Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
423Visninger
AA

16. The crazy needs

 

Scarlets synsvinkel

Smerten var borte, men var blevet erstattet af en tomhed, der voksede i takt med, at jeg fik det fysisk bedre. Jeg kunne holde mig vågen længere og længere tid, men det resulterede bare i, at jeg fik mere tid til at tænke på bruddet, hvilket var smerte nok i sig selv.

Jeg vidste ikke hvor langt nyheden var nået, men jeg kunne være sikker på, at det ikke var gået ubemærket afsted. Og jeg havde selvfølgelig ret, for i løbet af ugen, måtte Harry flere gange gå ud i receptionen og råbe af junalisterne, at de skulle gå, men de kom alligevel tilbage, dag efter dag. 

Flere var kommet for at besøge mig, mine forældre, Jack, Jimmy, Sally med Noah og min tante. Jeg var glad for at de bekymrede sig, men jeg havde mest lyst til at være alene med Harry og mine følelser. Og selvfølgelig dem lammende tomhed, som trods alt, ikke var en velkommen gæst.

Niall havde i det mindste samvittighed nok til ikke at komme her hver dag, ligesom Harry, der heldigvis gjorde. Han var her kun lige længe nok til at spørge, om jeg var okay, og derefter gå, med blikket slået i gulvet. Men det passede mig fint, for sidste gang jeg brød med ham, var det i høj grad hans tilstedeværelse, der trak mig tilbage, hvilket jeg ikke kunne tillade denne gang. Men jeg havde dog også på fornemmelsen, at det ikke ville blive aktuelt, min vrede fra sidst, var blevet erstattet af koncentreret sorg og skuffelse, der ødelagde alt.

Sally havde fremstilet en ”break-up” tidslinje, og efter den havde hun fundet ud af, at jeg var i benægtelses fasen. Jeg havde bare mumlet ja sikkert, men jeg følte ikke at jeg var i nogen ’fase’, jeg var bare træt, og trængte til at komme tilbage på arbejde, hvilket jeg også havde forklaret, men hun så bare overbærende på mig, og jeg vidste, at jeg lige så godt kunne droppe det. 

 

Om dagen sagde jeg ikke meget. Jeg var både for udmattet og ked af det, til rigtig at sætte ord på noget som helst. Jeg spiste kun når jeg blev tvunget til det af lægerne og Harry, og sov for det meste kun, hvis Harry var der med sin hånd i min og med løftet om, at han ville blive der mens jeg sov.

Men om natten, når jeg havde sendt den højt frustrerede Harry tilbage til hans hotel, græd jeg. Det føltes, som når man bløder ud af myggestik. Giften kommer ud.

Men sorgen vendte altid tilbage.

 

**********

 

 

 

Jeg vågnede med et sæt, og satte mig brat op. Jeg gispede og kunne mærke koldsveden drive ned af mit ansigt.

Endnu et mareridt.

Jeg kiggede mig hektisk omkring, og opdagede til min skræk, at jeg var alene i det lille rum.

"Harry! Harry!" skreg jeg, og tumlede ud af sengen. "Harry!"

Jeg begyndte at rive i ledninger og rør, der var tapet fast til mig og forhindrede mig i at komme væk. "Harry!" hulkede jeg.

Jeg opgav, og lod mig synke ned på gulvet ved siden af sengen, og begravede mig selv i mine arme.

I det samme blev døren åbnet med et brag, og Harry tumlede ind.

"Scarlet dog!" Sagde han, og løftede mig og under armene. Han knugede mig ind til sig, og jeg hulkede mod hans bryst.

"Du må aldrig forlade mig Harry"

"Nej. Det lover jeg" snøftede han.

Han trak sig lidt fri, og så ned af mig, mine halvt afrævede slanger hang slapt ned af mig.

"Jeg henter en læge" sagde han kortfattet og kyssede mig på panden, før han gik ud af døren med forsikringen om, at han ville være tilbage lige straks. 

Der gik måske et par minutter, hvor jeg bare stod bum stille og ventede.

Da lægerne kom, bemærkede jeg dem næsten ikke. Mine tanker var et andet sted.

Jeg kunne se Harry stå ved døren. Til min overraskelse, græd han. Virkelig græd.

Han lod lægerne gå forbi ham, og lukkede døren bag dem.

"Harry?"

Han satte sig på sengekanten, og tog min hånd.

"Det er okay. Alt bliver godt igen, det lover jeg"

Jeg så længe på ham. "Jeg tror, jeg er ved at blive sindsyg. Jeg har hele tiden mareridt, jeg flipper ud over de mindste ting..." 

"ssshh..." afbrød han mig, og tørrede en tåre væk under mit øje.

"Du har været igennem så meget, det er kun normalt at du er sårbar, forvirret og ked af det. Du skal bare bruge tid til at komme dig helt"

Jeg ville så frygtelig gerne tro på ham. Jeg nikkede, og lukkede øjnene mens jeg lænede mig tilbage på puderne.

Jeg faldt ind i det behagelige mørke med det samme.

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg kom når hun sov. Når jeg var sikker på, at Harry var taget hjem.

Jeg sad i mange timer, bare betragtede hende. Nogle gange tog jeg forsigtigt hendes hånd, bare for at forsikre mig, at den var varm nok. Hun var smuk. Meget smuk.

 

Det samme gjorde jeg denne aften. Jeg stod ude foran hospitalet, og ventede på, at Harry ville komme ud. Jeg fulgte ham med øjnene, da han gik over p-pladsen, hen til sin bil. Så gik jeg indenfor.

 

Døren knirkede en smule, da jeg skubbede den op, men jeg formåede at lukke den lydløst bag mig. Stolen stod allerede ved siden af sengen, og jeg var sikker på, at Harry havde siddet der.

 

Jeg sad længe. Meget længere end jeg plejede. Og jeg vidste pludselig, at det her var den sidste gang. Det slog mig bare, at jeg ikke kunne blive ved. 

Jeg rejste mig og greb min jakke.

Så lænede jeg mig frem, og kyssede forsigtigt hendes læber.

 

Jeg drejede om på hælen, og var nået helt over til døren, da hendes stemme lød bag mig.

 

"Niall?"

 

 

_____________________________

 

Puha, det var et svært kapitel at skrive. Men nu er jeg færdig, og kan bringe det ud, til de evt. læsere. Og tak til dem!

-WinterSheep 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...