Sherlock - The game is on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2014
  • Opdateret: 6 jan. 2016
  • Status: Igang
Privatdetektiven Francene Harper har fået tildelt en fantastisk sag - problemet er bare, at for at påtage sig sagen skal hun flytte til London. Efter mange års løgn og hemmeligheder flytter hun fra sine forældre i USA for at løse et grusomt og tilsyneladende uopklarligt mysterie, men hvad sker der så når hun flytter ind på Baker Street og møder sin kollega, detektivkonsulenten Sherlock Holmes? Deres forhold starter ikke godt ud, men hvad når Francene får øjnene op for Sherlocks intelligens? Den ellers så følelseskolde kvinde er i tvivl om sine følelser, mens Sherlock ikke skænker det en tanke: Han vil for altid være John Watsons. Men hvad så når de opdager at de er sat på samme sag? Et kapløb om at opklare sagen først er skudt igang, og alle kneb bruges. Der leges både med løgn og kærlig, men vil de kunne klare det, eller vil den ene bukke under? Og hvad med Sherlock? Vil han nogensinde komme sig over at se John gifte sig med en anden? Og Francene, vil hun nogensinde vinde hans hjerte?

24Likes
28Kommentarer
1817Visninger
AA

7. A smart woman(Sherlock)

Sherlock lænede sig tilbage i stolen og betragtede Francene. Han måtte finde de sværeste gåder frem, gåder hun ikke kunne regne ud. Det ville blive let. Hun lignede ikke en idiot, men heller ikke den skarpeste kniv i skuffen. Bestemt ikke. Ligesom Molly. Ganske rar, men måske lidt for dum. Han besluttede at teste hende først, og se om han spildte tiden.


"En stor båd har lagt til i havnen. Ud over bådens side hænger en rebstige, hvor der er 25 cm mellem hvert trin. I løbet af natten har der været et gevaldigt regnskyl, og vandet er steget med 130 cm. Hvor mange trin er dækket til på rebstigen?"


Hun rullede med øjnene, og sukkede af ham.


"Ingen, Sherlock. Hvis vandet stiger, så stiger båden også - tror du, jeg er idiot?"


Han bemærkede at hun igen sagde hans navn. Advarsels klokkerne kimede, men han ignorerede dem fuldstændigt - for en stund.


"Flot. Din tur," bekendtgjorde han, måske en anelse ironisk ved første ord.


Hun var hurtig. Virkelig hurtig, eller også havde hun bare brugt al tiden på at finde på en gåde, for i hvert fald havde hun allerede lynhurtigt en klar.


"I en skuffe i et mørk lokale ligger der 12 sorte strømper og 12 røde strømper. Når man kigger ned i skuffen, har man ingen mulighed for at skelne mellem de sorte og røde strømper. Man kan heller ikke mærke forskel på dem.
Hvor mange strømper kan man nøjes med at tage med sig, når man skal være sikker på, at man har et matchende par?"


Han sukkede. Alt for let. Han burde selvfølgelig have vidst det, men hun havde betaget ham.


"Tre. Man kan ikke undgå at trække to matchende. Du trækker én strømpe først. Lad os sige, hypotetisk selvfølgelig, at denne er sort. Så trækker du én mere. Lad os sige at denne er rød. Den sidste vil enten være rød eller sort, og du har en af begge farver, så lige meget hvad vil du få et matchende par," forklarede Sherlock, sukkede og rullede med øjnende. 


Hun smilede som om hun havde en plan, som om hun også kun havde testet ham, hvilket et kort øjeblik fik Sherlock til at trække på smilebåndet, før han selv fyrrede en gåde af.


"To mænd sidder en dag og snakker. Så siger den ene mand til den anden: ”I går så jeg 2 firben gå foran 1 firben, og 2 firben gå bagved 1 firben og 1 firben i midten.”
Hvis denne forklaring holder, hvor mange firben havde manden minimum set... Francene?"


Hun sukkede ligesom han, og rullede med øjnene.


"Tre," svarede hun hurtigt, som om det var det dummeste spørgsmål i verden.


Han nikkede bekræftende, og hun besluttede sig for at sætte sig i sofaen, selvom han sad i den anden ende af rummet. Han rynkede øjenbrynene. Brød hun sig ikke om at være tæt på ham?


"Efter en spændende dyst er det lykkedes dig at slå alle konkurrenter og nå finalen i den store eftertragtede tv-konkurrence. Præmien, hvis du gætter rigtigt, er en lækker sportsvogn - vinder du, er den din. Hvis du derimod gætter forkert, er der en gedebuk bag døren, som er klar til at stange dig ud til højre. Så der er noget på spil. 
Foran dig på scenen er tre døre, A, B og C. Bag den ene dør gemmer bilen sig, bag de andre to er der en ged. Nu har du heldigvis set konkurrencen afviklet før, så du ved, at Quiz-mesteren i første omgang vil åbne en anden dør end den du beder om at få åbnet. Du får så lov til at gætte igen på en af de to resterende døre, og denne gang er det alvor.
Hvad er chancen for at vinde i konkurrencen? 
Hvilke døre vil du gætte på, Sherlock?"


Sherlock blev en anelse forbløffet. Ikke fordi han ikke kunne svare, for det kunne han, men at høre hende sige noget fornuftigt... Det slog ham ud. Måske hun havde en hjerne?


"Vælg først en tilfældig dør. Spilmesteren åbner en anden, og bagefter skal du vælge den dør han ikke åbnede. I første omgang er der 1/3 chance, og bagefter 2/3."

Hun nikkede uden at fortrække en mine. Poker-face.

"Hvor mange æbler kan en mand spise på tom mave?"
 Sherlock kastede blot gåden ud i rummet.

Han nåede ikke engang at smile triumferende før hun svarede.


"Ét. Derefter er hans mave jo ikke tom mere. No shit, Sherlock," tilføjede hun hånligt.


"Så kom du med en der er bedre," vrissede han fornærmet.


Det irriterende lumske smil vendte tilbage på hendes ansigt før hun kastede den næste gåde op.


"Hvordan kan du kaste et råt æg på et cementgulv uden at ødelægge det?"


Sherlock gloede forundret på hende. Hvad mente hun? Det kunne man ikke. Han sad meget længe og tænkte, før det til sidst blev pinligt.


"Tiden er gået, Sherlock. Du ved det ikke," hun smilede triumferende.


"Jo jeg gør!" indvendte han hurtigt.


Han var sikker på, at han vidste det. Et eller andet sted.


"Sherlock, stop nu med at prøve at finde svaret! Det er meget, meget svært at ødelægge et cementgulv ved at kaste rå æg på det," hun var ved at falde ned af sofaen af grin.


Han rejste sig irriteret op, og slog sig ned ved stolen ved siden af sofaen, hvor Francene endelig var stoppet med at grine.


"To fædre og to sønner var ude at fiske, og de..."


"Stop! Den kender jeg godt. Det er fordi det er en farfar, en far og en søn. Farfaren og faderen er fædre, og faren og sønnen er sønner," hun smilede en anelse for uskyldigt.


Han nikkede - hvor var hun fascinerende, og alligevel så frygtelig.


"Frøken bedrevidende," mumlede han, måske en anelse barnligt, men det var ikke hans skyld, det var hende der var så bedrevidende.

Han hørte døren klikke op, og gik ud fra at det var John. Som sædvanlig havde han ret.


"Hej Sherlock, jeg... Åh, undskyld, forstyrrer jeg?" han så faktisk oprigtig forbavset ud.


"Næh, bestemt ikke," det var Francene der havde givet lyd fra sig.


Sherlock rystede på hovedet.


"Nej, hvad er der?"


John kiggede fra Sherlock til Francene, og tilbage igen med et tilfreds smil om munden, et smil der ikke nåede hans øjne. Hans øjne strålede af vrede, og hvis blikke havde kunnet dræbe var Francene død. Det irriterede Sherlock.


"Hvad laver I egentlig?"


"Åh, jeg tæver bare Sherlock i gåder," pralede Francene.

Det smil der prydede hendes læber var mindst ligeså irriterende som Johns.
 John nikkede og rettede blikket mod Sherlock igen.


"Sherlock, Lestrade vil have dig til at møde i morgen på hans kontor klokken tolv," han vendte sig om for at gå.


"John? Hvorfor ikke nu?"


John smilede morderisk og lukkede irriteret øjnene på den måde kun John kan.


"Fordi, Sherlock, at klokken er elleve om aftenen."


Sherlock nikkede, stadig uforstående og lagde armene over kors.


"Javel."


John begav sig ud af døren, og stilheden sænkede sig, larmede i øregangene. Der var ingen der sagde noget. Francene sad og smilede selvtilfredst mens Sherlock spejdede ud mod gaden for at få et sidste glimt af hans John.

"Men... Jeg regner med, at du ikke gider gætte gåder med mig mere?" surmulede Francene til sidst, da stilhedens tæppe var blevet lidt for tykt.

"Nej. Jeg regner med at gå over og undersøge det nye hoved jeg fik af Molly i dag," brummede Sherlock blot, og langede ud efter sin violinbue.

Stilheden sænkede sig igen, men sådan varede det ikke længe.

"Jeg vandt," hviskede Francene ud i rummet og rejste sig.

Sherlock hævede ikke hovedet, han nikkede blot tavst, hvilket frembragte et smil på Francenes læber.

"Sherlock... Ved du hvad du skal gøre?" hviskede hun. Hun var gået over til hans side, og havde bøjet sig ned til hans øre.

Sherlock ignorerede hende. Ikke helt, men han viste tydeligt at han ikke ønskede en samtale. Alt imens han rensede sin bue rystede han blot på hovedet. Afvisende.

"Fortæl ham sandheden."

Ordene kom bag på Sherlock - hvad mente hun? Han lagde buen fra sig, og rejste sig, blot for at gå hen og kigge ud af vinduet. Det lod ikke til at slå Francene ud. Hun gik i stedet over til skrivebordet og satte sig der, mens hun helt uskyldigt studerede sine negle, i mens hun funderede over, hvordan hun skulle fortsætte.

"Fortæl John sandheden," gentog hun sig selv.

"Hvad mener du?" spurgte Sherlock forvirret.

"Kom nu, Sherlock! Du ved det godt, ikke også?"

Selvfølgelig vidste han det. Han vidste det lige fra starten. I stedet for at vise at han vidste det, spillede han dum. Lagde spørgende hovedet på skrå, og trak på skuldrene.

"Sherlock, Sherlock, nu ikke så dum," beklagede hun sig og sukkede. Hun mindede ham om Moriarty, den måde hun beklagede sig på. Hun hoppede ned fra skrivebordet, og gik om bag ham, hvor hun forsigtigt strøg hans kind, som om hun frygtede at skære sig på hans kindben. Hun støttede hagen på hans skulder, og lagde hånden beskyttende på den anden.

"Fortæl ham det..," blev hun ved.

Hun vendte hovedet op mod hans øre, grinede indvendigt over Sherlocks anspændthed.

"Fortæl John at du elsker ham... Fortæl ham hvor meget du elsker ham," Sherlock stivnede.

Hvorfor det? Hvorfor gøre det mest modbydelige mod ham?

Han anede ikke, hvad han skulle sige, selvom han alligevel burde fortælle hende det.

"Han ved det allerede," hviskede han.

Francene sagde ikke noget, hun smilede bare, og kørte en hånd gennem hans hår.


"Jeg går i bad," tilkendegav hun endelig, som om hun boede der, og lod hånden falde.


Sherlock fortrak ikke en mine, men nikkede kort. Det skramlede ude på toilettet, hvorefter der blev stille. Han sukkede og tændte Johns bærbare computer, som han heldigvis havde ladet ligge. Der måtte være nogle sager til ham. Mildt sagt, så kedede Sherlock sig af pokker til. Her skete intet, og det var kun fordi, at John havde gemt sin pistol, at Sherlock ikke skød i væggen igen. Der havde åbenbart ikke været brug for ham, havde han konkluderet. Han var bestemt ikke optimistisk, da han åbnede sin indbakke. Duften af en shampoo, fersken og mango, steg op i hans næsebor, og gjorde ham sulten - aldrig havde han vidst, at dameshampoo havde sådanne dufte. Det eneste der var i køleskabet var endnu et hoved. Han forholdt sig neutral da han havde fået én email - fra Lestrade. Sherlock sukkede irriteret - var det ikke længere nok, at han skulle møde ham på hans kontor?

Pessimistisk klikkede han på den, og ventede utålmodigt på at den skulle indlæses.
 


From: GregLestrade@yahoo.com


To: SherlockHolmes@yahoo.com


Sherlock, det er vigtigt! Mød mig på mit kontor i morgen klokken tolv. Vi har en mærkelig sag, lige en for dig! Drenge fra Eton forsvinder, uden at finde ud af hvorfor.


- Lestrade
. 


Sherlock sukkede endnu engang. Det lød som en af de klassiske, ugennemtænkte forbrydelser. Men når han intet andet havde at lave besluttede han sig hurtigt for at møde op.

Dybt inde i sine egne tanker hørte han døren til badeværelset knirkede op, og han glemte et øjeblik at skjule sin forbavselse da Francene kom gående... Uden tøj på. Hun smilede blot til ham, og virkede ikke det mindste berørt af det. Ligesom Kvinden heller ikke var.


"Sherlock? Du sover i sofaen, jeg sover i sengen," Sherlock vidste ikke hvordan hun kunne lyde så bestemt, når det ikke engang var hendes hjem.


"Aldrig i livet."


Hun smilede og gik bare tilbage mod soveværelses døren. Da hun stod med døren på håndtaget vendte hun sig om og smilede sukkersødt til ham.


"Det bliver vi to om at bestemme," bekendtgjorde hun, før hun forsvandt ind i Sherlocks soveværelse og lukkede døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...