Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
428Visninger
AA

15. Stupid Consequences

Nialls synsvinkel

 

"Ja, jeg kommer. Det regner jeg stærkt med, han trænger virkelig" sagde Harry, og kiggede over på mig. Jeg sukkede og rullede med øjnene. Jeg vidste udmærket godt, at de talte om at gå i byen. 

"okay. Ja, vi ses" Afsluttede Han. "Nå, vi mødes ude foran klubben om 2 timer" Jeg nikkede bare, jeg vidste, at han ville tvinge mig med under alle omstændigheder. Jeg tjekkede hurtigt min mobil, men alt så fredeligt ud. Derfor rejste jeg mig, og gik ind for at skifte.

 

 

Man kunne hører musikken på lang afstand, og da vi åbnede den store dobbeltdør ind til salen, dunrede rytmen mod mine trommehinder. Jeg fulgte med Liam op til baren, hvor jeg placerede mig på en høj stol, og bestilte en øl.Tiden gik, og mens de andre hyggede sig, talte og hilste, dansede og grinede, sad jeg i baren. En øl blev til flere, men alkoholen dulmede mine bekymringer og mit savn. 

Efter måske en time, kom en yngre person op, og satte sig på stolen ved min side. Hun smilede og gav elevatorblikket, som jeg helt automatisk efterabede. Hun var køn, ingen tvivl om det. Hendes kongeblåkjole gik hende til midt på låret, og afslørede et par gyldenbrune, slanke og lange ben. Hun fnisede af mig, da hun opdagede mit blik. "Hej. Jessica" Hilste hun, og rakte hånden frem. "Niall" sagde jeg kort, og gengældte håndtrykket. Hun nikkede smilende, som i Ja-selvfølgelig. Jeg lo lavmeldt.

Vi havde snakket i et kvarter, da jeg dummede mig, det var ellers gået så godt. De efterhånden mange øl, begyndte endelig at påvirke mig. "Vil du danse?" spurgte jeg, uden jeg nåede at stoppe mig selv. Hun smilede flirtende og nikkede. Jeg kunne ikke bakke ud nu, det vidste jeg, så jeg tog hendes hånd, og førte hende ud på dansegulvet. Vores kroppe bevægede sig rytmisk til musikken, og jeg gjorde mere intens og tæt, end jeg ellers ville have gjort, hvis jeg altså ikke var påvirket. Hun kom tættere og tættere, og jeg var forsvarsløs.

Det var ikke fordi, det kom som en overraskelse, min hjerne var får sløv til rigtig at opfatte kysset. læberne var bløde og ivrige, og jeg gav efter. Det må ha været savnet til Scarlet og hendes læber, der fik mig til at bukke under. Hendes hænder bevægede sig rundt om min hals, og holdt mig tæt, mens jeg lod mine hænder placere sig på sine hofter.

 

Det eneste jeg mærkede var hendes hånd, da den kolde luft slog mod mit ansigt. Jeg hørte svagt en dør blive åbnet, og duften af nye sæder, da hun trak mig med ind i en taxa. Hendes berøringer var overalt, og trak mig længere og længere ind i noget, jeg burde have undgået, men jeg var svag, og gav efter for min krop der skreg, at jeg skulle gøre det, og ignorerede min hjerne, der sagde at jeg ville fortryde det her, Big Time. 

   

 

Hun var hurtig, og skubbede mig uden nogen omsvøb ned i sin seng. Hun trak kjolen over hovedet, og fremviste sin perfekte krop i sit blondeundertøj. Jeg trak hende ned i et kys, og hun begyndte at åbne min skjorte.

Hendes krop var varm og ivrigt. Hun placerede sine hænder på mit bryst, og lagde mig fladt ned på ryggen. Jeg kunne ikke modstå hende, og hendes berøringer var glohede mod min hud. Vi bevægede os i takt, og vores åndedræt var en og samme lyd.

 

 

**********

 

Et par skruetvinger pressede voldsomt mod mine tindinger, da jeg vågnede næste morgen. Sådan føltes det ihvertfald. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, hvor jeg var. Jessica lå med ryggen mod mig, og sov tilsynladene. Jeg løftede langsomt dynen af, og listede rundt for at finde mit tøj. 

Jeg åbnede døren, og missede mod det skarpe sollys. Jeg prægede en taxa, og sagde min adresse. Jeg havde heldigvis ikke tabt min nøgle, men det tog alligevel lang tid at slæbe mig op til min lejlighed. Et bad syntes som en god ide, da jeg for alt i verden gerne ville vaske Jessicas duft, og ikke mindst den enorme skyld, af.

 

 

 

Harrys synsvinkel - Stadig klubaften 

 

"Skal vi gå?" Spurgte  Liam. Jeg nikkede og så mig omkring. Hvor var Niall? Ingen af de andre vidste det ikke."skal vi ikke bare tage afsted, han er nok bare gået hjem" bemærkede Zayn. De andre var enige, og sammen forlod vi stedet.

Jeg kunne dog ikke ryste en nagende tvivl af mig. 

Jeg smed mig i sengen, så snart jeg var inde. Jeg plejede at falde i søvn med det samme, efter en tur i byen. Men ikke idag. Jeg lå længe, vendte og drejede mig, mens jeg tænkte. Jeg var ikke bekymret for Niall, han kunne godt klare sig selv. Jeg var mere bange for, at han havde dummet sig, gjort noget, der kunne såre Scarlet. Hvilket ikke ville være første gang.

 

Næste morgen, vågnede jeg med den samme tvivl, som fra natten. Jeg stod hurtigt op, meget tidligere end jeg plejede. Jeg gik lidt frem og tilbage i lejligheden, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Og om jeg overhovedet skulle gøre noget. Jeg hørte svagt Scarlets stemme i mit hoved: Jeg sagde det ikke, fordi jeg var bange for, at du blev vred. Og bagefter havde jeg selv sagt, at jeg var overbeskyttende.

Ja, de kunne klare sig selv.

Jeg smed mig i sofaen, og tændte for tv'et, for at få tankerne væk.

 

 

Scarlets synsvinkel

 

"Hej Jack" hilste jeg træt onsdag morgen. Han smilede, og kom hen til mig.

"hey, hør lige. Min kusine fra England kommer på besøg idag, og hun kommer her, sidst på dagen. Hun er ret stor fan af dig, så hvis du lige kunne snakke lidt med hende, ville det være fedt" 

"Ja, helt fint. Hvor gammel er hun?" Spurgte jeg. "Hun bliver 20 imorgen, så rejsen hertil, var min fødselsdagsgave" Smilede han, og jeg nikkede.

 

Dagen var lang, men jeg var tilfreds med min indsats. Vi manglede kun få scener, og alle gav deres yderste, for at få det hurtigst muligt i kassen.

 

"Det er denne vej" hørte jeg Jacks stemme. Han kom rundt om hjørnet med en utrolig køn ung pige. Jeg gik smilende hen til dem. Hun virkede virkelig glad og overrasket over at se mig, og endnu mere lykkelig så hun ud, da jeg gav hende hånden.

"Hej, du må være Jacks kusine?" 

"ja, Jessica" smilede hun.

"nå, Jessica, hvornår ankom du?" spurgte jeg, mens Jack viste tommel-up bag Jessicas ryg.

"I mandags. Jeg skulle rigtig være kommet søndag, men jeg havde mega tømmermænd efter lørdag" hun fnisede.

"nå, går du på klubber i London?"

"ja, jeg er næsten lige flyttet ind i min onkels lejlighed. Og klubber skal jo prøves af, og det var virkelig godt. Jeg tror endda jeg fik en celeb med hjem?" tilføjede hun.

"Wow" sagde jeg, jeg faktisk imponeret. Men hun var også virkelig køn. "hvem?"

"Hmm, jeg ved ikke hvor mange irske, lyshårede berømtheder der findes, så det må være Niall Horan" Sagde hun.

Hele min krop frøs til is, og mit smil stivnede. "hvad?" sagde jeg i en unaturlig høj tone.

"Niall Horan, du ved ham fra One Direction. Kender du da ikke ham?"

"Jeg tror jeg har hørt hans navn før" Sagde jeg køligt. "Hyggeligt at møde dig"

Jeg drejede om på hælen, og gik hastigt ud i mit omklædningsrum. Jack fulgte efter. "Hvad var det?"

"Ikke noget, jeg skal bare hjem til Noah... Han er lidt syg" løj jeg i forbifarten, da jeg strøj ud af døren med min taske over skulderen.

 

Jeg løb næsten, da jeg gik ned af gaden. Tårene trillede ned, men der kom ikke en lyd.

Det var vredeståre.

 

Jeg brasede ind i lejligheden. Der var helt stille, da Noah var i børnehave. Jeg smed mine ting fra mig og smækkede døren hårdt bag mig, mens jeg udstødte et skrig af raseri. Jeg stod lidt, og prustede. Jeg lænede mig op af vægen, og gled ned af den.

Så kom gråden. Den vældede over mig som en flodbølge, der tog alt andet med, og efterlod mig alene med sorgen. Jeg begravede mit ansigt i mine arme, og hulkede utrøstelig. 

 

 

Nialls synsvinkel

 

"Ah Hva' gjorde du!?" Råbte Liam overasket. Han spærrede øjnene op, og stirrede næsten vanvittigt. "Men er du... ikke sammen med hende der... Harrys veninde?" spurgte Louis. Jeg nikkede og sank en klump. Zayn rystede på hovedet, og jeg kunne godt se skuffelsen i de andres øjne. "Ved Harry det?" spurgte Zayn, og jeg rystede på hovedet. "Han ville flå hovedet af mig" sagde jeg lavmeldt. "Ja for fanden! Du kom sammen med hende, dummede dig, fik hende tilbage, og nu gør du det igen! Han elsker hende overalt på jorden, Niall!" Sagde Louis højt. "Men hvad skal jeg gøre?!" spurgte jeg spagt. 

"Okay hør," sagde Liam, da han godt kunne se, hvor desparat jeg var. "Nu pakker du hurtigt en taske, så fortæller vi Harry det. Så må du tage den med ham, når du har snakket med Scarlet. Du skal nok ikke forvente, at hun tilgiver dig, men du kan i det mindste mindske risikoen for, at hun vil slå dig, og hende selv, ihjel"

Jeg så ud i luften i et par sekunder, mens jeg tænkte. Ja, det lød fornuftigt, desuden var det rart, at nogen tog en beslutningen for en. Jeg nikkede, og rejste mig med det samme, for at samle et par ting sammen.

 

********

 

Turen var de længste 10 timer i mit liv. Jeg landede klokken halv 7 den næste morgen, da biletterne var svære at få fat i. Jeg havde faktisk aldrig været i New York før, men jeg så næsten ikke byen, og kastede mig bare ind i den nærmeste taxa, og råbte næsten adressen. 

5,6,7, 8 talte jeg husnumrene. 12, der var det. Jeg sprang op, og ringede med alle kræfter på dørtelefonen. 

"Ja?" lød en kvindestemme, men det var ikke Scarlets.  

"Jeg skal tale med Scarlet, det haster!" sagde jeg hektisk.

"nå, okay" Og dørtelefonen summede.

 

 

Jeg løb op af trapperne, tre trin ad gangen. Døren blev åbnet af en sorthåret kvinde, og jeg fløj forbi hende. "hvor er hun?" sagde jeg forpustet. Med det samme kom Scarlet ud af køkkenet. Hun så forskrækket op. "Scarlet..." begyndte jeg, men hun viftede mig af. "Sally? Kan du hente Noah, og passe ham?" sagde hun til den sorthårede, der nikkede, gav et hurtigt knus til Scarlet, greb sin jakke, og forsvandt ud af døren.

 

Da den var lukket bag hende, vendte Scarlet sig mod mig med hænder i siden. "Scarlet, jeg har dummet mig..." men hun afbrød. "Det ved jeg allerede, så spar mig" sagde hun hårdt. "Hvordan..?" Men igen afbrød hun. "En af mine med skuespillere er fætter til dit lille One Night Stan"

Jeg stod i nogle sekunder med åben mund, den havde jeg ikke set komme. "Scarlet... Jeg er så ked af det... Lad os snakke om det" 

Hun så på mig med hævede øjenbryn. "Okay. Var hun god?"

"Hvad!?"

"Du ville snakke om det, og jeg starter med et indledene spørgsmål!"

"Vil du virkelig have mig til at svare på det?"

"Årh, jeg ved snart ikke!" sagde hun sarkastisk. "Vil jeg gerne vide, om en 19'årig tøs er bedre i sengen i mig? Ja, hvorfor ikke, jeg får det vel næppe værre!" Råbte hun.

"Jeg var fuld, Scarlet! Jeg savnede dig helt vildt, og jeg kunne ikke... Jeg..."

"Uha, Niall, hvor det bare hjælper at få af vide, at jeg er skyld i, at du knalder til højre og venstre!"

"Ej, lyt nu, Scarlet. Jeg forventer ikke, at du vil tilgive mig, du skal bare vide, hvor meget jeg fortryder og skammer mig!"

Nu græd hun rigtigt, tårene trillede ned af kinderne.

"Det her fortjener jeg ikke" Hviskede hun. Jeg rystede på hovedet med tåre i øjnene. Jeg rakte en hånd ud, men hun bakkede væk. 

"Lad nu vær Niall. Prøv at tænk på, hvor svag jeg føler mig, efter to gange! Fucking to gange, hvor du har opført dig som lort mod mig!" Græd hun, og hun tog sig til brystet. Hun hostede og gispede efter vejeret. 

"Er du okay?" spurgte jeg bekymret.

Hun lagde en hånd støttende mod vægen, men hendes ben rystede så voldsomt, at de gav efter. "Scarlet!" Jeg smed mig ned ved siden af hende, mens hun var begyndt at skrige af smerte. Jeg fumlede efter min mobil, og ringede efter ambulance. 

 

Det føltes som timer, før den kom. Jeg lå med hendes hoved i mit skød, og holdt om hendes hånd. Hun gispede og klynkede. Mine tåre løb ned af mine kinder, mens jeg strøg hendes hår.

 

Det hvide lys fra ambulancen skinnede stærk ud på gaden, på trods af morgenlyset. Jeg fik en taxa til at køre til hospitalet, og jeg betalte ham ekstra, for at køre hurtigere. Jeg sprang ud, før bilen holdt helt stille, og styrtede ind efter lægerne med Scarlet. En sygeplejeske greb min skulder, og sagde, at jeg ikke måtte fortsætte. Jeg greb instinktivt min mobil, og ringede til Harry.

"Niall, er det, som drengene fortæller sandt!? Niall forhelvede....!" Råbte Harry, så snart han havde taget den.

"Harry! Scarlet er faldet om igen! Hun er lige blevet kørt ind på intensiv, og lægerne...." min stemme knækkede over, og jeg måtte sætte mig i en stol. Der blev fuldstændig stille i den anden ende.

"Nej, nej,nej" kunne jeg hører Harry mumle. "okay, Niall, jeg er på vej!"

"Harry, vent!" Råbte jeg, men han havde allerede lagt på.

 

 

************

 

Scarlets synsvinkel 

 

Smerte.

 

Jeg følte kun smerte.

Alt andet var forsvundet, suget ind i et ukendt mørke, der var større og koldere end andet mørke.

Alle andre følelser var harmløse, i forhold til smerte, små og ubetydelige. 

Og dog.

Der var stadig noget, noget der var mere frygteligt og uoverskueligt, at den næsten var svær at se.

Noget der var langt mere pinefulgt, end den fysiske smerte.

Det var den i mit bryst, eller i mit hjerte, om man så må sige.

Den udhulede mig, fjernede alt, og efterlod mig som en tom skal på bunden af det store mørke, som den fysiske smerte forsagede.

 

 

Og døden. Ja, den ville komme, det var jeg sikker på. Og den ville komme snart. Livet ville være det sidste, der forlod min krop, sammen med mine følelser. Den ville tage alt smerten med, og jeg ville få fred. Hvilken lettelse. 

 

Lettelse. Jeg følte en lettelse. Jeg følte. 

En følelse.

 

Døden ville da tage mine følelser med? Eller ville jeg kunne føle til evig tid, ville den frygtelige smerte huse i mig... altid?

 

Panik. Endnu en følelse.

 

Måske skule jeg ikke dø alligevel? Måske ville jeg leve.

Og med det, stensikkert vende tilbage til mine følelser. Fuck. 

Hvis jeg levede, ville jeg have sukket opgivende ved den konklusion. 

Og det slog mig, at jeg aldrig ville sukke opgivende igen. Der var faktisk vildt mange ting, jeg ikke ville gøre igen, nyde en solnedgang, gå på klubber, se Harry, Sally eller Noah.... eller Niall, igen.

 

Nu ville jeg ikke dø, jeg ville leve. Igen kom den paniske fornemmelse, en væmmelig ulmen i mit bryst, der gav mig kvalme. Ville det være for sent? Havde jeg allerede givet efter for mørket?

Nej. Jeg måtte kæmpe, jeg måtte leve.

Jeg skulle leve.

 

 

Jeg gispede og hev efter vejeret, som om, jeg lige havde brudt op over en vandoverflade. Lyset skar smertefuldt i mine øjne, efter det tunge mørke. Der var bevægelser overalt. Folk der råbte og løb rundt. Vildt kaos.

"Miss!" lød en høj, insisterende stemme, der rungede i mit hoved. Stemmen gentog sit udråb igen og igen. Mørket kom igen nærmere og nærmere, og stemmen råbte.

Noget skød igennem min krop. Jeg ved ikke om det var en frygtelig smerte eller en blid varme. Måske noget helt tredige. Men mørket forsvandt, og det ubehagelige lys kom tilbage.

Det gentog sig mange gange, så mange, at jeg ikke havde tal på det. Men efterhånden blev mørket mere og mere gennemtrængende, og til sidst, kom lyset slet ikke tilbage.

 

**********

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg var ved at dejse om af træthed, da en læge med briller og hvid kittel kom gående mod mig. Jeg sprang op, og gik ham i møde. "Hun er ude af livsfare, men hendes tilstand er kritisk. Hun fik en blodprop i hjertet, et symptom fra hendes gener, men hjulpet på vej af det stress anfald hun fik for nogle måneder siden. Hun var ekstrem heldig, en af de eneste. Nogle ville kalde det et mirakel." forklarede han. Jeg sukkede lettet, hun var i live.

I det samme lød der løbende skridt bag os, og jeg vendte mig. Det var Harry. "Hvor er hun? er hun okay?" spurgte han hektisk, og lægen gentog, hvad han havde sagt til mig.

Da lægen var gået med beskeden om, at vi kunne besøge hende om lidt, vendte Harry sig mod mig.

"Harry, jeg er så ked af...." Begyndte jeg, men han afbrød.

"Skal vi nu ikke bekymre os om hende. Jeg er vred, men det er irrelevant lige nu" Og med de ord, drejede ham om på hælen, og gik hen mod receptionen. Jeg fulgte efter ham ned af en lang gang med døre hele vejen ned. Han standsede foran værelse 405, og gik stille ind.

 

Hun så frygteligt lille ud. Hendes hud var bleg, og hendes ansigt indsunket. Hun trak vejret tungt gennem et par gennemsigtige slanger, og en maskine i hjørnet udstødte rytmiske bip i takt med hendes hjertelyd, og den lød tung og langsom. Jeg hørte Harry mumle fortvivlet, da vi satte os på hver sin side af sengen. Han tog hendes hånd, og jeg ville gerne følge hans eksempel, men vidste, at det ville være taktløst. I stedet tørrede jeg en tåre væk fra min øjenkrog.

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...