Back On Track

Scarlet er berømt skuespiller, og er omgivet af fans og andre kendte personer. Men hun lider af stress og hendes venner forslår, at hun tager lidt afstand til hendes arbejde. Derfor rejser hun hjem til England, hvor hun vil opsøge sin barndomsven Harry. Hun har hørt så meget om hans karriere, og kan ikke vente med at se ham igen. Men berømmelsen har forandret dem begge, og Det er ikke så let som det altid har været. Hvad vil der ske, når kærlighed opstår og der rodes op i gamle fortidsmysterier?

3Likes
2Kommentarer
422Visninger
AA

4. Let go

Jeg var 16.

Jeg løb ned af den lange gang på min skole, jeg var ved at komme forsent til matematik. Pludselig lød en stemme bag mig, den var kold, og var nærmest et råb. " Er det sandt?!" Jeg standsede op, og så mig tilbage. Det var Ben Cliff. Ham den populære fra min parralleklasse. Jeg så spørgende på ham, og han lo hånligt af ham. " Er det sandt, at Joe Henry, har bolled dig tyk?" Det tog lidt tid, før hans ord bundfællede sig i mit hoved. " Hvad snakker du om?" løj jeg, for jeg vidste præcis hvad han hentydede til. "hold dog kæft, du er tungnem" lo han " men man kan vel heller ikke forvente mere af en billig ludder som dig" Ham og hans crew skreg af grin.

Jeg tror, at grunden til, at han ikke reagerede, var overraskelsen ved min handling. Med al kræft svingede jeg min hånd mod hans ansigt. Jeg ramte ham så voldsomt, at hans hoved slog ind mod vægen, og han trillede om på gulvet. Jeg kastede mig over ham, og slog og slog, mens tårende løb ned af min kinder. Folk havde hørt os, og samlede sig rundt om os. Jeg rettede mit næste slag mod hans ansigt, men før jeg kunne nå at slå, greb et par hænder fat om mine arme. De trak mig op fra gulvet, og lidt væk fra Ben, der krummede sig sammen på gulvet. " slip...mig!" hvæsede jeg. " fuck, hun er jo sindsyg i hovedet" stønnede Ben, og gned sin foreslåede krop. " JEG HADER DIG! SKRID AF HELVEDES TIL!" Skreg jeg. Personen der holdt mig, trak mig væk fra de andre, ud i skolegården. Så vente personen mig rundt, og knugede mig ind til sig. Da jeg kunne dufte Harrys krop, slappede jeg af, og hulkede ind mod hans bryst. Efter lidt tid, måske et par minutter, havde jeg fået kontrol over min gråd. Han trak sig lidt fri af mig, og så mig direkte ind i øjnene. " hvorfor sagde du ikke noget" Jeg kiggede op i det bekymrede ansigt. " fordi... jeg skammede mig over det. Fordi jeg ikke ville have, at du skulle tro jeg var en eller anden skank" " Hvordan kunne du tro, at jeg ville syntes det?" Han kiggede nu næsten bebrejdende på mig. Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste det faktisk ikke, og jeg følte mig dum, over ikke at stole på ham. " Er der nogen der ved det?" jeg nikkede "min tante. Hun har arrangeret en abort på onsdag" han nikkede, og trak mig ind i endnu et knus. "kom" sagde han stille. Han lagde en arm om mine skuldre, og sammen gik vi tilbage til skolen.

 

********

 

 

" Scaaarlet" 

Stemmen var lav, og lød mest som en irreterende summen. Jeg mumlede noget utydeligt.

"scarlet? vent, jeg tror hun vågner. Scarlet!"

Stemmen var nu høj og skarb. Jeg åbnede sløvt mine øjne. Alt var hvidt. Som om nogen havde givet mig en hvid plasticspand over hovedet. Langsomt begyndte tingende i rummet at tage form. Jeg løftede prøvende min hænder op foran ansigtet. Efter et par minutter, satte min hjerne igang. Nu kunne jeg konstatere, at jeg lå ned på noget blødt, med puder i ryggen.

"scarlet!" jeg så hen mod lyden. Åh...nej. Det måtte være et mareridt. Men nej, Min kusine Amy, var ikke til at tage fejl af. " Åhh, Lettie!" hvinede hun, så det skar i mine øre. " hej....Amy" min stemme lød rusten. Ja, 'Lettie' var et kælenavn som Amy havde givet mig, men hun var heldigvis den eneste der brugte det. Det gav mig kvalme.

"hvad laver du dog her?" Jeg gjorde mit bedste på at lyde glædeligt overrasket, men jeg kunne ikke undertrykke den anklagende tone. Men Amy lod ikke til at lægge mærke til noget. " Årh, vær nu ikke fjollet! Jeg bekymre mig da om min kusine!" sagde hun glad, og gav mig et lille dask over hånden. Det virkede højst usandsynligt, at hun, af alle mine slægtninge, ville komme og besøge mig på hospitalet, hvilket jeg regnede med var det, jeg befandt mig på. Men så kom jeg i tanke om, at hun faktisk var den eneste i min familie, der også boede i USA. Hun havde vist fundet en eller anden rig amerikaner, som hun havde giftet sig.

Jeg prøvede at huske hvad der var sket, men det eneste der kom frem, var utydelige og slørede minder fra i aftes. Det må da ha været i aftes. Men jeg vidste faktisk ikke hvor længe jeg havde befundet mig her. " hvad skete der?" Spurgte jeg. Men lige da Amy skulle til at svare, åbnede døre sig, og en mand i kittel trådte ind. " arh, du er vågen" udbrød han med et smil. " Mit navn er Dr. Ruber." Jeg gav manden hånden. "hvad skete der?" gentog jeg. " ja, i går aftes kl 21.15 faldt du om, til den galla du var med til. Du blev hastigt fragtet med ambulance til hospitalet her, hvor vi kan konstatere, at du besvimede på grund af et slemt tilfælde af stress" Forklarede han. "hvad! stress! men det har jeg aldrig haft før!" Klynkede jeg oprevet. " det er meget muligt" sagde han, og kiggede overbærende på mig, som om jeg var et lille barn, der brokkede sig over sine bløde Corn Flakes. "men instruktøren på din nyeste film og dine kollegaer, kan bekræfte, at du har haft de stress symptomer, som jeg har beskrevet for dem, og..." jeg er ikke stresset" afbrød jeg ham. " men jeg forsikre dig..." "jeg har det fint!" sagde jeg højt. "hvor er mit tøj? Jeg skal hjem og øve mine replikker"  " hør nu på mig," Sagde doktoren, og kiggede streng på mig " Du kommer ikke til at arbejde i det næste stykke tid" "men hvad med min film, min karriere?" " jeg har lavet en aftale med Hr Jimmy Teasope. Filmen bliver udskudt, til du er klar igen" "nej!" Næsten hylede jeg " Vi kan ikke bare udskyde det hele!" Han så igen bedrøvet på mig. " jeg vil forslå, at du kommer lidt væk fra det hele. Ta' ud at rejse, få slappet ordenligt af" Og så drejede han om på hælen, og forsvandt ud af døre,

Jeg lå lidt tid, og stirrede måbende efter lægen. Det kunne ikke være sandt. Det måtte ikke være sandt. Jeg sank tilbage på puderne. Efter måske ti minutter, rejste Amy sig. Hun rakte mig min mobil. " Ring hjem, Lettie" sagde hun roligt. Så hankede hun op i sin taske og forsvandt ud af døren. Jeg lå længe, og stirrede på mobilen i min hånd. Så gik jeg ind i kontakter og ledte lidt mellem personerne. Så trykkede jeg 'ring'.

 

"hallo?"

"hey Harry. Hvad så?"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...