Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1824Visninger
AA

4. Baker Street(Francene)

Havde Francene sovet? Åbenbart, for hun vågnede ved, at en stor, bredskuldret mand med rødt fuldskæg rystede hende vågen. Det tog hende noget tid at komme ud af fjerene, men efter at have nikket ham en skalle og råbt af ham, kunne hun endelig hoppe ud af varevognen og gå hen mod sit nye hjem. Hun forstod ikke rigtig hvordan hun kunne have sovet; hun havde sovet hele flyturen hertil, sovet derhjemme, og nu sov hun også her? Francene fattede det ikke.

Hun skimtede ud mellem trafikken for at få øje på den flyttebil der burde komme nu, men til sin ærgelse var den her ikke. Lort.
Hun hoppede forbi manden der åbenbart hed Bob - navneskilt - og hoppede op af trappestenene. Derefter stod hun alt for længe foran døren og betragtede den, lige fra den afskallede grønne maling til dørhammeren med lige så afskallet guldmaling. Francene var fuldstændig sikker på at hun ville stå der meget længere tid, hvis ikke det var fordi Bob kom tilbage for at høre hvordan og hvorledes med møblerne. Hun trak på skuldrene. Hun anede det faktisk ikke, men efter lidt tid var de enige. Francene havde egentlig ikke særlig meget med: En sofa, et skrivebord, sofabord, en laptop, nogle lænestole og nogle bogreoler. Hun havde besluttet at sove på sofaen indtil hun fik taget sig sammen til at købe en seng. Hun havde forresten heller intet køkkenudstyr, så hun måtte høre Mr. Cottonfield om hun kunne låne hans - det var hendes ufattelig venlige udlejer.

Stop!

Venlig?

Æhm... Nej.

Han var led - så måtte hun gå ned og købe sit eget. Pis.


Francene nærmest hoppede op af trapperne i ren spænding efter at se lejligheden. Hun havde havde stået og bakset med nøglerne i alt for lang tid for så at opdage at hun ikke behøvede dem - døren var jo allerede låst op! Hun drejede irriteret om sig selv, så hun nær var stødt ind i ham. Drømmen. Ham. Francene veg forskrækket et tilbage, og støttede sig til gelænderet. Hun pustede ud og rystede på hovedet af ham, mens han bare smilede. Hvem troede han dog han var? Hun skubbede ham irriteret men blidt på skulderen.


"Goddag. Jeg hedder Sherlock Holmes, og jeg er din nabo," præsenterede han sig mens han smilede indsmigrende.


Francene nikkede, stadig fornærmet og vendte sig mod døren. Denne gang havde hun mere held med døren; den gik op med det samme, så ingen pinlig døroplåsning. Indvendigt var hun ved at dø af grin: Og Gud, hvor fortjente han det slag hun havde givet ham! Eller slag...


"Francene Harper, privatdetektiv som gerne vil have dig til at skride lige nu," svarede hun før hun smækkede døren op i hovedet på ham.

Francene nåede kun at se hans chokerede udtryk før døren var lukket. Hvad var der chokerende ved det? Hun rystede på hovedet. Måske var det bare dét, at hun smækkede døren op i hovedet på ham? Det var nok det. Sikkert. Hun tog et hurtigt kig rundt i 'stuen'. Det så meget firkantet ud, med direkte adgang til køkkenet. Nu hvor hun tænkte efter, så var alle husene egentlig indrettet sådan. Hun konkluderede hurtigt at hun også skulle skifte tapetet ud: Ikke bare fordi det hang, men også fordi det var blåt. Det var jo frygteligt, og gardinerne var bedstemor agtigt hvide med blonder. Hun ville jo nå at dø. Efter et hurtigt blik på stuen bankede det på. Bare for at være sikker på at det ikke var Den Chokerede Krøltop(DCK) kiggede Francene gennem det kiggehul Mr. Cottonfield havde skaffet til døren før hun kom. Denne gang var det røde-fuldskægs-flyttemanden Bob. Heldigvis. Hun var dødtræt og på trods af den lur hun havde fået, kunne hun da sagtens snuppe et par timer på øjet, også selvom det skulle være på dén sofa. Som for at understrege sin tanke lavede hun en 'talk-to-the-hand' til den grønne og ufattelig grimme, lille sofa... Eller ti. Hun gned sig i øjnene og forsøgte at se nogenlunde intelligent ud, da flyttemanden bad hende hjælpe med sofaen - hun var da også intelligent! Virkelig. Det kunne man bare ikke rigtigt se. Måske skulle hun skrive sin IQ i panden med rød læbestift.
Det var et ret halvhjertet tag hun tog om kanten på sin sofa - lækker, lækker lædersofa med dejlig bløde sofapuder - men til sidst var det hele der. Sofaen stod godt, alt stod godt. Det hele var godt. Bortset fra at hun hverken havde seng, køkkengrej, lagen - til den seng hun ikke havde -, det ville sige; hun manglede en del. Men det vigtigste var der. Det var hun sikker på. Hun fik betalt flyttemanden, helt uden at falde i søvn og fik endda også taget sine sko af og smidt jakken, før hun faldt om på sofaen, og endnu engang bare gik ud som et lys. Shit. Bare det ikke blev en vane.
 
Da hun vågnede senere var hun for vågen. Irriterende. Hun strakte sig og rettede automatisk på en pude hun nærmest havde væltet i søvne. Hun vidste med det samme at denne dag ville blive hård: Leela kom langvejs fra for at hjælpe hende og desuden havde Leela også fået Francene overtalt til at købe en kat. Det var så typisk hende. Francene rystede på hovedet ved tanken og gik ind i det rum der skulle være hendes soveværelse. Lige nu var der bare et sminkebord hun havde købt med fra Mr. Cottonfield - spørg ikke hvorfor han havde det! - og så passagen til et lækkert badeværelse med det hele. Hun nærmest hoppede ind i badeværelset, og så for første gang ned af sig selv. Joggingbukser og t-shirt? What... Det så man aldrig Francene i, så hun var glad for at hun alligevel skulle i bad. Hun betragtede sig selv i spejlet og måtte irriteret konstatere at hun så træt ud. Det overstrålede hendes ellers så fantastiske skønhed: Hun havde kulsort og bølget hår der skinnede snoede sig helt ned til midt på ryggen. Hun havde særdeles brune og smukke øjne og en lille mund. Hun vil dog gøre opmærksom på, at hun er mester i det med kontaktlinser med farve, dog uden styrke, så det varierede lidt. Hendes ansigtstræk var pæne, generelt et pænt ansigt. Hun havde engang pandehår, men det er væk nu - og det var hun glad for! Francene var total modsætning til sin søster, Sarah: hun havde kort, strittende, lyst hår og et smukt elverpigeagtigt ansigt. Hun lignede generelt en lille elver. Francene mente jo så bare, at hun selv var meget pænere. Hun var egentlig ret slank, mens Sarah var en anelse buttet nogle steder.
Leela, Francenes 'veninde' havde foreslået at de skulle ud og shoppe den dag, og selvfølgelig var Francene med på den, men det betød altså bare lige at hun ikke havde så meget tid til sit udseende, men det behøvede hun egentlig heller ikke bruge.
 
Efter et langt og varmt bad stod Francene endelig med et håndklæde om livet og om håret inde på soveværelset. Leela og hun skulle også ud at købe en seng, for det manglede hun virkelig. Francene rev kjole efter kjole frem, bluse efter bluse og jeans efter jeans før hun valgte et par højtaljede jeans med en lidt for kort, løs, lilla bluse. Hun vendte straks tilbage til toilettet for at lægge makeup. Eyeliner og mascara var ikke nok for en som hende: foundation, pudder, blush, concealer og en masse cremer plus læbestift var hele hendes look, hver dag. Og det tog lang tid!
 
Francene stod stadig med mascarabørsten i ansigtet, da det ringede på døren. Hun panikkede og klaskede låget på, rettede på sin frisure og benede hen til døren hvor Leela stod. Francene smilede til hende og trak et par støvletter på samtidig med at hun trak min taske ned fra stolen. Hun kunne høre Leela snakke ude i gangen mens hun hev en tilfældig jakke ned fra knagen og gik ud til hende. Hun havde for en gangs skyld husket sine nøgler, og hun brugte heller ikke lige så lang tid som sidst med nøglerne. Sammen gik de ned til døren, og da de gik ned af gaden tog hun sig selv i at kaste et lang blik på døren med bogstaverne '221B'.
 
"Guuuuud, hvor er den SØD! Fran, Fran, kom og se!" Leelas skingre stemme fyldte hele det lumre lokale.
Det gav Francene kuldegysninger at være der: luften var varm og tyk, nærmest fugtig. Det var en anelse mørkt, det eneste lys der kom var fra et lille snavset vindue med blonde gardiner for. Der var et tykt gulvtæppe der kradsede - en dejlig brun farve der mindede om lort - på hele gulvet, faktisk fyldt med lort - kattelort, hundelort, uglelort, muselort osv. - og bag den oldgamle disk fyldt med musebure og godbidder stod en gammel, indsunken mand med rynket hud der hang, pibe i munden, hat og tøj i hippiestil, med et bistert udtryk i ansigtet. Rundt omkring var der hylder med bure med dyr: Katte, hunde, rotter, mus og alt muligt var at finde. Francene nikkede blot til Leela og hendes blik fangede straks et lilla perleforhæng. Hun gik stille derhen som om at butiksejeren ville slå hende ihjel hvis hun lavede en lyd. Hun slog forsigtigt forhænget op og gik ind. Og hun blev overrasket. Her var ikke ligesom i  de andre rum. Der var koldt og massivt flisebelagt gulv, hvide vægge modsat de andre vægge med brunt tapet, der var to store og pudsede vinduer med masser af lys. Og hele rummet var fyldt med akvarier. De smukkeste akvarier med de smukkeste fisk. De svømmede så uskyldigt rundt og ventede på at blive hentet. Smukt. Eller, det troede hun da det var. Hun lod sin finger løbe over glasset før perleforhænget blev skubbet til side og hun kunne mærke Leelas vejrtrækning bag sig.


"Fran? Kom lige, jeg har fundet det sødeste udyr!"


Udyr? Åh nej, det her tegnede ikke særlig godt. Du har måske regnet ud at hun befandt sig i en dyrehandel, måske ikke. Men det var ikke en af de kønne handeler. Hvordan i pommern Leela fik Francene derned, ja se, dét ved jeg ikke. Men Francene vidste at hun ikke skulle have et dyr med op igen. Eller, det troede hun indtil hun så Maude-Nour. Hun havde aldrig rigtig kunnet lide katte, men Maude-Nour var noget helt specielt. Hun var en Siameser, en slags speciel race. Efter at Francene og Leela var gået ud til et af burene var hun helt klart iøjnefaldende. For det første var hendes bur i en guld farve, men det var hendes holdning. Hun var stolt og... kongelig, det kunne man straks se. Og lige præcis på grund af det blev Francene nødt til at eje hende. Hun sad så rankt og slikkede overlegent sin brune pote. Hun var helt brun, mørkebrun. Sådan en dejlig chokoladefarve med karamel. Leela blev vildt overrasket over Francenes reaktion. Hun nærmest sprang op og smilede til katten.


"Hun er fantastisk! Jeg elsker hende. Tror du, jeg kan købe hende nu?"


Leela bed sig i læben, enten for ikke at grine eller også... Et eller andet. Langsomt løftede hun den ene finger og pegede på skiltet ved buret.


"Maude-Nour, Siameser. 11.000,-"


Francene smilede blot. Hendes far var ejendomsmægler, så han havde rigeligt af penge, og det betød også at hun havde masser af penge. Uden nogle dikkedarer hev hun blot sin pung op, og gik med rolige og selvsikre skridt mod kassen. Den samme mand stod der med det samme sure udtryk i hovedet som om hun havde skidt på hans gulvtæppe. Sure cigar. Hun klaskede sine penge på bordet og løftede det ene øjenbryn.


"Maude-Nour," nøjedes hun med at sige.


Han kiggede længe på hende, mistroisk, før han endelig lettede sin røv og gik hen til buret. Maude var ikke glad for det kunne hun mærke, hun gad åbenbart ikke forlade sin plads, men det blev hun nødt til, for Francene ville have hende med hjem. Hun havde aldrig set sådan en skønhed før hun så Maude. Katten hvæsede kort af manden mens han ordnede nogle papirer - en købskontrakt. Egentlig burde Francene ikke købe en kat i en dyrehandel men i en kennel, men det kunne være ret ligemeget lige nu. Hun tog i mod buret med katten og lod så Leela åbne døren for sig da hun havde fået penge tilbage og papirerne i hånden. Hun var glad for at de allerede havde shoppet, for hun kunne mærke at Maude gerne ville hjem i en seng. Og sådan én havde de også købt - bare til Francene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...