Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1818Visninger
AA

2. Don't cry, just say goodbye(Francene)

Francene smækkede døren i så det bragede. Små mængder støv dalede mod gulvtæppet, og et lille stykke af det var ikke længere rødt, men hvidt af træspåner. Hun blinkede som en vanvittig for at holde tårerne ude. Hun ville ikke græde nu. Hun var ikke typen der græd, overhovedet ikke. Hun betragtede de store, brune flyttekasser med et eller andet firmas navn på siden, imens det føltes som om kasserne grinede af hende, skreg hånligt til hende, om hvor synd det var for hende. Men hun var da ligeglad - var hun ikke?

Francene sparkede frustreret til en af kasserne, og hvinede op da hun slog sin storetå. Lige dér ville hun bare lægge mig under dynen, den store, sorte dyne der havde været en tryg hule, sove og glemme det hele, men nu var hendes seng kun et skelet, hverken madras eller dyne ejede den længere. Nu stod det lyse træ bare dér som det eneste minde om, at der engang havde stået en stor dobbeltseng, for alt var pakket ned. Hun ventede bare på bilerne der skulle komme og føre hende og hendes kasser til sit nye hjem - måske ikke helt, men de skulle i hvert fald føre hende til lufthavnen. Det var faktisk foruroligende langt væk fra det hele. Hun havde tilbragt hele sit liv i USA, og nu skulle hun starte på en frisk i London. Eller egentlig var det ikke en frisk. Hun skulle bare opklare en sag, en spændende sag, og denne gang ville hun blot ikke have sine forældre rendende - så kunne hun måske flytte hjem igen bagefter? Men hvis man overså den kradsende hals var der vel også noget andet - hendes mave, den boblede. Hun bildte sig ind at det var fordi hun glædede sig, og det var det velsagtens også, men alligevel følte hun et stik i hjertet ved at forlade sit barndomshjem.

Men det måtte vel være på tiden. Francene havde jo også boet hjemme i 30 år, og selvom hendes utålelige lillesøster Sarah for længst var flyttet hjemmefra, var hun ikke - og som deres mor sagde, var Sarah kun 20 år, og hun var endda forlovet med en eller anden James hun mødte i Østrig på sin 'studie-rejse'.

Francene begravede hovedet i hænderne og tog en dyb indånding. For at lave noget satte hun sig på en kasse der knirkede foruroligende, så hun i stedet sprang op og hastede mod sengen i stedet, for at sidde der bare en sidste gang. Hun satte sig helt yderst på kanten af træet, og vippede lidt; det gjorde ondt at sidde på det tynde stykke træ, men måske var det sidste gang - hendes mor havde jo sikkert planer om at smide den ud. Den excentriske kvinde der kaldte sig hendes mor havde altid haft store planer med sine døtres værelser når de flyttede; videnskabsmaskiner, lerforme, motionsudstyr, intet skulle mangle når hun atter blev alene med sin mand igen som før døtrenes fødsel.

 

Imens Francene sad der i en sørgelig tavshed forsøgte hun at indprente sig sit værelses udseende, lige fra de lilla gardiner med smileyerne hendes mor købte da Francene var seks år, det gamle skrivebord af mørkt træ, det røde forhæng der omfavnede den - tidligere store - seng og billederne på væggene. Det stod ikke godt sammen, men hun nød det: billederne var abstrakte billeder. De var fyldt med farver og liv, og hun mente helt bestemt at det stod fantastisk på den sorte væg. Væggen malede hun i sin goth periode, og selvom hendes stil mere var 'pretty-girl' nu, så elskede hun de sorte vægge og malerierne. Malerierne fik hun ikke lov at tage med til London, men det var hendes mindste bekymring. Nu bekymrede hun sig mere om at spille sin rolle godt. Lade som om, hun virkelig kun flyttede for at komme på Oxford, fordi Harvard var for kedeligt; det var jo dét forældrene skulle tro.


Francene kiggede ikke op da hun hørte trin på trappen, og heller ikke da døren gik op. Hun koncentrerede sig om at finde sin hårde facade og være overbevisende i løgnen - eller facade og facade... Det var ikke en facade, men lige nu havde hun brug for én, så hun kunne skjule det savn hun følte. Hun var ikke rejst, og alligevel var der en knugende følelse i hendes bryst, en altædende følelse, som om hun aldrig ville blive glad igen. Hun snøftede og forsøgte halvhjertet at bekæmpe den stadig kradsende følelse i halsen ved at synke et par gange, mens det sved i hendes øjne. Hendes mor kom nærmest listende ind. Hun sagde ingenting, hun satte sig i stedet bare ved siden af Francene på sengen så træet beklagede sig, og betragtede kun sin kæmpende datter, der allerede led af noget der mindede om hjemve.

"Francene, er du nu sikker på at det er det rigtige for dig? Du mangler kun et år på universitetet, så du kan sagtens bo hos mig og far indtil du er færdig," hun aede forsigtigt sin datter på ryggen og kiggede bekymret ned i hendes hår, som var det eneste hun kunne se - Francene havde skjult sit ansigt i hænderne.

Francene rystede hendes hånd af sig, og fnøs af moderen. Dét, hun havde mest lyst til var at blive boende hos sin mor og far, men hun vidste også, at hun var nødt til at flyve fra reden nu. Dengang vidste hun så ikke hvilke problemer hun var ved at føre sig selv ind i. Havde hun vidst det, var hun aldrig flyttet, aldrig udsat sig selv for smerten... Og alligevel var det dét værd.
"Mor, jeg kan godt," peb hun. Hun var ikke selv særlig overbevist, men hun vidste at hendes mor ikke kunne høre det, for hun tøvede.

"Francene... Lille skat, det gør ikke noget. Bare bliv hos os det sidste år. Så ringer jeg til flyttemanden og siger at han ikke behøver at komme. Og din lejlighed er jo kun til leje, så du kan bare sige den op. Francene...," inderst inde vidste Francene godt at moderen håbede at hun sagde nej, men hendes indre var i oprør.

Det ville være en katastrofe, hvis hun var blevet hjemme. De ville undre sig over hvorfor hun ikke var på 'skolen'. Det var der en ganske god grund til: der var ingen skole for hende. I flere år havde hendes forældre gået rundt og troet at deres datter studerede på Harvard, og at hun blot flyttede for at studere på Oxford.

"Mor, jeg kan godt. Jeg er 30 år gammel!"

Moderen nikkede og rejste sig. Francene vrissede af hende da hun aede hende over håret, og hun kunne se ud af øjenkrogen at hendes mor nikkede for sig selv
.
"Husk at ringe til os skat," hviskede moderen og frembragte nogle meget ægte krokodilletårer, som om Francene allerede var flyttet.

"Mor, jeg er ikke flyttet endnu," hun sagde det selvom hun godt vidste, at det var hun om en time.

"Men lille skat, husk det nu," fortsatte moderen indtrængende.
"Mor! Jeg skal nok - gå nu!"
 Francenes mor så forskrækket og forbavset på hende, men Francene følte ingen skam. Hvorfor var hendes mor dog altid sådan?

"Francene Nelly Harper... Pas lige på med den tone, unge dame!" hvislede moderen, der havde fundet stemmen igen.

Francene rullede med øjnene af hende og vendte hovedet selvom det var risikabelt - hendes mor brugte kun hendes fulde navn når hun skulle passe på. Francene hørte hende mumle noget med 'umulig datter, godt... flytter, trænger til ro'. Hun vendte endnu engang hovedet mod moderen, og prøvede bare at lukke alle lyde ud af sit stakkels, trætte hoved.

Faktisk ville Francene bare gerne sove, og da hendes mors trin endelig ophørte ude på trappen listede hun sig ind i gæsteværelset. Egentlig var det ikke et gæsteværelse. Det var Sarah, søsterens gamle værelse, det største værelse i huset. Det var et skønt værelse da hun var der; det hele var i orden, altid rengjort og smukke planter i vindueskarmene - selv Francene misundte hende. Nu var her egentlig ret klamt: sengen var en klap-ud seng med en tynd madras og gult betræk, der var noget kradsende kattetæppe i en kedelig brun nuance i hele rummet, og det eneste lys der var i rummet var det svage, alt for gule lys de små, klassiske, hvide kontorlamper udsendte; vinduerne var overtrukket med gardiner af et tykt stof i samme farve som gulvtæppet. Det var fuldt af mølkugler, og var tredive år gammelt, men Francene var ligeglad. Når onkel Henry kom på besøg sov han der: han elskede det rum, sagde han. Der var også alt hvad han behøvede: et skrivebord, en lille grøn sofa med sofabord og bordreol, fri adgang til eget lille badeværelse og så var tøjskabet og kontorstolen åbenbart fantastiske. Engang, dengang han mistede sit job som revisor, truede han faktisk med at flytte ind, og hvis ikke det var fordi tante Amelie kom ind i billedet var han her sikkert stadig. I stedet købte de hus i Irland og fik trillinger - Laila, Sky og Dave.

Francene kastede sig ned på sengen og betragtede alle mølkuglerne og støvet der stod op fra dynen. Det så mystisk ud, nærmest magisk i den tågede luft i det halvmørke rum, hvor lyset kæmpede en kamp om at komme ind med gardinerne. 
Men det var nu egentlig meget hyggeligt. 
Havde Francene stadig sin egen dyne havde hun ikke gjort dette: Hun løftede sin bagdel så hun kunne svinge benene ned under dynen, og forsøgte at dæmpe lugten af gammelt støv da hun begravede sit stakkels hoved i puden. Der var en eller anden varm aroma i rummet og dette var skyld i, at hun som lille frygtede 'gæstespøgelserne' - de spøgelser hun mente boede i gæsteværelset - og det blev ikke bedre af at onkel Henry bare grinende bekræftede hende, fordi han elskede at se hende bange. Det var dengang Musse var der til at trøste hende. Den kat skyldte hun meget. Et kort øjeblik huskede hun den dag hun fandt Musse på motorvejen - død. Det var dengang hun svor aldrig at lukke nogen ind i sit hjerte igen.

Gæstespøgelset viste sig så senere at være en musefamilie, men til Francenes forsvar var hun også kun seks år gammel. Hun fordrev det pinlige minde om gæstespøgelserne, og klemte øjnene hårdt sammen. Hun var noget nær lykkelig, da hun endelig sov - hun gik ud som et lys.

Hans skikkelse var en anelse uklar, og hans ansigt skjult i skygger. De var fanget i en gyde, en mørk gyde ved siden af en togstation. Da han løb bølgede hans jakke efter ham, og hun forsøgte at nå ham, men hendes ben var tunge som bly. Han stoppede, vendte sig langsomt mod hende. Hun kunne ikke se hans ansigt tydeligt, men han smilede. Hun løb mod ham, og dele af hans ansigt blev klart et kort øjeblik. Hun kunne se det krøllede hår, se omridset af de høje kindben. Han gik de sidste skridt hen mod hende, og lænede sit ansigt ned mod hendes, så deres næser næsten stødte sammen. Han åbnede munden, og hviskede nogle ord. 'Spillet er igang, Francene. Spil med mig'. Han kiggede hende længe i øjnene, mens hun mærkede at hun langsomt faldt ind i dem, indtil han vendte sig om, og forsvandt i mørket efter hun blændet havde nikket, ude af stand til at foretage noget. Hun råbte dog straks på ham da han gik, men han gik videre, og lige før mørket omsluttede ham nåede hun at se ham omfavne en anden skikkelse og bøjede sit hoved ned til den anden skikkelse præcis som med hende - bare mere følsomt. Det så så ømt ud, at hun pludselig følte sig mere alene og forladt end nogensinde.

Francene vågnede straks, og kiggede sig om med følelsen af at have mistet noget uendeligt dyrebart. Der var ikke engang gået ti minutter, eller det mente uret i hvert fald ikke at der var. Hun prøvede at ryste det ad sig og lagde sig på den anden side, men det sad alligevel fast. Hun følte at hun kendte ham selvom han var ukendt - hun vidste ikke engang om han overhovedet eksisterede, eller bare var et produkt af hendes fantasi. Hun følte mig betaget af ham, som om... Som om hun elskede ham, men det kunne bestemt ikke være sandt. Det kunne ikke passe at hun kunne blive så betaget af skønheden i en mand hun aldrig havde mødt, og ikke engang set klart? 
Francene sukkede og lukkede øjnene. Hun vidste bare ikke, at hun meget snart ville møde ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...