Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
437Visninger
AA

10. Searching for answers - part 2

Jeg missede med øjnene mod det klare lys, da vi trådte ud af lufthavnen.

Jeg kiggede på mit armbåndsur: halv tolv. Vi havde altså en time, før vi skulle være ved min tantes hus. 

Det var ikke fordi, jeg var overasket over, at min tante lød chokeret, da jeg ringede hende op. Jeg havde ikke ligefrem været oven-ud tilfreds med hendes beslutning dengang. Men efter en hurtig forklaring, havde hun kort og kontant sagt, at hun havde tid kl. halv et, og at vi der, kunne 'snakke videre om emnet'. 

Harry havde klaret alt det praktiske: søret for lejet bil og flybiletter samt hotelværelse. Jeg havde til at starte med været overasket over, at han ville det her så meget, men nu, syntes jeg bare, at det havde været dumt af mig, at tænke sådan. Selvfølgelig ville han da gøre det for mig, han holdt af mig, som ingen anden.

 

 

Min tantes kvarter var en klassisk britisk villavej, med røde murstenshuse, små forhaver og smedejerns havelåger. 

Perlegruset knasede  under vores fødder, da vi bevægede os op mod hoveddøren. Tre bank med dørhammeren, ti sekunders ventetid, før jeg endelig fik det ansigt at se, som jeg på en gang afskyede og savnede frygteligt meget.

"Scarlet, min darling" Udbrød hun, og slog hænderne sammen. "Hej, tante Veronica" Svarede jeg med et skævt smil, og trådte ind forbi hende, efter at havde fået et hurtigt kys på kinden. "Åh Harry, er det virkelig dig? Hvor er du blevet stor" Også han fik et kindkys. Jeg prøvede ikke at trippe, men det var svært. Jeg var stensikker på, at min tante ville prøve at snakke udenom, før vi nåede til den reelle grund til, at vi var kommet. Det udsprang nok af dårlig samvittighed, men jeg var ikke sikker på, at jeg var klar til, at tilgive hende.

 

Hendes stue var, som jeg huskede den: mellemstor, overmøbleret og med alle overflader dækket af blonder og patchwork. 

Vi blev hurtig vist hen til en blomstret sofa, hvor vi mindst sank en halv meter ned, og der blev serveret te og småkager for os. Tante Veronica sludrede løs, men jeg hørte ikke efter.

"Veronica?" Spurgte jeg

"Og ham Billy... Ja min skat?" 

Jeg rykkede uroligt på mig, og kastede et blik på Harry, som så tilbage på mig.

"Øhm, der er en grund til at vi er her. For 4 år siden, da jeg fødte, blev drengen adopteret væk. Men jeg vil gerne vide til hvem, og hvor han er nu"

Der var helt stille i et halvt minuts tid. Så satte Veronica sin kop fra sig, og sukkede. Hun virkede tøvende, men samtidig fast besluttet på, at fortælle sandheden. Det var en af de ting, jeg beundrede og elskede hende for; at hun altid var viljestærk når det virkelig galt. Det var så nok bare det, der havde svigtet dengang. 

"For 4 år siden, kendte jeg et par, der ikke kunne få børn. Lian og Kevin, hed de. Meget venlige og ordenlig, Selvom jeg syntes deres hus....Nå ligemeget, Det var dem, han blev adopteret til. Jeg tror de kaldte ham... åh, hvad var det nu... Når ja, Noah. De boede i Wales, men jeg ved ikke om de er flyttet siden. Ja, det er alt jeg ved"

Der var stille lidt.

"wow..." mumlede jeg, og Harry lagde en arm omkring mig.

"Scarlet, den gang... jeg er så ked af det" sagde Veronica. 

"Jeg lovede dig noget, men jeg lod mig overbevise af noget andet... Du burde jo kunne stole på mig, det var jo mig du gik til som det første...jeg" Hun ledte efter ord, men jeg rakte en hånd frem, og lagde den på hendes skulder. "Det er okay"

Hun smilede bedrøvet og lagde hendes hånd oven på min. "Tak, min kære. Dit hjerte er af guld, og alle burde misunde din sjæl"

 

 

Da vi atter sad i bilen, mærkede jeg efter, om jeg følte mig lettet eller befriet, men det gjorde jeg ikke. Jeg så på Harry. "hvor går turen så nu?" spurgte han.

 

"Til Wales"

 

 

*******

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg stod der længe, før jeg ville anderkende det. De var virkelig taget afsted. Jeg lod min hånd, der efterhånden (haha) var lidt øm, efter at have banket så længe og indtrængende på døren, falde slapt ned af siden.

Jeg fiskede min mobil op af lommen, og tastede nummeret ind.

"Hej, du har ringet til Scarlet. Jeg kan desvære ikke tage telefonen lige nu, men lig en besked, så ringer jeg tilbage. Hej!" Svarede hendes bløde stemme efter få sekunder. Jeg skulle til at ligge på, men bibbet kom, hurtigere end jeg havde forventet, så jeg valgte at ligge en besked alligevel.

"Hej...Det er mig, Niall. Jeg ved godt, det er dumt det her, men jeg...kan ikke holde til mere. Du er nød til at lytte til mig... Please...Ring til mig" Jeg ville gerne have sagt noget mere, men hvad skulle det dog være? Jeg var blevet en af de der klamme ex'er, der forfølger de kærester, som har været fornuftige nok til at slå op med dem.

Jeg sukkede af mig selv, drejede om på hælen og traskede sørgmodigt ned af trapperne. Pludselig mærkede jeg en summen, fra min lomme. Jeg var lige ved at tabe den, da jeg flåede den op, og stirrede vildt på skærmen. Men det var bare Zayn.

"Hey" sukkede jeg i telefonen. "øh, jeg kan da godt ringe på et andet tidspunkt, hvis..." Lød det en smule fornærmet, men jeg afbrød ham: "Nej nej, Zayn. Jeg er bare træt. Nå, øh... nogle planer?" 

"Næ, ikke rigtig. Er sammen med Perrie, du ved" svarede han svævende. Jeg kunne mærke jeg blev en smule irriteret. 

"Nå men Zayn, jeg har en smule travlt så..." "hold nu kæft, Niall!" udbrød Zayn. "Hvad fanden er det med dig? Du har opført dig mega underligt her på det sidste, det har vi alle lagt mærke til" 

Jeg vidste, at når Zayn sagde "vi alle" så mente han ham selv og drengende. Måske lige med undtagelse af Harry, som jo var ude og finde ukendte børn. Jeg kunne mærke hvordan min mave knugede sig sammen ved tanken. 

"Zayn, lad nu vær. Der har bare...været lidt problemer med...familien derhjemme. Det har gjort mig lidt...trist" løj jeg, så overbevisende jeg kunne, men jeg var jo ikke ligefrem skuespiller... som Scarlet...

 

"Nå...okay mand...det er jeg ked af" Sagde Zayn lidt fåret.

"Det skal du ikke være. Nå, jeg må løbe. Ses" Afbrød jeg ham.

"ses" lød det i den anden ende.

Jeg lagde på, og puttede mobilen tilbage i lommen. Så begyndte jeg at gå ned af gaden, med mine skuldre trukket skærmene op. Drengene havde bemærket, at jeg opførte mig underligt. De havde helt sikkert også aftalt dette opkald. Troede de, at jeg var en eller anden forstyret teenager, der ikke kunne tage sig af sig selv? 

Jeg sparkede hårdt til en sten, og den slog smut hen over fortorvet. En gammel dame så fornærmet efter mig, men jeg var ligeglad.

Alt var ligemeget.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...