Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
429Visninger
AA

9. Searching for answers

Jeg tilbragte det meste af eftermiddagen, på at side og stirre på min mobil. Jeg havde lovet Harry, at ringe til Niall, men hvad havde han tænkt sig, at jeg skulle sige? Hej Niall. Jeg syntes du bør vide, at jeg i morgen tager ud for at finde min ukendte søn

Nej, vel.

Da solen begyndte at skinne rødt gennem det store panoramavindue, rejste jeg mig fra sofaen. Jeg gik hen mod gangen, tog mine sko på, og greb min jakke. Harry kiggede spørgende på mig henne fra køkkenet. "Jeg tager hen til Niall. Jeg kan ikke få mig selv til at sige det her over mobilen" 

Han nikkede, og fulgte mig med øjnene, da jeg gik ud af døren.

 

********

 

Jeg stod et par sekunder foran Nialls dør ind til hans lejlighedskompleks, for at samle modet.

Så trykkede jeg på dørtelefonen.

Der gik kun få øjeblikke, før en stemme svarede: "Ja?"

Jeg sank en klump, før jeg kunne sige noget. 

"øhm... Hej, Niall. Det er mig, Scarlet"

Han svarede ikke, men kort efter, lød den skarpe lyd, der gjorde mig opmærksom på, at døren var åben.

 

Jeg kunne mærke hjertet pumpe hurtigere og hurtigere, jo tættere jeg kom på hans dør. Da jeg endelig nåede frem, var jeg en smule svimmel, men jeg kneb øjnene hårdt sammen, og fik styr på mit åndedrag, før jeg bankede tre gange med knorende, på den solide trædør.

Han må ha stået og ventet på mig, lige på den anden side af døren, for der gik ikke mere end to sekunder, før den blev åbnet. Vores blikke mødtes, og det var som om tiden stod stille. Jeg blinkede og tiden gik i gang igen.

"Øhh...hej. Kom ind" Han rykkede til side, og viste mig ind i hans gang.

Da jeg trådte ind i lejligheden, bemærkede jeg, at her roede en del. Da Harry og jeg boede her, var her næsten pinligt rent, men nu flød der med tøj, beskidt service, tomme nudelbære og øldåser. 

Niall trak en stol ud, og jeg tog plads. "Har du lyst til noget?" Spurgte han nevøst. Jeg takkede nej tak, og han satte sig foran mig.

 

"Niall, jeg er kommet for at snakke med dig" begyndte jeg. Jeg strøj en hånd gennem mit hår, før jeg fortsatte:

"Okay, jeg tror det her kommer lidt som chok for dig... men for 4 år siden, fødte jeg en dreng. Jeg ved ikke hvor han bor, hvem hans nuværende forældre er eller hvad han hedder... Men i morgen tager Harry og jeg altså ud for at finde det her barn. Ja... Vi syntes det ville være en god ide at fortælle dig det..."

Nialls  mund stod let åben. "Øhh... Wow, Scarlet... Jeg ved slet ikke hvad jeg skal...sige" Han vippe tilbage på stolen og roede lidt i sit hår.

"Niall, du behøver ikke at forholde dig til det her. Nu tager vi afsted i morgen, og du kan bare glemme det, hvis du vil. Jeg forventer ikke..." "Hvad, vent et øjeblik" Afbrød Niall.

"Hvorfor fortæller du mig det her, hvis du ikke vil have mig til at forholde mig til det? Du kommer tilbage efter to uger, fortæller mig at du er mor, og at jeg så bare skal glemme det?" Han slog ud med armen, i en opgivende gestus. 

Jeg så lidt på ham. Var han ked af det? Jeg sukkede, og da jeg talte, var min stemme næsten kun en hvisken. "For det første: Jeg er ikke mor. Jeg har født et barn, og der er forskel. Jeg har ingen intention om at tage det her barn med hjem, eller kommunikere med det. Jeg er bare nød til at vide besked. For det andet: Det er ikke det eneste jeg er kommet for at snakke med dig om. Niall, jeg savner dig. Rigtig meget. Men da jeg gik, fik vi ikke talt ordenligt sammen. Jeg vil bare gerne være sikker på, at vi forstår hindanden,"

Niall lænede sig frem over bordet og stirrede mig ind i øjnene. Okay, var han virkelig så opsat på, at gøre det her sværere for mig?

"At vi," Jeg pegede på ham og så mig selv, "Er... forbi. Det vi så end havde, er ovre" 

Det var som om al luften gik ud af Niall. Han sank en klump og nikkede så lidt efter. 

 

Jeg havde taget overtøj på, og vente mig om for at sige farvel til Niall. Han stod lænet op af vægen, og betragtede mig. "Øhh, Niall?" Han nikke som tegn på at han lyttede. " Jeg syntes ikke du skal bekymre dig...om mig. Gå ud og fest, knald nogle piger, bliv alt for fuld og... glem mig" 

Et lille smil krusede på hans læber. "Du kan slet ikke se det, vel? At jeg ikke har tænkt på at gøre andet lige siden du gik? Men jeg kan ikke, jeg kan ikke få mig selv til det. og inderst inde... der vil jeg heller ikke" Han så ned på sine fødder. 

Jeg bed mig i læben, jeg var mundlam. Lige nu havde jeg mest lyst til bare at knuge ham tæt ind til mig, men jeg vidste godt, at det ikke ville gå. Jeg rakte istedet for en hånd ud, og lagde den på hans skulder. "Det skal nok gå" hviskede jeg. Så trådte jeg et skridt tilbage, drejede om på hælen, og gik ud af døren.

Så snart jeg havde lukket den bag mig, ville jeg bare væk. 

Jeg styrtede ned af trapperne, ud af døre, ud i den silende regn. Men jeg mærkede den ikke. Hele min krop gjorde ondt, og mine tåre føltes som hvidglødende flammer. 

Jeg kastede et blik tilbage mod hans lejlighed, hvor noget i hans vindue fangede min opmærksomhed. 

Han stod, med hænderne i lommen, og kikkede ned på mig. Vores blikke mødtes, og det var som om, jeg kunne mærke hans smerte, og den var lige så pinefuld som min. 

Jeg drejede rundt, tog min hætte over hovedet og prajede en taxa. Lige før jeg steg ind, kastede jeg et sidste blik op mod hans vindue. Men han var der ikke.

 

**********

 

Jeg ikke pakket vildt meget, vi regnede med at væk i et par dage. 

Jeg havde lige lukket min taske, da Harry stak hovedet ind. "Er du klar?" Efter at havde nikket, svang jeg tasken over min skulder, greb min jakke og fulgte med Harry ud i gangen.

 

Jeg havde klikket min sele fast og mødte Harrys blik. Jeg grinede lidt over hans spørgende ansigtsudtryk og sagde: "Kør Harry, Før jeg ombestemmer mig"

Harry trykkede på speederen, og vi kørte ned af gaden, mens London langsomt vågnede omkring os. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...