mary!

Han trak  benene op under sig, en bevægelse der fik hans stol til at knirke lidt, og råbte lidt af en mand i fjernsynet. Der lød et enkelt bank med dørhammeren ude ved hoveddøren, nogle trin på trappen og én der åbnede døren i gangen. Nogle stemmer snakkede om noget han ikke hørte dernede ved døren, og begyndte at gå op mod ham. Sherlock hørte med det samme på trinene der gik op ad trappen at det ikke var John - det var heller ikke Mycroft, for han gik blot direkte op uden snak. Var det Mary? Nej. John ville være med så, og det var han ikke - han bankede jo på døren. Hvad han snildt hørte var, at der var to - trinene gik ikke i takt, hvilket vil sige at de enten ikke kendte eller brød sig om hinanden. Desuden var den ene let på fødderne mens den anden gik som en bavian. Hvad bestilte Mrs. Hudson heroppe med en bavian? Sherlock rejste sig lettere irriteret op fra stolen, og løftede det ene øjenbryn samtidig med at døren blev åbnet og Mrs. Hudson stak hovedet ind - hun så betuttet og forvirret ud. 

"Ja?"
 spurgte Sherlock høfligt, selvom han straks kunne se hvad hun ville.

Der var en ny sag, det var sikkert for Sherlock; måske ikke ligefrem sag, men noget var der - det var hendes ansigtsudtryk der afslørede det hele. Han kunne også straks se at det ikke bare var en sag, men at der var en person: Hun havde mel og dej siddende under neglene, men intet forklæde på - hun ville kun tage sit forklæde af hvis der kom gæster når hun bagte; var det bare Sherlock hun skulle sige noget til alene, ville hun komme op med forklædet på.
Han smilede, en anelse falsk var det nok, og puffede hende væk fra døren, så han kunne se ned ad trappen, hvor en nervøs ung mand stod - ingen bavian, men spurgte man Sherlock ville han nok sige, at det lignede han! Sherlock gjorde et vink med hånden som i at Bavianen skulle komme op, hvorefter han satte sig igen og sank ned i stolen der efter hånden var blevet ret slidt.

Sherlock kærtegnede revnerne i armlænet med sin venstre hånd, ganske ubevidst, og gjorde tegn med den højre om, at den unge mand skulle tage plads i stolen overfor sig, Johns stol som han havde sat op igen før han var nede for at købe mælk dagen før.

 Den unge mand var forsigtig da han satte sig ned. Sherlock trak benene op under sig igen og skubbede sig lidt opad med dem så han sad behageligt, mens han kiggede afventende på manden der stadig var en anelse anspændt. Han betragtede ham nøje, analyserede ham nærmest, og gjorde endnu et vink med hånden - et tegn til Mrs. Hudson om at gå igen.


I lang tid skete der intet. Han betragtede denne mand, han betragtede ham. Han så ganske almindelig ud: lyst karseklippet hår, en limegrøn t-shirt under en slags cremefarvet cardigan og et par ufattelig lyse og stramme bukser. Gay. Hans sko mindede Sherlock om de nye John netop havde købt: Kondisko med blå streger og snørebånd. Hans ansigtsudtryk skiftede hele tiden, men veg aldrig fra 'undermasken' som var forvirret, anspændt og nærmest bange. Han havde heldigvis ikke tegnet sine øjenbryn op, som dengang Moriarty legede 'gay'. Sherlock begyndte at tromme med fingrene på armlænet, da manden for syvende gang åbnede munden.


"Jeg... Jeg har en besked til dig, Sherlock," hviskede manden.

"Jaså?"
 svarede Sherlock ligegyldigt, mens han bemærkede et kort der stak op af lommen. Det var krøllet, og der var spildt kaffe på. Ejeren måtte have kigget på det en del - sikkert meddelsen. Men det var ikke dét, der fangede Sherlocks opmærksomhed. Det var navnet. Øverst på det næsten brune papir stod der, med sirlig håndskrift 'Til Milan Morstan'. Hvor interessant.
"'Jeg glemmer dig ikke, kære ven. Døden ankommer snarest'."
Manden som åbenbart hed Milan skælvede, og Sherlock løftede et øjenbryn, før han gennemskuede det hele. Ikke at han fattede det, for han var jo død, men man vidste jo aldrig med Moriarty.
"Det er fra Moriarty, ikke?" brummede Sherlock eftertænksomt.

Milan nikkede, og så stadig forskræmt ud.

"Men... Han er jo død?" hviskede Sherlock forvirret for sig selv, og så betænksomt ind i væggen. Da rømmede han sig.
"Javel. Sig til ham, at..."

"Du er snedig, Sherlock, men der er mere. 'Mycroft har ret, østenvinden er på vej og denne gang er det ikke kun dem der skal dø. Pas på, Sherlock - spillet er i gang, og jeg havde ret.'"

Sherlock nikkede og rejste sig op. Han kiggede ned mod Milan som han afskyede, kun på grund af den meddelelse han blev tvunget til at aflevere. Han ville sikkert blive dræbt, nu når han kendte til dette, konkluderede Sherlock og med et løftet øjenbryn tvang han Milan op at stå med et fast greb i hans overarm. Han var faktisk ret muskuløs, denne kære bavian. Sherlock forstod Mrs. Hudsons ansigtsudtryk.

"Hils Jim og sig, at jeg er fuldstændig klar på at lege hans små julelege. Sig, at jeg ikke er bange. Jeg er forberedt," Sherlock skubbede ham ud af døren, og smækkede den i.
 

Han blev stående ved døren mens han hørte Milan gå ned af trappen med slæbende skridt. Lettet? Sikkert. Lettet lige ind i løvens gab. Sherlock nåede også lige at høre ham ånde lettet op som om han havde frygtet dette længe. Det skulle nok passe. Hvem var ikke bange for Moriarty, den store stygge ulv? Ikke Sherlock. Han var hans legekammerat. Hans meget farlige legekammerat. Han kunne bare komme an. John, Lestrade og Mrs. Hudson kunne da passe på sig selv. Eller, måske ikke lige Mrs. Hudson, men hende var Sherlock jo hos. Han sukkede, gled ned i stolen og gemte ansigtet i hænderne. Han havde noget frygtindgydende og altødelæggende i ærmet denne gang - Moriarty var kun lige begyndt. Det vidste Sherlock bare. Sådan var Jim - den forpulede dramaqueen.

 

Sherlock havde åbenbart døset, for han blev vækket af Johns fornøjede stemme. Han pludrede om at det var gået godt og at barnet var vokset rigtig meget - selvfølgelig. Mary havde termin om en uges tid, og hun ville have ham med ud at købe nyt babytøj senere. Sherlock slog ud med hånden af irritation og vendte sig om, skuttede sig kort i sofaen. John blev ved med at snakke, så til sidst tvang han sine øjne op og så direkte ind i tapetet. Smuk brun farve. Han orkede ikke at høre om Marys og Johns lovestory, bestemt ikke, for han fattede det bare ikke - hvad var hele meningen? Spændingen, adrenalinen, ville han opgive alt dét for at stifte familie? Sherlock ville aldrig fatte det. Før var det jo bare ham, John, adrenalin og spænding, nu var det... John og Mary... Og han hadede det. Nej, han var ikke jaloux over at hun tog ham fra ham, eller hvis han var, så ville han aldrig indrømme det. Han og John havde aldrig været kærester, ikke rigtigt, ikke officielt - det var en hemmelighed -, og derfor havde det ikke såret ham særlig meget da John fandt Mary. Det tog dem for lang tid at overbevise Mrs. Hudson om at de ikke havde et forhold eller noget sammen, og da hun endelig var nogenlunde overbevist besluttede de sig blot for at droppe det de faktisk havde, og så fandt John Mary, så Mrs. Hudson aldrig fandt ud af at hun altid havde havde haft ret. Bare tanken, minderne gav Sherlock lyst til at knibe øjnene sammen og bare sove treogfyrre timer hvis muligt, men det kunne han bare ikke, det vidste han udmærket godt, han ville blot ikke erkende det, for så ville han havde gjort det samme som at acceptere at han havde mistet John - til en kvinde. Han sukkede igen og John bemærkede det.


 

"Sherlock? Hører du overhovedet efter?"


"Mmmmmm," svarede Sherlock blot.

John kiggede irriteret og samtidig bekymret på ham.


"Hey John? Vidste du godt, at Francene - naboen - har købt et af rummene i lejligheden, der med Carl's sko, og bruger det som walk-in-closet?"


John så forbavset på ham, og sukkede så samtidig med at han irriteret gned sig i tindingen.
"Tænker du aldrig på andet end hende, Sherlock? Du har ikke engang snakket med hende, men blot set hende på billeder fra dine hjemløse! Tag dig sammen, Sherlock."


Sherlock så forbavset på sin bebrejdende bedste ven. Hvad mente han dog med det?


"Hvad mener du? Jeg forstår dig altså ikke rigtigt, John," brummede Sherlock forundret.


John løftede øjenbrynene som om Sherlock var sindssyg, som om han virkelig burde vide hvad han snakkede om.


"Du er vel ikke... Du ved... Vild med hende?"

Det var svært for John at sige det, det kunne tydeligt ses på den måde han kneb øjnene sammen på da han spurgte. 
Sherlock stirrede forfærdet på ham.


"John, jeg... Jeg har ikke engang mødt hende rigtigt!"
 han sagde ikke mere, men rystede på hovedet, uvidende om at han automatisk krydsede fingre, noget han gjorde hver eneste gang John spurgte om han var vild med hende, en ubevidst vane, mens John nærmest smilede over måden Sherlock undgik hans spørgsmål på - eller også havde han bare opdaget Sherlocks krydsede fingre? Han kneb øjnene i og slog hovedet ned mod sofapuden så krøllerne hoppede.

John snakkede videre, men som sekunderne gik blev ordene mere og mere fjerne, til sidst blot en lav summen i Sherlocks øre, en vuggevise, snakkede ham i søvn. Det var ikke første gang det var sket. Der snakkede han bare om Sherlock og ham, ikke om Mary og ham, eller Francene og Sherlock... Sherlock kunne meget bedre lide den gang... John & Sherlock lød også meget bedre end John & Mary, mente Sherlock helt bestemt. Faktisk lød Sherlock også meget bedre end Mary gjorde, tilføjede han halvsovende. Mary var alt for uoriginalt, mens Sherlock var et lækkert navn, og han mener jo selv at han var en fantastisk charmerende og klog person der bærer det! 'Se selv, Sherlock er meget bedre', ville han sige. Og pænere. Og klogere. Generelt mere perfekt end Mary. Sherlock fnøs og skubbede puderne til side så han kunne komme op og stå. JeHang trådte oven på sofabordet og sprang forbi John for at gå ind i sit soveværelse.

Sherlock løftede skeptisk det ene øjenbryn da han opdagede at Mrs. Hudson havde skiftet hans dynebetræk ud: I stedet for det klassiske sorte betræk var der i stedet et brun betræk med mørkebrune pletter blandt lysebrune. Hun havde endda udskiftet lagenet med et brunt ét. Sherlock rystede på hovedet endnu engang og gik hen til spejlet for at rette på sit hår - ironisk nok var rammen om spejlet også brunt: Det var også tilfældet for tæppet, der dog havde sorte flæser, skrivebordet der var prydet med en hvid laptop og reolen der dog skilte sig ud med de meget farvestrålende bøger han havde erhvervet sig. Det eneste Mrs. Hudson ikke havde skiftet betræk på, var puden der lå smidt hen af gulvet under et af Sherlocks natlige mareridt - det havde han så også forbudt hende at skifte betræk på. Den var stadig sort med hvide citater - nogle han selv havde sagt, selvfølgelig: Det var selvfølgelig også de klogeste.


Tæppet kildede under hans fødder - det brune tæppe! - da han trådte over dørtærsklen - i brunt træ! - og ned på tæppet. Han nærmest sprang over til sengen og drejede en enkelt gang rundt om sig selv på et ben og lod sig så falde ned på sengen.
Stilheden varede ikke længe. John slog døren op, og Sherlock mærkede kort efter madrassen bøje sig under hans vægt. Sherlock mumlede et eller andet om at han skulle gå, men samtidig ikke. Ud af øjenkrogen så han hvordan John krydsede benene på rigtig John-manér. Som sædvanligt foldede han sine hænder rundt om knæene og kiggede op i det cremefarvede loft, mens man næsten kunne høre hvordan han tænkte over, hvad han skulle sige til Sherlock.


"Sherlock?"

Sherlock vendte mig om og kneb øjnene i.


"Sherlock!"


Sherlock nægtede stadig at kigge på ham. Hvad  var det, der var så vigtigt, at han skulle forstyrre ham? Var det hans kærligheds pjat igen? Han vidste udmærket godt hvem Sherlock ville vælge, hvis han absolut skulle. Han sukkede og hev fat i dynen for at trække den op om sit hoved så kun toppen af hans krøller var at se. Det betød også at Johns stemme blev ganske lille, endnu engang en summen for Sherlocks ører, og luften blev varm, ja, hans lunger trak den 'gode' ilt i sig som en ørken suger vand. Han prøvede at lukke øjnene og få en lille én på øjet igen, men John mente åbenbart ikke at Sherlock skulle have lov til at hvile.

Gud hvor han trængte til en smøg. Han måtte skrive sig bag øret, at han skulle finde et nikotinplaster eller tre...

John hev nærmest dynen af Sherlock og sukkede imens han klaskede dynen ned på gulvet med en rynke mellem brynene. Ganske morsomt.


"William Sherlock Scott Holmes, hører du overhovedet efter, hvad det er jeg siger til dig, eller er du fuldstændig døv for sund fornuft?!"


Sherlock stirrede forbavset på ham mens et tilfreds smil spillede om hans mund. John kunne huske hele Sherlocks navn!


"Næh, kære John, jeg hører ikke på pladder," sukkede han træt, "Bortset fra det stykke hvor du sagde mit fulde navn! Dét var ufattelig smukt."


John rystede på hovedet igen og løftede et øjenbryn.


"Du er godt klar over at klokken er tre og du stadig ligger i slåbrok?"


Sherlock så ned af mig selv, og ganske rigtigt var han stadig iført sin ternede slåbrok, men det var ganske ligemeget. John havde set ham kun i den så mange gange. Det burde virkelig ikke komme bag på ham, når de havde delt lejlighed i Gud ved hvor lang tid.


"Ja, John, det er jeg udmærket godt klar over. Hvad vil du?"


Sherlock vendte sig modstræbende om mod John og løftede det ene øjenbryn. Han kiggede op i loftet , hvor der ikke var så meget som én revne eller plet at se, da han tænkte og Sherlock kunne smilende begynde at se et mønster. John vendte sig i mod Sherlock igen og kiggede på ham med et blik normale folk ville sige bekymret, men... Det var ikke dét, Sherlock ville kalde det blik.


"Sherlock... Snak med hende.. Sig hej, eller noget, ikke? Du kan ikke gå og være vild med en pige du ikke kender, vel? Det kan man bare ikke Sherlock."


Sherlock rystede forarget og opgivende på hovedet. Det virkede lidt som om John havde dårlig samvittighed over at gifte sig med Mary når han og Sherlock havde haft alt det sammen. Som om han var ked af at have flygtet fra Sherlock og prøvede at gøre det godt igen ved at forsøge at gifte ham væk til Francene, en kvinde han ikke engang kendte.


"John? Jeg er den klogeste af os to ikke, ja, faktisk ud af de fleste, så jeg har nok i mig selv. Jeg ved hvad du prøver på. Når jeg har sagt hej forsøger du sikkert også at få os gift, ikke? Det sker ikke, John! Jeg er ikke vild med hende, og jeg har nok i mig selv. Forstået? Du får mig ikke til det uanset hvad du tilbyder mig!" som et lille barn sparkede han arrigt ned i madrassen, rev dynen op fra gulvet og begravede sig under den som en bjørn der var gået i hi.

Han kunne høre John sukke lavmælt.


"Jeg vil ikke have jer gift, Sherlock," Sherlock var sikker på at han hviskede 'med en anden' og det var sikkert ikke indbildning, for Sherlock indbilder sig ikke noget - ikke så meget, i hvert fald.

"Hey Sherlock? Hvis du siger hej til Francene, så siger jeg hvor dit hemmelige forbrug af cigaretter er, okay?" udbrød han efter længere tids stilhed.

Ud af øjenkrogen så Sherlock hans ansigtsudtryk, og grinte indvendigt: Han lignede en lille dreng der havde fået lovet sig en slikpose til hundredevis af kroner. Straks stak Sherlock hovedet op over dynen og stirrede med store øjne på ham. Havde han nogensinde fortalt John hvor de var? Nu hvor Sherlock tænkte over det, var det faktisk vist John der havde gemt dem. Den dag han gemte dem havde han faktisk samme tøj på som i dag: creme/brun 'cardigan' udenover en hvid og blå ternet skjorte og et par ualmindeligt almindelige jeans. Hvorfor kunne han huske det? Hvorfor? Sherlock kørte en hånd igennem sit hår et par gange, både en overspringshandling men også for at sætte sit hår ordentligt - John var der trods alt.


"Okay, okay. Så gør jeg det. Giv mig mine cigaretter, nu, John!"


Sherlock bukkede under for John - igen.

 

John havde grinet tilfredst før han forlod rummet. Madrassen sagde en mærkelig lyd da det stykke hvor John havde 'undertrykket' den hævede sig til normal størrelse igen, og en knugende følelse ramte Sherlock. Ganske kort, men lang tid nok til, at Sherlock knugede sig sammen og peb. Tre sekunder efter blev han skudt i hovedet. Nej nej, ikke af en pistol. Af John, af Sherlocks cigaretter. John stod i dørkarmen støttet op af den åbne dør og grinede, han nød Sherlocks forundrede ansigtsudtryk. Han morede sig bekosteligt over at have kastet en pakke cigaretter i hovedet på sin forvirrede ven. Typisk John. Sherlock skar ansigt af ham og åbnede desperat pakken, nød det øjeblik da han hev en - velfortjent, mente han selv - cigaret frem.

Da han var sikker på, at John var væk, åbnede han med en indøvet bevægelse den øverste skuffe i sit natbord, og hev en lille, hvid lighter op. Han hungrede efter smagen af nikotin, hungrede efter at dulme smerten, så han fumlede lidt på fingrene da han trykkede på den lille dims der skulle få ilden til at opstå og tænde hans cigaret. Efter et par forsøg smed han lighteren ned i betrækket, og vendte og drejede cigaretten mellem sine fingre. Efter at have siddet sådan kort tog han lighteren op endnu engang og forsøgte igen. Denne gang var der ild og hans tørst efter nikotinen blev straks stillet. Nikotin var nu en af Guds bedste skabninger... Medmindre det var Fandens. Det var det nok; man blev så fandens afhængig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...