Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
431Visninger
AA

8. Tell you the truth

Den følgende uge blev ren kvalitetstid med Harry. Vi tog i biografen, gik ud og spiste og besøgte natklubber. 

Det var utrolig rart og befriende, at få tankerne væk fra Niall. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at virke lykkelig og tilfreds, og jeg tror da, at det virkede overbevisende. 

Men om natten, når Harry var gået i seng, græd jeg. Jeg var ked af det, og vred på mig selv, fordi jeg blev ved med at drømme om hans kys.

En aften, hvor vi sad foran fjernsynet og skovlede Ben and Jerry's is ned, opdagede jeg, at Harry sad og så på mig, med et underligt blik. Jeg kunne mærke rødmen stige, og jeg puffede til ham. Han lagde sin ske og is fra sig, og drejede sig 45 grader, for rigtig at kunne se på mig. Jeg gjorde det samme, og så afventene på ham.

"Jeg har ikke rigtig fået snakket med dig siden... du ved, vores skænderi. Men jeg har til gengæld  snakket med Niall..." Han så nervøst på mig. Han forventede nok, at jeg forklarede mig, men det var svært at vurdere, hvor meget han vidste. "og hvad sagde han så?" spurgte jeg lidt svævende, mens jeg kiggede ned på mine negle. "han sagde...at i havde haft en slags konflikt" Jeg kiggede undrende på ham. En konflikt? Var det alt han havde sagt. Det var da en temmelig stor underdrivelse.

"Men," fortsatte Harry "Han sagde til mig, at han ikke ville sige for meget...At det skulle være dit eget valg, hvor meget du ville fortælle mig" Han så mig dybt i øjnene, med et og-det-har-du-selvfølgelig-tænkt-dig-at-gøre-blik. 

Jeg sukkede dybt, og strøj en hårlok om bag øret, før jeg begyndte. "Niall og jeg...havde noget sammen. Jeg ved godt hvad Niall sagde, men ja vi havde noget sammen. Jeg har ikke vildt meget lyst til at sige noget dårligt om din bedste ven, men...Ja, det gik ikke" 

Harry var stille lidt. Så rømmede han sig og spurgte: "men...hvad skete der?"

Jeg betragtede ham lidt, før jeg svarede. Jeg ville ikke udstille Niall som the bad guy, og få Harry til at hade ham. Men samtidig fortjente Harry også, at få sandheden at vide.

"Niall...dummede sig. Ret meget, faktisk. Vi havde haft noget i en uges tid, men så besluttede jeg mig for, at det nok ville være bedst, hvis jeg tog lidt afstand til ham. Men han blev ved med at sige, at det vi havde var følelser, og at jeg ikke måtte give op. Jeg var selvfølgelig glad og rørt over hans mod, og jeg troede også selv virkelig på det. Men så var det jo at du... opdagede os. Og så var det som om, at alt hans mod svandt, og begyndte at benægte det vi havde, og modsige det, han lige havde sagt. Jeg... blev bare så forvirret og vred. Og jeg kunne slet ikke se mig selv sammen med ham længere. Derfor gik det ikke" 

Jeg kiggede nervøst på ham, men han sad bare med et udtrykløst ansigt. Han lænede sig tilbage i sofaen, og lod en hånd stryge gennem håret. "hvorfor sagde du ikke noget?" hviskede han næsten.

Jeg havde inderligt håbet, at lige præcis dét spørgsmål ikke ville blive stillet. Jeg tænkte et minuts tid over mit svar, selvom det lå lige til. 

"Fordi...fordi jeg var bange for, hvordan du ville reagere. At du ville blive vred"

Han så lidt på mig. "hør" sagde han. "Den gang med Joe Henry mærkede mig lige så dybt som dig. Jeg var så ked af det, og jeg besluttede mig, at jeg ikke ville lade nogen såre dig. Nogensinde. Derfor var jeg nok lidt overbeskyttende. Men du er ung voksen nu, og jeg ønsker også, at du skal have et...kærlighedsliv. Du er nød til at være klar over, at du skal være tryg nok til at fortælle mig alt. Alt, Scarlet"

Tårende begyndte at løbe i stride strømme ned af mine kinder. Harry tog mine kinder i sine hænder. "Hvad er der?" spurgte han bekymret. 

Jeg hulkede bare endnu kraftigere. Jeg var et forfærdeligt menneske. Min mave knugede sig sammen af skyld.

Harry så forfærdet på mig. 

Jeg fik min gråd under kontrol, og så op i Harrys grønne øjne. 

"Jeg... Har løjet for dig, Harry. I alle de år, har jeg holdt det hemmeligt"

"hvad snakker du om?" 

Jeg trak mit hoved forsigtig ud af hans hænder, og så på ham.

"Den gang... da jeg var 16. Jeg fortalte dig, at jeg ville få en abort. Og at mine forældre sendte mig på en lang ferie til min tante bagefter, som en slags straf?"

Harry rykkede lidt uroligt på sig, mens han så forvirret på mig.

"Det sidste var rigtigt. Jeg tog over til min tante i næsten et år. Men... det første, om aborten" Jeg rystede på hovedet, mens jeg så på mine hænder. 

"Min tantes nye mand var katolik, og han overtalte hende til at aflyse aborten, og fortælle mine forældre alt. Mine forældre ville først gerne have, at jeg fik en abort, men de ombestemte sig. Jeg blev sendt til min tante i Skotland. Jeg følte mig så svag og magtesløs" 

Jeg sukkede og tørrede mine tåre væk.

"Min tante fandt adoptivforældre, og jeg fødte i oktober. En dreng. Han blev taget fra mig kort efter fødslen. Jeg ved ikke engang hvad han hedder..."

Min stemme knækkede over, og jeg begyndte igen at hulke. Harry lagde armene omkring mig, og vuggede mig fra side til side.

 

Der må have gået et kvarters tid. Harry trak sig lidt fri af mig, og kiggede alvorligt på mig, med et blik, der sagde, at vi kunne tage den her, på et andet tidspunkt. Jeg nikkede, rejste mig fra sofaen og vinkede godnat til Harry.

 

Jeg havde mareridt, den nat. Jeg drømte om små børn der græd, Harrys sårede ansigtsudtryk og Niall, som jeg kun svagt kunne se, nede for enden af en lang gang.

Jeg vågnede gispende, og satte mig op med et ryk. Jeg fumlede lidt, før jeg fandt en stikkontakt, og tændte for lyset. Da jeg så på klokken, var den kvart over fem. Jeg lagde mig tilbage på puderne, og prøvede på at falde i søvn, men frygten for endnu et mareridt, forhindrede mig i at sove. Klokken var ti i seks, da jeg svingede benene ud af min seng.

Da jeg trådte ud af værelset, sad Harry ved spisebordet med en kop kaffe foran sig. Mon han heller ikke kunne sove?

Han betragtede mig gå igennem rummet, og da jeg satte mig ned, veg hans blik ikke fra mig. 

"Jeg har tænkt på noget, Scarlet" sagde han efter lidt tid. "Jeg syntes vi skal prøve at finde barnet. Bare så du for set det, og forsikre dig, at det har det godt" 

Jeg så lidt på ham. Hvorfor ville han nu det? 

"Jo..." jeg trak lidt på det. "men Harry, jeg ved ikke hvor det...Jeg mener han, bor. jeg ved ikke engang hvad han hedder. Hvordan skulle vi finde ud af det? Med mindre..."

"Din Tante?" Spurgte Harry stille.

Jeg nikkede

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...